Bare vent til far kommer hjem

Opvækst i Lille Værløse i 50- & 60'erne

Bare  vent til  far  kommer hjem….

 

 

 

En historie om en barndom på godt og ondt i 1950 0g 60’erne.

 

 

 

 

Af John Jensen

 

 

 

 

Et barn er født:

 

S

ent om aftenen, den 3. december 1953, lyder der barneskrig på loftetagen, i det lille hus på Søsum Bygade.

Det er altså mig der kommer til Verden nu og jeg er mine forældres 2. barn.

 

Jeg har fået fortalt, at jeg faktisk var blå og skindød, da jeg kom ud af min moders skød og at der gik nogen tid, inden jeg trak vejret selv.

Jeg overlevede dog, hvilket er en stor fordel, når jeg nu skal skrive denne historie.                                                         

 

Mine første år husker jeg naturligvis ikke så meget af, men jeg har da hørt lidt om, hvordan den første tid gik.

 

Jeg har åbenbart ført et noget omflakkende liv, for der var gået et eller andet galt, i mine forældres forhold, der først i 50´erne.

De var gået fra hinanden i en periode, men hvordan det sådan helt præcis hang sammen, har jeg aldrig kunnet få en forklaring på.

Fakta er bare, at de blev gift den 1 april 1951, hvor min mor allerede ventede min storebror, som kom til Verden den 7 oktober 1951.

Hvor længe de var sammen første gang, svæver i det uvisse, men på min dåbsattest står min mor anført med sit pigenavn, så det kunne tyde på, at de ikke er gift, da jeg fødes.

 

I hvert fald boede min mor med os to drenge, hos min mormor og morfar i Søsum i en periode, hvor min far var på Grønland og bygge barakker på Thule-basen.

Jeg husker ikke så meget af den tid, men dog, at vi ofte blev passet af min moster, som den gang endnu var en stor pige og boede hjemme endnu.

Vi har også boet ude i ”Søen” i en periode, men om det var alene med mor, eller om far også var der, husker jeg ikke rigtigt.

Søen er et område lidt udenfor Søsum, på vej mod Ganløse.

 

Jeg har fundet en rykkerskrivelse fra Statsradiofonien, dateret den 7. juli 1956, hvor min far bliver truet med politianmeldelse, fordi han ikke har betalt radioafgift.

Radioafgiften er i øvrigt på hele 20,00 kr. og administreres af Undervisningsministeriet.

Denne rykker er sendt til en adresse i Charlottenlund, men videresendt til en anden adresse og nu i Stenløse.

 

Det kunne godt tyde på, at han har haft en ustabil periode med dårlig økonomi og flere adresseskift, eller måske bare en fiktiv adresse, for hans flybillet hjem fra Grønland er dateret den 16. september 1956, hvilket betyder, at han kom hjem mindre end en måned før han gifter sig med min mor igen.

I øvrigt kostede billetten fra Reykjavik (Island) til København 610,00 kr.

Jeg mener at kunne huske, at han havde en masse legetøj med hjem til min bror og mig, da han vendte hjem fra Grønland.

Tingene var fyldt i en nylonstrømpe, sikkert for at imponere pøbelen, for nylonstrømper var noget meget nyt og meget amerikansk, på den tid.

 

I min fars vielsesring står datoen 14. juli 1956, så de har sikkert forlovet sig igen den dag og muligvis i forbindelse med at min far har været hjemme på besøg fra Grønland.

 

De blev gift igen den 13 oktober 1956,  en måneds tid efter at min far vender tilbage til Danmark og godt 2 måneder efter at de har købt sommerhuset i Lille Værløse.

Om han så selv har været hjemme da huset blev købt, ved jeg faktisk ikke, men måske har min morfar haft en finger med i spillet, i forbindelse med papirerne på huset.

Det hus kommer vi til nu.

 

 

Sommerhuset i Værløse:

 

Vores første hus i Værløse var et gammelt sommerhus som mine forældre købte i sensommeren1956 for omkring 17.000 kr.

Det var et træhus, bygget med brædderne ”en på to” og malet ”Svensk Rød”.

Vinduerne bestod af 6 små ruder  og havde hvide sprosser og rammer.

Hoveddøren, hvis man kan kalde den det, var af ”stald dørs typen”, hvilket vil sige, at den var delt, så man kunne åbne den øverste del, uden at åbne den nederste.

På forsiden af huset var der bygget en stor veranda til, hvor der stod manilla møbler.

På taget lå tagpap og tagrender var der ingen af, så vandet plaskede ned hele vejen rundt om huset, når det regnede.

Huset hed Birkely og var nok opkaldt efter den række birketræer som stod ude langs vejen.

 

Vi havde lokum i gården, ingen varmt vand og ingen radiator og den slags nymodens ting.

Varmen fik vi fra en gammel såkaldt ”bessovn” som duftede herligt af petroleum.

En lille sort, rund, tykmavet metaltingest, som havde en cirkelformet væge inde midt i og vel var omkring en meter høj og måske ½ meter i diameter.

Man kan godt nok se en skorsten på billedet af huset, men jeg mindes ikke nogen pejs, brændeovn, eller anden form for varmekilde, ud over bessovnen.

Huset knagede og bragede i træværket når der kom varme på og når det kølede af igen.

Det var en hyggelig lyd, men særlig effektivt var det nu ikke, for der gik rigtig lang tid, inden der blev ordentligt varmt i huset.

 

Jeg synes min barndoms vintre altid var hundekolde, så striktrøjer og sweatere var et nødvendigt onde om vinteren.

Min mor var dygtig og hurtig med et par strikkepinde, så hun leverede trøjerne til familien gennem hele barndommen.

Hun kom senere til at arbejde hjemme for firmaet Hauge Garn og strikkede udstillingsmodeller af forskellige trøjer og sweatere.

Det var vist samtidig med at hun broderede udstillingsmodeller for firmaet Eva Rosenstand, som havde hovedkvarter oppe i Hillerød.

 

Den lille Bessovn gav jo altså ikke nogen varme ind i de små værelser i huset, så om vinteren vågnede vi ofte op til rimfrost indvendigt på vinduerne, i vores værelse.

Der var ikke noget med termoruder, eller forsatsvinduer i det gamle sommerhus.

Jeg tror slet ikke de var opfundet endnu.

Den eneste anden måde at få varme i huset på, var når der blev tændt for gasblussene i køkkenet, hvilket ofte skete, når det var rigtig koldt om vinteren.

Det gav en ganske særlig duft i huset, når komfuret blev tændt; varm og hyggelig at komme op til.

 

På grund af den sparsomme opvarmning, hændte det ofte at vandrørene frøs til om vinteren og så måtte far kravle ind under huset og forsøge at tø dem op igen med klude, som han havde vædet med benzin og sat ild til.

Jeg husker specielt en vinter, hvor vi havde været i sommerhus.

Det var oppe i Nordsjælland et sted, hvor min far havde lånt sin mester Jørgen Kjems’s sommerhus, vist endda henover jul og nytår.

Da vi så vendte hjem til huset, efter flere dage, var alle vandrør frosset til og far måtte ligge inde under huset med brændende olieklude og tø rørene op.

Det var jo ikke helt ufarligt, når man tænker på, at hele huset var lavet af træ.

 

 

Klatvask i køkkenet:

 

Personlig vask foregik enten med en vaskeklud ved køkkenvasken, eller i en zinkbalje på gulvet.

Det varme vand kom fra en gryde eller kedel, der blev sat over på gasblusset.

Mens vi var helt små, blev vi sat op på køkkenbordet og badede, mere eller mindre, i køkkenvasken.

Det var derfor så som så med renligheden, for den gang ”klatvask” kunne jo aldrig blive så effektiv som en bad.

Jeg synes heller ikke, at jeg kan erindre en tandbørste i de første mange år.

Den kom vist først ind i billedet, da vi flyttede ind i det nye hus, først i 60’erne, men det vender vi tilbage til senere.

 

Om sommeren blev, der tidligt om morgenen, sat en stor oval zinkbalje med vand ud i solen.

Når det så blev aften, blev vi vasket i baljen, uanset hvor meget solen havde nået at varme det op og det var tit en særdeles kold fornøjelse, at komme ned i baljen, men her hjalp ingen kære mor.

Det var også vores mulighed for at lege i vand om sommeren, for en ting var at skulle i bad i det halvkolde vand til aften, men noget helt andet var jo at lege i det i løbet af dagen.

Helt ufarligt var det nu ikke at lege med de zink baljer, for min storebror faldt og brækkede armen kort tid før han skulle starte i 1. klasse, så han mødte op med armen i gips til første skoledag.

Han var lidt uheldig som barn, for da han var nogle år yngre, kom mor til at vælte en kedel kogende vand og fik skoldet hans ene arm voldsomt, så han resten af livet havde et stort brunt ar indvendigt ved albuen, hvor skindet nærmest var krøllet sammen.

 

Rigtigt bad fik vi kun når vi besøgte min morfar på hans arbejde.

Min morfar arbejde som motorpasser på vandværket Bjellekær ved Søsum, og jeg kan tydeligt huske de store flotte og nymalede, røde maskiner der stod og hamrede på vandværket.

Det var min morfars arbejde, at gå rundt og tilse og smøre de store maskiner, så vandforsyningen altid var stabil.

 

På vandværket var der et baderum til personalet, så vi kørte derover ca. en gang om ugen, når min morfar var på aftenvagt.

Så kom vi i brusebad alle sammen og bagefter kørte vi nyvaskede og velduftende hen til min mormor i Søsum og besøgte hende.

Det var faktisk kun ved de der brusebade, at vi så vores far uden tøj, for hjemme holdt de voksne altid dørene lukkede, når de klædte sig af.

Det kunne dog også hænde, hvis vi var ved stranden og far skulle skifte til badebukser, men så stod han altid med ryggen til os, så vi kun så hans hvide røv.

 

Forældre havde en underlig, og ikke særlig lækker, teknik den gang, hvis børnene lige skulle have den sidste afpudsning, inden man skulle ud af døren.

Vi var jo blevet vasket, men det så viste sig at vi havde et eller andet snavs i ansigtet, hev de deres, måske endda brugte, lommetørklæde frem, spyttede på det, og tørrede så os unger lige midt i ansigtet.

Min far har altid været en storforbruger af sit lommetørklæde og pudsede næse, meget højlydt, uanset hvor vi var og hvem der stod lige ved siden af.

Det var selv samme lommetørklæde han tørrede os i ansigtet med…

Lækkert, ikke?

 

 

Moar jeg skal tisse…:

 

Som tidligere skrevet, havde vi lokum i gården og der var naturligvis ingen varme der ude.

Det var bare et lille træskur, med en simpel bræddedør og en krog til at låse med indefra og udefra.

Man sad på en træplade, hvori der var savet et rundt hul, som man satte rumpen hen over og lige nedenunder, stod der så en zink spand, som vores afføring dumpede ned i.

Foroven i døren, var der savet et lille hul, så der kunne komme lidt frisk luft ind.

Lys måtte man tænke sig til, for der var ikke ført strøm der ud og i øvrigt havde vi slet ikke strøm i huset, de første år vi boede der.

Alt lys kom fra petroleumslamper og stearinlys.

Der var også en petroleumslampe på lokummet, men den måtte vi unger jo ikke tænde selv og som regel gad de voksne ikke rende med ud, bare for at tænde lys til en tissetår.

Derfor sad man ofte med døren åben, så der kom lidt lys ind i skuret og især vinteren var slem, når det blev tidligt mørkt og ingen ville gå med der ud.

 

Vores far havde fornøjelsen af at tømme spanden, når den var fuld, men nogle gange trak han tiden lige rigeligt og så kunne man næsten dyppe rumpen ned i det de andre havde leveret i spanden.

Indholdet blev hældt ud i et hul i jorden og var på denne måde med til at gøde de grøntsager vi senere skulle spise.

Ikke noget med kunstgødning hos os, næh, vi var vel nærmest på forkant med økologisk tankegang, længe før det blev moderne.

Om vinteren var det bare med at få  overstået sit toiletbesøg på grund af kulden, og om sommeren skyndte man sig også, men nu på grund af lugten.

Prøv lige at forestille dig, hvordan en tønde med, rent ud sagt, pis og lort, kan lugte en varm sommerdag, inde i et lille skur.

 

Som regel havde vi toiletpapir der ude, men nogle gange var det en stak gamle aviser, som skulle bruges til at tørre med.

Toiletpapiret var den gamle brune slags.

Helt glat på den ene side og som sandpapir på den anden.

Det var aldeles uegnet til at tørre sig med.

Du kan nok forstå, at ”bremsespor” i vores underbukser, ikke var noget særsyn da jeg var barn.

 

Sådan så et lokum ud

 

Det lykkedes mig en dag at falde ned i lokumstønden der hjemme.

Hvordan det egentlig skete husker jeg ikke mere, men jeg garanterer dig for, at jeg kan huske lugten og fornemmelsen af at være smurt ind i lort fra top til tå.

Der var kun en ting at gøre; ud midt i gården og så blive spulet med haveslangens kolde vand.

Det var sgu ikke sjovt at være så lille, at man kunne falde ned gennem hullet i lokumsbrættet, men de lavede åbenbart kun hullerne i en størrelse.

 

 

Tordenvejr:

 

Når det tordnede om aftenen, eller natten, blev vi unger vækket og trukket i tøjet, så vi hurtigt kunne komme ud, hvis lynet skulle slå ned i huset.

Der var sådan set ingen panik over det, for vi blev bare vækket stille og roligt, klædt på og kom ind i stuen og sidde sammen med vores forældre.

Det var godt nok et træhus vi boede i, men sandsynligheden for at lynet skulle slå ned, lige i vores hus, var vel ikke særlig stor.

 

Det var nu altså ikke kun hos os, at man blev vækket, hvis det tordnede om natten.

Sådan var det mange steder.

Ildebrand var noget man havde stor respekt for, både fordi mange boede i træhuse og mange bygninger stadig var med stråtag og nok også fordi brandslukning ikke var så effektivt og så hurtigt, som vi kender i dag.

 

Hillerød var en meget speciel by at komme til, for der oppe havde de en virkelig seværdighed, som kunne få håret til at rejse sig på hovedet af os børn, i forbindelse med tordenvejr.

Oppe på første salen i en bygning på Slotsgade i Hillerød var der en rude, hvor man fra en bestemt vinkel kunne se et ansigt i glasset.

Historien var, at en kvinde havde stået og kigget ud ad vinduet, en aften hvor det lynede og tordnede og pludselig havde lynet slået ned i vinduet og fotograferet hendes ansigtstræk ind i glasset til evig tid.

Se det var jo en historie der gjorde indtryk på os unger og selv mange år efter tænkte man på det når det lynede og holdt sig på sikker afstand af vinduerne, sådan bare for en sikkerheds skyld.

Man kunne jo aldrig vide om historien faktisk var sand.

Man har undersøgt sagen for mange år siden og eksperter påstår, at det bare var en fejl i glasset der lignede et ansigt, men skal vi nu tro på den?

 

Vi burde jo være hunde rædde for tordenvejr i dag, men faktisk så nyder jeg et godt uvejr og skal som regel ud og kigge, mens det er allerværst.

 

 

Fødevarer:

 

Madvarer som skulle opbevares køligt, blev opbevaret i et flueskab, som bare var nogle lister med fintmasket trådnet på, så fluer, mus og den slags ikke kunne komme til maden, men luften kunne passere og holde tingene, om ikke afkølede, så i hvert fald lunkne.

Skabet hængte udendørs på nordvæggen, så det var i skygge det meste af tiden.

Når det var sommer og temperaturen lå på 20 til 25 grader, var der jo altså ikke meget køling på de madvarer.

 

Sådan noget som en fryser, var der vist ikke mange private hjem der havde den gang.

Vores frostvarer blev opbevaret i et såkaldt ”Frysehus”, som mor havde lejet en boks i.

Jeg ved ikke om der var et frysehus tættere på, men det vi brugte, lå i Søsum, hvor min mormor og morfar boede.

Fordelen ved den beliggenhed var jo, at det så altid betød et besøg hos dem, når mor skulle i boksen.

 

Rabarbergrød med mugpletter på, var ikke noget særsyn i barndommen, for som sagt kom temperaturen i flueskabet jo aldrig under den temperatur luften havde.

Pletterne blev bare skrabet af og så spiste vi resten.

Det samme gjorde vi når der var mugpletter på rugbrød og andre fødevarer.

Nu om dage ved man, at sporerne fra disse mugsvampe går langt langt ned i tingene, men vi blev trods alt sjældent syge af at spise maden.

 

I det hele taget bestod vores kost i barndommen af mange af de fødevarer, som i dag er nærmest livsfarlige at spise.

Vi fik masser af kartofler og dertil  tyk brun opbagt sovs med fedtperler på og kød der var stegt godt og grundigt igennem, med alt fedtet på og af og til også med brankede skorper.

Tykke skiver rugbrød med fedt og sukker, eller salt, eller med et ordentligt lag leverpostej var en velkommen håndmad mellem måltiderne.

Ovre hos nogle af dem vi legede med, fik vi Amagermadder, som er en rugbrødsskive og en franskbrødsskive klappet sammen med ost, sukker eller leverpostej på.

De smagte herligt og måske især fordi vi sjældent fik sådan nogle mellem måltider hjemme.

 

Vi levede jo også i røg og damp, for der var ingen der tog hensyn til, om der blev røget i nærheden af børn og andre svagelige sjæle.

Når der var familiemiddage og de voksne spillede kort bagefter, kunne man nærmest skære sig gennem røgen fra deres cigaretter og cigarer.

Meget af det allergi børn lider af i dag, kunne måske være undgået, hvis de bare havde fået lov til at blive udsat for diverse bakterier og snavs gennem barndommen.

Man kan godt blive svagelig af at blive beskyttet for meget, tror jeg.

Med de ting vi har været udsat for dengang, er det jo utroligt at vi har overlevet så længe.

 

 

Nybyggere:

 

Da vi kom til Værløse i 1956 var der bare 4.000 indbyggere.

30 år senere, nemlig i 1985, er der 18.000 indbyggere i byen.

 

Navnet Værløse stammer fra omkring1310 og hed oprindelig ”Hværløsa” eller ”Witherløsæ” og betyder ”Lysningen i hulningen”.

Lille Værløse by brændte den 12 februar 1794, hvor næsten hele byen blev lagt i ruiner.

Kun den gamle rytterskole modstod flammerne, måske fordi den havde tegltag.

 

Min far byggede nyt hus på grunden i 1960, godt hjulpet af en murer, som boede nær ved os, og finansieret via nogle fordelagtige lån, som regeringen havde sat i gang, for at skabe noget vækst, i de små kommuner udenfor København.

Da huset er færdigt, bliver det vurderet til 100.000 kr. og Kreditforeningen skriver bl.a. at ”det er gode materialer og godt håndværk”.

 

Aftalen med mureren gik ud på, at min far så bagefter skulle hjælpe med at bygge deres hus.

 

Mureren var i øvrigt far til Marianne, som blev den første pige jeg så uden bukser på.

Marianne vender vi tilbage til, længere fremme i denne fortælling.

 

Far var jo tømrer og dermed kunne de supplere hinanden godt.

Malerarbejdet og tapetseringen, stod mors barndomsven ”Maleren” for.

 

Da vi flytter til byen er hele området omkring vores vej udlagt som sommerhusområde.

Vejene er slagger og fortove er et ukendt begreb, ligesom kloakering er det, der midt i 50’erne.

Al det med asfalt på vejene, fortove og kloaker, fik vi først i starten af 60’erne.

 

Når vi havde leget en hel dag ude på vejen lignede vi næsten små negerbørn, på grund af de slagger.

Når man så tænker på hygiejnen, kan man jo gætte på, hvor lang tid der gik, inden vi kunne blive rene igen.

 

Jeg husker i øvrigt, at vi engang legede ude på vejen og en dame henvendte sig til os.

Hun spurgte bl.a. om vi var søskende.

Vi svarede omgående NEJ.

Vi troede nemlig at søskende var det samme som søstre, og syntes at damen var noget dum, når hun ikke kunne se, at vi da var drenge.

 

Foto: ”Vores” vej med Nørreskoven i baggrunden
                             Ca. 1958

 

Ovre omkring hjørnet af vores vej, boede Mathiesen som var murermester, men altså ikke den murer som hjalp far med at bygge huset.

Han havde en gammel ”Væltepeter” stående i garagen og den fik vi unger lov til at prøve at komme op på.

Det var en rigtig gammel cykel, som bestod af et kæmpe stort forhjul, hvor pedalerne var monteret direkte på akslen.

Baghjulet var lille bitte og helt oppe på toppen sad så sadlen, som vist var af jern.

Selv de voksne havde stort besvær med at styre den, for det krævede virkelig øvelse at manøvrere sådan en sag.

Vi kunne nu slet ikke køre på den, for vores korte ben havde ikke en chance for at nå pedalerne.

 

Mine forældre kom lidt sammen med dem en overgang og jeg husker at vi sad på ladet af hans folkevogn pickup med presenning, da vi skulle hente en cementblander hjem, som far skulle låne da det nye hus skulle bygges.

Mathisen havde en datter ved navn Mette og hun blev vores faste barnepige, mens vi var små.

Hun var vel teenager på den tid og hun havde langt lyst hår, som var samlet i en hestehale, så hun lignede Gitte Hænning temmelig meget.

Mette var sød til at læse højt for os, både fra bøger og tegneserier, og det var en sand fornøjelse at sidde tæt ved siden af hende mens hun fortalte historier.

Mette faldt godt ind i vores familie og var med på flere udflugter sammen med os.

 

En af barndommens store traumer var den gang Mette blev kørt ned af en bil oppe på Fiskebækvejen.

Hun brækkede lårbenet og mine forældre tog os med op og se ”gerningsstedet”, så vi rigtig kunne se hvor farlig den vej var for børn.

Jeg husker stadig hvor voldsom min sorg var over hendes ulykke og at jeg hadede den bilist der havde gjort det mod ”min” Mette.

 

Der skete ikke så meget ved at lege ude midt på vores egen vej i slutningen af 50`erne.

En bil var næsten et helt særsyn i vores område.

I starten var der vist ikke ret mange andre end os, som boede der hele året rundt.

Det betød så også, at der ikke var noget der hed snerydning i området.

Derfor havde min far selv konstrueret en sneplov af træ, som han kunne spænde foran på sin ”Høje Gamle Ford” som var vores bil på den tid.

De høje og smalle hjul gjorde den faktisk ret velegnet til at køre gennem selv temmelig høj sne.

Til gengæld var der altid hundekoldt i den bil – altså om vinteren.

 Vinduesviskerne var meget simple og havde hver deres kontakt som sad over ruden i en lille brun boks.

Man drejede en lille metal kontakt til den ene side og så kørte viskeren, næsten hver gang.

Den gamle Ford havde i øvrigt en helt speciel og hyggelig duft, når den blev varmet op af solen, for sæderne var skam i læder og der var træ på instrumentbordet.

Når disse materialer blev opvarmet, udsendte de en herlig duft i kabinen.

 

Når den skulle startes, startede man med at sætte tænding på, hvorefter man måtte ud foran bilen og sætte et håndsving ind til svinghjulet og så dreje hurtigt rundt, indtil motoren gik i gang.

Det kunne godt tage lang tid og far blev mere og mere irriteret, jo længere tid der gik med det.

Så skulle man ikke komme med nogle dumme bemærkninger, men bare holde meget lav profil inde på bagsædet.

 

 

Farlig leg:

 

Omkring 100 meter fra vores hjem, lå en lidt større vej: nemlig Fiskebækvejen, som var det man kaldte for en landevej og som var asfalteret.

Fortov var der kun på den ene side af vejen, for ovre på den anden side var der stadig åbne marker og derfor endnu ikke behov for fortov.

Der var straks noget mere trafik, end vi var vant til hjemme fra vores egen slaggevej og vi havde fået ordre om, at vi ikke måtte rende der over.

Derfor skulle vi jo lige selv se, om den virkelig kunne være SÅ farlig.

 

Vi opfandt en leg, som gik ud på, at man skulle lægge sig ned og kravle så langt ud på vejen som muligt, med hovedet tættest på bilerne.

De chokerede bilister dyttede naturligvis af os, men legen stoppede først, da en mand standsede og bildte os ind, at nu havde han ringet efter politiet.

SÅ kunne det nok være, at vi kunne finde hjem på vores egen vej igen.

Resten af dagen gik vi og rystede i bukserne og ventede hvert øjeblik at se politiet komme drønende for at hente os.

 

En anden farlig leg bestod i, at vi om vinteren, legede nede ved mosen og selvfølgelig ikke kunne lade være med at gå ud på isen og tjekke om den kunne bære os.

Ofte knagede og bragede den, når vi gik ud og det var med hjertet helt oppe i halsen, at man fortsatte videre, men hvem har lige lyst til at blive stemplet som tøsedreng.

 

Vi havde en gevaldig god kælkebakke, som gik oppe fra vejen og direkte ned mod mosen, med et stort hop midt på.

Det gav tit nogle ordentlige blå mærker, når man blev kastet af kælken, men sjovt var det nu alligevel.

De modigste af os unger, bremsede ikke kælken, men fortsatte direkte ud på isen og tværs over mosen.

Det var lidt farligt, men også rigtig spændende.

 

Nogle gange kom der nogle store drenge fra en af de andre veje i området og terroriserede alle os mindre unger med at tage vores kælke og smide dem ud på mosen, eller bare bruge dem til egen fornøjelse.

Så blev der ballade på kælkebakken og det blev til kamp mellem os fra vores veje og de dumme idioter fra den anden vej.

De fleste af dem fra den anden vej var noget større end os og de kunne nemt fange os og give ”vaskere”, som betyder, at de gned sne i hele hovedet på os og også puttede sne ned ad nakken, så man blev pisse våd og kold.

Som regel endte det med, at vi små rollinger måtte stikke halen mellem benene og rende hjem til mor og sladre.

Nogle gange gik hun med der ned og skældte de store drenge ud, men lige så ofte gad hun sgu ikke hjælpe os og så vi måtte snige os der ned og sikre os at der var fri bane, inden vi kunne komme til at kælke igen.

 

 

Dyr på Jorden og i Himlen:

 

 

Pindsvin:

 

Sommerhuset stod på nogle cementrør og derved var der åbent mellem selve huset og jordoverfladen.

Det havde pindsvinet også fundet ud af og de havde vinterbolig under huset, så vi havde ofte besøg af disse piggede væsner om sommeren.

På grund af at der ikke boede så mange i området og også fordi biler var et sjældent syn, var der meget stille og man kunne tydeligt høre når pindsvinet gryntede udenfor.

Så blev der sat en skål mælk ud til dem og vi unger skulle være helt stille, så pindsvinet turde komme frem og drikke.

At pindsvin får dårlig mave af mælk, var der ingen der vidste dengang.

 

Vores forældre kunne også godt tage os ud i haven om aftenen, for at se sværme af Oldenborrer, der kom flyvende.

Oldenborre er en bille som af og til kan ses i endda særdeles store sværme.

 

Flagermus var der temmelig mange af i vores område og det var hyggeligt at være ude i tusmørket og se dem flyve rundt fuldstændig lydløst og ofte meget tæt på vores hoveder.

Det var spændende, men samtidig også lidt uhyggeligt, for vi havde jo allerede hørt lidt om vampyrer og var stadig så små, at vi ikke helt vidste om de virkelig fandtes.

 

Ude i lygtepælen havde vi ofte besøg af spætten og han sad så der og hamrede sit lille hoved mod pælen, eller også mod metallet på lampen, så det kunne høres langt væk.

Nedenfor lygtepælen fandt vi resterne af de kogler han havde siddet og hakket frøene ud af.

 

I indkørslen og lidt fra lygtepælen stod skraldespanden placeret.

En stor firkantet metalspand, vist nok af zink, og med et tilsvarende låg på.

Den kom skraldemanden og tømte over på en lastbil og han havde en stor lap af læder til at beskytte sine skuldre med, mens han bar spanden på skulderen fra indkørslen og ud til bilen.

Det var først langt senere af man begyndte at bruge papirsække til affaldet.

 

 

Sputnik:

 

Vi oplevede også at være ude og se på aftenhimlen, da russerne havde sendt den første bemandede rumraket op.

Det var raketten Vostok 1, som havde astronauten Jurij Gagarin ombord.

Raketten blev opsendt den 12 april 1961 og kunne ses på den danske nattehimmel.

 

Russerne havde tidligere sendt de såkaldte Sputnik-raketter op.

Da Sputnik 2 blev sendt op i november 1957, havde den hunden Laika med ombord.

Laika var det første levende væsen i rummet.

Hunden fik lov til at leve en uge i raketten, nemlig indtil teknikerne nede på jorden slukkede for ilttilførslen og hunden derved døde en langsom kvælningsdød.

 

Da Flyvestation Værløse lå forholdsvis tæt på, så vi ofte de forskellige militærfly komme lavt ind over vores have og lærte efterhånden at kende dem fra hinanden, både på udseendet og på lyden.

Den lidt kluntede Catalina havde en helt særlig lyd, ligesom Sikorsky helikopteren heller ikke var til at tage fejl af.

Det så rigtig flot ud, når en af de tunge Hercules maskiner kom summende langsomt hen over hovedet på os.

Den var lidt humlebiagtig, forstået på den måde, at den lignede noget der slet ikke burde kunne flyve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inde i sommerhuset:

 

 

Bussemænd og lort:

 

Vores børneværelse bestod af 2 kæmpestore senge med høje hvide gavle, nederst lå en jernramme med en masse fjedre og ovenpå en madras der var fyldt med en slags træuld og betrukket med brunt sækkelærred hvor på der var nogle læderagtige knapper til at holde sammen på det hele..

Dynerne var store, med blåt betræk og meget tunge.

Når man først havde fået dynen på, var det næsten umuligt at bevæge sig i sengen.

Det er nok ikke rigtigt, men det føltes som om de havde smidt hele høns ind i dynen, for det var temmelig store fjer, der af og til stak ud gennem betrækket.

 

En morgen lå min storebror og jeg og pjattede i sengene, da han pludselig fik lyst til at demonstrere for mig, hvordan han kunne slå en kæmpe prut.

Han rejste sig op og holdt fast i hovedgærdet, mens han gjorde klar til at slå en ordentlig prut.

Desværre viste det sig at han havde dårlig mave, for da han trykkede til kom der bare en kæmpe stråle lort drønende ned ad hans ben.

Hold da kæft hvor blev vores mor sur, da hun kom farende ind i værelset, på grund af hans gevaldige hyl af bare forskrækkelse over, hvad der var sket.

Jeg husker tydeligt hvordan strålen af lort, havde farvet både hans bukser og også sengetøjet.

 

Min storebror havde også en underlig vane med at ”dekorere” væggen over hans hovedpude.

Han pillede bussemænd ud og klistrede dem op på væggen, så vi alle kunne se, hvor mange han havde samlet sammen.

Som regel skulle han lige vise mig sin fangst og holdt så en strittende pegefinger frem, hvorfra der hængte en flere cm. lang bussemand og dinglede.

Jeg tror hans lille dekoration målte omkring 25 x 25 cm. på væggen og så rigtig ulækker ud.

Hvorfor mine forældre ikke greb ind overfor det svineri, forstår jeg stadig ikke.

 

Der stod også et lille mahogni skab med en skuffe og en låge.

Her lykkedes det mig at få smækket mig selv inde, en dag vi legede skjul.

Jeg syntes selv, at det var et rigtig godt gemmested, jeg havde fundet der, men da jeg ville ud af skabet igen, kunne jeg ikke få skabslågen op.

Når jeg så samtidig var meget mørke ræd som barn, gjorde det jo ikke sagen bedre.

Der gik omgående panik i mig og jeg satte i nogle gevaldige hyl, indtil mor kom farende og lukkede skabet op igen.

Som jeg husker det, var det egentlig bare lidt stramt at åbne, så hvis jeg havde bevaret roen, kunne jeg såmænd sagtens have presset døren op ved egen hjælp.

Ud over dette skab og så sengene var der vist ikke andre møbler i vores værelse.

 

Da vi var blevet større og var flyttet ind i det nye hus, delte vi stadig værelse.

Det blev ikke nemmere, jo ældre vi blev, for han kunne finde på at beklage sig over de særeste ting.

Jeg husker bl.a. en aften hvor han pludselig skældte mig voldsomt ud, fordi jeg lavede lyde hver gang mine øjenvipper gled på puden.

Man har da vel for pokker lov til at blinke med øjnene, men det syntes han åbenbart ikke.

 

Nåh, men lige nu er vi jo i det gamle hus, så vi vender lige tilbage dertil igen.

 

 

Påklædning:

 

Jeg husker naturligvis ikke hvert eneste stykke tøj jeg gik i da jeg var barn, men nogle ting står tydeligt for mit blik.

 

Om natten var der kun en påklædning gennem hele min barndom.

Det var pyjamas fra Daells Varehus med striber i blå og hvid på langs og en elastik i taljen på bukserne og af en eller anden grund, var den altid for slap, så man skulle rende og hejse dem op hele tiden.

Andre modeller havde ikke elastik, men bare en snor som man så kunne binde om livet.

De var da helt håbløse at have med at gøre, for jeg havde jo hverken hofter eller en røv til at hænge bukserne på, så de gled hele tiden ned.

Vi havde aldrig noget på under den pyjamas, så man havde jo ikke lyst til at bukserne skulle falde ned, når man gik rundt i huset iført pyjamas.

 

En almindelig påklædning i sidste del af 50’erne kunne være hvide underbukser med gylp og undertrøje af den slags med stropper over skulderen og altså ikke T-shirt modellen.

På fødderne ternede strømper og om sommeren sandaler i brunt skind.

 

Strømperne blev jo slidt en del, inden de blev kasseret, så når der gik hul i dem, blev de bare ”stoppet” af min mor.

At stoppe strømper vil sige, at man nærmest broderer på kryds og tværs hen over hullet, indtil det er lukket igen.

Når man så gik i strømperne, efter de var blevet stoppet, kunne man tydeligt mærke det tykke garn der var blevet brugt som lappe grej, under fødderne, for det var jo altid på en af trædefladerne der blev hul.

 

Træsko var hverdagsfodtøj og de må have haft nogle jernbeslag, for jeg husker min tidlige barndom som en tid, hvor skindet altid var sparket af den der ”kno lignende” knogle der sidder indvendigt på anklen.

Der var permanent sår på hele sommeren, for hver gang det næsten var helet op, kom jeg altid til at sparke hul igen.

 

Skjorten var altid en tyk og ternet model, som vel svarer til dem der i dag kaldes for ”Skovmandsskjorte”.

Ærmerne var rullet ned og den var knappet helt til i halsen.

Af en eller anden grund gik vi sjældent med ærmerne rullet op og når skjorten som regel var rigelig stor, hængte manchetterne ofte helt ud over hånden.

Når en skjorte blev kasseret, hvilket godt kunne vare meget længe, blev alle knapper klippet af og gemt i mors lille cigarkasse.

Man kunne jo aldrig vide, om man en dag tabte en knap, og så var det rart at kunne finde en ny i cigarkassen, i stedet for at skulle ud og købe en ny.

Varemanglen efter krigen sad dybt i vores forældres generation og intet blev smidt ud, hvis der var bare en lille chance for at det kunne bruges senere.

Egentlig en meget sund holdning i modsætning til vore dages ”brug og smid væk” tendens.

 

Bukserne var som regel cowboybukser, eller fløjls bukser og altid så lange, at man skulle have opslag forneden på buksebenene, nogle gange dobbelt opslag.

Bukserne blev holdt oppe af en livrem i læder og selv den var til at vokse i, så jeg kunne næsten nå to gange rundt om kroppen med min.

Af og til var seler moderne og så havde vi sådan nogle til at holde bukserne oppe med.

De var ikke altid lige lette at styre, så nogle gange fik man et ordentligt slag over øret, når en af klemmerne ikke sad ordentligt fast i linningen og smuttede af, for straks efter at komme som en raket op ad maven og videre forbi hovedet og forsvinde om på ryggen, hvor man umuligt kunne få fat i den igen.

 

Skulle jeg udenfor og det var koldt, havde jeg altid en af mors hjemmestrikkede trøjer eller sweatere på.

De der sweatere var som regel for små i halsen, så man var tæt på at miste ørerne når de skulle over hovedet.

Når man selv klædte sig på, kunne ørerne passeres med forsigtighed, men når mor eller far gav os tøj på, blev der bare trukket til, uanset hvor meget man tryglede om at gøre det stille.

 

Udenpå trøje eller sweater havde jeg en brun catalina jakke, som vist var et arvestykke fra min morbror og var dejlig varm, men temmelig grim.

Desuden gik vi med elefanthue, som var en strikket hue og halstørklæde i et, med bare en sprække til øjnene under en hatteskygge som var et stykke pap, som var syet ind i strikketøjet.

Behøver jeg at sige, at også vanter og halstørklæde var mors hjemmestrikkede.

Hun sparede sikkert en del penge ved at strikke det selv, men det gav sgu ikke mange point hos ens venner, at rende rundt i den slags.

 

Langt det meste af vores tøj blev købt hjem på postordre fra Daells Varehus, som sendte kataloger ud flere gange om året.

Så satte mor sig og udfyldte bestillingskuponen og efter nogle dage, kom der en kæmpestor brun papkasse med posten.

Så var der nyt tøj til hele familien, eller rettere; det betød at min storebror fik en hel masse nyt tøj, mens jeg fik lov til at overtage hans aflagte tøj, som han var vokset fra.

Selvfølgelig var der også af og til noget nyt til mig, men jeg skulle altså også lige slide hans gamle tøj op og dermed gå i de samme farver og modeller en sæson mere, for vi fik næsten altid ens tøj.

 

Det hændte også at vi tog ind til København og købte tøj, men stadig i Daells Varehus, for der var tøjet billigt.

Det med at gå ind i modebutikker kendte vi overhovedet ikke noget til og heller ikke mine forældre købte moderne og dyrt tøj til sig selv.

Om der overhovedet var særlig meget fokus på mode i min barndom, ved jeg faktisk ikke, men hos os var der i hvert fald ikke.

 

Noget af det værste tøj jeg nogensinde har haft, var nogle bukser der hed knickers.

De var af gråt fløjl og nåede ned til lige under knæet, hvor der sad en bred og meget stram elastik som afslutning på buksebenet.

Denne elastik kunne næsten lukke for blodomløbet og der gik timer, fra man tog bukserne af og til striberne efter elastikken var forsvundet helt.

Når jeg havde de bukser på, var det altid med et par lange gråternede strømper som kunne nå op til den der forbandede elastik.

På fødderne enten brune sandaler eller brune snøresko.

Det har garanteret set ømt ud.

Heldigvis blev de ødelagt en dag hvor min morbror skulle være morsom og havde smurt lim på en stol, som han så lokkede mig til at sidde på.

Hele bukserøven var smurt ind i limen og heldigvis kunne det ikke vaskes af igen

Min morbror fik røvfuld af min morfar, fordi han havde ødelagt mine bukser, men jeg var lykkelig for at slippe af med de bukser og var ham dybt taknemmelig.

 

Det næst værste beklædning, var vist de grimme skistøvler jeg havde et par vintre.

De var kæmpestore, brune og med grimme brune snørebånd.

De var næsten ikke til at løfte fra jorden, samtidig med at de lignede noget fra forrige århundrede og jeg hadede at gå med dem.

 

Et år havde mine forældre fået den vanvittige idé, at min bror og jeg skulle have regnfrakker i en model som lignede de der cottoncoats som detektiver i gamle amerikanske film altid render med uanset vejret.

De var med store revers og med et bredt bælte om livet, udført i noget blåt nylonlignende materiale og umulige for kroppen at ånde gennem.

Nu var det jo ikke sådan, at vi selv kunne bestemme om vi ville have dem på, så vi måtte rende rundt i dem når det regnede, i hvert fald så længe mor og far kunne se os.

På en af ferierne til Jylland havde vi disse frakker og selvfølgelig regnede det mange af dagene i ferien, så vi skulle have dem på.

Vi lignede måske fine små herrer når vi havde dem på, men vi følte os som komplette idioter alligevel.

Det gentog sig nogle år efter, da duffelcoaten blev moderne.

En tung frakke i noget tykt stof og med små ”pinde” i kunststof som skulle igennem en lille løkke i den anden side af frakken, for at knappe den.

Nu kunne det vel næppe blive værre, tænker du, men jo, det kunne det godt.

Snart efter kom loden frakken, som var endnu tungere og i grønt loddent stof, så vi alle sammen lignede nogle fra et jagtselskab.

Jeg tror de også havde en hætte hængende ned ad ryggen, men er ikke helt sikker.

Det var vist nogle dyre frakker, men det blev de ikke mere smarte af.

 

På grund af den ringe hygiejne, var vores strømper ikke altid lige friske og det gjorde at de havde en helt særlig evne, som vi havde meget sjov af om aftenen og om morgenen.

Hvis vi gjorde os lidt umage, kunne vi nemlig få strømperne til at stå selv, i fuldstændig samme facon, som hvis de havde en fod indeni og når man så tog dem næste morgen, var snavs og fodsved stivnet i stoffet og stod ud i en lille grå sky, når man rystede strømperne.

Hvor tit de kom til vask, husker jeg ikke, men det var i hvert fald ikke hverken hver, eller hver anden dag.

 

Når tøjet så endelig skulle vaskes, var det en større proces, for fuldautomatiske vaskemaskiner havde endnu ikke fundet vej til vores hjem, hvis de overhovedet var opfundet sidst i 50’erne.

 

Tøjet blev vasket i en zinkbalje på et vaskebræt og så skyllet flere gange i en anden balje, inde det blev hængt op på snoren for at tørre på snorene ude i haven.

Senere fik vi en halvautomatisk vaskemaskine, hvor tøjet blev fyldt i ovenfra og så stod og roterede frem og tilbage via en stor propel lignende tingest i bunden af maskinen.

Når det så havde snurret rundt der et stykke tid, blev sæbevandet lukket ud og rent vand ind i maskinen, så sæben kunne blive skyllet ud.

Hun havde et redskab til at løfte det varme tøj op med, når hun skulle skifte til skylle vandet.

Den lignede en kæmpe pincet og var udført i træ.

 

Når tøjet så var skyllet, løftede mor tøjet over i centrifugen ved hjælp af en stor spade lignende ting af træ.

Centrifugen var en cylinderformet maskine for sig selv, med et blåt låg i metal og sider i rustfrit stål.

Mens centrifugen startede, skulle man holde godt fast på den, for ellers hoppede den rundt i hele rummet, indtil tøjet havde fordelt sig, så der var balance i tromlen.

 

Bagefter skulle det så ud på tørresnoren og blafre i vinden.

Det duftede altid dejligt, når tøjet kom ind i huset igen.

Om vinteren var der ofte ikke så meget tørring i luften, så tøjet blev nogle gange hentet ind for at tørre færdigt.

Når mor hentede det ind i frostvejr, var det helt stift og kunne stå selv, indtil det tøede op i varmen.

Så hængte der tøj rundt i hele det gamle hus, på stole og på en snor der gik tværs gennem stuen.

 

Vasketøj var jo ikke noget der interesserede os børn, men vaskepulveret var en ganske anden sag, for hver gang en ny æske blev åbnet, betød det nye samleobjekter til os unger.

Vaskepulveret fra Pre, eller Persil indeholdt små plastic dyr, som der altid var en gevaldig kamp om at få fingrene i.

Det var eksotiske dyr, som aber, elefanter og lignende, eller danske landbrugs dyr.

 

Samleobjekter var der også i de små pakker med kaffe tilsætning fra Rich’s og Danmarks.

Her var det små billeder hvortil man så kunne købe samlealbums at klistre dem ind i.

Rich’s havde serier som ”Vort Lands Historie”, ”Vort Fok i Hundrede År” og ”Fra Naturens Hverdag”, som i øvrigt havde kommentarer fra selveste Dr. Lieberkind.

Danmarks havde serier med skuespillere som ”Guld-Films-Billeder ” og ”Films-serie”, hvor tidens filmstjerner var afbildet.

Også serier som ”Høj Humør” og ”En Tur I Zoologisk Have” var nogle af Danmarks udgivelser.

 

På hylden sammen med vaskepulveret, stod den blå pap beholder med skurepulveret fra ATA og ved siden af lå skurebørsten til vasken.

Det var en rund sag med et metal låg på toppen og lange sorte strå af et eller andet der lignede de børster man har på en gård kost.

Et stykke håndsæbe lå i en skål fra serien ”Madam Blå”, ligesom den brune sæbe der var i en anden beholder i samme serie.

Inde i køkkenet var der også redskaber fra Madam Blå, f.eks. dørslag og kaffekande

 

Nåh, vi skulle jo videre med påklædningen.

 

Nogle gange skulle vi jo også se fine ud og så kom stadstøjet frem.

Hvis vi skulle i det tøj, var der virkelig lagt op til fint besøg, for der skulle meget til, før det måtte bruges.

Så fik vi sorte bukser på og de var skam med pressefolder og det hele.

Jeg husker nogle sorte ”fine” bukser som havde nister i stoffet.

Det var nærmest nogle metaltråde, der var vævet ind i stoffet og når man blev varm, føltes det som om man sad på nåle, fordi de der nister stak i huden bag på lårene.

Dertil en hvid skjorte, enten bomuld eller måske den postkasse røde i nylon, som var meget moderne en overgang.

Skoene var spidse, sorte og nypudsede, hvilket i øvrigt også var en af mine pligter hjemme.

Jeg pudsede hele familiens fodtøj og var faktisk ret dygtig til det.

 

Håret fik en ordentlig gang Bryllcreme eller Glib og far redte os med sin kam, mens han holdt den ene hånd under hagen af os, så vi fik en skilning i håret, så lige som en lineal.

 

Nu vi lige er ved håret, så var det nede i krydset ved Is-Andersen at vi unger blev klippet gennem næsten hele barndommen.

En rød bygning som lå lidt højt og hvorfra man kunne kigge lige over på den hvide bygning hvor K.B. Møbler holdt til i mange år.

Mor bestilte en tid til mig og så skulle jeg gå direkte der ned, når jeg fik fri fra skole.

Der var som regel lidt ventetid, så der var rig lejlighed til at studere de blade der lå på bordet i salonen.

Det var blade som Varieté og Vue der lå på bordet.

Begge blade var medlemsblade fra nudist foreninger, men jeg har svært ved at forestille mig, at frisøren var aktiv i nudistforeningen.

Det var bare en af de få muligheder man på den tid havde, for at se nøgne kvinder.

Stort set alle fotos af nøgne kvinder i disse blade havde fået retoucheret hårvæksten væk i skridtet, så man enten kun så revnen, eller også var det hele bare diffust og sådan at man slet ikke så noget som helst.

Sjovt nok var der stort set ingen fotos af mænd, så måske var det mest kvinder der var nudister.

 

Når frisøren var klar, satte jeg mig op i stolen og blev hejst op til en passende højde for frisøren.

Inden jeg hoppede op, havde han lige lagt en plade med sort læderbetræk hen over armlænene på stolen, så jeg kunne komme op i en højde, hvor han kunne stå oprejst imens han klippede mig.

 

På hylden foran det store spejl, stod diverse flasker og krukker med hårvand og andre sager til pleje af herrer.

Det var mærker som Aqua Velva og noget grønt væske der hed Birkevand.

Jeg ved ikke helt hvad det skulle bruges til, men det så flot ud.

Øverst på stolen var noget der godt kan minde om nakkestøtten i bilerne i dag.

Denne nakkestøtte havde en rulle hvidt papir omkring og hver gang en ny kunde satte sig i stolen, blev der trukket frisk papir frem, så man ikke sad med hovedet ind i den forriges hårfedt.

Bag på stolen hang en læderrem som frisøren brugte til at skærpe ragekniven på.

Ragekniven blev brugt til at barbere herrerne med, når de havde fået smurt barberskum i ansigtet.

Dengang var det ikke ualmindeligt, at mændene gik til frisøren for at blive barberet og sjovt nok er det faktisk ved at blive moderne igen.

 

Mor fik virkelig noget for pengene hos frisøren, for vi blev klippet godt i bund hver eneste gang vi var der.

Der blev brugt maskine i nakken og i siderne, mens resten af håret blev klippet ind til ganske få centimeters længde.

Når jeg var klippet færdig hældte frisøren masser af hårvand i og gned det ind med voldsomme bevægelser, så hovedet næsten var ved at ryge af kroppen.

Jeg følte mig altid noget nøgen og meget forkert, når jeg gik fra frisøren og det var helt sikkert, at håret de næste mange uger ville stritte til alle sider, når jeg stod op om morgenen.

De korte hår var næsten umulige at få lagt ned igen og når de endelig nåede en længde, hvor de var til at styre, blev jeg sendt til frisøren igen.

 

Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at gå som model ved en frisør oppe i bymidten.

Det var nu ikke noget der ændrede ret meget på længden af håret, men der var trods alt lidt flere variationer i frisuren.

Desuden var det ofte en af de unge kvindelige elever der klippede mig, så udsigten var da i hvert fald bedre end hos den gamle frisør.

Nogle gange kom hun til at klippe mig i øret, så blodet rendte, men det var faktisk udmærket, for så blev hun bare endnu mere sød ved mig og trøstede og undskyldte mange gange.

 

Da det blev moderne at have langt hår omkring 1965/66, blandt andet på grund af The Beatles, havde jeg nogle gevaldige diskussioner med mor og far om længden på mit hår, men der var ikke noget at gøre.

Jeg skulle være korthåret, uanset hvad tidens mode foreskrev.

Langt hår fik jeg først da jeg var flyttet hjemmefra i 1971 og da var det næsten ikke moderne mere, så sådan rigtigt langt hår nåede jeg aldrig at få.

 

Nu lader vi håret stå, mens vi atter vender blikket tilbage til det gamle sommerhus.

 

 

”Her Er Pressens Radioavis”:

 

Stuen var husets naturlige samlingssted, for der var ikke rigtig andre rum der egnede sig til at opholde sig i, hvis man ikke lige skulle sove eller lave mad.

Af møbler husker jeg mest tydeligt en kæmpestor lænestol i rødt plysstof og med nogle ”forben” som nærmest lignede poterne på et kattedyr.

Der var også en sofa i noget gråt plys stof, samt et sofabord i mørkt træ, sikkert mahogni.

Desuden et spisebord i mørkt træ og med nogle stole til, som havde umådelig meget polstring på sæderne.

Hele sædet stod i en bue op i luften og man sad faktisk ret godt på dem, selv i længere tid, på trods af, at benene ikke kunne nå gulvet.

De havde en lysegrønt plys betræk på sæde og ryglæn.

 

Vi havde også en radio i stuen, så der må jo have været lagt strøm ind på et tidspunkt, men så vidt jeg husker, havde vi ikke strøm og elektriske lamper de første år vi boede der.

Radioen var et kæmpe skrummel med store drejeknapper og noget brunligt stof foran højttalerne.

Der kunne man høre ”Børnetime” om formiddagen, hvor Aase Ziegler læste historier op.

Der blev også sendt morgengudstjeneste og gymnastikprogrammer, så de hjemmegående husmødre kunne holde sig i form.

Desuden var der et musikprogram som hed ”Musik til arbejdet”.

Om det så var til dem der var ude på job, eller det var husmødrenes arbejde der blev spillet musik til, skal jeg ikke kunne sige.

 

Jeg husker også, at der blev sendt radioteater og det var faktisk spændende at følge med i, for vi kendte jo endnu ikke noget til fjernsyn og havde måske netop derfor, en udmærket fantasi til at kunne se for os, hvordan det hele så ud, i det teaterstykke der blev sendt.

 

Når de voksne skulle høre nyheder, var det bare med at holde mund.

De blev stiktossede, hvis man kom til at sige noget, mens ”pressen” var i gang.

 

Når der ikke lige skulle høres nyheder, havde vi en gammel grammofon, som vi hørte ”78’ plader” på.

Det var store lakplader, hvor der var et nummer på hver side.

Bortset fra omkredsen, som svarer lidt til en LP plade, svarer de til det der senere kom til at hedde en ”single” plade.

Coveret var et stykke gråt pap hvor der kunne stå navnet på pladeselskabet eller forhandleren af pladerne, men aldrig titlen på pladen.

Datidens pladeselskaber var navne som Tono, Telefunken, Odeon, Columbia og ”His Masters Voice”, som havde et logo med en lille hund der lytter til tragten på den gamle grammofon med håndsving.

Forhandlere kunne f.eks. være Radiotekniker Richard Eriksen i Ballerup, telefon 224, som i øvrigt også reklamerer på coveret med at han sælger cykler, hvilket flere forhandlere gjorde, eller Music Box A/S på Nørregade 45, telefon Palæ 45.

Flere forhandlere gør på coveret opmærksom på, at reparationer udføres med omhu, hvilket jo da er ret betryggende.

 

Til forskel fra senere måder at lave grammofonplader på, var disse særdeles nemme at komme til at knække, hvis man kom til at bøje dem, eller sætte sig på dem.

Mine forældre havde en del af dem og i mange forskellige genrer.

Der var både danske viser, evergreens og monologer og vi syntes det var sjovt og hyggeligt, når der blev sat en plade på.

Der var monologer med Ebbe Rode, som f.eks. ”Begravelse i Nevada”, eller ”Oppe På Bjerget” med Blue Boys.

Vi måtte dog ikke røre pladerne når vi var alene hjemme, men det gjorde vi nu alligevel.

Nogle år senere fik vi en anden grammofon, hvor man kunne hænge flere plader op ad gangen.

Når den første var spillet færdig, faldt den næste ned ovenpå den første og sådan fortsatte det, indtil alle plader var spillet.

 

Mine forældre holdt ofte ”mørkning”, hvilket betød, at de sad i stuen, uden at tænde noget lys, mens solens sidste stråler forsvandt og aftenmørket begyndte.

Der blev ikke sagt et ord imens og Gud nåde og trøste den som forstyrrede dem, enten med at tænde lyset, eller bare ved at begynde at snakke til dem.

Jeg ved ikke helt om det var noget som andre også gjorde, men for os børn, var det lidt træls, at man slet ikke måtte lave nogle lyde imens.

 

Vi var blandt nogle af de første i området, som fik fjernsyn.

Et Arena i lysebrunt træ kabinet, med to store hvide drejeknapper i hver side af fronten og en række hvide trykknapper midt på.

Bortset fra Danmarks Radio, kunne vi også modtage svensk tv.

I de første år, så vi næsten alt hvad der blev sendt – selv prøvebilledet.

 

Jeg kan huske, at vi ofte havde besøg af naboer og familie, som vist mest kom for at opleve det nye vidunder; fjernsynet.

Jeg mener også at kunne huske noget morgen-TV, hvor Volmer Sørensen og Svend Pedersen havde en udsendelse der hed ”På´en Igen”.

Min far kaldte på mig om morgenen, inden han skulle af sted på arbejde så jeg kunne sidde i stuen og se det, inden jeg skulle i skole.

 

En af de udsendelser der var for os børn, var ”Cirkus Buster”, som blev styret af Buster Larsen, der egentlig var skuespiller, men bestemt også havde evner indenfor cirkus.

Han optrådte som klovnen August, sammen med bl.a. Viggo Brodthagen, som var berømt for sin replik: ”Jeg har ikke tid – jeg skal skinne mig”.

 

Noget senere begyndte TV at sende engelskundervisning, hvor Walther & Connie lærte os hvordan man talte engelsk.

De kørte for det meste, rundt i London på en scooter og jeg kan da godt huske, at hende der Connie så rigtig sød ud.

De gjorde sig rigtig meget umage med udtalen og sagde f.eks. ”this is an umbrella” og gentog det flere gange, nok fordi det var meningen, at folk så skulle nå at gentage deres verber, inden de sagde det igen.

Mor og far forsøgte da også, men uden større held, for de havde jo aldrig modtaget sprogundervisning i skolen.

 

Jeg kan huske serier i fjernsynet, hvor vi unger var helt opslugt af hvad der foregik.

Der var en serie om Tarzan, en om Zorro og så var der en western serie som hed Bonanza.

Det var Brødrene Cartwright, bestående af Hoss, Adam, Lille Joe og fader Ben, som altid var de gode og bekæmpede forbrydere og indianere.

Serien blev også udgivet som tegneserie, ligesom Tarzan også blev det.

Rollen som Lille Joe i Bonanza, blev spillet af Michael Landon, som langt senere blev berømt for sin rolle som faderen i ”Det Lille Hus På Prærien”.

 

En overgang var der også en serie om en cirkus dreng ved navn Sabu.

Den var rigtig spændende og jeg husker især en scene, hvor cirkusdrengen fik en elefant til at klare en forbryder, ved at sætte sin mægtige fod ned over hans bryst og holde ham fast, indtil hjælpen nåede frem.

Desuden kørte serien om Collie hunden ”Lassie”, som var klogere end klog og altid endte med at klare det hele, mens tårerne trillede ned ad kinderne på seerne.

 

Jeg husker film som ”Afrikas Dronning” og film med George Formby, ham der altid spillede banjo og sang, Buster Keaton og naturligvis Gøg og Gokke og Charlie Chaplin, og en masse musicals med Fred Astaire og Gene Kelly.

 

Der blev af og til vist film, som var ”Forbudt for børn” og det var sandelig noget vores forældre tog meget alvorligt.

Vi blev sendt ind på vores værelse når filmen skulle starte, men inden der var gået 2 minutter, havde vi listet os ind i stuen igen og sad gemt bag den store røde lænestol og smugkiggede om hjørnet.

Som regel blev vi nu opdaget og blev sendt ind igen, men jeg husker nu ikke at have set noget der kunne give mig traumer senere i livet.

 

Noget af det vi godt måtte se, var når der var Alfred Hitchcock film i tv.

Alfred Hitchcock optrådte i øvrigt altid selv i sine film, enten som en mand på gaden, eller en anden uvæsentlig person, men han dukkede altid op, et eller andet sted i filmen.

Det var rigtige gysere og nogle af dem var faktisk ret uhyggelige for sådan nogle små drenge som os, men vi forsøgte at skjule vores skræk, for vi ville jo gerne se dem.

 

Der var især en, hvor en sygeplejerske var alene i et hus langt udenfor lands lov og ret.

Vi seere vidste godt at vinduet i kælderen ikke var lukket ordentligt, men det vidste sygeplejersken jo ikke.

Vinden hylede i træerne og regnen piskede ned, mens lyn flængede himlen og bragene fra tordenen overdøvede vinduets klapren i kælderen.

Alfred Hitchcock var ofte uheldig med vejret, når han skulle optage film, for det regnede og stormede altid.

Filmen klippede fra Kælderens åbne vindue, til sygeplejersken der gik ovenpå og videre til billedet af en person, hvor af vi kun så et par herresko og det nederste af benet, som nærmede sig huset ude på vejen.

Hvordan filmen slutter må du selv se, hvis den bliver sendt igen, men uhyggelig det var den sgu.

Det var med bævende læber og bankende hjerte at vi bagefter lå inde i mørket og skulle sove.

 

En af de serier der nok gjorde mest indtryk på min bror og mig, var dengang de sendte Belphegor i fjernsynet i 1965.

Den handlede om et spøgelse eller noget der i hvert fald lignede, som holdt til i kældrene under Louvre museet i Paris.

Et af afsnittene blev sendt en aften hvor vi var alene hjemme og jeg husker tydeligt hvor bange vi var, da vi bagefter skulle ind og i seng i det nye værelse, hvor der var tre store vinduer med direkte udsigt til en bælg ravende mørk baghave.

Jeg kan godt sige dig, at det krævede mod at gå hen til de sorte vinduer og få trukket gardinerne for.

 

Der gik også nogle krimiserier i tv, der engang i 60’erne.

Det var nogle advokat serier, hvor man fulgte opklaringen af nogle forbrydelser og hvordan forsvaret gik ind og fandt nye oplysninger, som gav sagen en helt ny drejning og som regel fik den oprindelige tiltalte frikendt.

Den ene hed Perry Mason og havde Raymond Burr i hovedrollen som forsvarer, med to assistenter til at hjælpe sig.

Kvinden i filmene hed Della, men manden kan jeg ikke huske hvad hed.

Denne serie dukkede op i dansk fjernsyn i 1962.

 

Den anden serie hed Preston & Søn og var, som navnet antyder, en ældre advokat og hans søn, som var forsvarere i forskellige sager.

Hvis jeg husker rigtigt, var det Edward G. Robinson der spillede hovedrollen i den serie.

 

Nogle år senere, fulgte næsten hele befolkningen med i serien om Flygtningen, hvor en læge var anklaget for at have myrdet sin kone, men hvor seerne godt vidste, at det i virkeligheden var den enarmede mand, der havde gjort det.

Hovedrollen som lægen blev spillet af David Jansen og serien gik over temmelig mange lørdage.

Serien blev langt senere til en spillefilm, hvor hovedrollen blev spillet af Harrison Ford.

 

En dansk serie, som lagde gaderne øde i 1967, var en serie af Leif Panduro, som hed ”Kan de lide østers”.

Det var virkelig en seer magnet og alle talte om den på jobbet og i familierne.

 

Naturprogrammer tog Doktor Ingvald Lieberkind og senere Jan Arentz sig af, mens Jørgen Clevin underholdt både børn og voksne med tegninger og papirklip.

 

Søndag var helt speciel, for så kom der Giro 413 i radioen.

Den var man sikker på at komme til at høre, næsten uanset hvor man var, søndag lige over middag.

Alle hørte det og jeg lærte en masse melodier og sange på den måde.

Det var som regel lige efter at søndagsmiddagen var spist og opvasken skulle i gang, så vi stod sammen med mor og sang med på dem vi kendte, mens opvasken blev klaret.

 

En søndagsmiddag bestod ofte af kylling eller oksesteg med krølfedt og det hele og blev indtaget næsten præcis kl. 12.

Kylling var en dyr og en fin spise, som man ofte serverede for gæster.

Desuden var der altid dessert bagefter.

Det kunne være rabarbergrød, koldskål, eller en sjælden gang is eller friske jordbær fra egen avl.

Kartoflerne var som regel også egen avl og alle grøntsagerne var jo blevet gødet rigtig godt med spanden fra lokummet.

Kyllingerne kom fra min morfar, som havde en stor hønsegård og også leverede æg til hele familien i mange år.

 

 

Kæledyr:

 

Gennem hele barndommen har vi haft kæledyr.

Den aller første tid havde vi en lille hund af racen dansk svensk gårdhund som hed Bob, men den husker jeg ikke ret meget om, kun af omtale.

Den var vist ikke alt for klog og en af grundene til at vi kom af med den igen var, at den som regel ventede med at besørge indtil dens lufte tur var slut og den kom hjem igen.

Så spænede den direkte ind under spisebordet og lagde en lort der.

 

De resterende år af min barndom, havde vi kat derhjemme og nogle gange flere ad gangen.

Det hændte jo at der kom killinger og min far havde et blødt punkt, hvad angår aflivning af de små kræ.

Nogle gange lykkedes det at afsætte dem, men hvis der blev en enkelt tilbage, endte det altid med at vi selv beholdt den.

Mor var nemlig også glad for katte og det hjalp jo på sagen, hvis hun også syntes vi skulle beholde en af killingerne.

Den gamle sorte hunkat var mest min kat og sov hver nat i fodenden af min seng.

Det var hyggeligt at have den liggende der og spinde, mens man faldt i søvn.

 

Vi legede meget med vores katte og fandt ud af, at hvis vi skramlede med deres madskål mod cementgulvet i bryggerset, kom de straks spænende for at se om der vankede mad.

De kunne bare ikke rigtig stå fast på det linoleum der var på køkkengulvet og skred derfor ud i svinget og kurede ind under køkkenbordet.

Det syntes vi så virkelig morsomt ud, så den spøg gentog vi, lige så længe kattene hoppede på den.

En aften vi var alene hjemme, satte vi tape foran øjnene på den ene kat og den bakkede i fuld fart hele huset rundt, for at komme væk fra det der uskarpe syn som den fik ved at kigge gennem tapen.

 

Kattene legede selvfølgelig også med hinanden og det var næsten sjovere at se på, end de kunster vi fandt på med dem.

En dag havde kattene leget så vildt, at en ryg hynde fra min sovesofa var væltet ned over benet på den ene og brækket lårbenet.

Den måtte til dyrlægen Engelhardt og fik der en skinne på, så benet kunne gro sammen igen.

 

Engelhardt var en rigtig flink dyrlæge og på en eller anden måde, fandt han ud af, at jeg interesserede mig for hans arbejde og for dyr.

Han tilbød så at jeg måtte komme ned til ham den aften de opererede dyr.

Jeg slog omgående til og syntes det var rigtig spændende at følge arbejdet med at rense tænder på en hund, sterilisere en hunkat og kastrere en hankat.

Dyrlægen spurgte af og til om jeg blev dårlig af synet og lugtene, men jeg havde slet ingen problemer med den slags og syntes bare det var interessant.

Det var nok der jeg besluttede mig for at ville have et job med dyr, enten som dyrepasser eller ved landbruget.

Det blev nu aldrig til noget i virkeligheden, men kæle- og hobby dyr har jeg faktisk haft gennem hele mit liv.

Ude i baghaven havde vi høns gående.

Først bare 3 dværghøns og en enkelt hane, som fik lov til at ruge nogle af deres æg ud.

Det var rigtig spændende at følge processen og se de små gule kyllinger stavre rundt på usikre ben

I starten gik de bare i et lille bur med hus til, som far havde tømret sammen, men efterhånden udviklede det sig mere og mere og snart havde vi 10 til 15 hvide italienere gående i en stor hønsegård.

Dem sørgede jeg også for at gøre livet lidt sjovere for, nemlig ved at gå ind i hønsegården og grave lidt huller med en greb, så de havde mulighed for at komme til at skrabe i jorden og finde små larver og insekter.

Når jorden var fugtig og der måske var lige rigeligt med hønse lort inde i deres hus, kunne de få nogle klumper af jord og lort til at sidde fast på tæerne.

Dem fjernede jeg forsigtigt med en tang, så de atter kunne bevæge sig rigtigt.

 

Da vi var flyttet i det nye hus, fik min storebror et par undulater i et lille bur på værelset og i starten var han da vist også glad for dem.

Desværre har sådan nogle fugle det jo altså med at komme tidligt ud af fjerene om morgenen og det passede ret dårligt med min brors sove mønster, for han ville gerne sove længe i weekenderne, modsat mig, som altid vågnede tidligt og stod op.

En lørdag eller søndag morgen lå den ene undulat død i bunden af buret med blod på ryggen.

 

”Ligsynet” som mine forældre foretog, fastslog at den vist havde fået en af burets afklippede tremmer i ryggen ved et uheld, men senere indrømmede min bror overfor mig, at han selv havde dræbt den ved at stikke en af tremmerne i ryggen på den, fordi den vækkede ham tidligt om morgenen.

Det syntes jeg bestemt ikke var i orden, men jeg sladrede aldrig om det til vores forældre.

Til gengæld foreslog jeg ham at skille sig af med den sidste, mens den stadig var i live.

Den kom vist hjem til min morbror, som havde flere af dem i en lille voliere, ude i deres udhus.

 

Det eneste kæledyr som jeg har haft, ud over kattene, var en nymfeparakit, som jeg fik af mine forældre til min konfirmation.

Den fik senere en mage og de fik da også æg, men aldrig unger ud af det.

Til sidst endte det med at jeg solgte dem begge to, fordi jeg skulle ind til militæret som 17 årig.

 

 

Host – host:

 

Da vi var begyndt i skolen, kunne det jo godt hænde at man ikke var helt rask når mor kom og vækkede os.

Hun tog nu ikke vores diagnose for gode varer, men hentede omgående et termometer og stak det op i rumpen på patienten.

Jeg tror hun sparede på vaselinen, for jeg syntes altid det gjorde ondt at få stukket det op i rumpen og det føltes som om hun proppede det flere meter ind.

Det gjorde hun jo nok ikke, men ubehageligt var det altså og samtidig var det lidt pinligt, at hun skulle kigge én lige ind i rumpen.

 

Hvis det ikke viste feber, var det bare med at komme op og i skole.

Ingen feber var altså lig med ingen sygdom i hendes øjne.

Den lurede vi hurtigt, så hvis hun forlod værelset, mens de der 2 minutter skulle gå med at måle temperaturen, trak vi termometret ud og gned det mod lagenet indtil det nåede op over de 37,5 grader, som var den magiske grænse for om man måtte blive hjemme.

Nogle gange gned man for længe og så viste det pludselig 42 grader.

Så var det dæleme med at få kviksølvet banket ned i et mere realistisk leje igen.

 

Hvis hun så godkendte ens sygdom opstod næste problem.

For så gik hun ned til telefonboksen og ringede efter lægen.

 

Ja, jeg skrev telefonboksen, for vi havde endnu ingen telefon hjemme.

Grundejerforeningen havde så bygget et lille træ skur nede på Baunevang (nu Baunevænget) hvor der var installeret en telefon med møntboks.

Jeg synes at kunne huske, at det var 10-ører man puttede i.

Nåh, men her ligger børnene og er alvorligt syge, og så snakker jeg om tidens telefon muligheder.

Vi må hellere tilbage til patienten.

 

Lægen var altså Dr. Wegge-Olsen fra Måløv.

I øvrigt kaldte vi ham ikke for lægen, men doktoren.

Om det var den mest almindelige betegnelse på den tid, skal jeg ikke kunne sige, men i vores familie hed det altså doktoren.

Han havde været familiens læge, siden min mor var lille, så han vidste alt hvad der var værd at vide om os alle sammen.

Lægen var lidt sværere at narre, så selv om vi ikke kunne fremvise nogen feber, kunne vi da altid prøve at se rigtige lidende ud, når han så kom.

Jeg tror godt han vidste, om vi pjækkede eller ej, men han var som regel flink nok til at sige til mor, at vi nok hellere måtte blive hjemme et par dage.

Hvis han faktisk konstaterede sygdom hos os, fik vi noget lyserødt tyktflydende væske som vi skulle indtage nogle gange i døgnet med en lille ske af plastic.

Jeg tror det var penicillin, men er ikke helt sikker på det.

Til gengæld husker jeg tydeligt, at det faktisk smagte ret godt.

 

Hvis man opnåede at blive godkendt som sygt barn, ændrede hele situationen sig og mors service niveau blev hævet til det rene luksus, i forhold til hvad vi var vant til i hverdagen.

Så kunne man få serveret revet æble, havregrød, saftevand eller sodavand og hun kom jævnligt ind og tilså patienten og rystede pude og dyne, så vi lå godt og ikke led nød.

 

Det der saftevand vi fik, var altså ikke noget der var købt oppe i supermarkedet, men noget mor selv havde kogt af haven frugter og bær.

Desuden var der slet ikke noget supermarked de første mange år, men en rigtig købmand, hvor man fortalte hvad man skulle have og så hentede købmanden det til en.

Når man så havde fået de ting man skulle have, kunne man vælge at betale kontant, eller få skrevet det indtil man havde penge til at betale regningen.

 

Når patienten så var blevet rask nok til at komme i skole igen, havde mor havde skrevet  i ”Kontaktbogen”  til klasselæreren, hvorfor man ikke havde været i skole.

Da vi blev større, kunne vi efterligne mors skrift og selv skrive en seddel til læreren, hvis vi havde taget en pjække dag fra skolen.

Hvis vi ellers var raske nok til det, skulle vi altså i skole hver dag – også lørdag i de første år.

Det var først senere at lørdag blev til en fridag for skolerne.

Man startede med at få fri til middag om lørdagen, men endte altså med at få helt fri.

 

 

Farvel frihed:

 

Jeg startede på Lille Værløse Skole i august 1960.

Vejen til skolen var vel omkring en lille km. lang og gik gennem villakvarterer og over åbne marker.

Først af de små veje i sommerhuskvarteret hvor vores hus lå og så langs Fiskebækvejen op til krydset ved Ryetvej, hvor skolen så lå.

Til højre for Fiskebækvejen lå marker hvor der gik både køer, heste og grise.

Lidt længere tilbage lå gården ”Bavnegård”.

Det er på dette område at ”Baunehøjparken” ligger i dag.

Grisene gik på det stykke mark, som lå helt ud til Fiskebækvejen og vi kunne bruge lang tid på at kigge på dem, især når de havde små grise der spænede rundt og lavede kunster.

 

Efter nogle år blev gården omdannet til rideskole og der blev ikke drevet ”rigtigt” landbrug på jordene mere.

De heste var altså for stor en fristelse for os unger, når vi skulle hjem fra skole.

Vi har tilbragt adskillige timer med at gå rundt inde i staldene og se på hestene og nyde den duft der altid var.

Desuden var der jo nogle af pigerne vi kendte, som gik til ridning der og dem ville vi jo gerne være sammen med.

Jeg syntes det var rigtig spændende at komme der og det blev også der, at jeg for første og eneste gang, kom op på ryggen af sådan et uhyre, mens jeg var barn.

Den eneste gang siden barndommen, at jeg har siddet på en hest, var i 1997, da min datter gik på produktionsskole og havde med landbrug at gøre.

Det resulterede altid i nogle øretæver, når vi kom for sent hjem, men vi gik nu der ind alligevel.

Skolestart:

 

Solen skinnede og august viste sig fra sin bedste side, den dag da jeg trådte ind på skolens område iført korte bukser og en ternet skjorte, ternede knæstrømper og sandaler.

I hånden hang en stor brun skoletaske, som virkede kæmpe stor, i forhold til lille mig.

 

De andre drenge var vist iført ca. samme mundering, mens de fleste af pigerne havde plisserede, ternede og knælange kjoler på, hvide skjortebluser, hvide knæstrømper og fine sko.

De fleste havde deres mor med, for på den tid var de fleste mødre hjemmegående, mens fædrene var udearbejdende.

 

 

Lille Værløse Skole

 

Vi er i 1960 og det er første skoledag på Lille Værløse Skole.

Min storebror var startet i skole 2 år før mig, men han startede på den lille skole henne i byen og var vist kun i skole hver anden dag.

Om de havde blandet drenge og piger på den lille skole ved jeg ikke, men det var i hvert fald ganske nyt, at piger og drenge blev undervist sammen.

Det var først sidst i 50’erne at det blev normalt på alle skoler i Danmark.

Den lille skole må have lukket kort efter han startede, for han var på Lille Værløse Skole, da jeg startede der.

 

På Lille Værløse Skole var vi heldigvis blandet sammen, så jeg nåede aldrig at opleve delingen af kønnene.

 

Min mor og jeg går ind i den store skolegård, hvor et enkelt træ står og keder sig, midt på et kæmpe stort asfalteret område.

Enkelte steder kan man se hinkeruder tegnet med kridt af nogle elever.

Der var placeret en bænk hele vejen rundt om træet og langs alle murene rundt i skolegården.

De fleste steder langs murene, var der halvtage over bænkene.

Desuden var der en række bænke, som delte skolegården op i 2 afdelinger; en til de store elever og en til de små.

 

I hver ende af skolegården var der en drikkefontæne, hvor man ved at trykke ned på en lille rustfri krans, kunne få vand til at sprøjte op, så man kunne få lidt at drikke.

De fontæner lærte vi hurtigt at bruge til meget sjovere ting.

De kunne sprøjte rigtig langt, hvis man satte en finger ned på hullet, som vandet kom op af.

Desuden viste det sig også, at de kunne bruges til en gang ”buksevand”, som bestod i at løfte en af eleverne op og sætte deres buksebag ned på kransen, så vandet sprøjtede lige op i rumpen på dem.

 

Skolegården virkede egentlig kold og ikke særlig gæstfri.

Sådan så de fleste skolegårde vist ud i 1960.

Der var ingen der havde tænkt på, at lidt grønt og lidt blomster måske kunne gøre skolegården lidt mere indbydende.

 

Nå, men vi skal jo lige have os børn sat i gang med første klasse.

 

Da alle børn og mødre er kommet – der var vist slet ikke nogle fædre med - bliver vi, af en lærer, ført op til vores klasseværelse, som viser sig at ligge på første sal i fløjen ned mod Ryet Skov.

Op ad trappen og hen ad en lang og bred gang, hvor der er placeret håndvaske langs væggene ind til lokalerne.

Ovenover vaskene er der spejle, men de hænger så højt, at ingen fra første klasse kan se andet en loftet i dem.

Desuden er der massevis af knager til at hænge sit overtøj på.

Læreren åbner den lyse trædør med det lille vindue placeret højt oppe, så kun voksne kan se ind ad det.

 

Inde i klasselokalet er der nogle helt specielle borde.

En bordplade og 2 drejelige stole.

Bordpladen og drejestolene var monteret på nogle buede rør, som gør at det bliver en helhed og med plads til to personer.

Oppe forrest i lokalet står et stort møbel, som mest ligner et skrivebord, men kaldes et kateder.

Det er lærerens ”trone”, hvor han sidder med front ned mod eleverne og kan se alt hvad der foregår.

Hans stol er en polstret kontorstol, mens vores er med træsæder.

Det viser sig senere at være en lidt underlig disposition, for eleverne skal blive siddende på deres plads i timerne, mens læreren godt må gå rundt i klassen.

Ergo burde det være elevernes sæder der var polstret, men det havde de nok ikke lige tænkt på.

 

Foran tavlen hænger nogle snore ned, som viser sig at ende i nogle flotte landkort, hvor vi kan se de forskellige lande i hele Verden.

Jeg syntes Danmark var det flotteste, for det var altid helt grønt på de kort.

De andre lande var grå eller brunlige og så kedelige ud.

Danmark vidste de fleste nok hvordan så ud, sådan lidt fra oven, men alle de andre lande, var der vist ikke ret mange af os der anede en pind om.

 

På bordene står nogle hvide papskilte med vores navne på, men det ved vi intet om, for vi kan jo ikke læse endnu.

 

Henne på væggene hænger der A4 ark med alle bogstaverne.

Vi fik senere af vide, at det var vokalerne og konsonanterne vi kunne se der.

Vokalerne var røde og konsonanterne sorte – så ved man det…

 

Vores lærer præsenterer sig som Rasmus Jørgensen og er en lavstammet og tæt mand.

Han er i skjorteærmer og har nogle elastikker om armene, for at holde ærmerne på plads, så de ikke smutter ned over hænderne.

Han viser sig nu at være ganske flink, så vi slapper hurtigt af alle sammen.

 

Vi unger bliver vist på plads, mens vores mødre stiller sig op langs væggene, hvor de står og er lidt forlegne, samtidig med at de sikkert er bekymrede for, om nu deres lille pode nu også kan klare sig, når de går.

Måske står de og tænker på deres egen skolegang, som for de flestes vedkommende, sikkert kun har varet i 6 – 7 år, inden de blev taget ud af skolen for at komme ud og tjene.

Nå, men da vores mødre endelig har sikret sig, at vi er kommet i det rette lokale og at deres børn ikke er alt for bange og usikre, forlader de os hjælpeløse unger.

 

For mange af os, er det første gang vi skal være et nyt sted, uden at have mor lige ved hånden.

 

Jeg er blevet placeret ved siden af en der siger, at han hedder Knud og jeg regner hurtigt ud, at de der fire bogstaver der står på hans skilt; K. N. U. D. altså betyder Knud.

Knud er en lidt høj dreng med mørkt krøllet hår og nogle tykke læber, som skjulte nogle særdeles aktive tænder, viste det sig senere.

Han kunne, som en anden bæver, gnave sig hele vejen rundt om en blyant, så det fuldstændig lignede et træ, efter at en bæver havde været i gang med at gnave i det.

 

Nu må vi åbne vores skoletasker og tage det fine nye penalhus frem.

En tung duft af nyt læder hænger i hele lokalet.

Nogle enkelte har måtte nøjes med en brugt skoletaske, måske fra en ældre bror eller søster, men de fleste af os har en helt ny skoletaske med.

Den er af brunt rynket læder og så stiv, at det er umuligt at få den til at holde sig åben.

Låget vipper straks tilbage på plads, når man slipper det.

Det samme gælder sådan set også penalhuset, som er fyldt op med helt nyspidsede blyanter, et viskelæder af den brune slags uden duft og en fin lineal af plastic.

 

                         1.a. på Lille Værløse Skole 1961

                 (Jeg står yderst til højre i anden række)

 

 

 

 

 

Også penalhuset er i brunt stift læder, med små elastik buer indeni, til at holde blyanterne på plads.

 

Vi fik udleveret en masse bøger som vi ikke rigtig vidste endnu, hvad vi skulle bruge til.

Jeg sad og bladede lidt i nogle af dem og syntes der var nogle gode tegninger og billeder i, men ellers forstod de fleste af os vist ikke ret meget af det vi så.

 

Desuden fik vi hvert et skoleskema, hvor man kunne se hvornår man skulle møde hver dag og hvilket fag man skulle have og vigtigst af alt, hvornår man fik fri.

 

Hvordan, sådan helt præcis, at den første skoledag videre forløb, kan jeg ikke huske mere, men det var åbenbart spændende nok til, at alle mødte op igen næste dag.

 

Noget af det første jeg kan huske om Lærer Jørgensen er, at han bad os tage hver et lille spejl med i skole, fordi han ville have os til at kigge i det, når vi udtalte bogstaverne, så vi rigtig kunne se hvordan munden formede lydene.

Faktisk tror jeg, at det var en vældig fin måde at lære rigtig udtale af ordene på.

 

Jeg fik mors lille kosmetik spejl med.

Det duftede af hendes parfumer og var på en måde lidt hyggeligt at sidde og dufte til.

Så sad jeg i dansk timerne og sagde A, mens jeg så hvordan munden og tungen bevægede sig, for at lave lyden.

Det så lidt sjovt ud, når drøbelen dinglede inde bagerst i munden.

Når man skulle sige O, blev det svært, for munden lukkede sig næsten helt og kun et lille rundt hul tillod et kig ind i munden.

Dette spejl har jeg i øvrigt stadigvæk og tænker ofte på de dansktimer, når jeg ser det.

 

Denne lærer blev i øvrigt senere talepædagog inde på hørecentralen i København, så han var allerede på rette vej, da vi fik ham som lærer.

Det var ham der hjalp min far, da han måtte have høreapparat nogle år senere.

 

Hver gang klokken blev 10 minutter i, ringede en klokke ude på gangen.

Så havde vi frikvarter og skulle gå udenfor, for at få frisk luft og lege med hinanden, mens læreren kunne tage sig en pause og gøre klar til næste time.

 

Hvordan de første frikvarter har forløbet, husker jeg ikke mere, men jeg kan sagtens forestille mig, at de fleste af os har stået og kigget lidt betuttet langs murene.

Vi var jo mange, som ikke kendte nogle af de andre og derfor heller ikke bare lige, gik i gang med at lege med nogen.

Det kom først efterhånden, som vi lærte hinanden at kende.

 

Vi skiftede klasselærere nogle gange gennem de 10 år jeg gik i skole og der var godt nok stor forskel på deres måde at undervise og måden at omgås eleverne på.

Nogle af dem vi havde, følte sig som små konger i klassen og styrede det hele som en diktator.

Sjovt nok fik de faktisk ikke ret megen respekt fra os, men styrede os via den frygt de indgød i børnene.

Respekt og frygt er to meget forskellige ting, men jeg tror ikke alle lærere kendte forskellen.

Vi fik efterhånden flere og flere lektier for hjemme og havde også de frygtede terminsprøver.

Så sad vi ved små enkeltmands borde og skulle skrive stil, mens en lærer sad vagt og holdt øje med at ingen snakkede med hinanden eller på anden måde forstyrrede.

Når man var færdig med sin stil, måtte man liste ud af lokalet og gå hjem.

Det var nok ingen god ide, for det betød at flere af os bare skyndte os at få skrevet noget, så vi kunne komme ud og lege.

Personligt valgte jeg altid denne løsning og var som regel en af de første der gik.

 

Blandt de mere hyggelige ting var de projekter vi lavede med vores klasselærere.

En af årene skrev vi et teaterstykke og fuldførte opgaven ved at opføre stykket for skolens elever og for vores forældre.

Det var faktisk ret vellykket og selve stykket handlede om en stakkels pige, som fandt ud af, at hun var adopteret og ville opsøge sine biologiske forældre.

Det var en rigtig tåreperser og plottet var skrevet af en pige i klassen, som vist havde læst lige rigeligt i ”Romanbladet”.

 

En anden gang skrev og producerede vi en film om ung kærlighed.

Så tog vi rundt i byen og optog scener til filmen, fandt musik der passede til og fik det hele sat sammen til en film, uden tale, men med musik der underbyggede historien.

Desværre forsvandt den fra skolens arkiver nogle år efter.

Det kunne ellers have været sjovt at se den i dag.

 

Et andet projekt var en klasseavis, som vi havde i gang et års tid eller så.

Vi skiftedes til at sidde i redaktionen og skulle så skrive små artikler om forskellige ting.

En af drengene i vores klasse var et geni til at tegne og havde en fast tegneserie i bladet hver gang.

Det hele blev skrevet på en stencil og bladet så trykt på skolens sprit duplikator, som stod nede i kælderen.

Al tekst og alle tegninger blev blå når papiret kom ud i den anden ende af maskinen og hele lokalet stank af sprit.

 

En af de lærere vi fik i slutningen af skoletiden, var en høj tynd mand, med et gevaldigt friluftsgebis og dermed små talevanskeligheder.

I starten gjorde vi lidt grin med hans udseende, men ret hurtigt fandt vi ud af, at han bestemt indeholdt nogle kvaliteter, som vi satte pris på og drilleriet hørte straks op.

Han havde først og fremmest en omgangstone med os, som udtrykte respekt for de personer som vi nu var og de tanker og evner som vi besad.

Han fik naturligvis respekt tilbage fra os alle sammen og blev en lærer som vi holdt meget af.

Som oplæser var han genial og kunne holde klassen fuldstændig tryllebundne, mens han læste ”Den kroniske uskyld” for os.

Selv om klokken ringede ud til frikvarter eller helt fri, blev alle siddende helt stille, indtil vi nåede et kapitel og kunne slutte for denne dag.

 

 

Madpakken:

 

Ved middagstid havde man ”Det Store Spisefrikvarter”, som det hed.

Nogle havde besluttet, at børn var sultne, når klokken blev 11.45.

Så havde vi et kvarter til at spise vores mad og bagefter hele 15 minutter til at lege i skolegården.

 

Så skulle de svedige madpakker frem på bordet og nogle skulle oven i købet have mælk til.

Mælken hentede de såkaldte ”Ordensdukse”, som var en slags klassetjenere, som både skulle hente mælk – vaske tavlen af og samle opgaver ind, hvis vi skulle aflevere en stil f.eks.

Nogle havde fået penge med, så de kunne købe nogle mælkemærker, enten til en kvart sødmælk, en kærnemælk, eller måske endda en kakaomælk.

Jeg har aldrig deltaget i den mælkeordning.

Måske havde mine forældre ikke pengene til det, eller også synes de bare ikke, at det var vigtigt for mig, at få noget til at skylle de tørre skiver rugbrød ned med, for jeg havde heller ikke noget med at drikke hjemmefra.

 

Selve salget af mælk stod pedellen for, nede i hans lille kælder, som man gik ned i, ude fra skolegården.

Han havde ofte nogle elever til at hjælpe til, når alle ordensduksene kom og skulle hente mælk op til klasserne.

En af pigerne fra vores klasse var også medhjælper på et tidspunkt, men holdt hurtigt op med det igen.

Hun fortalte nogle af os, at pedellen havde været lidt nærgående overfor hende, når der ikke var andre tilstede i kælderen.

Om det passede kan jeg af gode grunde ikke vide, men vi hørte det også andre steder fra, så noget var der måske om snakken

Hun var nu så fladbrystet, at han umuligt har kunnet tro, at der var noget mælk at hente der.

.

Nå, men duften af spegepølse, leverpostej og æggemadder bredte sig i hele lokalet, mens vi sad pænt og tyggede os igennem udvalget.

Spegepølsen var som regel begyndt at bukke begge ender i vejret, pålægschokoladen havde små sveddråber på og rødbeden havde farvet både leverpostejen og måske også æggemaden ved siden af.

Det så faktisk ret flot ud, når ægget havde fået røde kanter.

En mad med Sildesalat og æg var blandt mine favoritter, ligesom Russisk Salat også var det.

Af og til havde jeg også ostemadder med, men de røg omgående i papirkurven.

Der endte også de madder, som de andre børn ikke ville spise.

 

Dengang var der ikke nogle der havde wienerbrød, kager, eller burgere med i skolen, men kun rugbrød med pålæg, ligesom sodavand heller ikke var en del af en madpakke.

Den slags var vi slet ikke vant til og da det var strengt forbudt at forlade skolen før man fik fri, var der jo heller ikke mulighed for at få fat i den slags usund mad.

Vore dages usunde og fede børn og unge mennesker, kunne hjælpes af med de fleste overflødige kilo, hvis det blev forbudt at rende over på ”Grilleren” eller til bageren i skoletiden.

Jeg ser jo dagligt den folkevandring der foregår i hvert frikvarter på skolerne i Århus.

 

Vores lærer skulle sidde hos os, imens vi spiste os gennem madderne.

Hvis det var en af de rigtig flinke lærere, kunne det ske at han læste en lille historie for os, mens vi spiste vores mad.

Han har sikkert nydt duften, mens han tænkte på sin egen madpakke, som måske var lige så varm og svedig.

Vi så aldrig lærerens madpakke, for han spiste skam ikke sammen med os, men ventede til han kom over på lærerværelset.

Så kunne han også få sig en smøg og en kop kaffe bagefter.

 

Lærerværelset var lukket land for eleverne.

Der havde man overhovedet intet at gøre – i hvert fald ikke mens man gik i ”de små klasser”.

Det skete af og til, at man skulle passere lærerværelset ude på gangen og så kunne man dufte kaffe og tobaksrøg der inde fra.

 

Jeg tror ikke der var nogle af lærerne, som røg i klasselokalerne, men flere af dem, havde da en smøg eller cigar  munden, når de kom til lokalet.

Jeg husker især lærer Mathisen, som altid lagde sin cigar på kanten af den vask, som hængte ude på gangen.

Hvis man så kom ”udenfor døren” i en af hans timer, hævnede vi os ofte med at skubbe hans cigarstump ned i vasken, så den blev pisse våd og ødelagt.

Mathisen var en lille tyk mand og havde altid sin violin med i skole og spillede til, hvis vi skulle synge en lille sang i hans timer.

Desuden brugte han violinbuen til at slå eleverne i hovedet med, men jeg har nu aldrig set det selv, kun hørt det fra andre elever på skolen.

 

 

Frikvarter:

 

Når alle havde spist, eller når klokken ringede igen – hvad der nu kom først - skulle vi ud i skolegården og have noget frisk luft.

Da vi kom op i de lidt større klasser, måtte man godt gå ned i gården, når man havde spist, selv om det ikke havde ringet ud til selve frikvarteret endnu.

 

Skolegården var delt op i den store og den lille skolegård.

Sikkert for at de store ikke skulle tromle de små ned, når de legede voldsomme fangelege.

 

Der var ikke noget med at blive inde i klassen, næh næh, alle skulle ud.

Det eneste der kunne fritage en fra at komme ud i skolegården, var hvis man havde en eller anden sygdom, som gjorde at man ikke måtte blive kold.

 

Der var mange aktiviteter i skolegården.

Nogle havde tegnet hinkeruder og andre hoppede i sjippetov.

Det var nu mest pigerne, som legede de lege.

Enkelte gange deltog drengene også i disse pige lege, men hvis man ikke fulgte deres regler, eller pjattede for meget, blev man omgående smidt ud af legen igen.

 

Nogle gik bare rundt og snakkede sammen og andre igen havde lavet større grupper, som f.eks. legede ”Drengene Efter Pigerne”, ”Kongeløber”, eller bare ”Et-tag-fat”.

Disse ”fangelege” var en udmærket måde at lære det modsatte køn at kende på.

Ikke at vi vidste, hvad vi så skulle bruge det til, men alligevel.

Man kom rigtig tæt på pigerne og kunne både dufte og mærke dem.

Jeg havde ret hurtigt, fået øje på en rigtig sød pige fra B-klassen.

Hende sørgede jeg altid for at fange, når muligheden bød sig.

Faktisk kan jeg huske, at jeg en gang havde fanget hende og trukket hende med ned på mit skød, hvor jeg holdt hende fast, så hun ikke kunne stikke af.

Det var den aller første gang jeg mærkede noget til, at der begyndte at ske ting i mine bukser.

Det var måske ikke en helt rigtig rejsning, men bestemt noget der lignede.

En både dejlig, men også noget forvirrende følelse.

Hvad var nu det for noget??

 

En anden måde at udforske det andet køn på var, når pigerne fangede en af os drenge, eller omvendt, og så lagde fangen ned på en af bænkene og gav ”tamtam”, som bestod i at kilde på kroppen.

Nogle gange blev det noget nærgående syntes jeg, men samtidig var det jo også dejligt.

 

Gennem de fleste år af min skoletid, var det almindeligt at ”hønse”.

Man havde nogle ”hønseringe”, som egentlig slet ikke var beregnet til høns.

De eneste som var det, var dem der bestod af en plastic spiral, som kunne købes i forskellige farver.

Lidt ligesom de spiraler man sætter sine nøgler fast i, bare med flere omgange spiraler på hver.

De andre ”hønseringe”, som man aldrig ville kunne sætte på benet af en høne, var formede i forskellige figurer, f.eks. som hjerter, eller bogstaver, eller noget helt andet.

De bedste var S-ringene, som ikke så nemt gik fra hinanden – og de dårligste var H-ringene, som meget nemt gik fra hinanden.

Nå, men man tog så et antal hønseringe og satte sammen til en ”klump” eller kæde.

Så skiftedes man til at kaste fra et aftalt punkt og ind imod en mur.

Den der så kunne få sine ringe til at ligge nærmest muren, vandt alle de andres hønseringe.

 

Et andet spil, som vist ikke spilles mere, var det man kaldte ”Terre”.

Det var nogle små terninger af marmor, men ikke med ”øjne” som terningen til f.eks. Ludo.

Man kastede en eller flere terninger op i luften, og skulle så nå at samle en eller flere af de resterende terninger op med samme hånd, som man havde kastet de andre op i luften med, inden man så greb de flyvende terninger igen.

Jo længere man kom i spillet, jo sværere blev de ting man skulle gøre.

Selve spillet stammer helt fra Oldtiden, og har sikkert i starten, været spillet med nogle tilfældige sten.

 

Hvis man var så heldig at have penge til det, kunne man købe Dandy Tyggegummi i nogle flade pakker, hvor der så lå billeder indeni, sammen med tyggegummiet.

Det var billeder af tidens berømte skuespillere og sangere.

Både danske og udenlandske.

Så kunne man samle på de forskellige genrer, f.eks. Cowboyfilmenes skuespillere, som Gary Cooper, Lorne Greene, eller Tex Ritter.

Af danske skuespillere og sangere kan nævnes Dario Campeotto og Githa Nørbye.

Disse samlebilleder byttede man så med de andre i skolen.

 

 

Karameller og vand:

 

Sidst på foråret havde de ældste klasser sidste skoledag og så var der fest i skolegården.

Traditionen var jo, at de ældste elever stod oppe på gangen på øverste etage og smed flødekarameller ud, til alle de mindre elever.

Nogle gange tog de fusen på os og kastede karamellerne helt inde ved væggen.

Når vi så, alle sammen, spurtede ind til muren, for at samle dem op, smed de store elever litervis af vand ud ad vinduet, og ned i hovedet på os andre.

Det var ikke helt efter skolens regler, men der var altid lidt lovløshed på de dage.

Nogle gange kom de også pludselig ind ad døren, lige midt i en time, og smed en håndfuld karameller ind til os.

Så kunne læreren godt opgive at undervise de næste minutter, for vi sprang jo alligevel rundt på gulvet og samlede karameller op.

 

 

På Lokum, eller ”I Gården”:

 

Når man gik ned ad en lille trappe, ude i skolegården, kom man ned til toiletterne, eller lokummerne, som de blev kaldt.

Det var nu altså toiletter med træk og slip.

Der var også en urinal, eller pisserende, som vi kaldte den.

Ikke som vi kender det i dag, hvor der er en lille kumme til hver, men bare en lang rende, hvor vi stod på rad og række og tissede.

 

Inde i de små bokse var et hvidt toilet med højt skyl.

Det havde i hvert fald været hvidt engang…

Det vil sige, at vandbeholderen (cisternen) hængte oppe i ca. 2 meters højde, med en kæde ned til et håndtag, som man skulle trække i for at skylle ud.

 

                                                                             Skoletoilet anno 1960

 

Der var døre til hver enkelt toilet, men som regel var låsen defekt og man skulle endelig ikke tro, at man var fredet der inde.

Pludselig kunne der dukke et hoved op, over kanten af skillevæggen og glo ned på en, mens man sad der.

 

                                                                         

 

Jeg tror ikke at jeg var den eneste der helst undgik at skulle lave ”stort”, mens man var på skolen.

 

Toiletpapiret var noget brunt og groft papir, som ikke kunne tørre ret meget, men var udmærket til at fordele tingene rundt i hele rumpen med.

Den ene side var næsten som fint sandpapir og den anden side helt glat.

Det var ikke underligt, at der ofte var ”bremsespor” i underbukserne.

 

De nyere toiletter havde rigtigt toiletbræt, men de ældre, havde en træklods monteret på hver side af kummen.

De var sgu noget kolde at sidde på og virkede også mere uhygiejniske.

 

Der var selvfølgelig også håndvaske i lokalet, men dem brugte vist kun de færreste, til at vaske hænder ved.

Den slags hygiejne kendte vi ikke så meget til endnu.

 

Lugten på toiletterne skal jeg undlade at komme nærmere ind på, men rart var det ikke.

 

Når man var ”i gården” som det hed, mens alle andre var til undervisning i klasserne og der ikke var andre der inde, kunne man jo lige prøve at stikke enden af toiletrullen ned i toilettet, uden at rive papiret af, hvorefter man trak ud.

Så drønede rullen rundt på holderen og adskillige meter papir blev trukket med ud af vandet.

Det kan jo godt være en forklaring på, hvorfor toiletterne ofte var stoppede.

I hvert fald lå det helt fast, at pedellen blev rasende, hvis han opdagede hvad vi lavede.

 

Det var ikke velset, at skulle på toilet midt i en time, men hvis man virkelig ikke kunne holde sig, skulle man række fingeren op og spørge pænt, om man godt måtte ”gå i gården”.

Som regel fik man lov, men man kunne også risikere, at de sagde nej, for det var jo meningen, at man skulle ordne sådan noget i frikvarteret.

Ovre i den store skolegård var der også et drengetoilet, men der blev vist brugt mere tid på at ryge, end på at ordne toiletbesøg.

 

 

Gårdvagten:

 

Mens de andre kollegaer holdt pause eller frokost, var der mindst en af lærerne, som var gårdvagt.

Det var vel nærmest sådan en slags opsynsmand, som skulle holde øje med os unger, mens vi var ude i skolegården.

Han skulle f.eks. komme og skille drengene ad, når de kom op og slås, eller om vinteren, sørge for, at ingen kastede med snebolde.

Det var nemlig strengt forbudt og kunne udløse en ”sveder”, som også blev kaldt en ”eftersidning” og betød, at man skulle blive en time efter skoletid, for at ”afsone” sine synder.

 

Når der sådan rigtig var faldet sne, kunne vi jo slet ikke lade være med at kaste med snebolde efter hinanden og så fik gårdvagten rigtig travlt.

I løbet af ganske kort tid, stod der næsten flere oppe på den store trappe, end der var i skolegården.

De skulle stå der til parade og opsyn, indtil frikvarteret var forbi, for så at få noteret navne og se frem til en ”sveder”.

Det hændte også nogle gange, at de større drenge, fangede en af de mindre og gav ham en ”vasker”.

Sådan en bestod i, at man fik tværet en masse sne rundt i hele hovedet og ofte også langt ned under tøjet.

Det kunne selvfølgelig være meget uskyldigt, men hvis pedellen så havde været rundt og gruse, kunne det gøre rigtig ondt, når de sandkorn blev gnedet ind i øjnene og den tynde hud på halsen.

 

Nogle gange tog vi gas på gårdvagten, for så samlede vi os i en rundkreds og begyndte at råbe ”Heja heja heja” rigtig højt.

Det var det der blev råbt, når der var nogle der sloges, men her havde vi bare lagt 2 tændstikker over kors inde i midten.

Når så gårdvagten havde maset sig igennem flokken for at komme ind i midten og skille de pokkers hvalpe ad, fik han en lang næse, når han så, at det bare var 2 tændstikker der kæmpede.

Vi unger grinede jo af gårdvagten, der lige var blevet gjort til grin.

Det gjorde ham jo ikke venligere stemt, så hvis han kunne finde ud af, hvem der havde arrangeret denne ”tændstikkamp” fik de skyldige et par på skrinet.

Ellers fandt han bare et par tilfældige i flokken og stak dem nogle øretæver i stedet.

Slå, det ville han sgu, når han nu var kommet tilstede.

 

Nogle gårdvagter var rigtig gode.

Bl.a. var der en der hed Günter – fornavnet har jeg glemt, for vi kaldte kun lærerne ved efternavn de første ca. 8 år af min skoletid.

Han brugte gerne at råbe ned ad trappen til det store drengetoilet, at det bare var ham der kom, så de behøvede ikke at slukke smøgerne denne gang.

 

Andre gårdvagter var nærmest sadister.

Lærer Kohl var berygtet for sine piber med en uhyggelig spids udskæring under pibehovedet.

Den brugte han til at gokke en oven i knolden med, når man havde lavet kunster.

De første år af min skoletid, skulle man, om morgenen, stille op i lige rækker og klassevis, ude i skolegården, inden man måtte komme ind i klasseværelset.

Alle skulle stå helt stille og holde mund, indtil man fik ordre til at gå ind.

Når vi var for længe om at stille op, eller hvis der var nogle der begyndte at snakke i rækkerne, blev der ballade igen.

Så kom der omgående en lærer og gav dem en knaldende lussing, eller et gok i nødden med piben.

Det virkede ofte som om, at lærerne bare gik og ventede på en anledning til at stikke øretæver ud.

Hvorfor vi sådan skulle stille op på bedste militær manér, har jeg aldrig fattet, men sådan var det altså bare.

Der var jo ingen der spurgte os om, hvad vi mente om tingene.

Vi skulle bare gøre som der blev sagt.

Sådan var det faktisk også hjemme hos familien.

Børns mening var der ingen der bekymrede sig om den gang.

 

De sidste år af min skoletid, blev det lovligt for eleverne at ryge i skolegården, men først efter at vi havde haft en seddel med hjemmefra, vor forældrene gav lov til det.

Så blev der indrettet afsnit i skolegården, hvor de ældste elever måtte tage sig en smøg, men indendørs var det dog stadig forbudt.

 

Nå, men vi kan jo ikke holde frikvarter hele tiden, så lad os gå op i klassen igen.

 

 

Staveord:

 

Efterhånden som vi lærte flere og flere bogstaver og metoden med at sætte dem sammen, så de dannede ord, begyndte det der med lektierne.

Så fik man staveord for hjemme.

Man skulle sidde og skrive det samme ord, om og om igen, både for at lære at stave til det, men også for at udvikle skriften.

Det første bogstav, eller ord, var fortrykt i bogen og man skulle så efterligne det hele vejen hen ad linien.

Hvis man huskede at skrive rigtig store bogstaver, blev man hurtigere færdig.

Gæt selv hvad jeg gjorde.

 

Der var der nu ikke meget fidus i, for så fik man udleveret nogle små hæfter, som hed noget i retning af ”Læs og Forstå”, eller noget i den stil.

Så kunne man skrive videre i dem, mens de andre fik skrevet deres staveord færdig.

De små hæfter nåede jeg faktisk rigtig mange af, for dansk var et af mine bedste fag i skolen

 

En af dem der gjorde specielt meget i staveord, var fru Rier, som vi vist begyndte at have til dansk i 5. eller 6. klasse.

En stramtandet dame, iført briller med tykt sort stel, groftvævet stribet kjole og skæve tænder.

Når jeg sådan tænker tilbage på hende, kan jeg slet ikke mindes, at have set et smil på hendes læber.

Til gengæld husker jeg tydeligt, at hun blev skide sur, når man ikke havde lavet de staveord.

 

Især fik Mik mange ”svedere” de par år vi havde hende til dansk.

Han havde næsten aldrig fået skrevet sine staveord færdig til tiden, så hun skældte ham ud og skrev straks en seddel om, at han skulle sidde efter en af de næste dage.

Der var ingen der bekymrede sig for, om det måske var fordi han var lidt ordblind, at han ikke kunne lave sine lektier.

 

Pædagogik på den tid, må ikke have været særlig udviklet.

Eller også var der bare nogle af lærerne, som ikke havde forstået en skid af det.

 

De første år skrev vi bare med blyant, men senere begyndte vi at skulle skrive med blæk.

Ikke med en kuglepen, næh næh, det var med den såkaldte ”kradspen”, som var et penneskaft hvor man satte en metalspids på, som man så dyppede i et blækhus.

Bordene havde en lille fordybning på den forreste kant, hvor blækhuset kunne stå nogenlunde sikkert.

Når man så havde dyppet i blækket, var det med at passe på, når pennen kom ind over papiret, for den mindste rystelse kunne få en ordentlig klat blæk, til at dryppe ned på det, som man lige havde gjort sig umage med at skrive.

Så skrev man lige så forsigtigt sin tekst og bagefter, duppede man det tørt med et stykke trækpapir, som vel nærmest kan sammenlignes med et stift stykke køkkenrulle, eller et kaffefilter.

Det sugede så den overskydende blæk op, så man ikke tværede det hele ud, hvis hånden gled henover det man havde skrevet.

At være venstrehåndet, eller kejtet, som man også kaldte det, var ikke så smart, når man skrev med blæk.

Hånden der skriver, vil jo tvære det hele ud igen.

Desuden var der slet ikke nogen diskussion om, hvilken hånd man ville skrive med.

Alle på vores skole SKULLE skrive med højre, uanset hvor meget de var venstrehåndede.

 

Nogle begyndte så at få fyldepen, hvor man enten kunne suge blækket op via en lille gummifidus, som sad inde i skaftet på pennen, eller også, hvis man havde det sidste nye skrig, kunne man nøjes med at udskifte den blækpatron, som sad i skaftet.

Det var først langt senere, at det blev ”lovligt” at bruge kuglepen i skolen.

Den var vel nærmest betragtet som ”ikke fin nok” i forhold til fyldepennen.

 

I forhold til blyanten, var der også nogle lidt underlige regler.

Lærerne forventede at i havde spidset vores blyanter hjemmefra for de blev skide sure, hvis man skulle spidse blyant midt i timen.

Det foregik oppe ved papirkurven, som stod til højre for tavlen og kunne selvfølgelig godt forstyrre lidt i undervisningen, men alligevel synes jeg det var noget underligt noget, at hidse sig op over.

 

Da vi kom op i de lidt større klasser, begyndte vi af få stil for.

Det kunne være enten Billedstil, Referatstil, eller Fristil. Der var nu som regel ikke meget FRI over de stile, for der var ofte bare 3 emner man kunne vælge imellem.

Jeg valgte næsten altid Referatstil, for jeg havde nemt ved at huske det meste af teksten og kunne skrive den næsten ordret bagefter.

At det så ikke var DET man mente med referat, havde jeg ikke rigtig fattet endnu.

Det var egentlig meningen, at man skulle skrive en kladde først og så derefter skrive stilen pænt ind med blæk, men jeg syntes det var dobbelt arbejde og skrev derfor bare direkte ind med blæk.

 

Jeg kan huske en enkelt stil, som jeg faktisk fik en del ros for, vist nok i 7. eller 8. klasse.

Emnet var ”Et Møde Med Mine Klassekammerater Om 10 År”.

Min fantasi har aldrig fejlet noget og jeg fik skrevet en meget lang stil, hvor jeg nærmest havde lavet en satirisk historie om de andre i klassen og havde taget udgangspunkt i den opfattelse jeg havde af deres små forskelligheder.

Den endte med at blive læst højt for hele klassen og vakte en del morskab.

 

 

Læsning:

 

Vi skulle jo også lære at læse, så vi startede med Søren og Mette bøgerne, hvor der var de særeste navne i.

Søren og Mette var nogle børn, som bøgerne handlede om.

Deres lillebror hed Jep og jeg husker også, at der var en som hed Yrsa.

Det var altså ikke lige nogle navne vi normalt plejede at høre i Værløse kommune.

 

I 1962 blev der oprettet skolebibliotek, på Værløse skole og det var jo det rene slaraffenland at komme i.

Hende der sad ved udleverings skranken havde en blyant, som var monteret med et lille bitte stativ, hvorpå der sad et gummistempel, som så kunne stemple den dato i, hvor bøgerne skulle være afleveret igen.

På skolens bibliotek lånte vi flittigt de klassiske børnebøger: Den Glade Løve, Peter Pedal, Lange Peter Madsen og en masse andre, som jeg har glemt navnene på.

 

Byen havde også et stort og flot bibliotek og der kom jeg også, af og til, især sammen med min skolekammerat Olaf, for at høre højtlæsning nede i kælderen.

En eller anden dame læste højt af forskellige bøger for børn og unge og så sad vi på puder på gulvet og lyttede intenst.

Jeg lånte også en masse bøger om eksotiske dyr.

Ikke så meget for at læse om dyrene, men fordi der var nogle flotte fotos i den slags bøger.

Jeg var ret hurtig skrap til at læse, så til jul og fødselsdage ønskede jeg mig ofte bøger.

Jeg kan se i en af mine bøger fra den gang, at jeg kunne læse ”Onkel Toms Hytte” i 1963.

Det er vel godt nok af en i 3. klasse.

 

Da jeg kom op i de højere klasser, blev læsebøgerne mere spændende at kigge i og der begyndte at være små noveller af kendte forfattere.

Vi læste forfattere som f.eks. Cecil Bødtker, Poul Ørum, Hans Kirk og selvfølgelig også H. C. Andersen.

 

Hjemme var vi ikke rigtig vant til at se nogen med en bog i hånden, selv om der da stod nogle i reolen.

Jeg tror de fleste af dem aldrig havde været åbnet at vores forældre, men nok mest stod til pynt og skulle give indtryk af noget helt andet, end den virkelighed der var i vores hjem.

 

De eneste bøger jeg kan huske at have kigget i hjemme, var 4 eller 5 gule bøger med forskellige erotiske historier og nogle billeder og tegninger, som vi drenge syntes var vældig spændende at se på, når vi var alene hjemme.

Der var ikke porno, men temmelig erotiske og en af de få muligheder vi havde for at se mennesker uden tøj, bortset fra den store lægebog, som også stod i reolen og også blev studeret grundigt.

 

Som større læste jeg meget og fik som regel det nye eksemplar af ”Jan-bøgerne” til jul eller fødselsdag.

Det var romaner om en flok unge mennesker fra området omkring Vedbæk og Strandvejen, som sammen opklarede forskellige forbrydelser.

Altså overklassens børn der løste opgaver, som politiet vel egentlig burde have taget sig af.

En af forfatterne, nemlig Knud Meister, var selv politimand og i øvrigt far til Birgit Meister, som i mange år var oplæser på Tv-avisen.

Jeg har i øvrigt lige set, at Jan-bøgerne er begyndt at udkomme igen, efter ca. 40 års pause.

 

 

Regning:

 

Vi skulle jo også lære at regne, så vi blev præsenteret for en regnelærer, som hed Henning Phaf.

Han var en lidt rødmosset herre, som altid lugtede af Gajoler.

Altid iført tweedjakke og bukser med pressefolder, ternet skjorte og kedeligt slips.

Han og jeg blev aldrig venner.

 

Jeg havde svært ved, at finde ud af det der med de tal og dividere og trække fra.

Når jeg ikke rigtig kunne finde ud af det, var interessen for at bruge tid på det hjemme, selvfølgelig heller ikke så stor.

Det betød, at jeg ofte, eller faktisk hver gang, ikke havde lavet lektier til regning.

Så fik jeg en sveder, som skulle afsones samme dag, efter at resten af klassen havde fået fri.

Det gjorde jo så, at jeg kom en time for sent hjem fra skole.

Resultatet af det blev, at jeg fik nogle øretæver, fordi jeg ikke kom lige hjem fra skole.

Det betød, at jeg kom til at hade den regnelærer mere og mere for hver gang det skete.

Egentlig var det jo slet ikke lovligt, at han forlangte at jeg skulle blive, efter skoletid, allerede samme dag.

Han kunne sgu da ikke vide, om mine forældre gik og var nervøse over, at jeg ikke kom hjem, når vi fik fri.

For det første vidste jeg ikke på det tidspunkt, at han slet ikke måtte gøre det, og samtidig ville jeg nok heller aldrig klage over det hjemme.

Hvis jeg fortalte den virkelige grund til at jeg kom for sent hjem fra skole, ville det betyde endnu en på skrinet, plus skærpet opsyn med, om jeg fik lavet lektier.

Lektierne skulle jo laves inden man kunne komme ud og lege, så jeg skulle nok holde mund med den sveder – så hellere tage den øretæve og så komme ud og lege med de andre på vejen.

En ond cirkel var en realitet.

 

Jeg var nu heller ikke specielt flittig med at lave lektier i de andre fag, men havde da, som regel mine ting færdige til tiden.

Det var aldrig lige efter skoletid, at jeg fik dem lavet, men jeg havde en særlig evne til at vågne op, meget tidligt om morgenen, hvilket vil sige ved 4 – 5 tiden om morgenen, og så lå jeg i min seng og lavede lektier og sov så bare videre bagefter.

Jeg må have haft et indbygget vækkeur, for hvis jeg ikke skulle lave lektier, sov jeg igennem til uret ringede, men var der opgaver der ventede, kunne jeg vågne, næsten på klokkeslæt.

 

Lærer Phaf var en af dem der gjorde meget i at klistre små stjerner ind i vores regnehæfter.

En guldstjerne hvis man havde lavet alt rigtigt og det hele stod pænt stillet op.

Sølvstjerne hvis det kun var næsten i orden.

Jeg tror ikke der var nogle stjerner i min bog.

Havde han haft muligheden havde han nok klistret et dødninge hoved ind i stedet for.

 

Jeg har senere fundet ud af, at han faktisk var cand. psyk.

Det mærkede vi unger sgu ikke meget til, i hans måde at undervise på.

 

 

Phaf bli’r paf:

 

Der var dog en ting, som kunne få selv lærer Phaf til at smelte og blive blid.

Nemlig da vi var kommet op i 6. eller 7. klasse og en ny pige begyndte i vores klasse.

 

Hun hed Mille og var meget udviklet i forhold til de fleste piger i klassen, med både bryster og flotte lange ben.

Hun fik plads oppe ved det forreste bord i vinduesrækken og var meget moderne klædt.

Hun mødte ofte op i skolen iført en særdeles kort nederdel og med hendes placering på forreste række, havde vores lærere en udmærket udsigt under hendes bord.

 

Det var tydeligt for os drenge, at lærer Phaf også havde fået øje på hende, for jo kortere nederdel hun havde på, jo mere blid og venlig blev Phaf.

Han var tydeligvis særdeles betaget af hendes spæde kvindelige former og blev kvalmende og slesk at høre på, når han talte til hende.

Desværre for hende, betød det også, at han meget tit henvendte sig til hende, når han skulle have en af os til at regne noget ud.

Vi drenge hyggede os, når hun skulle op og skrive regnestykker på tavlen.

Jo højere hun skrev, jo mere gled hendes nederdel op, og nu kunne vi se meget bedre end lærer Phaf.

Indrømmet, hun var sgu en flot pige.

 

 

Gamle Jacob:

 

Efter nogle år, fik vi lærer Jacobsen, eller ”Gamle Jacob”, som han blev kaldt af næsten alle på skolen.

Det navn var i øvrigt misvisende, for han var vist den eneste lærer, som altid tog mindst 2 trin ad gangen på trapperne.

En særdeles dygtig regnelærer, som forsøgte at banke matematik ind i hovedet på os, altså ikke bogstaveligt, men på en god måde.

Desværre slog hans evner ikke til, hvad angik mig selv.

Jeg havde stadig svært ved at regne og havde stadig svært ved at have lavet mine lektier fra gang til gang.

Jacobsen gav bare ikke ”svedere” for det, men gav tydeligt udtryk for, at han var skuffet og at det var mit eget ansvar.

Desværre måtte jeg skuffe ham i flere år, nemlig lige indtil jeg gik ud af skolen.

 

 

Sang:

 

De første sangtimer foregik nede i kælderetagen i blokken nærmest boldbanerne.

Her var nogle meget gamle træpulte af den slags med skrå bordplade og et vandret stykke øverst, hvor der var fræset et rundt hul ud til blækhuset.

Bordpladerne bar spor af mange års undervisning. Der var ridset adskillige navne ned i træet.

Lidt ligesom fangerne gør i et fængsel.

 

Sangundervisning var som regel ren hygge.

Der var først og fremmest ingen lektier i de timer og så var der jo egentlig heller ingen ting der skulle skrives eller regnes ud.

Vi lærte alle de traditionelle børnesange, som var på den tid, plus en masse af vort fædrelands vemodige sange og viser.

De stod i en lille blå sangbog, som hed ”Arvesølv” og indeholdt både viser, salmer og sange.

Dem er der vist ikke så mange unge mennesker, der får lært i dag.

 

Vi lærte kanons som f.eks. ”Mester Jacob” og ”Jeg har fanget mig en myg”.

De første gange gik der selvfølgelig helt kuk i det, men efterhånden blev vi ret skrappe til det, når jeg selv skal sige det..

 

Da vi kom op i de højere klasser, kom vi over i det nye musiklokale, hvor der var den rigtige akustik og også et klaver.

Sjovt nok måtte man ikke røre det klaver, men hvis læreren var forsinket og døren ulåst, kunne 10 vilde heste, da ikke hindre os, i at klimpre på klaveret.

Desuden var der et, for den tid, ret moderne stereoanlæg, med både grammofon og båndoptager.

 

Nå, men på et tidspunkt fik vi lærer Viggo Hansen som lærer i sang og musik.

I øvrigt den samme Hansen som underviste os i svømning om sommeren.

 

Han var en dygtig lærer og pædagog, hvilket viste sig ved, at han fik os teenagere til at lytte og lære om klassisk musik.

Det har garanteret krævet sin mand, for de fleste af os hørte jo mest den nye musik, som f.eks. Beatles og Rolling Stones.

Hansen spillede Ravels ”Bolero”, ”1812 Ouverturen” og Chopins ”Etude” og ”Polonaise”, samt en masse andre af ”de store”.

Han forklarede os hvad musikken skulle illustrere og hvad komponisterne ville med musikken.

Det var virkelig en helt ny indgangsvinkel til musikken, at vi lærte af ham.

 

Vi sang selvfølgelig også stadigvæk de gode gamle danske sange.

Af og til fik vi lov til at vælge hvilken sang vi ville synge.

Når det var Gitte eller mig der skulle vælge, vidste alle de andre, præcis hvad valget blev.

Vi valgte altid ”Det var en lørdag aften” og når vi nåede til linierne om, at ”Jeg elsked dig så inderligt” kiggede vi altid hinanden dybt i øjnene.

Kald os bare for uhelbredelige romantikere, men sådan var det altså med os to turtelduer.

Vi var jo kærester masser af gange gennem hele skoletiden.

 

Vi havde også en kvindelig lærer til sang i en periode og hun fik mig overtalt til at melde mig til blokfløjte undervisning efter skoletid.

Det blev nu aldrig en succes og efter kort tid stoppede jeg igen.

 

De første år startede første time om morgenen altid med, at vi skulle stå op, ved siden af vores pladser, og synge morgensang.

Det var næsten altid en salme, som f.eks. Morgenstund Har Guld I Mund, eller I Østen Stiger Solen Op.

Af en eller anden grund, måtte det åbenbart ikke være noget muntert eller sjovt man sang om morgenen.

Det kunne måske ellers have fået et smil frem på læberne.

Senere blev morgensang afskaffet i en periode, men i de sidste år på skolen, blev det så genindført, men nu i den form, at vi alle samledes i skolens festsal og sang fælles morgensang, med klaverspil til og som regel også med en eller anden form for ekstra underholdning fra nogle af skolens elever.

Jeg husker da, at en af pigerne gav nogle numre på klaveret, hvilket faktisk lød rigtig godt og tro det eller ej, men jeg har faktisk sunget, sammen med en af pigerne fra klassen, for hele skolen en af gangene.

Vores lærer i orientering, havde forfattet en tekst om foråret, på melodien Yesterday.

Det førte nu aldrig til nogen pladekontrakt, men vi klarede den faktisk rigtig flot.

 

 

Filmorientering:

 

Nogle gange skulle vi se film i klassen.

Ikke på video.

Den var slet ikke opfundet endnu, så vores lærer kørte det store komplicerede filmapparat ind midt i klassen.

Kompliceret må det have været, for som regel gik der et eller andet galt med filmen og fremviseren mindst et par gange, inden vi endelig kunne se filmen.

Der hørte en højttaler til fremviseren.

Et stort gråt skrummel, som blev sat op foran lærredet, så lyden kom fra det rigtige sted.

Lærredet var en del af det store udvalg af snore der hang ned oppe ved tavlen.

 

Jeg var en lille tynd dreng de første mange år, så lærer Jørgensen løftede mig op i strakte arme, så jeg kunne hænge de sorte mørklægningsgardiner op på de kroge der sad øverst i vinduerne.

Jeg var jo ret stolt af, at det lige var mig der havde den opgave, selv om det jo nok mest var fordi jeg netop var så lille og let at løfte.

Ifølge mine sedler fra skolelægen vejede jeg 22,2 kg. i første klasse og målte 125 cm.

 

Lyset blev slukket og filmen begyndte.

Selvfølgelig var der altid nogle der lige skulle have fingrene op og lave kaniner og andre skyggebilleder på lærredet, men det stoppede læreren hurtigt.

 

Det var altid en speciel oplevelse at sidde der i klasselokalet i mørket.

Filmens flimrende lys gav et særligt skær i lokalet, samtidig med, at det jo var en forholdsvis ukendt oplevelse for de fleste af os, at man sådan kunne sidde, et andet sted end lige i biografen og se levende billeder.

Det var næsten lige meget hvad filmen handlede om, bare vi kunne få lov til, at opleve denne særlige stemning.

Lyden var ikke specielt god.

Måske på grund af højttaleren eller et dårligt lydspor på filmen, hvad ved jeg.

Fakta var bare, at det var meget højt og meget ”dåseagtigt” at høre på.

Man var aldrig i tvivl om hvor der blev vist film, hvis man kom gående ude på gangene.

Den lyd var ikke til at tage fejl af.

 

Nogle gange ventede der en særlig overraskelse, når filmen var slut.

Det skete nemlig, af og til, at der var gået et eller andet galt, da læreren satte filmen til den tomme spole, så når lyset blev tændt igen, lå filmen på gulvet som en kæmpe stor slange.

Så var det altså ikke klogt at komme til at grine, for det gjorde et eller andet ved lærerens humør, når den slags skete.

Andre gange, når alting var gået helt efter planen og der var lidt tid til overs, inden klokken sendte os ud i skolegården, kunne nogle af lærerne finde på, at begynde at køre filmen baglæns.

Det så fantastisk morsomt ud, når folk gik baglæns og vandhanen sugede vandet op fra glassene.

 

Der var jo heller ikke noget der hed en ”overhead-projektor” den gang.

Vi havde et apparat der hedder et episkop.

Her kunne man lægge f.eks. en bog ind på en metalplade under apparatet, hvor motivet så ved hjælp af spejle og optik kunne kastes op på lærredet ved tavlen.

Et af de store numre her var, hvis man kunne snige sig til at lægge hånden ind på pladen, så den kom op i stort format på lærredet.

Ja ja, jeg ved det godt, men der skulle ikke så meget til at more os dengang.

 

Nu vi lige rører ved det med at more os, så må jeg jo indrømme, at jeg gennem hele min skoletid havde en særlig evne til at finde på en hurtig og sjov kommentar til næsten alt hvad lærerne sagde i timerne.

Lærerne havde måske nok lidt svært ved at se det morsomme i det, men det havde mine klassekammerater til gengæld ikke.

Jeg var vel en slags ”klassens klovn”, men det havde jeg det helt fint med, for på den måde blev det hele jo da lidt sjovere, i en tid hvor det at gå i skole, bestemt ikke var sjovt hele tiden.

 

 

Husgerning:

 

Da vi begyndte at kunne vælge forskellige fag, vel omkring 7. eller 8. klasse, valgte jeg husgerning, eller frikadellesløjd, som vi kaldte det.

 

Husgerningslokalet lå på anden sal i bygningen ud mod Fiskebækvejen og var et stort lokale som var domineret af et kæmpebord hvor vi kunne sidde og få teori og så nogle mindre borde, hvor der var 3 – 4  gasblus på hver.

Her stod de enkelte ”familier” og lavede maden på blussene, i emaljerede gryder af den der gamle slags med marmoreret emalje indvendig, som nærmest lignede terrasso og så var gryden sort malet udvendigt.

Det var faktisk nemmere at styre temperaturen med gas, end det er med el, for når vi skruede ned for gassen, fladt temperaturen omgående, hvor det med el, tager lidt tid før pladen køler ned.

 

Når vi havde husgerning var Torsten og jeg meget opmærksomme elever, for vi synes faktisk det var rigtig sjovt og spændende at lære at lave mad.

 

Vi havde en lærerinde som hed Sønderborg.

Hun blev senere gift med skoleinspektøren og kom til at hedde Hansen.

Hun var såmænd dygtig nok til at lære os at lave mad og om hygiejne, men hendes ord tabte lidt i værdi, når hun lidt efter stod og pillede sig i næsen og så gik direkte til madvarerne, uden at vaske hænder, inden hun rørte ved dem.

Hun gik meget højt op i, at karkluden skulle foldes på en bestemt måde, inden den blev hængt op.

Det kunne vi nu ikke se skulle være så vigtigt og da slet ikke sammenholdt med, at hun mente den skulle skiftes hver eneste dag, men det var det åbenbart.

 

Når vi havde besluttet hvad vi skulle bikse sammen i dag, blev der sendt et par stykker ud i byen for at købe ind til maden.

Det var en god tjans at få, for så skulle man rundt til de forskellige specialbutikker og købe kød eller fisk og grønsager, mens de andre skulle sidde og terpe teori imens.

Vi hyggede os altid i de husgerningstimer.

 

Som regel var det mig der skrællede kartoflerne vi skulle bruge, for jeg var lynende hurtig til det.

Hjemme var det jo min daglige pligt at skrælle kartofler til hele familien, så jeg havde rutinen.

Den dag i dag kan jeg vist stadig udkonkurrere de fleste, i en dyst på hurtighed med skrællekniven.

Nogle gange forsøgte jeg at påvirke min mor, til at forsøge nogle af de ting, som vi havde lavet i skolens køkken, men det var nu ikke ret ofte, at hun ville være med til det.

Det kunne dog ske, at hun lod sig overtale og så hyggede vi os med, at lave mad sammen.

Jeg stod tit og kiggede med, når hun lavede mad, hvilket kom mig til gode senere i livet, da jeg selv skulle sørge for kosten.

Selvfølgelig havde min lærdom fra skolens køkken også indflydelse på det, men jeg lærte jo mange tricks og genveje af min mor.

Det var f.eks. min mor der lærte mig kunsten at lave en tyk brun opbagt sovs, hvor man starter med at lade en klat margarine og en sukkerknald smelte sammen i gryden, tilsat paprika, peber eller hvad krydderi man nu skulle bruge i sovsen i dag.

Det er garanteret vældig usundt, men hold kæft hvor det smager godt.

 

Man kan sige meget om min mor, men at lave mad, det kunne hun sgu.

Det kunne min far til gengæld ikke og han skulle helt op i slutningen af sit liv, før han fik lært noget om den slags.

 

Nå, men Torsten og jeg havde nu også en oprigtig interesse for sagen, så vi gik til den med krum hals.

Faktisk valgte vi begge to at komme i erhvervspraktik som kokke.

Torsten på ”Orkidéterrassen” i Rødovre og jeg selv på ”Williams Hotel” i Farum.

 

Vi havde, på grund af de fag vi havde valgt, af og til nogle fritimer midt på dagen, mens de andre måske havde tysk eller noget andet.

Så kunne vi forlade skolen og skulle så bare være tilbage, når klassens fællestimer begyndte igen.

Nogle gange gik vi over til slagteren og købte en ordentlig bakke biksemad, som vi så spiste oppe hos Torsten.

Så lavede vi spejlæg i Torstens mors køkken.

Det var rigtig hyggeligt og hans mor synes vist også, at det var en god og hyggelig tradition vi havde lavet os, med det spisning sammen.

 

 

Gymnastik:

 

Gymnastik skulle man jo altså også have.

Motion er jo sundt, siges der.

Man kom ind i et omklædningsrum, hvor man Gud hjælpe mig skulle klæde sig af, lige foran alle de andre.

Det var der ikke mange af os der syntes var særligt morsomt i den alder.

Man havde overhovedet ikke lyst til at vise sig i undertøj.

Generthed og forlegenhed var udbredt i lokalet.

 

Nå, men der var ingen vej udenom, så vi måtte jo til det.

 

Der var lave bænke til at sidde på og ovenover hang der en slags hylder i nogle jernstænger der var monteret i loftet.

Når læreren ikke så det, var det sjovt at svinge benene op omkring denne hylde og så hænge, kun i benene, som en anden abekat.

Det prøvede jeg også, men mine tynde spagetti ben kunne ikke holde godt nok fast, hvilket resulterede i, at jeg faldt ned og bankede hovedet lige ned i flise gulvet.

Så gik der panik i læreren og jeg blev straks kørt på skadestuen og tjekket for hjernerystelse.

 

Det var ikke velset at rende på bare fødder i gymnastiklokalet, så man skulle have gymnastiksko på.

Kondisko som vi kender det i dag, var slet ikke opfundet endnu.

De fleste af os havde bare sådan nogle blå nogle, med tynd plasticbund og stof op omkring anklen.

Kønne var de nu ikke, men de beskyttede os trods alt, mod at dele fodvorter og svamp med de andre.

Den slags florerede der nemlig en del af på skolerne i den tid.

Nogle enkelte havde rigtige gummisko, som var nogle blå eller grå nogle, som sandsynligvis var købt inde i Daehll’s Varehus, hvor de fleste mødre købte tøj til børnene.

 

Når alle så var klædt om til gymnastiktøjet, som jo altså ikke var sådan noget fancy noget, som i dag, men bare et par af de shorts, som man brugte om sommeren og så en undertrøje, kunne vi endelig komme i gang med motionen.

Vi blev stillet op i 2 rækker og begyndte så at marchere i takt, rundt i gymnastiksalen.

Nogle gange sang vi imens vi marcherede.

Bl.a. lærte vi at synge ”I Alle De Riger Og Lande”.

Den var god at marchere til.

Når vi havde gået nogle omgange, blev vi kommanderet i løb, som blev varieret med forlæns, baglæns og sidelæns løb, nogle gange også med høje knæløftninger.

Det var så opvarmningen.

 

Nu skulle vi fordele os i lokalet med lidt mellemrum og så gik vi ellers i gang med ”arme stræk og arme bøj”, ”sprællemand” og løb på stedet.

Ned og ligge og løfte de strakte ben, så mavemusklerne også blev rørt.

Så hen til hver sin ribbe, hvor man skulle kravle op og hænge sig i armene, med ryggen til ribben.

Nu skulle man løfte knæene op til brystet.

Det var hårdt.

Så vendte man sig med front mod ribben og skulle så hæve sig op i armene og trykke næsen mod øverste ribbe.

Mine små tynde spagetti arme var ikke særligt stærke, så jeg havde altid et værre mas med at hæve mig op i ribben.

Bagefter skulle man kravle ned og lægge sig med tæerne under nederste ribbe og så lave kropsrulninger, hvor det var forbudt at bøje benene.

 

 

Sørøverleg:

 

Det var sjældent vi brugte nogle af alle de redskaber der også var i lokalet, men af og til blev de da hevet frem.

Så skulle man hænge i bommen og trække sig op i armene, til man kunne kigge over.

Det var sgu svært, selv om jeg ikke vejede ret meget den gang.

Mine arme var tyndere end tændstikker og mine muskler nærmest ikke eksisterende.

Bedre blev det da ikke, når vi skulle kravle op i tovene.

Det kunne jeg da slet ikke.

Mest på grund af de der manglende muskler, men nok også på baggrund af, at jeg slet ikke syntes det var morsomt at komme helt der op under loftet.

Vi skulle også springe over ”hest”, som var en firkantet læderbetrukket kasse, som stod på fire ben, som kunne justeres i forskellig højde.

Den øvelse var jeg ikke specielt god til, måske fordi jeg var meget lille og tynd og så ikke fik det fulde udbytte af det springbræt, som vi skulle sætte af på, inden vi sprang over hesten.

 

Hvis læreren var i rigtig godt humør, eller der var en der havde fødselsdag, fik vi lov at lege ”sørøverleg”.

Så blev samtlige redskaber trukket frem og fordelt rundt på gulvet og legen bestod så i, at der var en der skulle fange os.

Hvis man så kom til at røre gulvet, var man ”død”, for det var jo havet under sørøverskibet.

Det var altid rigtig sjovt at lege og samtidig fik vi jo rørt en masse muskler, uden at opdage, at vi faktisk havde meget mere gymnastik på den måde.

Andre gange fik vi lov til at spille høvdingebold, eller volleyball, men også der faldt jeg lidt uheldigt ud.

Det lykkedes mig, flere gange, at forstuve håndledet når jeg skulle returnere bolden.

Så gik turen til skadestuen igen.

 

Når timen så var ved at være slut, skulle der svabres gulv i salen.

Det betød, at man skulle trække, eller skubbe, en fugtig klud rundt over hele gulvet og tørre sved, støv og lugten af sure tæer op.

Jeg siger dig, den klud lugtede aldrig godt og jeg tror, at der var rigtig længe imellem, at den blev vasket, eller bare skyllet op.

Nogle gange valgte læreren bare et par stykker til det.

Andre gange var det de, som var ordensdukse, der kom til at gøre det.

 

Når vi kom tilbage på skolen efter sommerferierne, var gulvet altid blevet lakeret og skinnede flot, mens lokalet duftede af fernis.

Alle de andre skulle begynde at gå i bad imens der blevet svabret gulv.

 

 

Baderummet:

 

Inde i baderummet hængte der brusere på en lang række.

Langt de fleste huller i brusehovedet, var mere eller mindre lukket til af kalk, så strålerne var hårde og skarpe.

Læreren styrede temperaturen på vandet ved en hane der lukkede vand ud til samtlige brusere.

Vi havde ikke den store erfaring med at tage brusebad, for i de fleste hjem var der badekar, eller slet ikke noget bad, men kun en køkkenvask at blive ”klat vasket” i.

Der var heller ingen der havde sæbe og shampoo med, så det var egentlig bare en skylle vi fik.

 

En ting var at skulle klæde om til gymnastiktøj, men nu hvor vi skulle i bad, skulle man sgu være helt nøgen.

Det var en stor overvindelse de første gange.

Det var bestemt ikke noget, som man sådan var vant til.

Tænk at alle de andre, skulle se ens lille tissemand og bare rumpe.

Bedre blev det jo ikke i de lidt højere klasser, for nu blev det jo også afsløret hvem der havde fået ”hår på karamellen”.

Det var ikke sjovt at være den første, men bestemt heller ikke, at være den sidste der fik hår.

 

Fra pigerne fik vi også oplysninger om hvordan det gik med deres udvikling.

Brysterne kunne vi nok selv se, når de begyndte at vokse, men det der med hårene var jo straks lidt sværere at holde øje med.

En af pigerne var især tidligt udviklet, med særdeles store bryster, som vi drenge umuligt kunne overse.

Af ren og skær barnlighed, begyndte vi at drille hende og kom med alle mulige tilnavne, som alle sammen refererede til hendes store barm.

Det stoppede først, da vores klasselærer samlede os drenge og fortalte os, at den stakkels pige var virkelig ked af vores drilleri.

Der gik det vist op for os alle sammen, at vi havde opført os tåbeligt og fra den dag var det helt slut med at drille hende.

 

Som jeg husker det, var der ikke mange der havde noget rent undertøj med, til at tage på efter badet, så man trak bare i det, som man lige havde haft på, mens man rendte rundt i gymnastiksalen.

Sådan en ting som en kam eller børste til håret, var heller ikke noget man havde fået med hjemmefra, så det var nogle interessante frisurer vi mødte op med til resten af dagens timer.

 

Udendørs gymnastik:

 

Om sommeren foregik gymnastiktimerne udendørs.

Så kunne det være atletik vi skulle lære noget om.

De fleste lærere gad vist ikke have besværet med at lære os om højdespring, kuglestød og den slags.

Så hellere rundbold, som ofte blev spillet sammen med pigerne.

Så kunne de to lærere selvfølgelig også stå og snakke sammen imens.

 

For det meste var det nu fodbold, som stod på programmet for os drenge, når vi kunne være udendørs.

Så fik to elever rollen som holdledere og skulle vælge på skift, hvem de ville have på holdet.

Nogle af mine klassekammerater gik jo til fodbold i fritiden, så de følte sig meget klogere på dette spil end vi andre.

Det var som regel Jim og Torsten der valgte hold.

De var nemlig store stjerner på Værløses fodboldhold – i hvert fald efter deres egen mening.

De gik også betydeligt højere op i kampen, end os der ikke gik til fodbold.

 

Jeg var selv en af dem der blev valgt til sidst, for jeg var ikke særlig god til at spille fodbold – og egentlig også fuldstændig ligeglad.

Jeg synes det gjorde skide ondt, når man fik sådan en læder fodbold knaldet ind på låret, eller endnu værre lige i ansigtet, så jeg dukkede mig, eller vendte ryggen til, når bolden kom imod mig.

Det blev man ikke særlig populær på.

Til gengæld var jeg ret god til at spænde ben for modstanderne, når de prøvede at komme forbi mig med bolden.

Jeg lossede dem bare over benene så de faldt.

Det udløste godt nok et frispark til de andre, men så kunne vi nå, at få forsvaret på plads, inden de blev klar til at sparke det.

 

Jeg spillede som regel back, så jeg havde god tid til at stå og glo på, hvad pigerne nu fik tiden til at gå med, ovre på den anden bane.

De havde som regel enten atletik, eller rundbold.

Nogle få gange spillede de vist også håndbold, men græsbanerne var så ujævne, at det ikke altid var til at beregne, hvor bolden sprang hen, når man driblede.

 

De sidste par år vi gik i skole, fik vi en gymnastiklærer ved navn Per Nielsen.

Han havde spillet basketball på højt plan, så ret hurtigt fik han lavet en ordning med skolen, så vi kunne spille basketball efter skoletid.

Det var faktisk rigtig sjovt at spille, også for sådan en lille lort som mig, på ca. 150 cm.

Jeg var lille, men kunne hoppe højt op og snuppe bolden fra de andre lange drenge, når der var dommerkast.

 

 

Politiet kommer:

 

Trafiklære var vist ret nyt på skemaet og blev formidlet af en vaskeægte politimand fra Ballerup Politi.

Vi unger var temmelig imponerede, over, at se en rigtig politimand så tæt på.

Han var nu rigtig flink, så vi opdagede hurtigt, at man ikke behøvede, at være bange for ham.

Vi fik delt sangen om de 10 cyklister ud og sang så om, hvordan de, en efter en, begik fejl i trafikken og blev færre og færre.

Det var jo den rene massakre, med de der cyklister i sangen.

 

Han fortalte os også, hvordan vi skulle gå lige over vejen og benytte fodgængerfeltet, hvis der var sådan et.

Der var nu ikke særligt mange af dem i Lille Værløse den gang.

Vi lærte om cyklisters regler og pligter i trafikken, om hvilket lys der skulle være på en cykel og det hele blev afsluttet, med en gennemgang af vores cykler ude i skolegården.

Uha, det var flovt, hvis man nu blev taget i at have en defekt ringeklokke, eller manglede en refleks på bagskærmen.

Vi blev nu ikke anholdt, men fik en seddel med hjem til forældrene, som så skulle sørge for, at bringe tingene i orden.

Når cyklen så var godkendt, var der nogle gange arrangeret en cykeltur rundt i byen, hvor der stod ”spioner” gemt i buskene og holdt øje med, om man nu huskede, at række hånden ud ved svingning, eller op ved standsning.

Der var ikke rigtig noget med at huske at stoppe for rødt lys, for vi havde nemlig slet ingen færdselsfyr i Lille Værløse den gang.

 

Når det hele var forbi og man havde bestået, fik vi et flot klistermærke til at lime på bagskærmen.

Så var man stolt.

Når man sådan skulle til ”syn” med sin cykel, skulle der jo helst ikke være noget ureglementeret på den.

Det var ellers en modedille at montere nogle stykker pap med en tøjklemme, på stellet, så de kunne nå ind mellem egerne på hjulet.

Så lød det lidt som en knallert, når man kom cyklende.

Vi synes også at den kørte meget hurtigere, med den lyd, men det passer jo nok ikke…

 

 

Skolelægen:

 

En gang om året skulle vi til skolelægen.

Et stykke tid før undersøgelsen, fik vi nogle papirer med hjem til forældrene, som de så skulle udfylde, hvis der var nogle bemærkninger til, hvordan barnets helbred havde været siden sidste undersøgelse.

Når dagen så oprandt, kom der besked ned i klassen om, at nu skulle drengene gå op i skolelægens venteværelse, som lå helt oppe under taget, i den store fløj ud mod boldbanerne.

 

Vi kom op i lokalet og fik så besked på, at vi skulle klæde os af, så vi kun havde underbukser på.

Det var et meget lille rum, så vi sad helt tæt, vi små drenge med bare overkroppe og underbukser.

Nogle havde vist ikke fået vasket tæerne for nylig, for de var helt sorte.

Claes var en af dem, som altid var nusset at se på.

Sorte tæer, lange negle og hår der strittede ud til alle sider.

Hans tøj var også anderledes end det vi andre gik i.

Han kunne godt have underbukser på, som var både lasede og snavsede, også selv om hans mor nok godt vidste, at vi skulle til skolelægen.

Sådan var det også, når vi skiftede tøj til gymnastik.

 

Nå, men pludselig gik døren op og skolelægen kaldte mig ind.

Jeg blev straks beordret op på vægten, som var en af den slags, hvor man skubber nogle lodder rundt på en stang, indtil der er ligevægt.

Mens man så stod der, blev der sænket en ”pind” ned oven på hovedet og dermed fandt hun ud af, hvor høj man var.

Hun behøvede ikke skubbe med ret mange lodder for at få min vægt, for jeg var en lille spinkel dreng, det meste af skoletiden.

Da vi blev målt og vejet i 1. klasse var jeg 125 cm høj og vejede 22,2 kg og da de vejede mig sidste gang, nemlig i 10. klasse, stod den på 174 cm og 55,4 kg.

 

Ja, jeg skrev HUN, for sådan var det.

Skolelægen hos os, var en ældre, rynket og rødmosset dame, med fast stemme og kolde hænder.

 

Efter vejning fik jeg udleveret en slags brille, hvor der var hul til, at man kunne se med et øje ad gangen.

Så pegede hun på nogle bogstaver på en tavle og så skulle man fortælle hvilket bogstav det var.

Jeg synes ikke jeg kan huske, at vi fik tjekket hørelsen der, men vist nok, var på hørecentralen og få det tjekket, nogle gange i løbet af skoletiden.

 

Nu kom det værste, for nu skulle jeg stille mig foran hende, sådan rigtig tæt på, med ryggen til og stadig kun iført underbukser.

Så mærkede hun på kroppen og kiggede på hvordan ryggen så ud.

SÅ skulle man vende fronten til.

Efter et øjebliks studie af forsiden, kom det jeg frygtede allermest i Verden :

Nu trak hun sgu mine underbukser ned!!!!

Hun tog fat om testiklerne og så skulle jeg hoste, så hun kunne mærke om begge testikler var på plads i pungen.

Jeg tror også at hun skulle have fat i selve tissemanden, for at prøve, om forhuden kunne trækkes tilbage, men det andet var egentlig også rigeligt.

Det var altså overhovedet ikke sjovt, at have hendes lyserøde og kolde fingre, til at rode rundt i skridtet på en.

 

Når det hele var overstået, fik man en lille lyserød seddel med hjem til familien, hvor der stod hvor høj man var blevet og hvad vægten viste.

 

 

TB-Bussen

 

En gang om året kom den store hvide bus og parkerede inde i skolegården.

Så skulle alle elever ind i den og røntgenfotograferes, for at se om vi havde TB, altså Tuberkulose.

Det var stadig en udbredt sygdom i 60´erne, så det var bestemt ikke uden grund, at de holdt øje med os.

Så skulle vi smide tøjet på overkroppen, plus alle eventuelle halskæder og stille os ind foran apparatet, hvor vi fik besked på at ”trække vejret dybt ind og holde det”.

Der var aldrig nogle der gav os lov til at trække vejret igen bagefter, så …

 

Andre gange blev vi transporteret ind til Rigshospitalet på Østerbro, for at blive vaccineret imod Kopper og Difteritis.

Sygdommen Difteritis  er en akut infektionssygdom, som angriber hjerte, lunger og nyrer, men siden man begyndte at vaccinere imod den i starten af 50’erne, har den været udryddet i Danmark.

 

Vi blev også udsat for Calmettevaccination, som skulle beskytte os imod den der Tuberkulose.

Disse vaccinationer blev udført af den navnkundige Dr. Bayer på Rigshospitalet.

 

Nu har jeg aldrig været særligt vild med at blive stukket i, så da jeg nåede så langt frem i køen, at jeg kunne se lægen, OG at han sad og stak kanylen ind i en lille spritflamme, brød jeg omgående ud af rækken og løb alt hvad mine små ben kunne, ad helvede til, ned ad gangene på hospitalet.

En ting var at jeg skulle stikkes, men jeg ville sgu da ikke, oveni det hele, have en brand varm nål ind i armen.

 

Desværre lykkedes det for nogle af sygeplejerskerne, at få mig fanget ind og bragt tilbage til den ”onde” læge.

Jeg hylede som en stukket gris og gjorde alt det modstand, som jeg nu kunne, men lige meget hjalp det.

Jeg BLEV vaccineret, men til forskel fra dem der ikke hylede og stak af, fik jeg da scoret mig nogle flødekarameller fra sygeplejersken.

Vi fik også noget vaccine mod Polio, også kaldet Børnelammelse..

Det foregik ved at der var dryppet noget medicin på en sukkerknald, så det var da til at holde ud.

 

På skolen, i en af de ældre klasser, gik der en pige, som vist nok havde haft polio.

Hun havde sådan nogle underlige metalstativer sat fast på benene og havde stort besvær med at gå og stå.

Samtidig (og måske på grund af sygdommen) var hun en meget lang og meget tynd pige.

Egentlig lidt uhyggelig at se på, kan jeg huske.

Danmark havde faktisk en polioepidemi i 1952, så hun har nok været en af de ramte.

 

Virus kommer via munden og tarmene og giver i svære tilfælde lammelser.

I 1953 opfandt Jonas Salk en poliovaccine, som blev givet via en sprøjte.

Senere kom vaccinen som kunne gives gennem munden.

 

 

Tandplejen:

 

Der hvor jeg voksede op, var der i de første mange år, ikke rigtig nogen der gik op i, om vi børn fik børstet tænder dagligt.

Det fortrød man, da vi kom i skole.

 

Vi blev sendt ud på en længere tur, til den forholdsvis nye, ”Syvstjerneskolen”, hvor skoletandlægen holdt til.

 

Tandlægen var en barsk udseende kvinde på omkring 50 år, iført noget der lignede motorbriller og et permanent surt fjæs.

Hun brugte meget tid på at skælde os ud, men ikke så meget på at fortælle om tandhygiejne.

Jeg husker specielt en gang, hvor jeg fulgtes med en af de andre fra klassen der ud. Vi fik som regel lov til at gå to og to der ud.

Han havde nogle temmelig grimme tænder og det blev da kun bekræftet, da jeg så hans tandbørste.

Den var ikke med hvide hår, som min gen, men hårene var både grålige og trykket helt flade.

Da han kom ind til tandlægen, kunne jeg tydeligt høre, ude i venteværelset, hvordan hun skældte ham ud i meget lang tid, fordi hans tænder og tandbørste så sådan ud.

 

Det lykkedes hende næsten altid, at finde nogle huller, som hun straks borede endnu større, med et instrument der vel mest mindede om et eller andet fra et torturkammer.

Hvis du forestiller dig en 2 –3 arkitektlampers ”arme” sat sammen i forlængelse.

For hvert led et hjul på størrelse med en 5-krone.

Og langs det hele en snor af en slags, som mest lignede, den der spiral fjeder, som nogle sætter de tynde køkkengardiner op med.

For enden af det hele, sad så selve boret, som ikke var vandkølet og heller ikke kørte så stærkt som borene gør i dag.

Det gjorde altså skide ondt, når hun arbejdede inde i munden på os.

Der var jo heller ingen der spurgte, om man måske havde lyst til en lille bedøvelse.

Næh, vi måtte bare sidde der i stolen og blive længere og længere, mens vi forgæves forsøgte på, at komme væk fra smerterne.

 

Nogle få stykker fra klassen, blev taget ud af denne ordning, fordi forældrene havde mistanke om, at skoletandlægen bare borede og borede, uden at der var grund til det.

 

Hvis man var så uheldig, at der var en tand der skulle trækkes ud, var det en fordel hvis det var vinter med sne på fortovene.

Så kunne man nemlig gå hele vejen tilbage til Værløse Skole og spytte de flotteste røde klatter blod i sneen.

I øvrigt var der vist ingen af os, der ligefrem skyndte sig, på turen tilbage til vores egen skole, for at deltage i undervisningen igen.

 

 

Sløjd – en time med høvl:

 

Sadisterne blandt lærerne, havde kronede dage på skolerne dengang.

 

En gang hvor vi havde haft sløjd og timen var ved at være slut, blev vi sat i gang med at rydde op og feje gulvet.

Olaf og Johnny havde måske ikke hørt, hvad vores lærer Schalke havde sagt, for de var i hvert fald ikke gået i gang med at feje endnu.

Pludselig drønede Schalke hen og tog fat i håret på dem begge to, mens han slæbte dem af sted til rummet hvor kostene stod.

Desværre mistede Olaf og Johnny balancen på vejen, så det endte med, at han helt bogstaveligt, slæbte dem i håret, mens de lå ned.

Da han endelig slap dem fri, kunne Olaf trække meget store totter løst hår ud med sin kam.

 

Olafs far blev rasende, og stillede næste dag hos skoleinspektøren, for at klage over lærer Schalkes metoder.

 

De nærmere omstændigheder kender jeg desværre ikke, men læreren blev da ikke fyret, for vi fik ham senere til regning i en periode.

Det er jo utroligt, at han kunne få lov til at blive, efter sådan en opførsel.

Det fortæller nok en del om, hvordan man så på børneopdragelse i 60´erne.

Det var i det hele taget almindeligt at påføre børn smerte i skolen, både fysisk og psykisk.

 

Hvis læreren ikke lige synes man opførte sig som han eller hun synes man skulle, var de ret opfindsomme med hensyn til måder at straffe på.

Jeg har prøvet flere af dem gennem årene.

En måde kunne være at trække os op fra stolen i de små hår ved øret, eller i selve øreflippen.

Andre gange fik man bare en ordentlig en på siden af hovedet, så ørerne lyste rødt i lang tid efter.

Nogle gange, behøvede man slet ikke gøre ret meget, for at få tildelt en straf.

Det kunne bare være, at man var lidt for langsom til at læse, eller regne et stykke i hovedet, eller ikke lige kunne huske det salmevers man havde fået for.

Klask, sagde det så, og så troede de måske, at man blev klogere af, at få nogle på hovedet.

De forsømte heller ikke en chance for at gøre os til grin, hvis der var noget vi ikke kunne finde ud af.

Så fik man at vide, at man var dum og læreren spurgte så en af de andre i stedet for.

 

Bogen ”Det Forsømte Forår”, er ikke skudt helt ved siden af.

 

Nu var det jo altså ikke alle lærerne, som var sådan, men tro mig, der var mange af dem, der ikke burde have med undervisning af børn at gøre.

 

Når læreren ikke var optaget af at udøve sadisme på eleverne, lykkedes det faktisk at lære os lidt om sløjd.

Jeg tror de fleste drenge har prøvet at save små trælister til, lægge dem på tværs af hinanden og sømme dem sammen til en bordskåner til mor.

Det eneste andet stykke sløjd, som jeg kan huske at have bragt med hjem, var en lille taburet med nappa sæde.

De andre ting jeg fik lavet, er nok smidt direkte i skrot bunken, da jeg var færdig med dem, for en ting er helt sikkert; min fars evner til at arbejde med træ, har jeg bestemt ikke arvet.

 

 

Smæk for skillingerne:

 

Mange af lærerne var gavmilde med lussinger og egentlig totalt uegnede til at have med børn at gøre.

Først engang sidst i 60’erne kom der et forbud mod at slå børn i skolerne, men det stoppede nu ikke dem alle sammen.

Jeg har tidligere nævnt nogle af måderne lærerne straffede eleverne på, men der var skam adskillige andre eksempler:

Gamle lærer Mathiesen slog med sin violinbue, een knaldede den store tavle lineal ned i katederet, så splinterne fløj om ørerne på os, en lærer sparkede en elev, fordi han blev irriteret på ham, mange slog på siden af hovedet så ørerne sang længe efter og alle fem fingre kunne ses som røde aftryk på kinden.

Andre brugte psykisk vold, hvilket jo ikke er meget bedre.

De kunne virkelig håne og udstille elevens manglende færdigheder på en måde, så mange brød i gråd og endnu flere bestemt ikke syntes det var sjovt at skulle hen i skolen igen næste dag.

 

 

Naturhistorie:

 

Helt oppe under taget lå biologilokalet.

 

Et rum opdelt i 2 sektioner. Første sektion var fyldt med store montre, hvor  en masse udstoppede dyr stod linet op.

Der var også store glas med  bl.a. snoge og hugorme i sprit.

Det var meget betagende og spændende at se alle disse dyr på nært hold.

Mange af dem kendte vi slet ikke navnene på.

 

Anden sektion bestod af bænkerækker, hvor hver række var hævet lidt over den foran, lige som i en biograf, eller et auditorium.

Midt i det hele havde læreren så sit kateder og bag ved, en masse plancher som ved hjælp af snore, kunne trækkes ned foran tavlen.

Det var store flotte tegninger af f.eks. en kyllings udvikling inde i ægget, eller plancher af det menneskelige legeme, hvor muskler og blodårer var fremhævet.

 

Den først lærer vi havde i biologi, eller ”Naturhistorie” som det hed, var en stor og meget tyk dame, med kraftig læbestift og en mægtig barm.

Fru Lundgren forlangte disciplin og havde bestemt ingen humor.

Hvis vi stod og pjattede for meget, når hun kom og skulle låse os ind i lokalet, kunne hun godt finde på, at stikke en lussing ud.

Fru Lundgren fortalte os om dyr og planter og tog os af og til med ud i naturen, hvor vi så skulle prøve at finde nogle af de planter, som hun havde fortalt os om.

Det var altid hyggeligt at komme udenfor skolen, for det gav en helt særlig stemning hos os alle sammen.

Vi var lidt bange for hende og syntes hun var en dum kælling, når hun var i det humørsyge hjørne, men vi blev alligevel chokerede og dybt berørte, da vi fik at vide, at vi ikke skulle have hende til biologi mere, fordi hun havde begået selvmord nede ved Ryet Skov, ved at føre udstødningsgas ind i bilen via en støvsugerslange.

 

Hvorfor vi små unger skulle have alle disse oplysninger om, hvorfor hun ikke kom mere, ved jeg ikke, men der var vist ingen der bekymrede sig om, hvordan det kunne påvirke os at vide alle detaljerne.

Jeg tror der var andre end mig, som fik lidt dårlig samvittighed over, at vi ofte havde gjort nar af hendes størrelse, når hun vendte ryggen til.

Vi syntes jo trods alt ikke, at hun havde fortjent at dø – og da slet ikke på den måde.

 

 

Fysik:

 

Fysiklokalet lå oppe under taget i bygningen ud mod Fiskebækvejen og var en meget speciel verden at komme ind i.

En lugt af gas var det første man observerede, når man kom ind i lokalet.

Den første del af rummet bestod af lange borde med en gashane til hver elev.

Her kunne man tilslutte en såkaldt bunsenbrænder, som vel nærmest var et rør, hvor flammen så brændte på toppen.

Her kunne man så sætte et stativ hen over og varme glaskolber og reagensglas op og se hvad der skete ved det.

Inde i den anden del af lokalet, var der bænkerækker som i et auditorium, hvor læreren så stod i midten og fortalte og demonstrerede og lavede små kemiforsøg.

Vi prøvede også klassikeren med det apparat, hvor man ved at dreje på et håndtag skabte elektricitet i den kugle der var på toppen.

Når man så lagde hånden på kuglen, stod håret lige ud i luften.

Vi så plancher af forskellige ting, som f.eks. en bilmotor eller en elektrisk pære og fik forklaret hvordan tingene virkede, men jeg tror at det var de færreste af os der fattede noget af det.

En forbrændingsmotor var jo ikke noget vi på nogen måde kendte noget som helst til, bortset fra, at vi kunne forstå på det, at det var denne mekanisme der fik fars bil til at bevæge sig, men kompression og knastaksel var ord der lige så godt være russiske.

 

 

Bibelhistorie, eller Religion:

 

Vor Herre og hans skabninger skulle vi jo også vide noget om.

 

Vi startede med en lille grå og vissen dame, som hed fru Nissen og lignede den slags kvinde, som næsten altid bliver bibliotekar eller pædagog.

En rigtig ”Tante Glatnakke” uden kvindelige former og på alle måder kedelig at se på.

På trods af vores forbehold, viste hun sig at være en særdeles kompetent lærerinde og hun formåede at undervise på en måde, så vi virkelig fulgte med.

Jeg tror aldrig, at jeg siden har oplevet bibelens ord udlagt, så levende og spændende, som hun kunne gøre det.

Vi tegnede bibelske motiver med største fornøjelse og lyttede imens til hendes oplæsning.

 

Alt det der med Gud og Jesus, var ikke noget vi rigtig dyrkede i min familie, på trods af, at min mor faktisk var et religiøst menneske og vist nok også sad i menighedsrådet en overgang.

Hun tog også til nogle foredrag med præsten i Værløse, kan jeg huske, men til Gudstjeneste om søndagen, var der ingen af os der kom.

Faktisk ikke engang til julegudstjeneste, for den dag var der rigeligt at gøre hjemme med at forberede mad og den slags.

 

 

Humanitært arbejde:

 

Når julen nærmede sig, var vi på gaderne og sælge julekort for UNICEF og andre organisationer.

 

Det var som regel nogle lidt dystre motiver, som ikke en gang havde julemotiver på.

Det kunne være motiver som nogle små negerbørn i det mørke Afrika havde siddet og tegnet, eller kort der var malet af danske handicappede.

Som regel forbarmede ens familie sig og købte nogle af kortene, så vi kunne blive færdige med at rende rundt og plage hele familien og alle naboerne med dem.

 

Andre gange blev vi sendt ud med forskellige små nåle, som blev solgt til fordel for et eller andet.

Jeg husker specielt en gang, hvor jeg var ude sammen med min navnebror i klassen, for at sælge en lille nål med en blomst på, som blev kaldt ”Høstblomsten”.

Hvem der fik glæde af salget, ved jeg faktisk ikke.

Vi var oppe hos en gammel dame, som gerne ville købe sådan en.

Desværre skete der et lille uheld, da jeg skulle aflevere den til hende, for pludselig sad nålen bare plantet lige ned i hendes åbne håndflade.

Konen råbte forskrækket AV… og vi unger spænede der fra, mens vi hylede af grin.

Det så bare SÅ komisk ud, da nålen og blomsten sad plantet der i hendes hånd, at vi blev nødt til at stikke af, for ikke at komme til at grine lige op i ansigtet på den stakkels gamle kone.

 

 

Juletid i skolen:

 

December måned var altid lidt speciel i skoletiden.

Vi havde altid et kalenderlys stående på katederet og skiftedes så til at få lov til at tænde det.

Jeg fylder år den 3. december, så jeg fik altid lov til at tænde på min fødselsdag, hvis det altså ikke faldt i en weekend.

Mens lyset så brændte, læste læreren som regel en historie for os.

Bag ved læreren var tavlen udsmykket med et eller andet julemotiv, som var udført med farvekridt og så rigtig flot ud, med grønne grangrene og hvide og røde lys med gule flammer.

Om det var læreren eller nogle af de kreative elever, som var skrappe til at tegne, som havde lavet motiverne, husker jeg ikke mere.

 

Når v i så nåede den allersidste skoledag inden jul, holdt vi juleafslutning.

Så blev bordene sat i hestesko form og der stod en paptallerken og et plastic glas ved hver plads.

Der stod også et lille julelys i en klat ler og dekoreret med en grankvist og lidt julesne på dåse.

Dem havde vi selv lavet i løbet af december måned og vi syntes selv, at de var rigtig flotte.

 

Faktisk kan jeg, lige nu, tydeligt dufte den der lim vi brugte, når der blev lavet julestads og andre ting der skulle limes sammen i skolen.

Jeg tror det hed ”Lyma-lim” og var i nogle små blå trekantede plastflasker.

Nu er hukommelsen vækket i min næse og jeg fornemmer også duften fra den store sprit duplikator og fra skolekøkkenet.

Duften i min mormors køkken står også helt tydelig, sammen med duften i morfars garage og ovre på kornlageret hos Brugsen i Søsum.

 

Ups, nu glemmer jeg jo helt at det er juleafslutning i klassen, så vi vender lige tilbage til de der grimme lerklumper med lys og gran i.

 

Vi måtte tage dem med hjem, når vi var færdige med julehyggen, men jeg tror ærligt talt, at de fleste forældre har ”kommet til” at glemme, at stille dem frem der hjemme.

 

Nogle forældre havde så bagt vanillekranse eller brunkager, andre havde måske givet noget frugt og så var der også en sodavand til hver.

De fleste havde også fået lov til at købe lidt slik med den dag, så det var jo det rene idyl og råhygge.

Mens vi så fik gnavet os gennem herlighederne, læste læreren en historie for os og til sidst sang vi nogle af de nemme julesange, som alle kunne deltage i.

 

Det var altid meget stemningsfyldt og rart, bortset fra en enkelt gang, hvor vi havde aftalt på forhånd, at vi hver skulle have en lille gave med, som vi så skulle spille om.

Desværre havde Mik vist ikke helt forstået opgaven, eller også var han bare ligeglad, for han havde købt sig nogle stykker vingummi, som han var i fuld gang med at æde sig igennem, da læreren spurgte hvor hans pakke var henne.

Den stakkels Mik måtte så aflevere de sidste fedtede stykker vingummi, i en laset og krøllet papirspose fra ismejeriet, mens læreren skældte ham ud.

Ingen fandt på at undersøge, om det måske var hans forældre, der ikke havde kunnet (eller villet) købe en pakke til dagen.

 

Hvem der blev den lykkelige vinder af Miks pakke det år, husker jeg ikke mere.

 

 

Udflugter med skolen:

 

Af og til kom vi på udflugter med skolen.

Det var vel ment som en del af undervisningen, men vi tog det nu mere som en fornøjelsestur.

 

Den første udflugt jeg husker, gik til Odense, hvor vi skulle se H.C. Andersens Hus, Albani bryggeriet og Odense Zoo & Tivoli.

Den startede lidt dårligt, for allerede på vej til færgen over Storebælt gik bussen i stykker og vi måtte vente i grøften i meget lang tid, inden der kom en ny bus og fragtede os videre.

Vi nåede da at få spist os gennem den medbragte madpakke, inden den nye bus kom.

Det betød så, at hele programmet blev presset sammen, så vi nærmest måtte sluge de der gratis sodavand, som Albani havde sat frem til os.

H.C. Andersens Hus tror jeg ikke vi fik så meget ud af at se.

Vi kendte ikke så meget til ham og hans eventyr endnu.

Til gengæld var besøget i Zoo og Tivoli sjovt for os alle sammen.

 

En lidt særlig oplevelse havde jeg i 1964, da vi var inde i København med skolen og blandt andet skulle på Nationalmuseet.

Lige da vi gik i søjlegangen langs museet, kom Ruslands præsident Nikita Krushchev kørende forbi i en stor sort limousine.

 

Nogle år senere var vi i Sverige for at se et glasværk.

Min far var en af de forældre der lagde bil til turen, men allerede udenfor Helsingborg gik gearkassen i stykker på hans bil.

Han måtte vente på assistance og vende tilbage til Danmark, mens vi blev mast sammen i de resterende biler.

Problemet var bare, at jeg ikke havde en eneste øre med, for dem havde min far jo forlangt at han havde i lommen.

Han havde bare ikke givet dem videre til mig, da han ikke kunne fortsætte med på turen, så jeg måtte hugge en lille glasgris, som en af arbejderne havde formet for at vise os hvordan de gjorde.

Den var pisse varm at have i lommen, men min eneste chance for at få en lille ting med der fra.

 

 

Skolescenen:

 

En anden form for udflugter, hvis man kan kalde det sådan, var turene i biografen eller i teatret med skolescenen.

 

Biografen skulle vi selv sørge for at komme over til, når der var skolefilm på programmet, men det var jo heller ikke så vanskeligt, for den lå jo i Lille Værløse, men teatret var en anden sag.

Det lå jo inde i København og derfor blev vi kørt derind i busser.

Det var noget helt specielt at komme der ind og se rigtige levende mennesker stå på scenen og spille teater for os.

Den eneste forestilling jeg husker fra de ture, er ”Dyrene i Hakkebakkeskoven”, som er skrevet af Thorbjørn Egner og havde Hanne Borchenius i hovedrollen som Klatremus.

Vi fik små programmer udleveret ved indgangen, så jeg kunne jo se hvor sød hun så ud og mit lille drengehjerte var fuldstændig smeltet i uigengældt kærlighed til hende.

 

Ovre i biffen var det biografejer Jensen og frue der regerede.

De tolererede ingen larm og svineri fra os unger og holdt skarpt øje med os.

Ved den mindste ballade tog de affære og så blev de urolige elementer simpelthen smidt ud af biografen.

En af måderne at lave lidt ravage på var, hvis man bukkede sin billet sammen på midten, lavede to ”vinger” og så bed et lille hul midt i folden på billetten.

Når man så blæste luft igennem den, kom der et højt hyl.

Da de kendte de fleste af os fra byen, var det også næsten umuligt at snyde sig ind til film, som var forbudt for børn under 16 år.

Det betød blandt andet, at jeg måtte gå hjem igen, uden at se den film min storebror slap ind til, selv om han heller ikke var gammel nok.

Det var en film om Nascar Race i USA og hed ”Spræng Speedometeret” og i hvert fald ifølge plakaten, var det en rigtig spændende film for sådan nogle store drenge at se.

 

I 7. eller 8. klasse havde vi fået en Orienteringslærer som var af den nye moderne slags lærere og han tog os med ind til København og se den nye film ”Easy Rider” med Peter Fonda og Jack Nicholson samt Dennis Hopper i de bærende roller.

Filmen blev vist i Nygade Bio, som lå på adressen Nygade 3 og lukkede i 1986.

 

 

Lejrskole:

 

Vi var på lejrskole flere gange og det var altid noget helt særligt.

Jeg tror de fleste af os, havde lidt sommerfugle i maven, når vi skulle af sted på disse ture.

Det var de færreste af os, der var vant til at være væk i flere dage, uden at det var sammen med forældrene.

 

 

Bogensholm:

 

Første gang var vi på Mols hvor vi boede på ”Bogensholmlejren” .

Det var et stort sted, som var ejet af spejderbevægelsen og lå helt nede ved vandet i Ebeltoft Vig.

Der var hyggeligt at være, men samtidig var der flere af pigerne der led voldsomt af hjemve.

Det hjalp lidt, når forældrene sendte en pakke slik og penge over til dem.

 

Jeg husker nu ikke at jeg fik nogle pakker hjemmefra.

 

 

Bogensholm

 

Vi var på en masse udflugter i Ebeltoft og omegn.

Fregatten Jylland var jo et must, men jeg kan tydeligt huske, at den slet ikke lignede et skib dengang.

Der var slet ingen master på den og over hele dækket var der monteret et tag, så den mere lignede et deform hus, end en fregat.

Retfærdigvis må det jo siges, at fregatten først kom til Ebeltoft i 1960, så de havde ikke haft så lang tid, til at få den gjort klar til besøg.

I dag står den jo helt som da den forlod skibsværftet første gang omkring 1860 og er bestemt et besøg værd.

 

 

Berlin:

 

Næste gang vi var af sted, var det Berlin der stod for tur.

Det var i 8. eller 9. klasse vi var der nede.

 

Desværre kom en af pigerne ikke med, fordi hendes far var ansat i forsvaret som fotograf og hendes forældre turde derfor ikke, at lade hende komme så tæt på Østblokken.

Jeg ved ikke om de var bange for, at hun skulle blive kidnappet eller hvad det gik ud på.

Vi andre syntes i hvert fald, at det var noget mærkeligt noget, at hun ikke måtte deltage.

I forvejen var hun lidt en outsider i klassen, så hun ville nok have haft godt af, at komme lidt væk fra hendes forældres gammeldags indstilling til både tøj og hårmode.

Den stakkels pige så altid ud som en bedstemor i barneforklædning.

 

Vi andre havde en spændende tur, hvor vi oplevede den kæmpemæssige forskel, som der den gang var på Øst- og Vestberlin.

Det var utroligt at se, hvordan man blev sat mindst 40 – 50 år tilbage i tiden, når man gik fra Vest til Øst.

Der var gråt og kedeligt og butikkerne var næsten usynlige, forstået på den måde, at der slet ikke var nogle reklamer og skilte på gaden, men bare nogle kedelige og halvtomme vinduer.

Det var sgu et trøstesløs syn de stakkels Øst-Berlinere måtte se på hver dag.

 

I Vestberlin var det lige modsat.

Her bugnede butikkerne af varer og det var slet ikke et problem, at få brugt sine lommepenge der nede.

 

Vi drenge førte os rigtig frem og købte cerutter med mundstykke i hvidt plast.

De smagte ikke specielt godt, men ryges det skulle de.

Vi fandt også ud af, at man kunne trække øl i en automat på hotellet, så også det måtte vi lige prøve, inden nogle opdagede den fidus.

 

 

Bornholm:

 

Vores sidste lejrskoletur gik til Bornholm, hvor vi var sammen med klassen under os.

 

Det passede os fint nok at være på tur med dem, for der var flere af os drenge der havde fundet nogle kærester i den klasse.

Jeg selv gik og flirtede med Sandy, som var en sød og køn pige, der boede oppe i de gule blokke overfor TofteBo.

Det var et lidt sjovt kæresteforhold vi havde der.

Jeg nåede aldrig længere, end til at kysse hende.

Hver gang jeg prøvede på at gå længere, afviste hun det.

Vi kom sammen i nogle måneder efter turen til Bornholm og så var det slut.

Man var ikke så dybt involveret i den alder og derfor også hurtigt videre, hvis forholdet stoppede.

 

En af vores udflugter gik til Christians Ø.

Der ovre, opnåede jeg at blive rigtig upopulær, hos pigerne.

Vi sad nede ved vandet og spiste vores medbragte madpakker og der var en masse måger og edderfugle, som tiggede mad af os.

På et tidspunkt fandt jeg et lille bræt, som jeg kastede ud, så det slog smut på vandet.

Det var jo kun for at skræmme fuglene op på vingerne, men desværre slog brættet så godt smut på vandet, så det endte med at ramme ind i en af fuglene.

Det stakkels dyr lavede en mægtig scene ud af sagen og baskede væk med den ene vinge hængende slapt ned.

Flere af pigerne begyndte at græde og du kan nok regne ud, at jeg nu fremstod som en dyrplager og skurk, i pigernes øjne.

Det var komplet umuligt at overbevise pigerne om, at der faktisk var tale om et uheld.

Vi var også på andre ture, men dem husker jeg ikke så meget om mere.

 

Nu må vi også hellere tilbage til skolen igen, for det ringer snart ud fra sidste time.

 

 

Hjem fra skole:

 

Når klokken ringede ud, lød ordren hjemmefra på, at man skulle gå lige hjem.

En af de ting der kunne skræmme livet af os unger var, når der gik rygter om at en børnelokker luskede rundt i byen.

Så kan det nok være at vi var på vagt.

Vi var skide bange, men samtidig enormt nysgerrige efter at se – og måske fange – sådan en karl.

Nogle af os drenge gemte os i buskene omkring skolen i forsøg på at afsløre fyren.

Vi ville jo gerne være byens heltemodige drenge, som på denne måde beskyttede pigernes dyd.

Vi opdagede nu aldrig nogle af dem, men det var måske også meget heldigt, både for os og for børnelokkerne.

Nåh, men hvis der ingen børnelokkere er, så lad os bare begynde at gå hjemad.

 

 

Åh, shit:

 

Vi var som regel nogle stykker der fulgtes ad ned ad Fiskebækvejen.

Det var Molly, Minna og mig der skulle den vej.

 

Nogle gange fulgtes jeg kun med Molly både til og fra skolen.

Mange gange gik jeg ind og ringede på, når jeg kom op til hendes hus, for at høre om hun var gået.

En gang hvor vi fulgtes til skole, kom Molly til at skide i bukserne.

Måske på grund af dårlig mave.

Hun ville så have at jeg skulle følge hende hjem igen for at få tørre bukser på, men det turde jeg ikke, for så ville jeg nok få ballade af læreren for at komme for sent i skole.

Det ville jeg nok ikke have fået, hvis de havde hørt hvorfor vi kom for sent, men det tænkte jeg ikke på den gang, så Molly måtte selv klare det problem med bukserne.

Jeg fortalte aldrig til de andre i klassen at hun havde skidt i bukserne, for jeg vidste godt at hun så ville blive drillet i skolen.

Af hensyn til Molly, må jeg hellere tilføje, at det altså var i en af de første klasser, at denne episode skete.

 

Molly boede på Baunevang sammen med hendes lillebror og forældre.

Hendes far havde glasøje og det var svært for os unger at lade være med at kigge på det.

Mollys mor var ”rullekone” hvilket betyder, at hun rullede duge og sengetøj for folk.

 

 

Minnas mor:

 

Minna boede på Skovbakken, lige som jeg selv gjorde.

Hendes mor gik hjemme, som de fleste mødre gjorde den gang, og hendes far arbejde som mekaniker, inde på et Volvo værksted i København.

Hendes far var stærkt hørehæmmet og brugte høreapparat.

Det gjorde det lidt svært at tale med ham, men han var skam flink nok.

 

Minnas mor var en dejlig kvinde, som altid var klar til at brygge en kop te og smøre en ristet franskbrød, hvis man lige kom forbi.

Hun var også den der kom springende ud, hvis man f.eks. var blevet stukket af en hveps, eller var faldet og havde slået sig.

Da jeg blev lidt ældre, forstod jeg endnu bedre hvilken dejlig kvinde Minnas mor var.

Hende kunne man altid komme til, når det blev for svært der hjemme.

Jeg er ret sikker på, at hun godt havde en fornemmelse af, at tingene, hjemme hos os, ikke altid, foregik helt som de fleste andre familiers hverdag.

Hun var jo veninde med min mor, så der var også noget loyalitet at tage hensyn til, men hun forstod balancen og var dermed også MIN allierede og fortrolige.

 

Minnas mor kom altid med komplimenter, når vi f.eks. skulle til skolefest og jeg var klædt i det stiveste puds.

Hun kunne få min selvtillid til at blomstre, i hvert fald for en stund.

 

Som regel fulgtes jeg med Minna, hvis vi skulle til noget på skolen om aftenen, så som den gentleman jeg var, gik jeg naturligvis ned og hentede hende, når vi skulle af sted.

Så kom Minnas mor altid ud og skulle se hvor fin jeg var i tøjet og med nykæmmet hår og rene negle.

Nu var det jo altså ikke sådan, at jeg på nogen måde var kæreste med Minna.

Nej, vi fulgtes bare ad, fordi der ikke var så mange andre muligheder.

Egentlig tror jeg at vi opfattede hinanden som ”intet-køn”, forstået på den måde, at hun jo ”bare” var Minna og jeg ”bare” var mig.

Om vi var  en han eller hun, var egentlig ligegyldigt.

Vi legede også sammen af og til.

Også her var der ikke så mange andre muligheder, fordi vi ikke var ret mange børn i kvarteret og selvfølgelig også, fordi mine forældre aldrig tillod os, at bevæge os længere omkring i området..

 

Vores kvarter var oprindeligt sommerhus område, så vi var endnu ikke så mange der boede der hele året.

Om sommeren legede vi tit i Minnas have.

Så havde de slået et telt op, som vi måtte lege i.

Vi plukkede  ofte rosenblade og lavede parfume, ved at knuse dem og blande dem med vand.

Faktisk var de fleste lege på pigernes præmisser.

Andre gange legede vi skjul ovre i ”sygeplejerskernes” have.

Den lå overfor Minnas have og det var kun i weekender der var nogle i huset, så vi kunne boltre os i hele haven resten af ugen.

Det var en naturgrund med kuperet terræn, så der var masser af muligheder for at gemme sig.

Vi huggede naturligvis også et æble eller et jordbær af og til, men det var der vist ingen der sagde noget til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Barndommens land:

 

 

 

Mit barndomsland med skolen oppe i venstre hjørne

og hvor Skovbakken er den let krumme vej, lige under midten af billedet.

 

 

Mosen:

 

Når vi ikke legede med Minna og Mette, som hendes lillesøster hed, foregik mange ting enten nede ved mosen, eller i skoven, som begge lå under 10 minutters gang hjemmefra.

 

Nede ved mosen var en helt særlig stemning.

En flot natur og meget hyggeligt område, men også en eller anden form for uhygge.

Hvor vi havde det fra ved jeg ikke, men vi var overbevist om, at mosen var bundløs og man var sikker på at drukne, hvis man blev suget ned i mudderet.

Det var jo et problem, når man også gerne ville fange salamandre og snoge i mosen.

Nysgerrigheden oversteg dog frygten, så vi vovede os meget forsigtigt ud i det lave vand ved bredden og stod musestille, mens vi ventede på at vandet blev klart igen, så vi kunne se hvor der svømmede en salamander.

Så var det med at føre fingrene ned under den, uden at skræmme den væk.

Forsigtigt løfte hånden op under den – og så – med et ryk fange den og kaste den op på land.

Så var det med at komme hen til den og få læsset den ned i det medbragte rødbedeglas.

 

Nu var det jo ikke altid der var lagt planer hjemmefra, om hvad vi skulle beskæftige os med i dag, så nogle gang havde man ikke støvler på ned til mosen.

Så smed vi skoene og gik på bare tæer ud i vandet.

Det krævede sgu mod, for der var igler i vandet.

Vi var hunde rædde for dem og var meget omhyggelige med at undersøge ben og fødder, når vi havde været ude i vandet.

De sad tit på benene, men havde endnu ikke nået at bide sig fast, så vi kunne stryge dem af med hånden.

Det var uhyggeligt at se de der små brune eller sorte ormeagtige tingester, kravle rundt på benet.

 

Jeg havde jo set scenen i filmen ”Afrikas Dronning”, hvor Humphrey Bogart kommer op af floden med hundredvis af igler på kroppen.

 

Omkring mosen var der en masse piletræer der havde store tykke grene ud over vandet.

Dem kravlede vi ud på, så vi kunne kigge lige ned i mosens sorte vand.

Inde mellem disse grene boede der en stor vandrotte, eller hvad det nu var for en karl.

Vi ville frygtelig gerne se den, for der gik en masse historier om hvor stor og grim den var.

Hvis man kunne ligge stille på grenene længe nok, kunne man være heldig at se den komme svømmende.

Vi holdt vejret og lå helt stivnede, for vi var, samtidig med vores nysgerrighed, skide bange for at den skulle angribe os.

Sådan en kæmperotte måtte jo nemt kunne bide os alvorligt.

Det troede vi i hvert fald selv på.

 

Der var også snoge i området omkring mosen.

Vi fandt ofte afskudt ham fra dem.

Det lå som et tørt, hvidligt, pergamentagtigt rør i græsset.

Det samlede vi forsigtigt op og tog med hjem, hvor det snart efter blev smidt ud af mor.

Nogle gange opdagede vi snogene i græsset.

Så fandt vi en kæp og knaldede den nogle ordentlige nogle på frakken, til den lå stille og var død.

Egentlig var vi vel også lidt bange for dem, selv om der slet ikke var nogen grund til det.

Måske fordi vi egentlig ikke helt havde styr på, om det nu kunne være en hugorm, i stedet for en snog.

 

Nu vi er i gang med alle mordene, så gik det altså også lidt ud over frøerne i mosen.

Ikke hver gang, men nogle gange, slog vi en ihjel, så vi kunne skære den op med den medbragte dolk og se hvordan sådan en fyr så ud indeni.

Vi var også lidt hårde ved deres store klaser af æg.

Ikke fordi vi ville skade dem, men når man prøvede at løfte sådan en klase æg op, faldt de jo fra hinanden og nogle af klatterne faldt ned i græsset, hvor de jo ikke så godt kunne blive til haletudser.

Hvis vi havde noget med til at have dem i, tog vi nogle med hjem og skulle se dem blive klækket til haletudser.

Så vidt jeg husker, lykkedes det aldrig at få dem til at blive til noget, inden det hele bare blev til en rådden grød og blev smidt ud af min mor.

 

 

 

 

Nørreskoven:

 

Hvis man fortsatte lidt længere væk hjemmefra, kom man ned til Nørreskoven.

 

Her foregik meget af min barndom.

Vi legede tit cowboys og indianere der nede.

Som regel var det min storebror Charlie og nogle af de andre børn vi kendte, der legede sammen der nede.

Det var et fantastisk område at lege i.

Midt gennem skoven løb en lille bæk med det klareste vand.

Her slukkede vi vores tørst og sneg os frem mod fjenden gemt nede mellem skrænterne ved bækken.

Nogle steder var den bredere, så her var man en farlig karl, hvis man kunne springe over uden at falde i vandet.

 

Vi delte os i to grupper og så var den ene gruppe enten indianere, eller forbryderiske cowboys som den anden gruppe skulle snige sig ind på og skyde ned.

Vi tog også fanger ind i mellem og så blev de bundet til et træ og tortureret indtil de brød sammen og fortalte hvor de andre fra deres bande skjulte sig.

De fleste af os havde flotte revolvere med knaldhætter i, til at lave brag når vi skød efter hinanden.

Vi havde jo aldrig nogle penge til rådighed, så vi måtte spare godt på knaldhætterne, for vi skulle ikke regne med at få nogle flere før mor syntes vi fortjente det, hvilket godt kunne trække lidt ud.

 

Om hoften hængte bæltet med skeden til revolveren og enkelte havde også en cowboyhat på hovedet.

Nogle af de andre drenge havde også dolk hængende i bæltet, men den slags måtte vi ikke rende rundt med for far.

Af og til lykkedes det at tiltuske sig en dolk, men hvis far opdagede den, blev den omgående konfiskeret.

Faktisk syntes vi selv, at vi så rigtig seje ud og lignede fuldstændig de cowboy stjerner vi havde set på fjernsynet og i biografen.

 

Hvis man skulle være indianer, blev man jo nødt til at lave sig en flitsbue og nogle pile.

Desværre måtte min bror og jeg, som tidligere nævnt, ikke gå med kniv for vores forældre, men nogle af de andre havde udstyret i orden og skar nogle grene af træerne i skoven, så vi kunne få våben.

Den eneste dolk jeg måtte gå med, var en fra legetøjsbutikken og den var lavet af blødt gummi.

Den var ikke særlig velegnet til at skære grene af træerne med.

Mens vi så sneg os gennem skoven, hængte buen på skrå over skulderen, selv om det gjorde det noget besværligt at komme frem mellem træerne.

 

Da Zorro gik som serie på fjernsynet, skulle vi jo også efterligne hans bedrifter og det gik hårdt ud over vores cykler.

Vi kunne køre for fuld fart gennem skoven og så stille os op på cyklens bagagebærer med fødderne, mens vi holdt fat i styret med hænderne.

Når vi så kom til en gren der hængte lavt nok til at man kunne nå den fra cyklen, rejste vi os op og greb fat om grenen med begge hænder og svingede os op, mens cyklen fortsatte videre indtil den væltede længere fremme.

Det var sgu lidt farligt, men vi var faktisk ret gode til det efterhånden.

 

Jeg havde på et tidspunkt opøvet en teknik, hvor jeg kravlede op i et højt grantræ, indvendigt ved stammen, indtil jeg nåede toppen.

Så bevægede jeg mig ud på en af de øverste grene og vendte mig med hovedet ind mod stammen og med maven mod grenen og lod mig så glide ned af træet udvendigt, mens jeg bremsede farten ved at holde løst om grenene med hænderne, indtil jeg var nede på jorden igen.

Hænderne gjorde ondt og var helt smurt ind i harpiks, når jeg nåede ned.

Det var ofte temmelig høje træer jeg udførte dette lille nummer fra og de andre syntes jeg var en modig gut.

Nogle gange var jeg egentlig ved at skide i bukserne af skræk, men det lod jeg ikke de andre opdage noget om.

 

Af og til kunne det jo godt ske, at man trængte til at komme på toilettet, når vi legede i skoven.

Der var alt for langt hjem og ordne den slags, for så ville meget af vores lege tid gå med turen frem og tilbage, så det lille problem klarede vi bare nede i skoven.

Når vi var færdige med at skide, måtte vi tørre os bagi med visne blade, eller en tot græs.

Det var ikke altid bladene kunne holde til det, så fingeren smuttede af og til igennem.

Men pyt med det.

Vi tørrede bare fingrene af i græsset og fortsatte vores leg.

Der var jo ikke smuttet noget ind under neglene, for dem havde vi bidt helt ned for længe siden.

Var det rigtigt slemt, måtte man lige vaske hænderne i bækken, men det ville vi helst undgå, for det var jo også den vi drak af.

At vi så løftede vandet op til munden med de samme hænder som lige havde tørret røven, var der vist ingen der tænkte nærmere over.

Vores underbukser har nok også båret præg af, at vi kun havde blade at tørre os i, men det var jo ikke os der skulle vaske dem.

 

Vi kravlede tit rundt oppe i træerne, som en anden Tarzan.

Der var meget status i at kravle så højt op som muligt, så hvis man ikke ville fremstå som en tøsedreng, var det bare med at komme til vejrs.

Jeg var ikke specielt vild med at komme så højt op i træerne og ud på de tynde grene, men man ville jo helst ikke skille sig ud.

Underligt nok var der aldrig nogle af os der kom alvorligt til skade, når vi faldt ned fra træerne.

Da vi blev lidt dygtigere, kunne vi springe fra træ til træ, hele vejen ned langt skovdiget.

Bortset fra det sted hvor togskinnerne skar tværs gennem skoven, kunne det lade sig gøre helt fra indgangen af skoven ved Baunevang og helt ned til Farum Sø.

Det var faktisk lidt imponerende, for vi var temmelig højt oppe i træerne og langt ude på grenene for at kunne nå over i nabotræet og videre.

 

Jeg var altid meget optaget af dyrelivet i skoven og elskede at bevæge mig udenfor stier og veje, når jeg var alene der nede.

Jeg kendte hver eneste plet i skoven og vidste hvor der var ræve- og grævlingegrave.

Dem inspicerede jeg hver gang jeg kom alene i skoven, for at se om der var tegn på aktivitet omkring graven og om der lå knogler fra deres byttedyr.

 

Inde i den del af skoven hvor der var granbevoksning, fandt jeg kogler som egernet havde spist af og også ugle gylp.

Dem skilte jeg forsigtigt ad og tog de små kranier fra mus med hjem.

Min mor var vist ved at få røde knopper over alle de ting jeg slæbte med hjem fra skoven, men jeg havde altså en ret imponerende samling af diverse kranier fra forskellige dyr.

Hvor de lige er blevet af, har jeg ingen anelse om, men det gælder nu for flere af de ting jeg ikke lige fik med i første omgang, da jeg flyttede hjemmefra.

De er nok bare blevet smidt ud, selv om mine forældre godt vidste at jeg havde brugt rigtig mange år på at opbygge min samling.

 

Nogle gange legede vi spioner og fulgte efter fremmede folk der var i skoven.

Som små var det vel mest en spændende leg og gik mest ud på at snige sig efter dem, uden at de opdagede det, men da vi blev lidt større, handlede det vist mere om at følge efter unge par, i håb om at de var i skoven for at dyrke sex og med håb om at vi kunne komme tæt nok på til at se når de gjorde det.

Min storebror havde fortalt mig, at han havde kravlet op i et højt træ og derfra havde set et par dyrke sex et stykke væk.

Det ville jeg dæleme også gerne se, så jeg brugte mange timer på at afsøge skoven for potentielle seksuelle opvisninger.

Det lykkedes mig nu aldrig, at se nogle dyrke sex, men alene fantasien om hvordan det kunne se ud, var sikkert også rigeligt til at jeg syntes det havde været en spændende oplevelse.

 

 

Togskinnerne:

 

Når vi så fulgte skovdiget, enten på jorden, eller svingende i trætoppene, nåede vi ned til det sted, hvor togskinnerne gennemskærer skoven.

 

Her opstod nye muligheder for underholdning.

Vi placerede mønter på skinnerne og lå så i buskadset og ventede på at toget skulle komme og køre dem over.

De blev helt flade og meget større i omkreds, når toget havde været hen over dem.

Andre gange lagde vi sten ud på skinnerne, eller stillede os selv op og udfordrede togføreren til at stoppe toget.

Når togføreren så fik øje på os, eller de sten vi havde lagt ud, fløjtede toget højt og skingert, mens det bremsede hårdt op.

Jeg kan godt fortælle dig, at hjertet hamrede i brystet, mens toget kom nærmere og nærmere og det krævede gode nerver at blive stående.

 

Togføreren sprang ud så snart toget stod helt stille og kom løbende efter os, men vi kendte jo skoven meget bedre end ham, så vi havde altid held til at komme så langt væk, at han opgav at fange os.

Til gengæld var vi lidt nervøse, når vi kom i skoven næste gang og skulle krydse skinnerne, for vi var alligevel ikke helt sikre på, om de kunne genkende os og så ville fange os, næste gang de fik øje på at vi var i skoven.

Det skete nu aldrig, så de kunne nok alligevel ikke huske hvordan vi så ud.

 

Farum Sø:

 

Vi går videre ned til Farum Sø, hvor der var en helt særlig duft og luft.

Altid en kølig brise ude fra søen og altid små bølger der klukkede mod bredden.

I vandkanten lå der næsten altid brugte kondomer og skvulpede rundt.

Det satte jo fantasien i gang om, hvad folk fik tiden til at gå med, når de roede rundt på søen, i de der kanoer, som vi altid kunne se ude på vandet.

                                                                      Foto: Farum Sø med Claus Nars Holm i baggrunden

 

 

Lidt henne var der en bådebro, som tilhørte de mennesker, som boede på øen Klaus Nars Holm, omkring 100 meter ude på søen.

 

Der lå som regel mindst een båd ved broen og vi kunne jo slet ikke lade være med at hoppe ned i den og lege.

Vi ødelagde ikke noget, men legede bare at vi sejlede, mens vi lå ud over rælingen og kiggede ned i vandet.

 

Som regel kunne man få øje på fisk der svømmede rundt ved broen og jeg brugte lang tid på at studere deres liv nede i søen.

                                                                  

En enkelt gang blev fristelsen dog for stor, så vi løsnede båden og roede nogle få meter væk fra broen.

Desværre kom ejeren kørende ned til broen, lige da vi var roet lidt ud på søen.

Han blev omgående stik tosset og skældte os ud og beordrede os til straks at ro tilbage til broen.

Herre Gud, vi havde jo ikke gjort andet end at ro nogle få meter ud.

Vi havde jo ikke planer om at stjæle båden, eller ødelægge den.

Det var han nu ikke særlig interesseret i at høre om, men skældte os bare ud med mange og meget høje ord.

Vi spænede af sted straks vi var kommet op af båden og stoppede først meget langt væk fra den vrede mand.

 

 

Fiskebækken:

 

Hvis man gik lidt videre, kom man ned til det sted, hvor togskinnerne krydser Fiskebækken.

Broen ligger lige ved siden af, hvor motorvejen nu krydser åen.

Motorvejsbroen styrtede i øvrigt ned i åen, kort efter at den var blevet bygget og med sådan et brag, at mine forældre kunne høre det hjemme i stuen.

 

Det var en metal bro der førte over åen.

Rustfarvede jernplader og jerndragere på kryds og tværs, bar skinnerne.

Broen var bygget efter anvisning fra forsvaret og udført på en måde, så den nemt kunne sprænges i luften, i tilfælde af krig.

                                                                                                  

 

Hvis man kravlede op ad skrænten, kom man helt op under broen og befandt sig så lige umiddelbart under banelegemet.

Det larmede helt vildt når toget kørte ud på broen, så man var virkelig modig, når man turde sidde der oppe og toget kom buldrende lige over hovedet på een.

Det var nærmest en slags manddomsprøve.

        

                                                                                                       Her oppe sad vi når toget kom

                                 

 

De rigtig modige turde løbe over broen, oppe på skinnerne.

Det lyder måske ikke som noget særligt, men for det første var broen kun bred nok til det ene spor der lå der, og så vidste vi altså ikke en skid om, hvornår toget kom.

Hvis man blev overrasket ude på broen, var der kun en mulighed for at komme væk.

Nemlig at springe ned i Mølleåens, måske en meter dybe, vand, hvis overflade lå 3 – 4 meter under broen.

Ved rent held oplevede vi nu aldrig, at toget kom mens vi løb over broen.

 

En anden mulighed for at vise mod var, hvis man turde kravle over åen, på undersiden af broen.

 

Foto: Den smalle bro over Mølleåen

Lidt længere fremme til venstre lå Restaurant Fiskebæk

 

                                                                                                         Undersiden af Jernbanebroen

 

 

Undersiden bestod af en masse jerndragere på kryds og tværs, så det var ikke umuligt, men temmelig besværligt, for små drengearme og ben at gennemføre.

 

 

Nogle gange gik vi over broen og hen til det gamle hotel Fiskebæk, som på denne tid nærmest var en ruin.

Man kunne dog godt ane fordums storhedstid i hotellets velmagtsdage.

Bygningen var opført i træ og malet i gule og hvide farver.

Hvis man gik ned bagved hotellet, kom man ned til Farum Sø og på dette sted kunne man leje kanoer.

Tidligere havde der også været landgangsbro for bådfarten på Farum og Furesø, hvor man kunne sejle til Frederiksdal og vist også videre til Lyngby og Bagsværd.

 

Vi havde jo ingen penge, så vi måtte nøjes med at se på at andre padlede ud på søen i deres kanoer og vi var jo lidt misundelige på dem.

 

Nå, men når vi så ikke gad det mere, gik turen tilbage over jernbanebroen og videre ned til Furesøen, som lå længere henne ad Mølleåen.

På vejen til Furesøen, skulle vi under Frederiksborgvej.

Man kunne selvfølgelig også gå over den, men man havde lavet en sti langs med Mølleåen, som gik under vejen.

Der var altid blishøns og ænder på det sidste stykke af Mølleåen, inden den løb ud i Furesøen.

Til højre for stien var der et stort uhyggeligt sumpområde.

Det lignede det rene vildnis, så det var et af de områder vi aldrig fik udforsket.

Jeg tror vi alle sammen var lidt bange for at komme der ind.

 

Inden vi kom helt frem til Furesøbad, kom vi forbi den hvide bådebro, hvor et stort hegn med pigtråd og lange stave forhindrede uvedkommende i at benytte broen.

Her havde også været anløbssted for bådfarten, men den var indstillet i flere år og blev vist først genoptaget et stykke op i 60’erne.

Jeg kan da huske, at vi var på en udflugt med båden, sammen med ”Maleren” og hele hans familie engang sidst i 60’erne.

 

 

Lossepladserne:

 

Nu gik vi jo ikke kun ned i skoven, for efterhånden som vi blev lidt ældre, fik vi lov til at bevæge os lidt længere væk fra hjemmet og cyklede ofte lange ture.

Ude i Nærheden af Kirke Værløse lå der en losseplads, hvor min storebror og jeg ofte cyklede ud og klunsede.

Det var egentlig forbudt område, men der var jo aldrig nogle voksne derude i weekenderne, så der havde vi frit spil.

Det er ikke småting vi slæbte hjem der ude fra af bøger og blade og forskellige underlige ting, som andre havde kasseret.

 

Inde i Kirke Værløse by, lå fabrikken Puvi Plast, som også havde nogle kontainere til de ting der havde støbe fejl.

Der var mange ting vi syntes var spændende; bland andet var der tusindvis af engangssprøjter i forskellige størrelser og de var mægtig gode til at sprøjte vand på hinanden med.

Desuden lavede fabrikken en masse af de der små plast skovle, spande, river og den slags, som børn har med til stranden.

Vi slæbte sækkevis af sager hjem der ude fra.

Ud over disse to steder, lykkedes det os af og til at finde små uofficielle lossepladser på marker og i skovene, så også der kunne vi få tilfredsstillet vores klunser gen.

 

Når man cyklede lidt længere og ud af Kirke Værløse, kom man ud til Skydebanebakken, hvor selve skydebanen lå nede til højre for vejen mod Ganløse.

Her var militæret ofte ude og skyde efter nogle enorme (synes vi i hvert fald dengang) skydeskiver, som var placeret helt henne ved skrænten op mod skoven.

Alt græsset og anden vegetation var fuldstændig pløjet væk fra området bag skiverne, af de projektiler der drønede ind i skrænten.

Vi fandt tomme patronhylstre på området og også af og til løse projektiler og enkelte gange patroner som slet ikke var affyret.

Det var vist nok forbudt at rende på området, men det tog vi os nu ikke af, for det var da spændende at finde de der patroner.

En overgang var det moderne at rende med et projektil af sølv i en kæde om halsen, men det havde vi jo ikke råd til.

Vi borede bare hul i et rigtigt projektil og trak det på en kæde i stedet for, men desværre var metallet ikke beregnet til at komme i kontakt med huden på den måde, så halsen blev helt sort der hvor sved og metal havde haft kontakt.

Sådan var det også når vi havde lavet ringe og andre smykker af messing i skolen, når vi havde metal sløjd.

Det gav også nogle særdeles sorte fingre, eller hvor man ellers havde messing i kontakt med huden.

 

 

Cykelrace ved Furesø:

 

Min storebror og jeg cyklede meget og kørte ofte lange ture sammen.

Vi kørte gennem skoven og ned til Furesøen, hvor vi så racede af sted på de høje skrænter langs med søen, på vej mod Frederiksdal, som lå ovre på den modsatte side af Furesøen.

Der var hårdt race, for hvis vi kunne komme til det, var en af reglerne for vores cykelløb, at man måtte skubbe den anden ud over kanten af skrænten.

Det kunne godt give nogle gevaldige knubs og skrammer på cyklen, når man kurede ned ad skrænten og bragede ind i træerne, på vejen ned.

Vi kom nu aldrig alvorligt til skade, men havde tit hudafskrabninger og blå mærker efter sådan en tur.

Cyklerne fik jo også af og til skader, men dem reparerede vi selv og som regel på stedet.

Et spark og et vrid kunne ordne de fleste skader på cyklen, så vi kunne komme videre.

 

Når vi så kom om på den anden side af søen, ved Frederiksdal, hvor vi skulle op og køre på asfalt hjemad igen, kørte vi tit om kap med en knallert.

Så lavede vi en speciel teknik, hvor vi skiftedes til at få cyklen op i fart og så køre op på siden af den anden og slynge ham fremad, samtidig med at man overhalede.

Det gav virkelig høj fart på cyklerne og knallerterne kunne slet ikke følge med vores hastighed.

De blev skide sure og irriterede, når sådan en lille møgunge på cykel, kørte forbi deres fine knallert og forsvandt i det fjerne.

Mange gange så vi, at de bøjede sig ned og forsøgte at få det til at se ud som om, at der var noget de lige skulle justere på deres knallert og at det var derfor de kørte så langsomt, at vi kunne overhale dem.

 

Tyrannen Charlie:

 

Når vi havde disse udflugter på cyklerne, elskede jeg min storebror, men når vi var alene hjemme, var det en helt anden person jeg så.

 

Så blev han det, som han åbenbart opfattede som en storebrors rolle overfor mig.

Han var en tyran og bestemte alt, så snart vores forældre var kørt.

Så kunne han rigtig komme til at vise mig, hvor meget magt han havde over mig - og til dels også overfor min lillebror.

Det var nu især mig han tyranniserede.

Han kunne helt uhindret banke mig og få mig til at underkaste mig alle hans luner, for det hjalp ikke en skid at sladre, når vores forældre kom hjem.

De gjorde ingenting ved det, men syntes bare jeg var en pivskid og en hyle-unge.

Han bestemte, om jeg måtte gå ud på vejen og lege med mine kammerater og i øvrigt alt muligt andet også.

Måske fordi det så ville betyde, at han ikke havde nogen at lege med, hvis jeg gik ud.

 

Han havde engang hørt noget om, at hvis man fik slag på samme sted længe nok, kunne man brække knoglen.

Det afprøvede han på mig, ved at slå mig adskillige gange lige på bryst benet, med det resultat, at jeg havde virkelig store smerter de næste dage, hver gang jeg trak vejret ind og udvidede brystkassen.

 

Da det havde stået på længe nok, med alt hans tyrannisering af mig, ringede jeg til politiet og fortalte at han bankede mig.

Politimanden bad om at få lov til at tale med Charlie og da han havde fået røret, fik han en alvorlig lektion i, hvordan han skulle opføre sig overfor mig, når vi var alene hjemme.

Det virkede faktisk i ret lang tid, men træerne gror jo ikke op i himlen, så efterhånden genoptog han sine gamle vaner og mønstre igen.

Jeg tror nu alligevel at jeg chokerede ham lidt, ved at ringe til politiet den dag.

 

Hvis f.eks. min ven Bob kom over og vi ville hygge os på værelset, kom Charlie straks og smed ham ud og forbød mig at gå med ham hjem i stedet for, selv om jeg faktisk godt måtte det for mine forældre.

Vi kunne jo intet gøre, så vi måtte bare se i øjnene, at vi ikke kunne være sammen så længe han bestemte det hele.

Jeg kan faktisk ikke mindes ret mange gange, hvor vi har haft det sjovt, når vi var alene hjemme.

Kun at det var timer med utryghed og angst for, hvad han fandt på næste gang og en længsel efter, at bilen skulle svinge ind i vores indkørsel, så jeg slap for hans ondskab.

 

Jeg tilbragte mange aftener og nætter, med at sidde og kigge ud af vinduet i køkkenet, for at se om de snart kom hjem.

Når bilen så endelig svingede ind i indkørslen, skyndte  jeg mig ind i seng og lod som om, at jeg sov fast og havde gjort det længe.

Det tjente jo alligevel ikke noget formål at fortælle om, hvordan min aften havde været i selskab med min onde storebror, men nu kunne jeg da trods alt, lægge mig til at sove, uden at han kunne gøre mig mere den dag.

 

Søde Charlie:

 

Når vi endelig legede sammen og han ikke skulle tyrannisere mig, kunne han være helt modsat.

Vi har haft mange gode stunder sammen, hvor vi selvfølgelig også har lavet kunster.

 

Når han var i godt humør og vi var alene hjemme, hvilket vi egentlig var ret ofte, kunne vi finde på en masse sjove ting at få tiden til at gå med.

Nogle gange skulle vi kokkerere og lave lidt lækkert at spise og så hev vi potter og pander frem og gik i gang efter bedste evne og fantasi.

Vi hældte sukker ud på stegepanden og tændte for gassen, for nu skulle vi dæleme lave vores egen karamel.

Det blev nu aldrig sådan rigtig vellykket, for det endte som regel med at det blev for sort og brændte fast på panden.

Så var gode råd dyre, for vi skulle jo helst have slettet alle spor, inden ”de gamle” kom hjem igen.

Det lykkedes som regel ret godt, for det var sjældent at vi blev opdagede, på trods af at huset bestemt må have lugtet ret meget af brændt sukker.

Ristede havregryn var en anden af vores specialiteter og det smagte herligt, når vi kunne spise det direkte fra panden og vide at vi helt selv havde lavet det.

 

En anden gang havde vi nogle salamandre gående i et rødbedeglas eller lignende.

Dem havde vi nok fanget nede i mosen, men var blevet trætte af at have dem.

Vi satte en gryde vand over og da det kogte, smed vi de levende salamandre ned i gryden og på et split sekund kom alle deres indvolde ud af munden og hele dyret blev hvidt.

Lidt dyrplageri var det jo nok, men de led i hvert fald ikke, for døden indtraf øjeblikkeligt når de ramte vandet.

Om gryden blev vasket af bagefter kan jeg ikke forestille mig, så det næste måltid mad har sikkert smagt lidt underligt.

 

Andre gange spillede vi de gamle 78-plader på den kasserede grammofon, som stod ude i baggangen.

Den havde ingen pickup, men en knappenål kunne gøre det godt nok til at vi kunne høre hvad der skete på pladen.

Hvor godt det var for pladerne, kan nok diskuteres, men det spekulerede vi jo ikke på.

 

 

Børnemishandling:

 

Da min lillebror var lille og derfor skulle sove tidligere end vi to andre skulle, havde vi en helt speciel form for morskab med ham.

Vi ventede til han sov fast og hev ham så op af sengen og stillede ham hurtigt ud midt på gulvet, mens han stadig sov, hvilket gjorde, at han vaklede rundt som en beruset og ikke fattede en skid af det hele.

Når han så begyndte at vågne op, lagde vi ham hurtigt i seng igen og snart sov han trygt, men ikke længe, for vi gentog det hele flere gange.

Om han har taget skade af det, ved jeg ikke, men sjovt det var det altså.

 

Han havde en hård barndom, hvis han selv skal sige det, for da vores vej skulle asfalteres for første gang, syntes mor at det kunne være god underholdning for ham at kunne se på de store maskiner der arbejdede ude på vejen, men da det jo ikke gik at lade ham rende løs, bandt hun ham til blågranen i forhaven, så han i sikkerhed kunne følge slagets gang.

Pierre var ikke helt tilfreds med den behandling, så han råbte ud til vejarbejderne: ”Hende har bindet mig”, så de fik ondt af ham og gik ind med sodavand til ham.

 

Da han blev lidt ældre og skulle lære at køre på cykel, købte vores forældre en brugt og rød pigecykel til ham.

Hver gang han så væltede på den, skreg han op om at nu havde han brækket benet, men det groede åbenbart hurtigt sammen igen, for efter lidt gråd, sad han atter i sadlen.

 

Han fik nu en del knubs på vores foranledning, for engang vi skulle til Furesøen og bade, sad han bag på min cykel gennem skoven, men kun indtil vi nåede det hop der var kort før man kom ned til søen.

Det var et udtørret åløb man kørte over og hvis man havde fart nok på, kunne cyklen godt lette fra jorden nogle meter.

Desværre holdt Pierre ikke ordentligt fast, for da cyklen landede, manglede han bag på.

Hans lille krop rullede rundt i visne blade, for da cyklen lettede, fløj han af og landede et godt stykke inde i skoven.

 

Samme tur fik han en dag Charlie havde ham bag på cyklen op til byen.

Han havde åbenbart stadig ikke lært at holde fast, for da Charlie drejede skarpt ind på P pladsen, røg Pierre igen af bagagebæreren og denne gang var underlaget altså de hårde sten på Bymidten, så det har nok gjort temmelig ondt på ham.

 

Pierre startede i skolen omkring 1966, men det var ikke noget for ham.

Han var meget utilfreds med, at læreren forbød ham at lege kænguru midt i timen.

Datidens regler i skolerne var tydeligvis ret restriktive.

 

Nå, men vi kan jo ikke blive ved med at mishandle det stakkels barn, så vi vender tilbage til mig og Charlie.

 

 

En jæger gik at jage:

 

På et tidspunkt havde Charlie fået fat i en luftbøsse, som vi tog med ned i skoven.

Her fik også jeg lov, til at prøve nogle skud med den, mod skilte og træer i skoven.

Vi forsøgte også at finde nogle dyr vi kunne skyde, men det var nu ikke så nemt.

Det eneste dyr jeg husker at vi fik ram på, var en solsort som sad nok så fredeligt og fløjtede på en gren.

Den fik et hagl lige gennem sig og døde på stedet.

Døden må have været øjeblikkelig, for den drejede simpelthen rundt om grenen og endte med hovedet nedad, mens den stadig havde fødderne omkring grenen, død som en sild.

Vel var det synd for den arme solsort, men det så altså også fantastisk godt ud, som den lige hængte der og dinglede som et andet pendul.

Vi skulle virkelig passe godt på at skovfogeden ikke kom, når vi rendte med luftbøssen nede i skoven.

Det vidste vi godt ville skabe meget store problemer for os, så mens den ene skød, holdt den anden øje med at der ikke kom nogle og opdagede os.

Hvis vi ikke rigtigt havde haft noget at skyde på nede i skoven, skød vi bare efter pærerne i gadelygterne på vej hjem igen.

Dem var vi egentlig ret skrappe til at ramme, men også der skulle man passe på, for det gav jo lidt lyd af smadret glas, når pærerne knustes og drattede ned på vejen.

 

Da vi var børn, kunne man købe nogle store kanonslag til nytår.

Sådan nogle havde Charlie også fået fat i.

Det vidste vores forældre heldigvis ikke noget om, for så var de omgående blevet konfiskeret.

De var røde og nok omkring 3 –4 cm i diameter og måske 15 cm lange, så det var virkelig nogle der ville noget.

Vi proppede dem ind i et stengærde nede ved skoven og antændte lunten.

Det var bare med at komme væk, for da de eksploderede, fik trykket de store kampesten i gærdet til at flyve ud på stien.

Dem skulle man bestemt ikke holde i hånden når de gik af.

Vi havde en masse fornøjelse af dem og jeg så meget op til Charlie, fordi han turde antænde dem og også fordi han lod mig være med til det hele.

Sådan nogle dage elskede jeg ham, men desværre var der flest af de dage, hvor han ikke var sød ved mig.

 

Han lærte mig også at lave slangebøsser af en gaffelgren og et stykke ventilgummi.

Så huggede vi nogle af fars store kramper i garagen og skød efter alting med vores nye våben.

Det lykkedes også at ramme Dan, som var en dum dreng, der boede lidt længere nede ad vejen.

Mens vi stod oppe ved vores egen indkørsel og skød med kramper, begyndte han at blande sig nede fra sin indkørsel.

Det syntes vi egentlig ikke at han havde nogen fornuftig grund til, så vi rettede sigtet ind på ham og sendte kramper af sted mod ham.

Han blev ramt så hårdt, at han blødte temmelig meget fra den ene hånd og løb ind og sladrede til sin mor.

Hun troppede snart efter op sammen med sin dumme unge og beklagede sig til min mor.

Mor lovede at hun nok skulle skælde os ud, men vi fik aldrig rigtig ballade, for mor syntes også at Dan var en møg irriterende og forkælet unge og hun frydede sig nok lidt over, at vi havde ramt ham.

Far blev dog lidt vred på os, men det var vist mest fordi vi havde hugget alle hans store kramper.

 

Efterhånden som vi blev ældre, gad Charlie slet ikke have mig med til nogle ting mere.

Han rendte mest sammen med hans egne skolekammerater, hvilket jo også var helt naturligt.

 

 

Telefon fis:

 

En enkelt gang kan jeg huske, at jeg virkelig fik skovlen under ham.

Han var brændt varm på en pige i skolen og skulle prøve at ringe til hende, for at høre om hun var hjemme, for så ville vi cykle ned forbi hendes hus for at se, om han kunne få et lille glimt af hende.

Charlie ringede fra en telefonboks, mens jeg stod i døren og lyttede med.

Det var ikke hans plan at sige noget, men bare høre hendes stemme, uden at hun vidste hvem der havde ringet til hende.

Da han så havde fået forbindelse og hun var kommet til telefonen, råbte jeg meget højt, at det var Charlie der ringede til hende.

Hold da kæft hvor blev han sur og hold da kæft, hvor han tævede mig bagefter.

Nogen tid senere, gav han mig dog en undskyldning, for mine ord havde gjort, at hun havde henvendt sig til ham og sagt at hun godt gad være kæreste med ham.

Havde jeg ikke råbt den dag, havde hun jo aldrig opdaget, at han var varm på hende.

 

På et tidspunkt fik vi telefon i huset og det åbnede nye veje for fis og ballade, når vi var alene hjemme.

Det var endnu ret udbredt med telefoncentraler mange steder i landet, hvilket vil sige, at man ringede til et nummer, hvor der så sad, som regel en kvinde, som så stillede én videre til det nummer man nu skulle tale med.

Mange af de små centraler, inde i København, havde pigenavne.

Der var bl.a. Nora, Bella, Ægir, Palæ, Taga og Eva og det var sådan telefondamerne præsenterede sig, når man ringede centralen op.

Vi ringede ofte til ”Eva” og når så den arme telefondame sagde ”Det er Eva”, spurgte vi om vi lige måtte tale med Adam.

Vi syntes selv vi var skide sjove, men jeg tror nu hun havde hørt den før…

 

Vi ringede også til et tilfældigt nummer og begyndte at beklage os over de sko, vi havde købt hos dem.

Når de så sagde: ”De må have fået forkert nummer”, røg de lige i fælden, for så sagde vi: ”Ja, det er jo derfor de klemmer om tæerne”.

Ja, jeg kan godt se det nu, men dengang var det altså virkelig morsomt, syntes vi selv.

 

En enkelt gang prøvede vi også at ringe til 000, som var nummeret til alarmcentralen dengang.

Så sagde vi bare et eller andet pjat, da de tog røret, men det viste sig at være en rigtig dårlig ide, for kort tid efter ringede vores telefon og en meget vred politimand belærte os om, at det nummer skulle vi overhovedet ikke ringe til og lave telefon fis.

Vi var lige ved at tisse i bukserne af skræk og vi turde aldrig mere gentage den spøg.

 

Jeg må vel hellere fortælle at man drejede nummeret, for telefonen havde en drejeskive, hvor det nu er taster man trykker på.

 

 

Meningitis:

 

Der var rigtig mange gange i løbet af barndommen, hvor jeg ønskede min storebror hen hvor peberet gror, men da han blev alvorligt syg og faktisk var tæt på at dø fra os, fandt jeg alligevel ud af jeg ikke ville af med ham.

Det hele startede med, at han blev syg og kastede op en aften hvor mor ikke var hjemme.

I første omgang fik han bare en spand ind til sengen, som vi altid fik når der var sygdom med opkast.

Det blev dog ved og var så voldsomt, at far til sidst ringede efter en vagtlæge til ham, også fordi han havde ret høj feber.

Også dengang tog det lang tid før lægen kom til stede, men så kom der også gang i tingene.

Efter at have undersøgt Charlie, besluttede lægen at indlægge ham på hospitalet til observation for meningitis, som er betændelse i hjernebarken.

Mor blev kaldt hjem og begge mine forældre tog af sted på hospitalet i en fart, mens jeg måtte blive hjemme og se efter min lillebror, som sov trygt i sit eget værelse.

 

Det viste sig at han virkelig havde meningitis og at det var alvorligt galt med ham.

Efter et par dage fik jeg lov til at komme med ind og besøge ham, efter at han var blevet stabiliseret.

Det viste sig dog at børn ikke måtte komme på afdelingen, så jeg måtte stå alene på en trappegang på hospitalet, mens mine forældre var inde og besøge ham.

Det var slet ikke rart at stå der helt alene og vide at min bror lå alvorligt syg få meter væk og jeg græd mine modige tårer, helt alene i Verden, mens jeg stod og frygtede at han ville dø uden at jeg fik ham at se inden.

Selv om han var en tyran og ondskabsfuld når vi var alene hjemme, elskede jeg ham jo åbenbart alligevel.

 

Min nye ven:

 

Da Charlie blev større blev det mindre og mindre tid vi tilbragte sammen.

Han ville hellere foretage sig noget med sine egne kammerater, hvilket vel er meget naturligt.

Det betød så, at jeg begyndte at lege mere med min lillebror.

Pierre og jeg kunne sagtens finde ud af det samme, i hvert fald for det meste.

Han havde fået en racerbane til jul et år, hvilket vi andre jo aldrig fik…

Den legede vi rigtig meget med og jeg kan huske, at jeg kunne leve mig helt ind i den Verden og få en masse dramatik ud af det, når en af bilerne fløj ud over kanten af banen.

Så brugte vi nogle plast figurer fra hans bondegård som publikum og kørere og det var ikke småting de fejlede, når en bil var fløjet ud blandt tilskuerne.

Så kunne jeg med meget alvorlig stemme bekendtgøre over banens højttaleranlæg, at køreren fra bil nr. 7 desværre lige var afgået ved døden.

Der var både mænd og kvinder blandt disse figurer og hvis man kradsede malingen af dem, kunne man få kvinder med bare bryster ud af det.

Det syntes jeg var bare lidt spændende at kigge på.

 

I flere år fulgtes vi også ad, når vi skulle ud og rasle fastelavn.

Så fandt mor nogle gamle kjoler og den slags til os og når vi forlod hjemmet var der ingen der kunne gennemskue hvem vi var.

Det var ret heldigt, for jeg syntes det var lidt pinligt at rende rundt forklædt som kvinde og tigge penge af naboerne.

 

Vi tilbragte også mange timer i sandkassen hvor vi byggede store vejanlæg og kørte med legetøjsbiler.

Som regel var det faktisk ret hyggeligt at lege der, bortset fra at der stod et kæmpe blommetræ lige ved sandkassen.

Det betød, at det nærmest vrimlede med hvepse når de modne blommer begyndte at falde af træet og ned i sandkassen i september måned.

Så skulle man virkelig være varsom med hvor man satte sine hænder.

Blommerne var Reine Claude og smagte fantastisk.

 

Min tid som legekammerat til Pierre blev forholdsvis kort, for med 7 år imellem os, voksede jeg snart fra hans lege niveau og begyndte at få andre interesser.

 

 

 

 

Familien i Søsum:

 

 

Min mormor og morfar boede i Søsum, nærmere bestemt på Søsum Bygade, overfor Brugsen.

 

 

Foto: Mormor og morfars hus i Søsum

 

Deres hjem var et fristed for os unger.

Her var vi sikre på at være elsket, ubetinget og højt.

Den slags ord kendte vi naturligvis ikke dengang, og heller ikke betydningen af dem, men ubevidst var vi alligevel klar over det.

Her var der mulighed for at få lov til at være sig selv og slappe helt af.

Derfor elskede vi også at komme der.

Der var altid jubel, når vores forældre foreslog en tur ”hjem” til dem.

Vi kaldte det altid for at skulle hjem til mormor og morfar.

Lidt tankevækkende, ikke?

 

Når vi havde været på besøg hos dem og skulle køre hjem en sommeraften, oplevede vi ofte det naturfænomen som kaldes for at ”Mosekonen Brygger”, hvilket betyder, at der står små tågebanker tæt over jorden de steder hvor der er høj fugtighed.

Når man så dette fænomen, betød det altid at det ville blive flot vejr næste dag.

Man ser det ikke så tit mere, men det hænger måske sammen med, at mange jordarealer er blevet drænet for vand og dermed ikke har de fugtige områder mere.

 

Min mormor var en typisk kone fra den tid.

Lidt rund i det og med gråt permanentet hår, iført briller og et godt humør, samt det uundværlige forklæde med blomster på.

Det kom vist kun af til jul og andre festlige lejligheder.

Ansigtet var fuld af fine små furer og rynker og min oplevelse er, at de fleste var smilerynker, selv om hun sikkert også havde oplevet sine kriser gennem et liv med krig og fattigdom.

 

Hun var en mester i et køkken og lavede de herligste frikadeller og en sovs der virkelig kunne hænge fast på kartoflerne.

Jeg tror at det vil være muligt for mig, til evig tid, at genkalde mig duften i hendes køkken.

Hun arbejdede i mange år ude på en fabrik der hed Hindsgaul og lå mellem Stenløse og Måløv.

Fabrikken lavede (og gør det vist stadig) mannequiner til butikkernes udstillingsvinduer.

 

Min morfar var en lille tynd mand med masser af gråt hår og rigtig mange rynker i ansigtet.

Altid solbrændt i ansigtet og på hænderne, men hvid som sne på resten af kroppen.

Som regel iført ternet skjorte og bukser i grålige farver, holdt oppe af et par seler.

Når han sad ned, kunne hans tynde ben tydeligt ses gennem stoffet.

Hans bukseben var jo næsten tomme.

Han har været alvorligt syg al den tid jeg kan huske.

Altid problemer med at trække vejret og ofte var vagtlægen på besøg og gav ham en sprøjte af et eller andet.

Selv om han altid var syg, kunne det ikke holde hans gode humør væk, i hvert fald ikke når han var smertefri.

Det kunne godt betale sig at høre ordentligt efter når han sagde noget.

Han var altid god for en sjov bemærkning og en skæv vinkel på tingene.

Hvis hans gæster ikke rigtig kunne tage sig sammen til at gå hjem, kunne han finde på at gå ud og åbne døren og råbe ind, at det var rigtig dejligt vejr, hvis der var nogle der vil til at køre hjem.

 

Morfar arbejdede på Vandværket Bjellekær, som lå uden for Søsum og de sidste år af hans arbejdsliv, på vandværket Søndersø, som lå lidt uden for Værløse, på vej mod Ballerup.

Han havde været ved kommunen i over 25 år, for hans diplom for lang og tro tjeneste, hængte på væggen i deres stue.

Han snuppede ofte en lille lur på divanen eller ottomanen i stuen og havde her en helt fantastisk teknik, når der var fluer i stuen.

Han kunne ligge og sove tungt, indtil en flue kom tæt nok på ham.

Som et lyn skød hans hånd ud og snuppede fluen i farten, klemte livet ud af den og droppede den i askebægeret, hvorefter han igen sov tungt.

Det var altså virkelig imponerende at se på.

 

Der var altid en hyggelig duft af kaffe og mad, når man kom ind i deres hus.

Man kom ind i en lille gang, hvor køkkenet lå lige fremme, malet i lyseblå og med gråt linoleum på køkkenbordet.

Vandhanen var med en lang hvid ”snabel” i plastic, med en metalspids for enden af ”snabelen” og selve vasken var i emaljeret jern, for den rustfrie køkkenvask var endnu ikke opfundet.

Køkkenskabet ved siden af vinduet havde blå rammer og brune låger og nederst i det ene stod øl og sodavand.

Øllene var i trækasser hvor der kunne være 50 liggende flasker ad gangen.

For enden af køkkenbordet stod et gaskomfur hvor Madam Blå altid stod klar til en slurk kaffe og den store stegepande i jern kunne frembringe de herligste frikadeller.

Henne foran vasken var en lem ned til kælderen, hvor mormor opbevarede syltede asier og græskar.

Til venstre i køkkenet var trappen op til loftet, med den store lem hen over.

 

Til højre for gangen lå soveværelset, som var domineret af to kæmpestore hvide senge med høje gavle og på hver side et sengebord i lyst træ med en marmorplade ovenpå.

Gik man videre gennem soveværelset og gennem den hvide fyldnings dør, kom man ud på toilettet, hvor der var badekar, håndvask og toilet, terrasso gulv og blå kakler på væggene.

Til højre i badeværelset var endnu en dør, som førte ud til et koldt udhus, hvor min morbror havde undulater i en lille voliere.

Herfra kunne man så gå videre ud i baggården, hvor udhusene og hønsehuset var.

 

Til venstre for forgangen lå stuerne og man kom først ind i spisestuen, hvor et stort bord stod under lysekronen med de mange pærer i.

Det var et stort skrummel hvor nogle gul/brune glasskærme dækkede for pærerne.

Lige bag døren til spisestuen stod skrivebordet, lige under det flotte gamle stueur med pendulet og den flotte klang, når det slog timeslag.

På skrivebordet stod den gamle telefon med håndsvinget og de brune ledninger med stof overtræk.

En sparebøsse udformet som en rød postkasse, stod på bordet ved siden af telefonen, måske for at putte penge i, når man brugte telefonen, så der var lidt til regningen kom.

Sådan en sparebøsse havde min bror og jeg også hjemme og jeg har stadig min.

 

Foto: Sparebøssen

 

 

Gik man videre ind, kom man til opholdsstuen, hvor der var et sofabord med en hæklet dug på, to lænestole og en divan og en ottoman.

Desuden en ”Pølle” i rødt og hvidt læder, som vi unger elskede at sidde på.

På væggen hængte flere malerier, bl.a. et vinterbillede med et par ænder der flyver over en frosset sø og et maleri med hav og store sten på.

Desuden var der broderede billeder og nogle gamle fotos af min mor og andre i familien.

På væggene bag både sofaen og ottomanen, var opsat vægtæpper for at skåne tapetet.

Det ene var i stof og med et naturmotiv påtrykt og det andet var af små smalle stykker finér, som blev holdt sammen af små hvide snore.

Sådan nogle havde vi også over vores senge hjemme på værelset og det var virkelig svært at lade være med at ligge og pille i det finér om aftenen, når man ikke kunne sove.

Efterhånden blev det noget laset at se på, for jeg fik jo knækket nogle af strimlerne, når jeg pillede i det.

 

Lofterne var masonit plader der var sømmet fast, lige som gulvet var belagt med disse plader.

Selv de gamle fyldnings døre var blevet beklædt med dem.

Pladerne på gulvet skulle dæmpe plankernes knirken og samtidig sikkert isolere lidt.

 

Håndtagene på dørene var nogle messing håndtag med træ på gribe stykket.

Nøgle skiltet var i hvidmalet metal og med en lille klap der gik for nøglehullet, når det ikke var i brug.

Både nøgleskiltet og den metalplade der var rundt om håndtaget, var udført med snørklede mønstre og den lille klap der gik for nøglehullet lignede en løve pote.

 

Opvarmningen foregik i mange år ved hjælp af en kakkelovn som stod i et hjørne i spisestuen.

Der blev fyret med koks og asken brugte min morfar til at strø på fliserne om vinteren, så man ikke gled i sneen og isen.

Det så sjovt ud med det orange aske på den hvide sne.

Koksene stod i en sort spand ved siden af ovnen og jeg syntes det var spændende at kigge ind i flammerne, når morfar skulle hælde flere koks på.

I den øverste sektion af kakkelovnen var der et hulrum, hvor man kunne sætte en kedel vand ind og koge.

Når der ikke stod nogen kedel derinde, var det skide sjovt at spytte på kogepladen, for så dansede spyt klatten rundt indtil den var fordampet.

Man skulle bare ikke gøre det, hvis de voksne kiggede imens, for de syntes åbenbart ikke det var spor sjovt, men skældte ud når de opdagede hvad vi lavede.

Når huset var fyldt med mennesker, blev der særdeles varmt i stuen, for temperaturen var åbenbart svær at styre i sådan en kakkelovn.

 

Det skete enkelte gange, at jeg overnattede hos dem og det var rigtig hyggeligt, for min mormor forkælede mig i alle ender og kanter.

Så lavede hun altid de der gode frikadeller, som hun vidste at jeg elskede og med masser af kartofler og tyk brun sovs til.

Når man skulle spise hos dem, var det med at passe på når gaflen skulle ind i munden, for det var nogle gamle nogle med meget lange og sylespidse tænder.

Skafterne var udført i noget ben materiale og blev pænere med tiden, når håndfedt mættede benet og gav det glans.

Porcelænet var vist egentlig lavet af ler og med hvidt glasur, hvor der var malet små blomster på.

Gryder og pander kom ind på bordet til hverdag, mens maden blev anrettet på flotte fade, når der var stor familie kom sammen.

 

Da det så blev sengetid, blev der redt op til mig på divanen i stuen.

Inden jeg kom i seng, skulle jeg gå ud og vaske mig.

Mormor var en hård kritiker af min rengøring og gennemgik både hænder og fødder, inden jeg kunne godkendes.

Det betød ofte at jeg måtte ud og gøre det om, for hun kunne godt se at jeg havde sprunget let og elegant hen over opgaven, når hun fandt sorte hæle og lakrids mellem tæerne.

 

Når alle så var gået til ro, hørtes kun stueurets tik tak tik tak tik tak og så timeslagene, som næsten fik en til at falde ned af divanen.

Meget sjældent kom der en enkelt bil forbi ude på vejen og man opdagede den som regel ved at lyset fra lygterne fejede hen over rullegardinerne og først senere kunne man høre lyden fra motoren.

 

Hen på morgenen vågnede fluerne op og begyndte at sværme omkring næsen på mig, men jeg havde ikke lært min morfars teknik, så jeg måtte have fat i fluesmækkeren, som var fast inventar i stuen.

Lidt senere kunne jeg høre min morfar hoste inde fra soveværelset og snart bredte duften af frisklavet kaffe sig fra køkkenet og ind til mig i stuen.

Mormor lavede jo kaffe på den gammeldags facon med Madam Blå og med at sende kaffen igennem et par gange, så hun fik udnyttet bønnerne optimalt.

Når morfar så kom ind i spisestuen og skulle have sin morgenkaffe, sad jeg klar til at se når han skænkede op.

Han havde nemlig en kop af klart glas og jeg var vildt fascineret af synet, når først kaffen, så sukkeret og til sidst fløden blev hældt i og blandede sig i koppen.

 

Selv fik jeg et glas mælk og så smurte mormor en ostemad til mig, på et stykke sigtebrød.

Rundstykker og ”rigtigt” franskbrød havde vi sjældent på bordet.

Nogle gange, men bestemt ikke hver gang, tog mormor mig med over i Brugsen for at handle ind og så kunne det godt ske at jeg fik lov til at købe noget til mig selv.

Jeg husker især en flot Lüger pistol med bælte og skede til, som jeg rendte og legede cowboy med resten af ferien.

Der fulgte naturligvis knaldhætter med til den, men dem fik jeg hurtigt fyret af, så resten af tiden måtte jeg selv rende og sige ”BANG” når jeg skød banditterne.

 

Hvis jeg blev tørstig op ad dagen, kunne det godt ske at jeg fik lov til at få et glas af min morbrors saftevand.

Det var noget krystalliseret pulver der skulle røres op i vand og som smagte af ananas.

Den slags havde vi ikke hjemme hos os selv, selv om det var noget alle vi unger godt kunne lide at drikke og som sikkert ville have været billigere end alt det mælk vi drak.

 

Nu skrev jeg saftevand, men hos nogle hed det limonade og andre steder orangeade.

Jeg tror egentlig mest vi kaldte det orangeade hjemme hos min familie, men hos Minna f.eks. hed det limonade.

Det syntes jeg lød lidt fise fornemt, men hvad der var mest brugt at kalde det, aner jeg faktisk ikke noget om.

 

Både når jeg var på ferie hos dem, men også af og til, hvis vi bare havde været på besøg, fandt min morfar sin brune portemonnæ frem fra baglommen og fandt en mønt til mig.

Mine forældre protesterede altid, men det ville min morfar da blæse på, så han gav mig pengene alligevel.

 

En sommer hyrede min morfar mig til at male hans garage udvendigt med noget rød træbeskyttelse som næsten ikke var til at få af hænderne bagefter.

Jeg tror der var mere maling på mig, end der var på garagen, men de roste mig i flotte vendinger og jeg følte virkelig at her blev min indsats påskønnet.

Det var jeg ikke så vant til hjemmefra.

Da jeg var færdig med projektet, fik jeg skam udbetalt en løn af min morfar.

Beløbet husker jeg ikke mere, men det blev ret godt betalt, husker jeg.

 

Alle indvendige vægge i hans garage var beklædt med papirsække, som der tidligere havde været hønsefoder i.

De fungerede som en slags isolering og dermed slap jeg for at skulle male garagen indvendigt.

Sækkene gav en helt speciel og hyggelig varm og støvet duft der inde, blandet med lidt duft af benzin fra bilen.

 

Billedet af mig selv oppe på taget af garagen, med hønsegården bag mig, udsigten over vejen og videre hen til Brugsen foran mig, står som et billede på noget af det bedste i min barndom.

 

 

 

 

 

                                    Brugsen i Søsum i dag

På gavlen af bygningen til højre, ses det der dengang var rampen som vi sad på og ordnede Verdens situationen.

 

Hos min morfar og mormor var jeg lykkelig.

Her var jeg fri for skæld ud og tæsk.

 

Her var der ingen der stillede krav som jeg ikke kunne opfylde.

Her var jeg glad og i ro med mig selv.

Her var jeg accepteret og elsket ubetinget som den person JEG nu var.

 

Min morfar og mormor inddragede, ikke opdragede, os børn i deres dagligdag og vi nød det jo i fulde drag.

Hos dem var det ikke en sur pligt at rende over i Brugsen og hente nogle varer for min mormor, eller smutte ned til Eva i bagerbutikken og hente en Wales Stang til kaffen.

 

Morfar tog os også med ud i hønsehuset og samle æg sammen fra rederne, men jeg var sgu lidt bange for at stikke hånden ind under hønsene, når de stadig lå på reden.

De kunne nemlig godt finde på at hakke én i hånden, men det rørte ikke min morfar, for han tog bare fat i dem og smed dem ud af redekassen.

Især den store hane kunne sætte sig i respekt, og den holdt vi os altid på sikker afstand af, for den var kæmpe stor i forhold til os børn.

Nogle gange angreb den min morfar og bed sig fast i hans bukseben, mens den forsøgte at rive hans ben med de store sporer, som sad et stykke oppe på hanens ben.

Nogle af de haner min morfar har haft, måtte aflives fordi de var så aggressive at min mormor ikke turde gå ind til dem.

 

De første mange år boede min morbror Kurt hjemme endnu.

Han var en efternøler og ikke ret meget ældre end min storebror og mig.

På grund af den lille aldersforskel, blev han også mere en slags bror for os, end en morbror.

Vi har leget rigtig meget sammen med ham, både ude og inde.

Kurt fik undervisning omme på den lille skole i Søsum de første år, men blev senere flyttet til den nye Centralskole i Stenløse, hvilket betød noget længere vej til skolen.

Han cyklede frem og tilbage og havde en dag det uheld at forhjulet på hans cykel faldt af, så han bankede hagen i asfalten og måtte have en klemme på såret, mens det groede sammen igen.

Jeg syntes det var synd for ham og vældig dramatisk at høre om og i mange år kiggede jeg på hans ar på hagen og huskede historien bagved.

 

Ovre på den anden side af vejen, lå som sagt Brugsen, som var købmandshandel, men også korn og foderstof forretning.

Derfor var der en rampe til af og pålæsning af kornsække og den slags på gavlen af bygningen 

 

Den var mødestedet for byens unge og børn og vi har brugt masser af timer på at sidde der ovre og snakke om alverdens ting, sammen med morbror Kurt.

Når porten stod åben, kunne vi rende ind og se hvad vi vejede, for der stod en gammeldags vægt, med en stor plade til at stille sække på.

Modsat var en mindre plade, hvor man satte lodder på, som fandtes i flere størrelser, indtil der var ligevægt.

Nu talte man så bare lodderne sammen og summen var lig med den vægt man havde.

 

Andre gange spillede vi fodbold i morfars indkørsel og brugte garageporten som mål.

Det har garanteret givet nogle ordentlige drøn, når vi sparkede bolden ind på porten, men ALDRIG fik vi besked på at holde op med den larm.

Den var sgu aldrig gået der hjemme.

Vi lærte også Kurts venner at kende og var lidt stolte over at vi måtte deltage i deres lege og høre om deres hemmeligheder.

 

Morbror Kurt havde værelse oppe på loftet og lige over stuen.

Morfar havde fået lavet en rist i loftet fra stuen og lige op i Kurts værelse, så varmen kunne trække der op.

Når de voksne så var nede i stuen og vi andre ovenpå, kunne man tydeligt høre hvad de snakkede om.

Omvendt kunne de selvfølgelig også høre os, så man skulle lige passe lidt på, hvad der blev snakket om.

Trappen op til loftet var ude i køkkenet og var en rigtig gammel stejl trappe, uden gelænder og med et stort stykke togskinne bundet i snoren oppe på loftet, for at lette vægten på lemmen.

Snoren gik gennem en talje, fra lemmen og hen til tog skinnen.

Når man åbnede lemmen til loftet knirkede det på en hel speciel måde, som jeg stadig kan høre for mig.

 

Resten af loftet var ikke udnyttet til beboelse, men blev mest brugt til at rulle sengetøj og duge i, på mormors gamle tøjrulle, som stod der oppe.

Den var jo altså ikke elektrisk, men blev betjent med et stort håndsving af jern.

Valserne var af træ og kunne spændes sammen med et håndtag, så tøjet blev presset glat og flot.

Min mor fik rullet alt vores sengetøj der i mange år, indtil en dame i Værløse åbnede en lille hjemme butik, hvor man kunne få det gjort.

 

Min mor ringede til sine forældre flere gange om ugen og de første år foregik det fra den der telefonboks, som de fleste fra vores kvarter havde som eneste mulighed for at komme til en telefon.

Så smed mor en 10-øre i møntboksen og drejede det korte nummer til centralen i Søsum, fik fat i telefondamen og bad om nummer 219, som var min mormor og morfars nummer.

Som regel fik hun fat i dem, men hvis de ikke svarede, kunne hende der sad på centralen som regel fortælle hvor de var henne og hvornår de kom hjem igen.

Damerne på centralen kunne følge med i mange ting og enkelte af dem lyttede også med på samtalerne, selv om det ikke var lovligt.

Om de alle sammen var lige nysgerrige skal jeg ikke kunne sige, men de havde i hvert fald ry for at være det.

 

Det var også damen på centralen, som brød ind i samtalen af og til, for at fortælle, at nu skulle man putte endnu en 10-øre i, hvis man ville snakke videre.

Hendes besked lød ca. på denne måde: ”Tre minutter, ønsker de at fortsætte?”.

Hvis man så ikke skyndte sig at få afsluttet, eller smidt flere penge i boksen, afbrød hun samtalen efter få sekunder.

 

Mormors telefon var en stor firkantet klump, med et håndsving på siden og et kæmpe telefon rør liggende på en ”gaffel” ovenpå.

Den nederste del, hvor mikrofonen sad, havde en slags tragt monteret, så lyden blev fanget og sendt direkte ned i røret.

Når man skulle have fat i centralen, drejede man på håndsvinget og så faldt der en lille ”klap” ned ved deres nummer, nede på centralens omstillingsbord og telefonisten kunne se, at mormor ville i kontakt med hende.

Hun svarede ved at sætte en ledning i det lille hul i tavlen, som var deres linie og sagde: ”Søsum”, hvorefter min mormor bad om det nummer hun ville i kontakt med.

Det nummer blev så kaldt op af telefonisten og når der var blevet svaret på hendes opkald, skiftede hun tilbage til min mormor og sagde: ”Værsgo” og satte så ledningen til det kaldte nummer i den andet hul i min mormors del af tavlen.

Nu kunne de så tale sammen og når de var færdige, lagde min mormor på og drejede på håndtaget igen, hvilket gav telefonisten besked om, at nu var de færdige og så kunne hun trække begge ledninger ud på tavlen.

Undervejs i samtalen, brød telefonisten ind hvert 3. minut og sagde: ”3 minutter, ønsker de at fortsætte?”.

Så man havde altid tjek på, hvor længe man havde snakket og samtidig var det jo en fin anledning til at få afsluttet, hvis samtalen var gået i stå og man ikke rigtig gad snakke mere med den man havde ringet til.

 

I starten af mit voksen liv kom jeg faktisk selv til at arbejde med sådan et omstillingsbord af den gamle slags, med snore og stik og masser af huller at putte dem ind i.

Nemlig da jeg fik job på Hotel Randers, men det kommer vi til senere i denne historie.

 

Da vi blev lidt større, begyndte vi at interessere os for den nye ”Pigtråds-musik”, som var blevet moderne i starten af 60’erne.

Morbror Kurt var begyndt at tjene lidt penge og havde købt både grammofon og plader, som vi unger gerne måtte komme op og høre på hans værelse.

Han var Beatles fan og det blev vi så også, for vi kunne jo godt høre, at det var god musik det orkester spillede.

Desuden købte han Vi Unge og Børge, som var de ungdomsblade der var oppe i tiden og vi fik lov til at arve dem bagefter, så vores værelse hjemme var overklistret med billeder af tiden idoler.

Der var altid store flotte farvefotos af idolerne inde på midtersiderne og min bror og jeg havde en værre kamp om hvis tur det var til at få billedet op på sin væg, for vi var begge Beatles fans.

 

Det var altid hyggeligt at sidde der oppe og hygge med ham, mens de voksne var nede i stuen og han var altid sød og flink overfor os og spillede en masse brætspil med os.

Vi fandt også ud af, at Kurt havde pornoblade oppe på værelset.

Det var Weekend Sex, som var ret nyt dengang og viste ALT hvad man kunne ønske sig at studere nærmere.

Sjovt nok var det helt åbent at læse den slags blade hos min morfar.

De sidste nye numre lå faktisk frit fremme under sofabordet i stuen, så man kunne bare kigge, hvis man havde lyst.

Vi viste ikke nogen interesse for dem der lå i stuen, men til gengæld voldsom interesse for dem der lå oppe på værelset.

Vi ville nu helst læse dem i enrum oppe på værelset og af en eller anden grund, hentede jeg som regel noget toiletpapir med op, når jeg kunne være alene på værelset med bladene.

 

Min mor byttede godt nok ugeblade med min mormor, men sjovt nok fik vi aldrig de der pornoblade med hjem i farten.

 

Familien i Stenløse:

 

I Stenløse boede min moster og onkel i en lille lejlighed på første sal i en villa.

Der kunne jeg godt lide at komme, for min moster var som regel i godt humør og grinede næsten altid af et eller andet.

Min onkel var også en humørfyldt mand og kunne finde på at fyre sjove bemærkninger af, når man mindst ventede det.

Vi var engang med oppe hos min onkels forældre til en eller anden familiefest, hvor jeg så hans lillesøster.

Hende faldt jeg omgående for, men hun var jo meget ældre end mig, så jeg måtte nøjes med at beundre hende på afstand og i dyb hemmelighed.

Min kusine og fætter, var en del yngre end mig, så dem fik jeg aldrig den helt store kontakt til, da vi var børn.

Vi legede selvfølgelig med dem, når hele familien var samlet hos min mormor og morfar, men ud over disse lejligheder, så vi egentlig ikke så meget til dem.

 

Mange år senere havde jeg en rigtig god snak med min kusine, til en familie fest.

Hende kunne jeg godt have tænkt mig at have meget mere kontakt med, men skæbnen ville det desværre anderledes.

Da jeg rejste til Jylland, var det svært at holde kontakten og jeg må jo med skam indrømme, at jeg aldrig har fået gjort noget for at etablere en kontakt til hende.

 

 

Farmor og farfar:

 

Min farfar og farmor boede også i Stenløse, men der kom vi ikke ret meget og til sidst slet ikke.

 

De må absolut vinde præmien som de mest sure og mest ugæstfrie mennesker jeg nogensinde har mødt.

Når vi var på besøg hos dem, måtte vi unger intet som helst.

Vi fik udleveret hver et stykke papir og så kunne vi sidde ved køkkenbordet, som havde voksdug på, og tegne, mens de voksne sad i stuen og snakkede.

Det var måske fint nok, men farfar kom hele tiden ud og tjekkede, at vi ikke tegnede udenfor papiret og lavede streger på voksdugen.

Hvis han opdagede bare den mindste streg på voksdugen, blev alle tegneredskaber omgående inddraget og han skældte og smældte på os.

Vi tegnede altså med blyanter og derfor kunne enhver streg jo nemt fjernes igen med en fugtig klud.

 

Hvis vi en sjælden gang fik lov at rende ud og lege, kunne vi være helt sikre på, at farfar havde et øje på os hele tiden.

Den mindste afvigelse fra hans regler, medførte omgående at vi endte inde ved køkkenbordet igen – dog uden tegneredskaber - og bare skulle sidde helt stille, indtil vi skulle hjem igen.

 

Farfar havde en masse kataloger og blade liggende under bordet i stuen, men dem måtte vi ikke røre, for farfar skulle læse dem når han blev gammel…

Jeg syntes da han allerede VAR gammel, så han kunne jo bare komme i gang, så vi også kunne kigge i dem, men sådan blev det ikke.

 

Lige ved siden af deres grund løb en lille å som naturligvis dragede os unger, men heller ikke der kunne vi få lov at lege for farfar.

Hvis vi bare nærmede os åen, kom han straks rendende og smed os væk, for tænk nu hvis vi kunne finde på at smide en sten i vandet…

 

Deres have var meget velholdt med masser af flotte blomster, men også der skulle vi holde os i ro og ikke rende rundt og ødelægge noget eller lave fodspor i de grusbelagte havegange, som farfar havde revet inden vi kom, måske for nemmere at kunne afsløre os, hvis vi trådte på gruset.

Hvis vejret var til det og kaffen blev serveret i haven, kunne vi bare sidde på et tæppe og forholde os i ro, indtil vi skulle hjem igen.

 

Fødselsdagsgaver fra farfar og farmor var ikke noget man kunne regne med hver gang, for ofte glemte de alt om at vi fyldte år.

Enkelte gange havde de dog husket det og havde været forbi og lægge en pakke, mens vi ikke var hjemme.

Mit navn lærte de nu aldrig at skrive rigtigt, men til gengæld lykkedes det dem at skrive det på næsten alle mulige forkerte måder.

Jeg hed både Djon, Jonh, Jon og flere andre underlige navne, men næsten aldrig John. 

 

Min farfar kørte i en af de grimmeste biler der nogensinde har kørt i landet, nemlig en Lloyd, eller som de fleste kaldte den ”En Pygmæ Ambulance”.

Det var en lille bitte bil udformet som en stationcar, uden vinduer i bag rummet.

At den så oven i købet var malet i en underlig grå/grøn farve gjorde det jo ikke bedre.

 

Farfar havde et ansigt som virkelig kunne bruges som bevis på, at menneskene stammer fra aberne og at det vist ikke var ret længe siden, at hans forfædre begyndte at gå oprejst.

Han lignede i den grad en chimpanse i ansigtet, men det turde vi jo ikke sige højt da vi var børn.

 

Uvist af hvilken grund, kunne de heller ikke lide min mor, så hun var heller ikke så vild med at komme på besøg hos dem.

Efter hvad jeg har hørt, så gik det hele vist ud på, at min mor ikke var fin nok til at være gift med min far og dermed blive en del af familien Jensen.

Den eneste titel jeg har kunnet finde om min farfar er, at han står som fisker på min fars dåbsattest, men det er vel heller ikke noget særligt at prale af…

Nu var min farfar altså arbejdsmand og farmor hjemmegående husmor, så hvor fint det var i forhold til min mors forældre, som var henholdsvis motorpasser og fabriksarbejder, har jeg aldrig helt forstået.

Det kan jo selvfølgelig også hænge sammen med det faktum, at min far og mor var skilt i et par år, men forklaringen på den skilsmisse har jeg desværre aldrig fået.

Uanset hvad, så havde de jo altså også fundet sammen igen, så hvis mine forældre kunne leve med, hvad der nu var årsagen, så kunne de vel også gøre det.

 

Min farmor var direkte uforskammet overfor min mor og begge benyttede enhver lejlighed til at genere hende.

F.eks. fik hun forbud mod at betræde deres nye gulvtæppe, med mindre hun smed sine sko først.

Det ville hun heldigvis ikke, hvilket betød at hun fik en køkkenstol at sidde på, udenfor tæppet og sådan, at hun faktisk ikke kunne nå kaffebordet.

 

Hvorfor min far ikke sagde noget til dem, forstår jeg ikke, men måske var han stadig en lille dreng, når han kom hos sine forældre.

Min far har senere fortalt om sin barndom, som indeholdt ca. lige så meget vold og ballade som han selv førte videre til os unger.

Han fortalte i øvrigt også, at min farfar havde haft en undulat engang og at den havde bidt farfar i fingeren.

For at straffe fuglen havde min farfar taget den ud af buret og kylet den højt op i luften, måske med henblik på, at den skulle falde ned og slå sig, men fuglen bredte vingerne ud og fløj glad sin vej for aldrig at vende tilbage mere… Klog mand, ikke?

 

At min far så ikke havde lært af sin egen barndom med vrede, angst og vold og valgt at ændre mønstret, kan man jo undre sig over.

 

Min farmor og farfar led af voldsomme anfald af hypokondri og man kan undre sig over, at de faktisk blev ret gamle begge to, for der var da vist ikke den sygdom de ikke var ramt af, når de selv skulle sige det.

Min farmor var i mange år nødt til at sidde med siden til deres tv og holde en skærmende hånd op ved siden af ansigtet, fordi hun var overbevist om, at hun kunne mærke stråler fra apparatet.

Farmor havde altid sin pung til at ligge gemt inde i ovnen på komfuret og der blev den liggende mens vi var der.

Hun og farfar gav os aldrig så meget som en enøre til en is.

 

Jeg har senere hørt, at der til sidst ikke var nogle af lægerne der gad at have dem som patienter og ingen hjemmehjælpere der ville ud i deres hjem, fordi de altid brokkede sig og skældte ud.

Heldigvis endte det med at vi slet ikke kom der mere, fordi min farmor og farfar havde givet direkte udtryk for, at min mor ikke var velkommen i deres hjem mere.

Min storebror forsøgte at opsøge dem, da han var blevet voksen og havde fået kone og barn, men farfar kom ud og åbnede døren og fortalte ham, at de ikke kunne modtage besøg af ham og hans lille familie, fordi farmor var meget syg og lå i sengen, så han måtte gå tilbage til bilen og køre bort igen.

Det var bare lidt underligt, for da de kørte derfra kunne de se farmor stå og lure inde bag gardinet.

 

 

Farbror og tante:

 

Ikke langt fra farfar og farmor boede min fars bror med sin kone og to børn.

Dem havde vi heller ikke meget omgang med, selv om de egentlig var flinke nok, så vidt jeg kan huske.

Der har jo selvfølgelig nok været en konflikt i, at mine forældre ikke kunne med farmor og farfar, mens min farbror og tante havde et udmærket forhold til dem.

Det jeg egentlig bedst husker min farbror for, var hans måde at have en smøg hængende i mundvigen, mens han lavede et eller andet.

Han kunne arbejde med smøgen hængende der, og lukkede så bare det øje røgen steg op til, hvilket jeg syntes så sjovt ud.

På grund af at vi næsten aldrig kom der, blev deres to børn heller aldrig en del af mit liv.

 

 

Maleren:

 

Et andet sted i Stenløse, på Højdevej, boede en af min mors barndomsvenner.

 

Han blev aldrig kaldt andet end ”Maleren” og var en lille rund mand med et gevaldigt humør og en kraftig stemme.

Man kunne altid høre hvor han var, for hans stemme og latter rungede gennem hele huset.

Han havde selvfølgelig også en kone og så havde de hele 4 børn.

Alle noget runde i figuren og ikke specielt kønne at se på.

På grund af at vi kom der en del, lærte vi jo de børn ret godt at kende, og legede fint med dem alle sammen.

 

Det var fast tradition at vi skulle ned til dem 2. juledag og til pinse.

Juledag var den værste, for der var altid en helvedes masse mennesker til julefrokost hos dem, og de råbte højere og højere efterhånden som dagen skred frem.

Ikke at de var uvenner, men bare fordi de var højrøstede og måske også fordi de efterhånden havde fået nogle øl og snaps hældt i halsen.

Desuden betød denne tradition jo også, at vi ikke kunne få tid til at lege med de ting vi selv havde fået i julegave hjemme, før 3. juledag, for vi var altid hos mormor og morfar 1. juledag.

 

Var der sne, legede vi ude det meste af dagen, men når vi så kom ind og gerne ville se de der gamle film, som altid var på tv programmet i helligdagene, fik vi besked på at skrue ned for lyden, for som de sagde: ”I forstår jo alligevel ikke hvad de siger”.

Det var sgu da kedeligt at se film uden lyd, uanset om man forstod sproget eller ej.

 

Når de ikke gad forstyrres af os unger, fik vi penge til en tur i biffen og så en af de danske film som var på programmet.

Det var som regel danske lystspil med Dirch Passer og de der skuespillere, som var populære på den tid.

Ordningen var sådan set fin nok og vi fik da som regel også penge med til at købe lidt slik for, men det var jo helt klart for at komme af med os, at de gav den tur i biffen.

 

Vi legede også lidt med de andre unger i området og nogle enkelte husker jeg stadig lidt om.

Blandt andet var der en pige der boede lige overfor som hed Majken og havde en mor der hed Myrna.

De navne syntes vi godt nok var noget underlige og det var personerne egentlig også.

Pigen var tude grim og hendes mor så ikke meget bedre ud.

Der var vist ingen mand i det hjem og det var ret usædvanligt da jeg var barn.

Lidt længere væk boede en anden familie med en datter der hed Nancy.

Hun var en rigtig flot pige som både min storebror og jeg beundrede meget, men desværre blev interessen ikke gengældt, nok mest fordi hun var noget ældre end os.

 

Nogle gange havde de et telt slået op i haven om sommeren og der kunne vi unger få mange timer til at gå med at lege ”Den Flaskehalsen Peger På” sammen med andre unger i området.

Så blev der sagt en ting på forhånd, som skulle gøres af den flaskehalsen pegede på når den stoppede sin rotation.

Det kunne være ligegyldige ting, men kunne også være at man skulle kysse en af pigerne eller lignende små erotiske opgaver.

Den slags opgaver kunne også forekomme, når man legede ”Sandhed eller Konsekvens”.

Så skulle man på forhånd sige, om man ville fortælle sandheden, eller udføre en opgave, inden der så kom et spørgsmål, der som regel handlede om, hvor vidt man var forelsket i en af de andre, som deltog i legen.

Det var jo en velkommen måde at få sagt den slags ting til den pige man nu var brændt varm på og samtidig gjorde et jo heller ikke noget, hvis konsekvensen af ikke at ville svare på spørgsmålet var, at man så skulle kysse eller berøre hende der den søde.

 

Alle vidste godt hvad det hele handlede om, men man blev jo nødt til at lade som om, at man ikke rigtig ville kysse hende, når nu de andre sad og kiggede på det.

De mindre børn fik ligegyldige opgaver helt uden erotiske undertoner.

 

Andre gange var der krig med nogle af de andre børn i området og så blev det rigtig spændende, for vi var jo lidt bange for at komme for tæt på dem.

Heldigvis kunne vi så kaste sten efter dem, selv om vi godt vidste at det var forbudt og ville udløse en skideballe og røvfuld, hvis de voksne opdagede det.

Desværre var det altså mig selv der blev ramt af en sten, lige i panden og med sådan en kraft, at der gik hul og blodet rendte ned over ansigtet på mig.

På bare én sommer, lykkedes det mig at blive ramt samme sted to gange og det kunne mit hoved åbenbart ikke holde til, for jeg har stadig et punkt i panden, hvor det gør særdeles ondt, bare ved det mindste lille slag dér.

 

Det var en sommer hvor jeg var på ferie hos dem i nogle dage, uvist af hvilken grund.

Der var sådan set ok at være, men jeg var ikke vant til alt det rod og alt det larm hjemmefra.

Ved morgenbordet var der dog en enkelt fordel, for her måtte man spise rigtig OTA Solgryn og alt det man kunne, hvilket jeg bestemt heller var vant til hjemmefra, hvor morgenmaden altid var franskbrød og havregryn var forbudt område og altid de billige fra Brugsen, ikke OTA Solgryn.

 

Da jeg var på den ferie hos Maleren, havde min far det hvide folkevogns rugbrød og da bilen svingede ind i indkørslen prøvede Maleren at bilde mig ind at det da vist bare var bageren der kom for at sælge brød.

Dengang kørte både bager, slagter og fiskehandler, samt flere andre handlende rundt og solgte deres varer fra en bil.

Lidt som Hjem-Is-bilen gør i dag, men uden at bruge en klokke til at gøre opmærksom på at de var der.

Jeg troede nu ikke på Maleren, for jeg havde for længst fået øje på mine forældre inde i bilen.

 

 

Piger ved Furesøbad:

 

 

Svømning:

 

På en rigtig sommerdag var der altid mennesker ved Furesøbad.

Det var her vi fik undervisning i svømning gennem skolen.

Man meldte sig til og fik så udleveret et ”Badekort”, som gav fri adgang hele sommeren, til det område af stranden som var blevet lavet fint med importeret strandsand, omklædningsrum og kiosk.

 

                                                                                                        

 

 

                                                                                                      

 

Der var altid en helt speciel duft fra kiosken, som samtidig var indgang og kontrolsted hvor man skulle vise sit badekort.

En blanding af kogte og stegte pølser, fransk sennep og lakridsduft bølgede ud af vinduet og fristede til at snolde sine penge op.

 

 

                                                                                                   Foto: Furesøbad

 

Her kunne man købe en ”kradser”, som var et pølsebrød med sennep, ketchup og ristede løg.

Så vidt jeg husker, kostede sådan en 25 øre der midt i 60erne.

Hvis man var så heldig, at kende en af dem der ekspederede i kiosken, kunne det ofte lade sig gøre at få nogle ting gratis.

Efterhånden som vi blev ældre, fik flere af pigerne et lille sommerjob i kiosken og så var det bare med at holde sig gode venner med dem, i hvert fald så længe de havde det job.

Det gav en masse slik og pølser til vennepris.               

 

Vores  svømmeundervisning skulle foregå inden skoleåret sluttede omkring Skt. Hans og

vandet i Furesøen var altså ikke altid særlig varmt på den tid af året.

Det blev jo heller ikke bedre af, at undervisningen foregik om morgenen, hvor solen endnu ikke havde varmet luften op og helt uden hensyn til, om det var regnvejr og hunde koldt.

Efterhånden som vi ankom, samledes vi i omklædningsrummet, hvor der var bænke af træ hele vejen rundt langs væggen og altid et lag sand på gulvet, så man fik det på tæerne og dermed ned i badebukserne når man skulle have fødderne gennem bukserne.

Det kunne godt kradse lidt i rumpen, indtil man kom i vandet og kunne skylle sandet ud igen.

 

Vi skulle altid hen og se hvad bademesteren havde skrevet på tavlen i dag, når vi havde været inde i omklædningsrummet og skifte til badebukserne.

Der blev målt temperatur på vand og luft hver morgen, så tavlen var vigtig at få læst, inden man skulle i vandet.

Hvis tallene viste lave temperaturer, var det med at finde på en rigtig god undskyldning for ikke at komme i vandet i dag.

Vores svømmelærer, Hr. Hansen, havde vist hørt alle undskyldningerne før, for han viste ingen nåde.

Det var bare med at få kroppen under vand og fat i et stykke kork, så man ikke fik hovedet under.

Vi havde korkbælter på og der var altså ikke særlig rart, hvis de havde været i vandet og var skide kolde at få ind på det bare maveskind.

Min skolekammerat Jim, som ellers var en hård banan til dagligt, var sjovt nok en af dem der hylede mest op, når vandet var koldt. Måske led han i virkeligheden af hydrofobi, altså vandskræk.

Han forsøgte at bilde Hr. Hansen ind, at han fik kramper i benene af det kolde vand, men lige meget hjalp det.

Vi skulle bare se at komme i vandet og så holde op med alt det vrøvl.

 

Pigerne så nærmest grimme ud, med deres meget lidt kønne badehætter i plastic.

Nogle hvide og andre farvede med små plastic blomster på.

Deres badedragter var heller ikke for kønne.

Som regel var de mørkeblå, lige som deres gymnastikdragter, og temmelig kedelige at se på.

Af en eller anden grund, var det faktisk usædvanligt at se pigerne i bikini, når vi havde svømmeundervisning, men de havde dem da på, når vi mødtes der nede senere på dagen.

 

Nå, men vi skulle jo lære at svømme, så det endte altid med at vi fik overvundet vores vandskræk og kom i bølgen blå.

På trods af alle vores forfrysninger, lykkedes det da også at lære at svømme, hvilket har været til stor glæde siden.

 

Min debut som frisvømmer havde nu nær skræmt mig helt væk fra det våde element, for ”prøven” jeg skulle udføre, for at blive godkendt til at svømme uden korkbælter, bestod i at svømme rundt om broen og ud på den dybe vand og så stige op ad trappen der var derude.

Det gik også fint nok, indtil jeg vidste, at NU kunne jeg ikke bunde mere.

Så forsvandt alle de ting jeg havde lært om svømning og jeg forsvandt under vandoverfladen indtil vores lærer, med fast hånd trak mig op på badebroen.

Der troede jeg sgu at min sidste time var kommet og jeg kan stadig tydeligt fornemme følelsen af at trække vand ind i munden i stedet for luft.

Heldigvis fik jeg hurtigt lov til at forsøge igen og så kunne jeg endelig tro nok på mig selv til at smide bælterne for altid og svømme frit omkring.

Det var lidt hårdt at lære det, men jeg havde jo stor fornøjelse af det bagefter, for jeg har godt nok brugt adskillige dage sammen med mine skolekammerater ude i Furesøens friske vand.

 

Nogle fortsatte med at gå til undervisning og lærte hovedspring, dykning og den slags, men jeg var nu godt tilfreds med bare at kunne svømme og resten lærte jeg bare mig selv ved at kigge på de andre.

Jeg var en ret habil svømmer og kunne de fleste discipliner indenfor svømning.

Et par af de andre drenge og jeg udviklede en speciel teknik, hvor vi kunne foretage hovedspring på særdeles lavt vand, uden at banke hovedet i bunden.

Vi lignede nok mest en sten der slog smut på vandet, når vi sprang i inde på det helt lave vand og når jeg skriver lavt, så mener jeg det altså, for der var højest ½ meter vand der hvor vi sprang i.

Vi skulle bare ikke gøre det, hvis bademesteren eller læreren så det, for så fik vi godt nok skældud og blev sendt op af vandet.

 

 

Pigernes omklædningsrum:

 

Midt på strandens område lå den store sorte træbygning.

I højre side var der omklædning for drengene og til venstre for pigerne.

Midt imellem de to omklædningsrum, lå bademesterens domæne.

Her havde han kontor og lagerplads til kork bælter og den slags.

Hele bygningen var opført i brædder med masser af knasthuller, så mon ikke også bademesteren benyttede sig af lejligheden og kiggede lidt gennem disse huller.

Det tror jeg helt bestemt han gjorde og jeg gjorde det i hvert fald også.

 

Hvis der ikke var tegn på at bademesteren var i nærheden, kunne nogle af os drenge godt finde på at snige os hen langs pigernes omklædningsrum og kigge ind gennem knastehullerne.

Man skulle bare passe på at man ikke blev opdaget af nogle af de voksne kvinder der var på stranden, for de kom omgående farende og smed os væk.

 

Det var sindssygt spændende, om man kunne få lov til at se, hvordan pigerne så ud uden tøj på.

Vi var jo ikke så gamle at vi rigtig kunne bruge det til noget, men der var alligevel noget der reagerede nede i badebukserne.

 

Jeg husker en gang hvor jeg havde fundet et hul i passende højde.

Da jeg satte øjet til hullet fik jeg nærmest et chok, for lige på den anden side af væggen stod en granvoksen kvinde med en gevaldig hårvækst mellem benene.

Hendes skridt var netop lige ud for det hul jeg kiggede gennem.

På den tid var der vist ingen kvinder der barberede en bikinilinie eller bare trimmede lidt i pelsen, så det var virkelig et ”væg til væg tæppe” der åbenbarede sig for mit barnlige åsyn.

Tro mig, det syn glemmer jeg aldrig.

Det var lige i overkanten for sådan en lille dreng.

 

Til gengæld var der andre gange betydelig pænere ting at kigge på.

Jeg så adskillige af pigerne, enten nøgne, eller i det mindste i underbukser.

Nogle af dem havde allerede små spæde bryster, hvilket man også godt kunne se når de var i badedragter, især når badedragten var våd og klæbede til kroppen.

Så havde stoffet også en tendens til at kravle ind i skridtet på pigerne.

Var det koldt nok, kunne man også tydeligt se at de små brystvorter strittede, så lidt glæde havde vi da af de kolde sommermorgener.

 

En enkelt gang, prøvede jeg at kravle ind under gulvet i pigernes omklædningsrum.

Det var ikke nogen større succes.

For det første rev jeg en gevaldig flænge i mit lår, fordi jeg havde overset et stort søm, som stak ned gennem en gulv planke.

Desuden fik jeg masser af sand i øjnene, når pigerne bevægede sig på gulvet over mig og jeg mindes ikke at have oplevet bare det mindste lille syn af en nøgen pigekrop ved denne metode.

Jeg havde ellers forestillet mig en masse ting om, hvad jeg ville kunne se der nede fra, inden jeg kravlede der ind.

 

Min lillebror havde en helt speciel måde at undersøge disse ting på.

Han havde en badekåbe, som var lang og med en stor hætte på.

Så trak han bare hætten godt ned over hovedet og vandrede frisk og frejdigt lige ind til pigerne og så sig om.

Han var vel omkring 7 – 8 år dengang, så ingen kunne se om han var dreng eller pige.

Indrømmet, jeg var sgu lidt misundelig på hans teknik.

Du skal regne med, at vi jo ikke havde så mange muligheder for at vide hvori forskellen på drenge og piger bestod.

Vi var jo kun drenge der hjemme og havde aldrig en legal mulighed for at se en pige uden tøj.

Sommerflirt:

 

Når vejret var til det, mødtes vi som regel på stranden efter skoletid og i sommerferien var det mest her ved stranden vi brugte tiden.

Vores forældre havde jo ikke ferie i så lang tid, som vi havde fra skolen.

 

Det var både sjovt og hyggeligt, når vi lå i store grupper og snakkede og pjattede med hinanden.

Økonomien satte visse begrænsninger for hvor meget slik og pølser vi kunne købe i kiosken, men sjovt nok var der en uskreven lov om, at dem der havde penge delte med de andre i gruppen.

 

Mange romancer blev også født her på tæpperne i solen.

Pigerne skulle jo af og til smøres ind i solcreme, så hvis der var lidt interesse fra pigen, kunne man godt få det betroede hverv at smøre dem på ryggen.

Hvis man så var modig nok, kunne man vove sig til at åbne hendes bikinitop, så man kunne smøre den del af ryggen også.

Var man endnu mere modig, kunne man også trække trussekanten lidt længere ned, så man ikke ”kom til” at fedte stoffet til.

Det var selvfølgelig en dårlig undskyldning for at se lidt mere bart skind og toppen af sprækken mellem ballerne, men det vidste pigen garanteret også godt at det var.

Hvis hun var rigtig varm, kunne man få lov til at fortsætte ned på bagsiden af hendes lår, selv om hun egentlig godt selv kunne nå det område.

Indersiden af pigernes lår blev aldrig sol skoldet, for der var vi specielt grundige med at få smurt cremen godt ind.

Det var rigtig spændende at få lov til at lade fingrene glide helt op til trussekanten på indersiden af hendes lår, men jeg turde aldrig lade fingeren fortsætte længere end til kanten af stoffet.

 

Der kunne godt stadig være lidt flovt at indrømme, at man var forelsket i en af pigerne, så det var bare med at se ud som om man var nærmest ligeglad, mens man smurte hendes krop ind i sololie, selv om man følte sig i den syvende himmel.

Ellers risikerede man bare at blive drillet af de andre drenge, selv om de garanteret også havde deres følelser for nogle af pigerne.

 

Vi drenge havde hørt noget om, at den farve pigernes hår havde under armene, svarede til farven på de hår de havde i skridtet, så vi var meget opmærksomme på pigernes armhuler.

Den gang var det ikke almindeligt at fjerne hår under armene, så vi fik vores oplysninger og samtidig også oplysning om, hvor langt de var kommet i puberteten.

Hår under armene betød nemlig også at der var kommet hår i skridtet.

Hvis de lå med lidt spredte ben og nød solen, kunne man, hvis man sådan helt tilfældigt kom til at ligge sådan at der var frit udsyn og fuld sol ind i skridtet på hende, se enkelte små fine dun titte ud langs trussekanten.

 

Når vi var ude og bade, skulle vi prøve at svømme mellem benene på pigerne.

Så kunne man lade som om man ikke rigtig kunne orientere sig under vandet og dermed ”komme til” at berøre hendes skridt.

Jeg lærte hurtigt at holde øjnene åbne under vandet, så når jeg svømmede tæt nok på, kunne man rigtig komme til at studere om der mon stak nogle spæde kønshår ud langs kanten af bikinitrussen.

Nogle af pigerne var lige så frække som os drenge, for nogle gange kunne de heller ikke rigtig finde vej under vandet og ”kom til” at røre os i skridtet.

 

Det var specielt Majken oppe fra Farum som gav mig noget oplysning om en piges hemmeligheder.

Med hende behøvede man ikke at ”lade som om”.

Her kunne man ganske uhindret berøre og undersøge sagerne, uden at hun fortrak en mine.

Jeg har flere gange trukket hendes trusser til side under vandet, så jeg rigtig kunne se hvad hun gemte på.

Der var meget fugtigt og glat, når man lod en finger glide ned langs hendes revne inde mellem de spæde dun som groede der.

Hun holdt sig heller ikke tilbage, når hun selv ville undersøge sagerne nærmere.

Det var meget erotisk, men samtidig også ganske uskyldigt.

Vi har måske været mellem 10 og 13 år den gang, så vi havde endnu ikke debuteret på det seksuelle område.

Det et kæresteforhold mest bestod af i de år, var at kysse lidt til skolefester eller når vi var oppe i ungdomsklubben et par gange om ugen.

 

Det der kunne være et stort problem i forhold til alt det nusseri med pigerne var, når man skulle være hjemme til bestemt tid og den pige man havde noget i gang med ikke skulle hjem endnu.

Så endte det ofte med at man kom for sent hjem og fik øretæver og skideballe.

Det var nu skideballerne værd, for selv om vi ikke rigtig kendte noget til sex endnu, så gav det alligevel noget at ligge og drømme om, når man var kommet i seng.

Det værste var, hvis man fik forbud mod at komme på stranden næste dag, fordi man var kommet for sent hjem dagen før.

Som regel blev forbuddet dog ophævet igen, når solen skinnede og indbød til at bade i Furesøen og mor egentlig helst ville have at vi skrubbede af, så hun kunne få fred der hjemme.

 

På et tidspunkt var der en tysker som holdt til nede ved Furesøbad hele sommeren.

Sådan en bodybuilder type med meget små badebukser og meget solbrændt.

Hans krop glinsede altid af en eller anden slags creme eller olie og vi syntes han så lidt underlig ud og også opførte sig mærkeligt.

 

Jeg er helt overbevist om, at han var homoseksuel og har da også oplevet hans nærgående finger når vi var ude at bade.

Så kom han svømmende helt hen til mig og pludselig var hans finger i gang med at presse sig ind mod mit numsehul, godt nok udenpå badebukserne, men alligevel var det en sælsom oplevelse og jeg skyndte mig at svømme væk fra ham.

Der var flere af os drenge der havde den slags oplevelser med ham, men alligevel lå vi ofte sammen med ham på stranden, for han var altid meget gavmild og købte pølser og is til os alle sammen.

 

Han havde jo nok regnet med at få noget i bytte for de ting han købte til os, men den hoppede vi sgu ikke på.

Vi var jo nogenlunde i sikkerhed for hans tilnærmelser, når vi lå midt på stranden med mange andre mennesker omkring os, så vi nød bare de gratis glæder og grinede lidt af hans ynkelige forsøg på at charme sig ind på os.

Om der eventuelt var nogle af de andre drenge der lod ham gøre noget sammen med dem, skal jeg ikke kunne sige, men jeg hørte i hvert fald aldrig om nogle episoder.

 

 

 

”Far – mor og børn” og ”Doktor med bukserne nede”:

 

 

Mariannes bare rumpe:

 

Nu var vi jo kun drenge der hjemme, så det var ikke alverden jeg vidste om, hvordan en pige så ud og hvordan det var at røre ved sådan en.

Heldigvis boede Marianne henne ved Fiskebækvejen, så hende kunne jeg jo passende øve mig lidt på.

 

Jeg er vel omkring 7 –8 år gammel på dette tidspunkt og Marianne måske et års tid yngre.

 

Hun boede ved siden af en tom sommerhus grund nogle få hundrede meter fra os.

På den tomme grund var der en klynge store grantræer, som gav et godt skjul til vores studier.

 

Sjovt nok havde vi fundet på en slags kode for det vi gjorde.

Vi kaldte det for at lege ”Doktor med bukserne nede”.

Uden at nogle lagde mærke til os, gik vi sammen ind bag de store grantræer.

”Lad mig se din tissekone” sagde jeg til hende.

Jeg lagde mig på knæ foran hende og Marianne trak sin kjole op, så jeg kunne komme til.

Mine rystende hænder trak forsigtigt hendes hvide underbukser lidt ned, så jeg fik kunne se hendes lille revne mellem benene.

Hun havde lidt eksem, som også gav nogle områder med tør hud i skridtet.

Det lod jeg nu ikke forstyrre mine studier.

Der blev ikke sagt så mange ord, for vi var begge lidt generte over situationen, men hele tiden var vi også på vagt, så vi ikke risikerede at hendes lillebror pludselig dukkede op og opdagede os..

 

Jeg skilte nu hendes små skamlæber og kiggede nysgerrigt ind mellem dem og kunne se det fugtige lyserøde kød.

Jeg kunne også se lidt fnug fra hendes underbukser.

Dem fjernede jeg med fingeren og satte så næsen helt tæt ind til hendes nøgne skød og snusede til hendes tissekone.

Det er stadig muligt for mig at genkalde den hyggelige duft fra hendes lille nøgne revne.

Lidt duft af tis, men mest en rar duft af sæbe.

Synet og duften gjorde at min lille tissemand blev stiv i bukserne på mig.

 

Jeg fik rigtig meget tid til at gå med at studere hende mellem benene og dufte til hende.

Så  tog jeg bare fat om hendes hofter og vendte hende omkring, så jeg også kunne se hendes lille bare numse, mens jeg stadig lå på knæ med det hele lige ud for øjnene.

Nogle gange var der lidt gåsehud på hendes baller, men det var dejligt at lade hånden glide hen over hendes bløde og varme hud og når jeg tog fat i ballerne og trak dem lidt fra hinanden, kunne jeg se hendes lille numsehul og længere nede hendes små skamlæber, som åbnede sig lidt og tillod et kig ind.

Nogle gange kunne jeg se noget hvidt cremeagtigt.

Måske var det lidt udflåd.

Min næse blev trykket godt ind imod hendes baller og duften var en herlig blanding af lidt numse, lidt tis og lidt sæbe.

 

Tissemanden stak jeg så ind mellem benene på hende og bevægede underkroppen frem og tilbage med tissemanden glidende mellem hendes ben.

Den var naturligvis ikke inde i hendes skede, men gled bare frem og tilbage uden at trænge ind..

Der kom ingen udløsning, men det var alligevel en dejlig fornemmelse.

 

Min forhud altid var meget løs og rød og meget øm, når vi havde leget den leg, både fordi der slet ingen smørelse var og nok også fordi min forhud slet ikke var klar til at blive trukket tilbage endnu.

Det hele var nu alligevel smerterne værd og når man senere samme dag skulle tisse, var det trods alt lidt hyggeligt at mærke ømheden og tænke tilbage på dagens oplevelser.

 

Nogle gange byttede vi roller og så var det hende der var ”Doktor” og trak mine bukser ned, så hun kunne kigge på hvad jeg havde at vise frem.

Hun tog forsigtigt fat om min tissemand og trak min forhud tilbage.

Det var bestemt ikke hver gang den blev stiv, for nogle gange gjorde det faktisk ondt, når forhuden skulle trækkes tilbage, men det var alligevel dejligt at mærke hendes fingre berøre mig lige der.

Andre gange afsluttede vi undersøgelserne ”hos lægen” ved at lagde vi os i det høje græs på grunden og ”bollede”, dog stadig uden at føre penis ind i skeden.

Stadig bare glide mellem benene på hende.

Det var endnu bedre end det der stående bag træerne.

Det var på en eller anden måde mere ”rigtigt” at ligge ned på græsset og gøre det.

Marianne må også have syntes om det, for vi gentog legen masser af gange.

 

Enkelte gange var min storebror også med til legen og han holdt sig bestemt heller ikke tilbage, når vi havde fået lagt Marianne ned i græsset.

Vi var altid meget på vagt for, om hendes lillebror skulle komme og se hvad vi lavede, for vi var helt sikre på, at vi røg direkte på børnehjem, hvis vi blev opdaget.

Så skiftedes min bror og jeg til at stå vagt og passe på at ingen opdagede os.

Vi blev nu aldrig opdaget og vi var nok heller ikke røget på børnehjem hvis vi var blevet det.

 

 

Amalie med de korte kjoler:

 

Nogle år senere, begyndte mine forældre at komme lidt sammen med et andet par, som havde en datteren Amalie, som var 3 – 4  år yngre end mig.

Hun har måske været 9 år på dette tidspunkt og jeg må så have været 12 eller 13 år.

 

Amalie var også med på lidt undersøgelse af forskellen på drenge og piger.

Når jeg nu tænker tilbage på den tid, kan jeg da godt se, at hun nok så lidt op til mig, fordi jeg var det ældre end hende, men dengang spekulerede jeg ikke så meget over hvorfor hun var med på den, men fornemmede bare at sådan var det.

 

Tag endelig ikke fejl af, at det ikke drejer som om udnyttelse af nogen, for hun var helt sikkert fuldstændig klar over hvad det var vi lavede.

 

Andre gange legede vi sammen med hendes og min lillebror.

Altid ”far – mor og børn” hvor hende og jeg var de voksne og dermed skulle sove sammen.

Jeg tror vores brødre synes det var dødkedeligt, fordi det meste af legen gik ud på, at familien skulle sove.

Så slukkede vi lyset og mens vores små brødre kedede sig gevaldigt, havde vi travlt med vores helt private ”far og mor leg” under dynen.

 

Se Mia tisse:

 

En anden af dem der på næsten samme tid som Amalie, var med til at føre mig ind i erotikkens verden, var en pige der boede henne  på en af de andre veje.

Vi kan kalde hende Mia.

Hun var den mindste af en flok på 5 – 6 børn i den familie.

Både min storebror og min lille bror legede også med disse børn, men det var ikke nogle man sådan gik og pralede med at man kendte.

De var lidt mærkelige og sjuskede i påklædning og udseende.

Nå, men pigen var vel omkring 4 - 5 år yngre end mig og egentlig ikke særlig pæn, men jo da i hvert fald en pige.

 

Den første gang jeg opdagede at hun måske kunne bruges til noget alligevel, var engang vi legede sammen, alle os unger, nede på engen ved mosen.

Vi legede en slags ”Et-tag-fat” og det specielle ved denne udgave af legen var, at når en af os drenge blev fanget, skulle de andre holde én fast, mens Mia skulle stikke hånden ned i fangens bukser og røre ved hans tissemand.

Den var hun helt med på og jeg kan da huske, at jeg ikke gjorde meget modstand da det var mig der blev fanget.

Det var jo lidt spændende.

Hvis det så var hende selv der blev fanget, var det enten hendes bror, eller mig der stak hånden ned i hendes bukser og befølte hende i skridtet, men kun røre, ikke se.

Jeg ville nu ellers gerne have kigget lidt på sagerne, men det måtte vente.

 

Nogen tid efter denne leg, rendte jeg tilfældigt på hende ude foran vores have.

Vi snakkede lidt og efterhånden begyndte vi at pjatte og slås lidt med hinanden for sjov.

På et tidspunkt endte vi sådan, at lå jeg på ryggen og hun sad overskrævs på mig mens vi stadig sloges lidt for sjov.

Jeg kunne nu kigge lige op under hendes kjole og se hendes underbukser gennem de blå strømpebukser hun havde på og blev lidt tændt af det.

 

Hun må også have fået den slags tanker, for pludselig spurgte Mia, om jeg ville høre hvad hun lavede sammen med hendes største bror, når de var alene hjemme.

Det ville jeg selvfølgelig gerne høre om, for noget sagde mig, at det var noget frækt der nu kom, siden hun spurgte på den måde.

Hun fortalte så, at hun fik penge af hendes storebror, hvis han så til gengæld fik lov til at stikke sin tissemand ind mellem hendes ben.

Min fantasi drønede af sted og jeg blev jo noget misundelig på den der storebror.

 

Underligt nok var der slet ikke noget af den slags med dem man gik i klasse med.

Det nærmeste jeg kom noget der ligner, var engang hvor Gitte, som jeg gik i klasse med, fik Minna til at spørge mig, om jeg ville med ind på en tom byggegrund ved skolen og vise min tissemand, hvis hun også viste mig hendes hemmeligheder.

Desværre turde jeg ikke sige ja, måske fordi det var gennem Minna at jeg blev spurgt og der dermed var nogle der vidste hvad vi lavede.

Den dag i dag ved jeg stadig ikke hvad det var for hemmeligheder Gitte ville vise mig, for jeg fik aldrig tilbuddet igen.

 

Mærkeligt nok var der aldrig det mindste optræk til den slags lege mellem Minna og mig, selv om vi ofte legede sammen da vi var mindre.

Måske var hun for ”tæt på”, eller også var hun måske ”kønsløs” for mig, fordi vi havde kendt hinanden i lang tid som legekammerater.

 

Sådan var så den første usikre start på noget, der i det mindste lignede et seksualliv.

 

 

”Gør det selv” sex:

 

Hjemme eksperimenterede min storebror Charlie og jeg også lidt, når vi var alene hjemme.

Jeg husker bl.a. en gang, hvor han havde hørt noget om, at det skulle være rigtig dejligt at stikke sin tissemand ned i et glas vand.

Det var nu ikke særlig dejligt, for det gjorde egentlig mest ondt, måske fordi vandet var for koldt.

 

Mine egne eksperimenter bestod bl.a. i, at jeg snuppede min mors kataloger fra Daells Varehus og studerede de sider grundigt, hvor der var fotos og tegninger af damer i undertøj.

Når bladene skulle smides ud, huggede jeg dem og klippede damerne ud og gemte dem på mit værelse.

Dem lå jeg så og hyggede mig med, når jeg var kommet i seng.

På et tidspunkt forsvandt de bare, sådan uden videre, og jeg tror min mor måske havde fundet dem under oprydning på værelset.

At hun så ikke bare lod mig have dem i fred, forstår jeg egentlig ikke.

De kunne da ikke skade hverken hende eller mig.

 

Andre gange fandt jeg pornoblade smidt nede i skoven.

Så var det bare med at få dem smuglet ind på værelset uden at blive opdaget.

De viste nemlig det hele.

Også hvordan det så ud når voksne havde rigtigt samleje.

Det var noget der kunne få liv i mit underliv og selv om det var skide besværligt at ligge under dynen med blade og lommelygte, så man ikke blev opdaget, var det alligevel spændende nok til at man kunne onanere til de blade.

Jeg glemte bare at tænke mig om, for jeg lod sæden ramme ned på billederne af de der kvinders kønsdele og ødelagde dermed bladene, så de ikke var til at åbne igen lige på de sider.

 

Det gjorde nu ikke så meget, for efterhånden var jeg blevet ret god til at finde den slags blade nede i skoven.

De lå som regel ikke så langt væk fra rastepladserne langs vejen.

Måske har de været brugt af en eller anden der var langt hjemmefra i sin bil og trængte til at få taget trykket, men ikke ville have bladene med hjem til konen.

Ellers kunne man næsten altid finde dem, hvis man rendte på lossepladsen og rodede lidt rundt i de poser der lå der.

Det krævede bare en cykeltur til Kirke Værløse, hvor der lå en losseplads uden opsyn i weekenden.

Her cyklede min storebror og jeg tit over og klunsede.

 

Jeg kommer lige til at tænke på, at der altså også er en vis form for ”mode”, omkring hvordan en kvinde er behåret i skridtet.

De blade vi fandt den gang, var altid med damer med en særdeles stor kønsbehåring.

Hvis man ser de blade der laves i dag, er de enten trimmede, eller helt hårløse i skridtet.

Modsat var det med de såkaldte ”Nudist-blade”, som jeg så nede hos frisøren.

Det var blade som f.eks. Vue og Varieté.

Af en eller anden grund var der retoucheret i de fotos, så skridtet på kvinderne altid var hårløse og endda nogle gange sløret så meget, at man slet ikke kunne se revnen.

 

Nå, men det var jo ikke altid vi havde held til at skjule vores lille lager af pornoblade.

Hvis mor fandt dem, blev de smidt ud på stedet, men jeg kan godt være lidt i tvivl om, hvad min far gjorde, når han fandt dem.

Vi fandt jo nogle af dem, gemt oppe i hans overskab i soveværelset, når vi rodede rundt i skabene mens vi var alene hjemme.

 

Om vores forældre overhovedet havde et sexliv aner jeg ikke.

Bortset fra, at de jo selvfølgelig avlede os tre drenge, så noget har de vel gjort.

Men vi opdagede i hvert fald aldrig, at de havde samleje.

Vi så dem heller aldrig uden tøj på.

Kun når vi sneg os til at lure, mens mor kom i tøjet.

Blufærdigheden var temmelig anderledes da jeg var barn, end den er nu.

 

Nogle gange kunne vi snige os til at lure, når hun skulle have sin brystholder på.

Min mor havde nogle temmelig store bryster, men de var efterhånden blevet indhentet af tyngdeloven og derfor måtte hun bøje sig forover og fange dem med skålene i hendes BH og så hejse dem på plads.

Jeg husker tydeligt de dybe mærker som brystholderens stropper havde lavet i hendes skuldre efter kort tid.

Da hun var ung, var det en af de ting min far havde sat pris på – og måske havde hun også selv været stolt af sine store bryster, men senere blev de vist mest en belastning og en byrde, sådan helt bogstaveligt, at slæbe rundt på.

Når vi så gamle fotos af min mor som yngre, sagde far altid: ”Se lige nogle kanonkugler hun har…”

 

Mor var i det hele taget meget blufærdig og selv på stranden beholdt hun sin kjole og bluse på, uanset temperaturen.

Der blev allerhøjest knappet lidt op for blusen og trukket lidt op i skørterne.

Det var vist ikke så almindeligt at se sine forældre uden tøj dengang.

Det kan bare undre, at mor var så blufærdig med at vise sig for os, når hun skulle have tøj af og på, når hun samtidig kunne sætte sig ind og tisse eller det der var værre, når min lillebror var i bad.

Ikke kun mens han var baby eller ganske lille, men faktisk temmelig langt oppe i hans barndom og ungdom.

Om han var blufærdig tog hun jo ikke hensyn til, ligesom hun heller ikke tænkte på, om han måske syntes det var lidt utidigt at have hende siddende der og buldre i tønden, mens han lå i karret.

 

Da jeg selv var mindre, kom hun altid ind og så til mig flere gange, men om det var for at se om jeg var druknet, aner jeg ikke.

Det var også altid hende der vaskede hår på mig og skyllede sæben af kroppen, mens jeg skulle stå op i badekarret, så hun kunne se hele min lille nøgne krop i alle detaljer.

Hvor gammel jeg selv var, inden det lykkedes at bade i fred, husker jeg ikke mere, men det var i hvert fald efter konfirmationsalderen.

 

 

Dyrenes Verden:

 

Vi fik nye naboer og de havde en schæferhund, som jeg ret hurtigt fik en vis kontakt med gennem hækken.

En dag var jeg inde i deres have og legede med hunden.

Vi tumlede tit rundt på græsset og ”sloges” for sjov og havde gjort det mange gange, inden denne dag.

Pludselig sprang hunden op på min ryg, mens jeg lå på hænder og knæ og begyndte at lave samleje bevægelser.

Først forstod jeg slet ikke hvad den havde gang i, men pludselig gik det op for mig, da dens lyserøde tissemand stak frem under maven på hunden.

Jeg ved ikke helt hvorfor og hvordan jeg fik ideen, men måske rent instinktivt rakte jeg hånden bagud og greb fat om hundens lem.

Kort tid efter sprøjtede dens sæd ud over min hånd og hunden kravlede ned fra min ryg igen.

Seancen gentog sig aldrig, men jeg var blevet en erfaring rigere.

 

 

 

 

 

Et rigtigt sexliv begynder at tage form:

 

 

Den første gang:

 

Bortset fra de første spæde forsøg på at lege sexlege med pigerne, som jeg tidligere har omtalt, skete der ikke rigtig noget igen før jeg nåede forbi min konfirmation.

 

Det startede også nede ved Furesøen, hvor jeg havde ligget hele dagen sammen med et par piger fra skolen.

Den ene af dem var Gurli, som jeg havde været lidt sammen med til en fest kort tid før denne dag.

Vi havde ikke haft sex, men havde dog ligget i hendes forældres dobbeltseng med vores nøgne overkroppe trykket mod hinanden.

Vi havde vist næsten lige meget bryst at byde på…..

 

Da det var ved at være tid til at pakke vores strandudstyr sammen, skulle vi jo lige have tørt tøj på og Gurli valgte at skifte tøj ude på stranden.

Hun lagde godt nok et håndklæde over sit underkrop, mens hun skiftede bukser, men jeg lå i en position hvor jeg havde frit udsyn ind under det håndklæde.

Jeg kunne kigge lige ind på hendes nøgne skridt, da hun trak benene op for at krænge sine bikinitrusser af.

Det så sgu fristende ud, så jeg dristede mig til at spørge hende, om hun måske ville komme ned og besøge mig om aftenen, hvor jeg vidste at mine forældre skulle til bankospil og jeg dermed var alene hjemme med min lillebror.

Det ville hun gerne, så jeg var jo fyr og flamme ved tanken om, hvad der kunne ske om aftenen.

 

Det værste var, at jeg måtte have fat i nogle kondomer inden hun kom.

Det var altså ikke bare lige at gå ind og bede om sådan nogle i den alder.

Jeg husker faktisk ikke rigtig hvordan jeg fik fat i nogle, men jeg cyklede vist ned til den gamle frisør, så jeg havde dem klar, da hun kom om aftenen.

 

Jeg måtte bestikke min lillebror til at gå ud og finde nogle at lege med, så vi ikke blev forstyrret af ham midt i det hele.

 

Da Gurli kom, gik vi ind på mit værelse og trak gardinerne tæt for og låste døren.

Vi lagde os på min seng og kyssede og kærtegnede hinanden.

Jeg husker ikke om vi havde aftalt at skulle gå i seng med hinanden, men på en eller anden måde var der ingen af os der var i tvivl om, hvad der skulle ske.

 

Vi startede med at kysse og røre lidt ved hinanden uden på tøjet, men efterhånden fik jeg knappet hendes bluse op og fik hånden ind under hendes undertrøje og kunne konstatere, at hun ikke havde nogen brystholder på, hvilket også ville være spildt ulejlighed.

Hendes bryster var meget små, men hendes brystvorter reagerede da på mine kærtegn og blev hårde.

Jeg lukkede hendes bukser op og trak dem ned, så jeg kunne se hendes trusser.

Mine fingre gled ind under trussekanten og jeg følte lidt på hendes behåring i skridtet.

Da jeg langt om længe trak hendes trusser af, kunne jeg for første gang rigtig komme til at se hvordan en ung pige så ud.

Hendes skød lugtede lidt af tis, men nu var jeg endelig så tæt på min seksuelle debut, at jeg ignorerede det uden større besvær.

Jeg måtte selv tage mit eget tøj af, for Gurli gjorde ikke andet end at ligge helt stille og lade mig gøre alt arbejdet selv.

 

Da vi endelig lå nøgne sammen, blev hun nervøs for at jeg skulle gøre hende gravid, så hun var helt hysterisk med, at jeg ikke måtte lade min tissemand røre hendes skød, før jeg havde taget kondom på.

Der må have manglet noget inspiration, eller også var det bare almindelig nervøsitet, for der var godt nok ikke ret meget at sætte det kondom fast på endnu.

Det lykkedes dog til sidst og endelig kunne jeg få min debut.

 

Desværre var hun tør som Saharas ørken, så det var næsten umuligt at trænge ind i hende.

Lidt spyt hjalp lidt på det, men alt maset med at komme ind havde gjort, at jeg var skrumpet ind igen.

Hun var lige så uerfaren som jeg, så der var ikke meget hjælp at hente der.

Heldigvis havde jeg da selv lidt erfaring med hvad der kunne afhjælpe problemet og med tiden lykkedes det da at få lidt liv i fyren igen, så vi kunne komme i gang.

Endelig trængte jeg ind i hende og begyndte at bevæge mig frem og tilbage i hendes skede.

 

Som du nok har regnet ud, var dette, mit allerførste rigtige samleje, ikke noget at skrive hjem om.

Vi lå kun i missionær stillingen hele tiden og det var bare ud og ind i lang tid, indtil jeg endelig fik min første udløsning inde i en pige.

Hun fik garanteret ikke en skid ud af det og da hun fandt ud af at jeg fik udløsning, fik jeg ordre på at trække mig ud i en fart, så der ikke trængte noget sæd ud i hende.

Der var heller ikke noget med at ligge og kæle bagefter, nej, vi rejste os straks efter og tog alt tøjet på igen.

Jeg gik ud på toilettet og skyllede det brugte kondom ud, så mine forældre ikke opdagede hvad vi havde lavet.

 

Det var så det.

Nu var jeg ikke jomfru mere, men ærlig talt, så synes jeg altså ikke det helt svarede til, hvad man havde hørt.

Hen ad vejen lærte man heldigvis lidt mere om hvad det gik ud på, så det blev sjovere med tiden.

 

 

En ny pige på hånden:

 

Næste gang jeg havde noget der kunne ligne rigtig sex med en pige var et år eller to senere.

 

Så vidt jeg husker var det i 8. eller måske 9. klasse at vi var i Berlin med skolen.

Her boede vi på et lille hotel og havde værelser med 4 senge på hver.

En aften kom nogle af pigerne ind på vores værelse, iført deres nattøj.

Jeg fik Hanne op i min overkøje, hvor vi lå og kælede og kyssede hinanden, mens vores hænder havde travlt under dynen.

På et tidspunkt fik jeg listet hånden ned i hendes trusser og stak en finger ind i hende.

Hun var drivende våd og meget stram i skeden og gjorde bestemt ingen modstand.

Det var meget tæt på at kunne blive til et samleje, men på grund af manglende kondomer kom det aldrig så langt.

Bagefter fandt vi ud af, at der havde foregået det samme i de andres køjer også, så vi havde lidt at tale om, da pigerne var gået igen.

Havde vi da bare vidst, at de ville komme ind til os og lade os gøre SÅ meget, havde vi nok fundet et sted at købe dem, selv om vi ikke kunne et ord tysk.

Nu måtte vi nøjes med at pille og så bagefter klare det selv, mens der blev snuset grundigt til de fingre der havde været inde i pigerne.

Der var en del knirken og knagen fra køjerne, da vi havde sagt godnat den aften.

 

Hanne og jeg mødtes som kærester et par gange efter at vi var kommet hjem fra Berlin.

Her lykkedes det endnu et par gange at få lov til at stikke en finger ind, når jeg havde fulgt hende hjem fra en eller anden begivenhed, men der skete aldrig mere end det.

 

Det der med at have kærester var ikke noget jeg fortalte om der hjemme, for jeg havde på fornemmelsen at de alligevel ikke interesserede sig for at høre om det.

Den eneste gang jeg har fortalt om en kæreste hjemme, var dengang jeg var kæreste med hende jeg dansede med på danseskolen.

Det blev jeg næsten nødt til at fortælle om, for jeg måtte have nogle 10 ører af mor, når jeg skulle ned i telefonboksen og ringe til hende.

Vi havde godt nok fået telefon hjemme, men for det første måtte vi ikke bruge den og for det andet ville jeg ikke have tilhørere på, når jeg skulle snakke med hende.

Det eneste de brugte oplysningen om at jeg havde en kæreste til, var at fortælle om det til deres venner og familien og på en dum måde, så jeg blev helt rød i hovedet og benægtede alt, når de spurgte mig om det var rigtigt at jeg havde fået mig en kæreste.

 

Min storebror havde også en kæreste, mens vi gik til dans, men selv om han kun var 2 år ældre end mig, behandlede de hans kæreste helt anderledes.

Vi var inde og besøge hende og hendes mor og hun var også på besøg hos os og overnattede endda hos os.

Dog i eget værelse, så der ikke skete utugtige ting.

Mine forældre var meget puritanske og selv da vi var blevet unge mennesker på 16 – 17 år, var der stadig ikke noget med at sove sammen, hvis man havde en pige med hjem.

At sex kan foregå alle mulige steder og på alle tider af døgnet, havde åbenbart ikke faldet dem ind, men det fortæller måske noget om deres eget samliv.

Jeg tror ikke de havde prøvet at have sex andre steder end inde i dobbeltsengen og kun efter kl. 23 om aftenen og sikkert også med alt lys slukket.

 

Kæresteforholdet til min dansepartner ebbede lige så stille ud og måske mest fordi vi ikke kunne komme til at mødes på andre tidspunkter end når vi var til dans.

Ingen af os havde penge til at tage bus eller tog, så vi kunne mødes hos hinanden og ingen af vores forældre tilbød at finansiere det.

 

 

En oplevelse med slik:

 

Vi skal helt frem til min tid på Toms Chokoladefabrik, inden jeg prøvede et samleje igen.

Jeg var nu blevet 16½ år og var gået ud af skolen efter 10. klasse.

Jeg havde fået job som arbejdsdreng på Toms, indtil jeg skulle begynde som konstabelelev ved Flyvevåbnet 1. februar 1971.

 

Her mødte jeg Mette, en pige, som var ansat som ”pakkepige” på den maskine der lavede Guldbarrer.

Hun var en blond pige på min egen alder og boede i Virum sammen med sin far.

 

En dag tog Mette og jeg ned på Ballerup Kro efter fyraften, sammen med en af de andre arbejdsdrenge og en pige som han var brændt varm på.

Vi sad og fik os en sludder og en øl ved et af bordene, da jeg pludselig mærkede Mettes hånd mellem mine ben.

Hun sad uden at fortrække en mine og lynede mine bukser ned og stak hånden ind.

Hun fandt hurtigt vej til mit lem og begyndte at onanere på mig.

Det var sgu svært at være koncentreret om hvad de andre sad og talte om, når ens tanker i virkeligheden var nede under bordpladen.

 

Når hun nu kunne gøre sådan på mig, kunne jeg vel i det mindste gøre lidt gengæld, så jeg listede min hånd op under hendes nederdel og fandt hurtigt vej ind under hendes trusser, hvor hendes våde skød bød mine fingre velkommen.

Det var altså fantastisk frækt at sidde der og lave ”petting”, uden at de andre opdagede noget som helst.

Da vi så senere kom hjem til hende og hendes far var faldet i søvn, kunne vi endelig komme til at have et rigtigt samleje.

Vi skulle dog være stille, for hendes far sov i rummet lige ved siden af og der var kun hængt et tæppe op i døråbningen til at adskille rummene.

Vi havde masser af sex i de måneder vi kom sammen, men brugte aldrig nogen form for beskyttelse, andet end den med at trække sig tilbage og lade sæden gå på hendes maveskind.

At hun ikke blev gravid, må skyldes rent held.

 

Vi kom sammen indtil foråret 1971, hvor hun var med til en fest på min gamle skole og lod en af mine tidligere skolekammerater bolle hende på toilettet.

Så var det slut med vores forhold, for jeg ville ikke have en jeg ikke kunne stole på.

 

Min tidligere klassekammerat, og jo da også Mette, havde rigtig dårlig samvittighed bagefter, men hun kunne jo bare have sagt nej til hans tilnærmelser.

Nu var jeg så single igen og måtte se mig om efter en ny kæreste.

 

Jeg havde lidt kørende med en tidligere skolekammerat fra en klasse under den jeg gik i, men hende kom jeg aldrig rigtig i seng med.

Det blev kun til lidt petting og kysseri, men det kunne ikke rigtig tænde mig, sådan helt rigtigt, for hun smagte ikke så godt i munden og hendes skridt lugtede altid af tis.

Hun blev vel egentlig mest brugt til at holde teknikken ved lige, indtil jeg fandt en rigtig kæreste igen.

 

 

 

 

 

Jylland kalder:

 

 

Anne-Mette:

 

Da jeg en pinse var med en soldaterkammerat hjemme på ferie, var vi til bal i Hornslet Hallen.

Her kom jeg ud og danse med en sød pige.

AnneMette var utrolig køn og jeg fattede hurtigt interesse for hende.

Vi dansede mange gange den aften og da det hele sluttede, var jeg selvfølgelig en gentleman og fulgte hende hjem.

Hvad jeg ikke vidste var, at hun boede meget langt ude på landet, så det var næsten morgen, inden jeg nåede tilbage til min kammerats hjem, hvor jeg skulle sove.

 

Næste dag cyklede vi ud til hende, så jeg lige kunne se hende i dagslys og finde ud af om hun ville være min kæreste.

Uden at vi havde aftalt det, mødtes vi faktisk med AnneMette og hendes veninde på vejen der ud.

De var på vej ind til Hornslet for at se om de kunne finde mig.

Vi sad i vejkanten og fik snakket en masse sammen.

Min kammerat og hendes veninde gad ikke blive ved med at høre på os, så de cyklede hver til sit.

Det opdagede vi næsten ikke, for vi havde kun øjne for hinanden.

 

Vi begyndte et kæresteforhold, på trods af, at det viste sig at hun kun var 14 år på det tidspunkt.

Jeg var jo selv 17 år, men hun var så sød og dejlig, at jeg alligevel gerne ville være kæreste med hende.

Hendes forældre var faktisk ikke imod vores forhold, men forlangte selvfølgelig, at vi skulle sove hver for sig når jeg var på weekend hos hende.

Forældrene havde begge to et voldsomt forbrug af øl og spiritus, så vi kunne sagtens være sammen, uden at de opdagede noget, når de først var blevet godt berusede.

Vi havde masser af sex sammen, når de først sov deres brandert ud.

Vi var begge endnu ret nye i sexlivets glæder, men hvad vi ikke havde af erfaring, opvejede vi så rigeligt i entusiasme.

Hun var simpelthen en rigtig dejlig og smuk pige, som kunne smelte mit hjerte med et enkelt blik.

Vi brugte aldrig nogen form for beskyttelse, men nøjedes med at jeg trak mig ud og lod sæden gå på maven af hende.

Underligt nok blev hun aldrig gravid – ikke engang nytårsnat 1971/1972, hvor vi elskede 5 – 6 gange i løbet af natten.

Hver tur har nok ikke varet så længe, men til gengæld gentog vi det hurtigt igen.

 

AnneMette kom jeg sammen med fra pinsen 1971 og til foråret 1972, men det sluttede desværre, da jeg var færdig ved Flyvevåbnet og fik job i Randers som portier på Hotel Randers.

AnneMette’s svigerinde fik hende overbevist om, at hun gik glip af sin ungdom, hvis hun ikke kom til at opleve andre end mig.

Måske havde hun lidt ret, men jeg var skide ked af det, da hun slog op.

AnneMette var min første rigtige voldsomme forelskelse og med hende var det også første gang at jeg tænkte på, at hende ville jeg gerne leve resten af livet med.

 

 

Lus i skindpelsen:

 

Heldigvis var der en masse stuepiger ansat på hotellet, så jeg fik hurtigt noget i gang med en der hed Lone og jeg husker tydeligt, at vi efter en aften på Maxim, som var et dansested i Randers, endte på hendes personaleværelse og kom i seng med hinanden.

 

Desværre havde hun fladbukke, hvilket hun også fortalte mig, inden vi gik i seng.

Jeg var bare så opsat på at komme i seng med hende, at jeg var ligeglad med de der fladbukke.

Det var jeg ikke nogle dage efter, da det gik op for mig, at jeg havde fået nogle af dem.

 

Vi havde en fantastisk nat, hvor vi elskede mange gange.

Stadig uden nogen form for beskyttelse og stadig uden at hun blev gravid, selv om vi kun havde meget korte pauser mellem hvert samleje og ikke blev vasket mellem hver gang.

Faktisk var vi så opslugt af alt det sex, at mine kolleger ovre i receptionen måtte sende en af tjenerne over og finde mig til sidst, fordi jeg ikke var mødt på jobbet til tiden og de ikke kunne finde mig på mit eget værelse.

Det gav en gevaldig skideballe, men ærligt talt, så var det sgu det hele værd.

 

Jeg begyndte kort tid efter at komme sammen med Jeanette, en anden pige fra hotellet, så hun blev også smittet med de der fladbukke og vi måtte gennem en behandling med svovlsalve.

Jeanette var i lære som smørrebrødselev på hotellet og det blev en tid med rigtig flotte stykker smørrebrød til os i receptionen.

Vi fik personalemad som en del af lønnen, men de stykker hun smurte til os, var betydeligt flottere end den mad de andre ansatte fik.

Vi kom sammen i flere år og blev til sidst gift med hinanden.

Det ægteskab holdt nu bare nogle få år, for vi var stadig alt for unge og uerfarne til at være indstillet på at leve som gifte folk.

 

Nå, men nu er jeg jo blevet voksen og så må vi hellere stoppe dette emne omkring seksualiteten, hvis jeg ikke skal få en retssag på halsen.

 

Vi vender straks tilbage til barndommen igen….

 

 

Torsten og de andre:

 

 

MøgOtto og Tosse Marie:

 

En af dem jeg legede mest med når vi havde fået fri fra skole, var Torsten, som boede ovre i Toftebo.

Hans far var mælkemand og hans mor gik vist hjemme, som de fleste mødre gjorde dengang.

 

Vi gik tit over til ham og vi kammerater, følte os altid velkomne i deres hjem.

Så sad vi på Torstens værelse og lyttede til ”Efter Skoletid” med Jørgen Mylius.

Hans mor var rigtig sød til at komme ind med noget spiseligt til os, f.eks. franskbrødsmadder og sådan noget.

Han havde også et par større søstre, men dem havde jeg ikke så meget at gøre med, for de var vist noget ældre end os.

 

Torsten og jeg holdt sammen gennem hele skoletiden og sad også ved samme bord de fleste år.

Altid det bageste bord i vinduesrækken, så vi både kunne sidde nogenlunde ugenert og også så vi kunne kaste et blik ud på Fiskebækvejen, hvis vi kedede os i timerne.

Fordelen ved den plads var også, at man kunne vippe stolen tilbage imod bagvæggen i lokalet.

Det var godt nok ulovligt, men vi gjorde det nu alligevel, lige så tit vi kunne slippe af sted med det, for man sad faktisk rigtig godt, når stolen stod sådan.

 

Af og til var der en der fik vippet lige rigeligt tilbage på stolen.

Så lød der et kæmpe brag, når vedkommende væltede helt bagover og knaldede hovedet i gulvet.

Medlidenhed fra læreren skulle man ikke forvente.

De skyndte sig bare at skælde ud og igen hidse sig op over, at vi vippede på stolene.

Den stakkel der havde væltet på stolen og knaldet nakken i gulvet, blev sendt hen i skammekrogen og kunne så stå der og have ondt i hovedet.

En af pigerne var også sendt i skammekrogen en dag, men hun besvimede sgu lige pludselig og væltede rundt mellem borde og stole med et gevaldigt brag.

Læreren blev noget chokeret og der gik meget lang tid, inden han igen sendte nogle hen i hjørnet.

Man har senere fundet ud af, at det faktisk er sundt at sidde tilbagevippet på stolen, men det var desværre efter min skoletid.

 

Når vi legede sammen, gik vi tit ned i byen og daskede rundt.

Så gik der ikke lang tid, før vi fandt på kunster, som f.eks. at råbe efter den gamle kone med det tykke ben, som boede oppe i byen.

I øvrigt i det hus, som nu rummer Værløse Lokalarkiv.

Vi råbte ”Tosse Marie” efter hende og syntes selv vi var skide sjove og modige, selv om den stakkels kone ikke havde en chance for at komme efter os og sikkert blev ked af det, når vi drillede hende med hendes syge ben.

Sådan tænkte vi jo ikke, men synes bare det var sjovt at råbe efter hende.

 

Andre gange fik vi øje på ”Møg-Otto”, som var en gammel og meget beskidt mand, som altid trak rundt med sin gamle cykel og solgte forskellige ting.

Han så virkelig ynkelig ud med sorte striber af snus i mundvigene, flere dage gamle skægstubbe og tøj der ikke havde været vasket i mands minde.

 

 

Foto til begge sider:     ”Møg-Otto”

 

 

 

 

 

 

 

 

Ham råbte vi også efter og kunne også godt finde på at hive i hans cykel, så den væltede for ham, mens vi råbte ”Møg-Otto” efter ham.

”Møg-Otto” var en stakkel, som ernærede sig ved at sælge havreneg til at hænge op til fuglene i vinteren.

Hvor han havde dem fra ved jeg ikke, men som jeg husker det, var der sgu ikke mange kerner tilbage på de neg han gik rundt og solgte.

Folk købte af ham alligevel og reparerede nok lidt på deres dårlige samvittighed ved at give han en skilling til mad.

Jeg har ikke indtryk af, at Otto var dranker, men han var vist bare faldet udenfor normen.

Hvordan han klarede sig med hensyn til bolig og om han fik nogen form for offentlig hjælp aner jeg ikke noget om.

 

 

”Gammelt Jern – Gamle Klude Købes”:

 

Nu vi er i gang med byens ”originaler”, kommer jeg i tanke om dem, der kom hjemme på vejene, hvor jeg boede.

 

På den tid var der flere der ernærede sig på alternative måder.

Bl.a. kom der en Skærslipper forbi af og til.

Han sleb køkkenets knive og sakse for et beskedent beløb.

De var ikke lige dygtige alle sammen, for jeg kan huske at min mor ofte beklagede sig over, at skærslipperen havde ødelagt knivene med sin slibesten, men de fleste kunne faktisk godt deres kram og knivene blev som nye, når de havde haft fat i dem.

Disse farende svende havde en ombygget cykel, hvor slibestenen ved hjælp af et sindigt snoretræk blev trukket rundt af pedalerne.

Deres omflakkende liv og tilværelse skrev Sigfred Pedersen en sang om, nemlig ”Den Gamle Skærslippers Forårssang” som var en ofte spillet plade i Giro 413 om søndagen.

 

En anden hyppig gæst i området var klunseren.

Hans stemme gjaldede i hele området når han råbte: ”Gammelt Jern, Gamle Klude Købes”.

Det var vel nærmest den tids ”Miljøbil”.

Han samlede i hvert fald meget skrammel sammen, som måske ellers var blevet gravet ned i et hjørne af haven.

Deres fremtoning var som regel noget ussel at se på.

Gammelt laset og urent tøj, fuldskæg til midt på brystet eller i hvert fald flere dage gamle skægstubbe.

Dårlige tænder og langt uredt hår, sorte lange negle og i det hele taget et udseende der bar præg af at de levede på samfundets nederste trin.

Nogle var måske lidt bange for dem, fordi de troede at de stjal, men jeg tror såmænd de fleste af dem var ærlige nok og bare prøvede at opretholde livet på denne måde.

 

Det var også på den tid at man fik besøg af både fiskemand, slagter, ostemand og bager hjemme på vejen.

De kørte rundt i kvarteret og solgte deres varer fra bilen.

Når de kom, var det bare med at komme med ud til dem, for så kunne man godt være heldig at få en lille smagsprøve.

 

I den forbindelse husker jeg meget tydeligt at vi fik leveret mælk til døren en overgang og at det var i slanke, klare glasflasker med et lille bliklåg på toppen.

Når det så var frost vejr, havde mælken udvidet sig og blevet til is og det lille bliklåg lå smukt oppe på toppen af den lille mælkesøjle, en ca. 5 cm. over flasken.

Andre gange havde mejser og musvitter hakket hul i kapslen og drukket af fløden, som altid samlede sig oveni mælken.

Dengang var der nemlig rigtig fløde i mælken og man kunne faktisk lave flødeskum af det, hvis man kunne få det listet ud, uden at ryste flasken.

Senere gik man over til de brune og tykmavede flasker, som de havde brugt længe inde i København, og senere igen blev mælken solgt i plastikposer, men det forsvandt hurtigt igen, for det var da noget værre slaske værk at have med at gøre.

 

 

Anders på Bavnegården:

 

Baunegården var jo den der gård, hvor vi kom forbi på vej til og fra skole.

Da rideskolen forsvandt, stod gården forladt og øde i længere tid, men helt forladt viste det sig, at den faktisk ikke var.

 

Inden gården faldt helt sammen boede der en mystisk gammel mand i kælderen under gården.

Det var Anders, som vist nok hed Andersen til efternavn.

En stor gammel mand, med selvbinderstrik om maven til at holde bukserne oppe, striber af snustobak i mundvigene og flere dage gamle skægstubbe.

Påklædningen var grå garbadine bukser og lyseblå skjorte, alt sammen med masser af fedtpletter og andre slags pletter på.

I det hele taget en temmelig usoigneret person at se på.

Jeg har en enkelt gang været helt nede i hans værelser og set, hvor usselt og rodet han boede.

Det var bestemt ikke menneskeværdige forhold han boede under.

Diverse konservesdåser flød overalt sammen med beskidt køkkengrej og snavsetøj.

Beskidt og rodet, fugtigt overalt og gamle madvarer der lå og mugnede og rådnede over det hele.

Manden selv var skam flink nok, men han var nok ikke så klog og jeg tror heller ikke, at han havde fået ret meget ud af sin skoletid.

 

Nå, men mine forældre kendte ham, vist nok fra deres bankospil, så han blev af og til inviteret hjem og spise med hos os.

Det var da hyggeligt, men samtidig synes vi altså også, at han var lidt ulækker, at have siddende med ved bordet.

Jeg tror nok han havde en del kontante penge liggende, for jeg synes at huske noget med, at min mor hjalp ham med at få oprettet en bankbog i Sparekassen.

Nå, nok om ham Anders.

 

 

Is-Andersen:

 

Nede i krydset hvor Ballerupvej og Kirke Værløsevej mødes, var byens vist største kiosk.

Kiosken havde K.B. Møbler lige overfor på den anden side af Ballerupvej og diagonalt over krydset, lå den bygning hvor min frisør holdt til.

Ejeren hed egentlig Max Andersen, men blev aldrig kaldt andet end Is-Andersen.

Her brugte vi mange af vores lommepenge på slik og is og senere også på cigaretter.

Det var jo ikke altid at lommepengene slog til, så min storebror og jeg var efterhånden eksperter til at liste mønter ud af vores sparebøsser.

Den sværeste sparebøsse var den fra Bikuben, som var af gyldent metal og formet som en bikube, for den havde nogle små metaltråde der faldt hen foran sprækken, når man vendte sparebøssen på hovedet, så mønterne ikke kunne falde ud.

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                   Is-Andersens Kiosk

 

 

 

Det krævede en del behændighed at få listet de metaltråde væk og samtidig få mønterne til at komme over til sprækken, men øvelse gør jo som bekendt mester.

Med to knive fra køkkenet lykkedes det efterhånden at mestre teknikken.

 

Den nemmeste var den der underlige spætte, eller hvad den nu skulle forestille, som vist var fra Landmandsbanken.

Den var af plast og havde langt sort ”hår” på hovedet, så på den gjorde vi bare sprækken større, så mønterne nemt kunne komme ud og bagefter redte man ”håret” hen over skaderne, så ingen kunne se, at den var blevet plyndret.

 

Omme for enden af kiosken var cigaretautomaterne, hvor man kunne trække pakkerne ud af automaten, uden penge, hvis man havde en stålkam.

Sådan en havde de fleste unge mennesker i baglommen i 60´erne.

Man lod den yderste tykke tand sidde, men knækkede så de næste ca. 10 tænder af kammen.

Med lidt umage, kunne man så liste skuffen i automaten så meget op, at kammen kunne trække den nederste pakke smøger ud.

De yderste smøger fik godt nok nogle huller, men til den pris var det jo ligesom lige meget.

 

Sådan en stålkam blev efterhånden godt bulet og bøjet af at være i baglommen, så tænderne var ofte klemt sammen.

Det betød at man fik trukket nogle af hårene ud med rod, når man friserede sig med den, især hvis man havde langt hår, men det problem havde vi jo ikke.

 

 

 

 

 

Cha cha cha:

 

Hos Is-Andersen købte vi bunker af slik, inden vi skulle til dans oppe i Langhusets festlokaler, som lå i den ende af Langhuset, som er nærmest på Ballerupvej.

Her gik vi unger i flere år til danseundervisning hos Belsø Dans, hvor vi lærte alle standarddansene, som engelsk vals, tango, cha cha cha, jive og hvad de ellers hedder alle sammen.

 

Fru Vejrum sad ved klaveret og Frøken Damsgaard stod for undervisningen, mens den ældre Fru Lizzie Belsø mest beskæftigede sig med at kradse penge ind fra forældrene.

En sjælden gang underviste både Lizzie og Jørgen Belsø selv, men det var mest Frøken Damsgaard.

 

Enkelte melodier blev spillet på en grammofon, som kunne sættes ned i hastighed, så vi kunne nå at følge med i trinene, indtil vi havde lært dansen rigtigt.

Vi dansede bl.a. Jive til ”My Boy Lollipop” med Millie, som var en af pop stjernerne dengang.

Af Fru Vejrum’s melodier, husker jeg specielt ”Alley Cat” af Bent Fabricius Bjerre.

 

Vi dansede på flere hold, så der var af og til en pause imellem vores lektioner.

En aften var vi nogle stykker – og blandt andet hende jeg var blevet lidt varm på, som legede sammen ude i gangen i en pause.

Vi skulle stå på hænder op ad væggen og jeg bøjede mig fremover og satte af, men ligesom jeg svingede benene op, lød der et brag fra min bagdel.

Det hurtige måltid inden vi skulle af sted til dans, havde åbenbart skabt luft i maven og kraftanstrengelsen ved at skulle op på hænder, havde udløst gassen fra min mave.

Alle grinede, men jeg syntes det var enormt pinligt, fordi min søde dansepartner havde overværet det.

 

Desværre var dans ikke lige Torstens livret, han ville hellere gå til fodbold, så her måtte jeg undvære hans selskab.

I øvrigt var der vist slet ikke nogle drenge fra min klasse, der gik til dans.

Kun et par stykker fra parallelklassen, som boede oppe i Langhuset, men ikke var nogle jeg havde noget med at gøre, ud over skolen.

 

Man skulle altid til dans, direkte fra aftensmaden og af en eller anden grund, lykkedes det altid for mor at have maden så sent færdig, at man måtte sluge den brandvarme mad i en fart, for ikke at komme for sent til dansetimen.

Heldigvis betød det også, at vi ikke kunne nå at hjælpe med opvasken, hvilket vi jo ellers skulle hver dag, som en af vores hjemlige pligter.

 

Det var både danseundervisning og opdragelse i takt og tone på samme tid.

Vi skulle jo have de pæne bukser på, de fine sko, den hvide skjorte og i det hele taget fremstå som pæne og artige børn.

De der pæne bukser var sorte og med små nister i stoffet. Det så meget flot ud, men jeg tror det var en slags små metaltråde der var syet ind i stoffet, for de stak og kradsede i huden og værre og værre, jo mere varm man blev.

 

Det der med pli og opdragelse på danseskolen betød desværre også, at man ikke måtte danse rundt med hele hovedet proppet med slik.

Så blev man beordret ud på toilettet og spytte ud.

Det var jo lidt træls, når man nu endelig havde skaffet penge til at købe slik for, men der var ingen pardon, for danselæreren ville ikke se os gumle, mens vi dansede.

 

Min barndoms vel nok mest seriøse og alvorlige kærlighed opstod også på danseskolen.

Jeg forelskede mig helt og aldeles i min søde dansepartner Pia, som var niece til danselæreren.

 

 

 

 

 

 

Brudeparret Pia og John1966

 

 

Vi dansede sammen i flere år og højdepunktet kom, da vi skulle gå forrest i indmarchen til afdansningsballet i Folkets Hus i København.

Danselæreren fik den idé, at vi skulle klædes ud som brudepar, med slør, blomsterbuket og mig iført kjole og hvidt.

De fleste ville nok betakke sig for den rolle, men jeg var straks med på idéen.

 I min fantasi var det jo virkelighed og jeg skulle nu giftes med min store kærlighed.

 

 

Foto: Bronze nålen i dans

 

 

 Jeg fulgte danseundervisningen gennem 6 – 7 år og fik da også præmier ved dansekonkurrencer af og til. 

Godt nok aldrig mere end en bronze nål, men alligevel.

 

 

Tivoli kommer til byen:

 

Af og til kom der omrejsende Tivoli til byen og så var vi på plads i en fart.

Straks spredte rygtet sig på skolen og lige så snart vi fik fri fra skole, drejede cyklen helt automatisk ned ad Fiskebækvejen, omkring hjørnet ved Kirke Værløse vejen og ind på pladsen overfor Is-Andersen.

Det var altid specielt at komme ned på tivolipladsen og mærke det eksotiske og spændende liv der var blandt folkene der passede forlystelserne.

Penge havde vi jo ikke mange af, men når der var gået nogle dage, kunne man ofte finde mønter i græsset, så vi kunne købe os en tur i radiobilerne, eller prøve de enarmede tyveknægte.

Især inde ved automaterne var der ofte tabt mønter i græsset om aftenen, så vi havde en værre kamp om at komme først ned og lede, når vi fik fri fra skolen.

 

Vi kom tit i snak med folkene og fik lov til at komme lidt tættere på tingene, men af en eller anden grund, var det altid pigerne der fik mest opmærksomhed fra de der tivoli folk.

De kunne tiltuske sig gratis ture i nogle af forlystelserne, mens vi andre pænt måtte betale hvad det kostede.

 

 

Vandrehistorier:

 

 

Hjortespring:

 

Nede under Torstens lejlighed boede der en lille dreng med en stor fantasi.

Det var Jan, som gik et par klasser under vores.

Han kunne fortælle de mest fantastiske historier om alverdens ting, så man aldrig var helt sikker på, om det var løgn eller virkelighed han berettede om.

Det var egentlig også ligegyldigt, for hans historier var altid spændende at høre på.

 

Han fortalte historier om, hvordan et helt særligt pulver, som hed ”Hjortespring” virkede på kvinder.

Det må have været et eller andet elskovsmiddel, for efter hvad Jan fortalte, blev en kvinde fuldstændig ustyrlig af bare liderlighed, hvis man fik listet dette pulver i en kop kaffe og hun så drak det.

Jan havde næsten personligt set, hvordan en kvinde under indflydelse af dette pulver, havde sat sig midt ude i et vejkryds og trukket bukserne ned, for at tilfredsstillet sig selv.

Vi havde nok en fornemmelse af, at der var noget der ikke rigtig stemte, men samtidig løb vores fantasi af sted i fuld fart og gjorde, at vi nok var mange der gerne lige ville vide, hvor man kunne få fat i det der pulver.

Det gad vi sgu godt prøve at liste i en af pigerne fra klassen.

 

Jeg har faktisk undersøgt sagen lidt, efter jeg er blevet voksen.

Der er altså et eller andet med det der ”Hjortespring”, for flere af dem jeg har spurgt, har selv hørt om det i barndommen, men har heller aldrig fundet ud af, om der virkelig var noget pulver der hed og virkede, sådan som Jan bildte os ind.

 

Måske var det en stor landsdækkende løgn, eller en af de såkaldte ”Vandrehistorier”, men det var sgu temmelig spændende at høre om alligevel.

 

Han fortalte også at det ville lyde præcis som om man kørte et menneske over, hvis man smed et stykke flamingo plade ud under en bil der kom forbi.

I første omgang syntes vi det lød spændende og rigtigt, men ved nærmere eftertanke kunne vi jo godt se, at det nok var de færreste der lige vidste hvordan det burde lyde, når man kørte over en menneskekrop.

 

En anden vandrehistorie, som huserede i min barndom, var den med, at man skulle samle de der smalle strimler man trækker i, for at åbne cellofanen omkring en pakke cigaretter.

Når man så havde samlet et bestemt, og vist nok temmelig stort, antal sammen, ville tobaksfirmaet donere en kørestol til et handicappet barn.

Der var overhovedet ingen hold i den historie, men den var svær af få stoppet effektivt og tobaksfabrikkerne var ved at drukne i de der strimler, som folk blev ved med at sende ind til dem.

 

 

5 Eifel, tak …:

 

 

Tobaksvejen:

 

Nogle gange havde Torsten eller jeg hugget nogle penge så vi kunne købe smøger.

Vi købte så 5 Eifel, eller 5 York.

York var med filter og Eifel uden.

 

Vi skulle jo helst ikke opdages, mens vi fik røget de der smøger, så vi cyklede ned i skoven og fandt et sted at sidde med dem.

Det var nu ikke fordi vi synes det smagte særlig godt, men man skulle jo gerne være sej, så selv om vi hostede og harkede, fik vi dem alligevel røget.

Vi holde dem med smøgen siddende helt yderst mellem de strittende fingre og slog asken af hele tiden, selv om der slet ikke var noget aske at slå af endnu.

Røgen var bare inde og vende i munden, for vi havde slet ikke lært at indhalere endnu.

Jeg kan stadig huske den fornemmelse røgen gav i næse og hals, når man sad der og smøgede den.

Det var bestemt ikke altid nogen fornøjelse og blev da ikke bedre af, at vi helst skulle have røget dem alle sammen inden vi skulle hjem.

Ingen af os turde nemlig slæbe dem med hjem og gemme dem til næste dag.

 

 

To øl til deling:

 

Da vi blev lidt ældre, købte vi også nogle øller og tog dem med ned i skoven.

De smagte nu heller ikke særlig godt, så det skete af og til at man ”kom til” at vælte den, eller bare helt åbenlyst slaskede det meste af det ud i luften.

 

Efterhånden som vi blev lidt større, fandt vi sammen oppe på et sted der blev kaldt ”Sneglen” og lå ved togskinnerne, tæt på stationen.

Der sad vi så og hyggede os med øl og smøger, inden vi skulle i ungdomsklubben og spille bordtennis eller bare hygge med de andre fra skolen.

 

Der var altid hyggeligt i ungdomsklubben, men især når der var fester.

Så mødte vi op i vores stiveste puds og forsøgte at score pigerne og få nogle kys.

Det stiveste puds bestod på den tid af en meget spraglet skjorte med psykedeliske mønstre og farver, som snoede sig rundt på stoffet.

Bukserne var sådan nogle med meget brede bukseben forneden og i stærke farver, som f.eks. orange eller rødt.

Om halsen havde man et tørklæde, som også var i psykedeliske farver og mønstre og som blev holdt sammen af en fingerring, som vi havde hugget ved det bord, hvor pigerne lavede smykker med perler og den slags.

 

Mens et orkester spillede datiden hits, viste de lysshow på væggene ved hjælp af skolens diasfremviser.

Det var vist noget med nogle sprit opløselige farver der blev hældt sammen og så bevægede sig ind i hinanden, når varmen fra fremviseren påvirkede glassene de lå imellem.

Det så flot ud, syntes vi i hvert fald dengang.

Der var masser af kæresteri til de fester og der blev danset tæt, i modsætning til folkeskolens fester, hvor lærerne kom og trak parrene fra hinanden, hvis de var kommet for nær ved hinanden.

 

Jeg endte som regel med den sammen pige hver gang; nemlig Gitte, som jeg var kæreste med adskillige gange gennem skoletiden.

Vi havde aldrig aftalt noget på forhånd, men inden aftenen var forbi, fandt vi altid sammen og kyssede og krammede, indtil det blev tid at følge hende hjem.

Hun boede lidt udenfor den rute jeg egentlig burde følge for at komme hjem, men jeg var da en gentleman og fulgte hende til havelågen, inden jeg alene måtte gå resten af vejen hjem til mig selv.

Jeg var meget mørkeræd gennem hele barndommen, men det ville jeg jo ikke indrømme overfor Gitte, for så ville hun nok bare synes at jeg var en tøsedreng og slå op med mig, eller endnu værre, fortælle det til de andre på skolen.

Når vi nåede hendes havelåge, måtte vi hviske sammen, for hendes far var en værre sur mand og ville komme farende omgående, hvis han hørte Gitte stå og tale med en dreng.

Måske ville han have hende for sig selv, for jeg hørte senere, at en af pigerne fra klassen havde været med ude at sejle med familiens båd og Gittes far havde vist været noget nærgående, når ingen andre så det.

 

 

Freddy ”fedthår”:

 

Nogle gange tog vi ned til Freddy, som også boede i Toftebo, lige som Torsten..

Han var en bumset dreng med store flyveører og meget tykke læber.

Mørkt fedtet hår og i det hele taget lidt nusset at se på.

Jeg tror ikke han var beskidt, men bare en af de der typer, hvor man kan se på lang afstand, at de nok har problemer med fedtet hud.

Han var nu flink nok og vi fik mange timer til at gå der med at høre ungdomsprogrammer i radioen og snakke om alverdens ting.

Freddy var en af de drenge, som godt turde stjæle slik i supermarkedet.

Sådan noget turde jeg sgu ikke.

Når så Freddy og nogle af de andre havde været inde og fylde lommerne, var der ædegilde.

Torsten og jeg holdt os ikke tilbage og var jo egentlig en slags hælere og medskyldige, når vi tog imod noget af slikket.

Selv pigerne i klassen var inde og stjæle i butikkerne.

Især Gitte var en af de hårde til det der med at få listet noget ned i lommerne.

De huggede både slik og kosmetik.

De huggede vist langt mere end man normalt skulle bruge, for deres øjne var altid sværtet helt til i øjenskygge og mascara.

Jeg kan ikke huske at der var nogen af dem der blev snuppet, så der har åbenbart ikke været noget der hed kameraovervågning på den tid.

 

Torsten var en helt anden type end Freddy..

Lyshåret og egentlig en rigtig pæn dreng, bortset fra hans næse.

Han havde godt nok ikke stået bagest da de delte næser ud.

Det var det rene ørnenæb han rendte rundt med.

Torsten havde jeg et tæt venskab med, gennem hele skoletiden.

Vi valgte de samme valgfag, da vi nåede til de klasser, hvor man kunne det.

 

Vi havde formning og husgerning som valgfag.

De fleste andre havde valgt tysk, men det gad vi ikke, for det blokerede så mange timer, at vi ikke kunne have husgerning, hvis vi også skulle lære tysk.

Fordelen ved husgerning og formning var jo indlysende: Man fik ikke lektier for i de fag.

 

 

Fotomodel:

 

En af dem der også havde meldt sig til formning var Trine.

En særdeles flot pige, som kom til vores skole i 7. eller 8. klasse.

Halvlangt mørkt krøllet hår, lidt skæve, men smukke tænder og nogle brune øjne der kunne få mig til at smelte helt.

Hun gik som regel i meget korte skørter og havde gode former, både her og der.

Jeg indrømmer gerne, at hun bestemt havde min opmærksomhed, men jeg fik desværre ikke mine hede følelser gengældt hos hende.

Det skulle nu ikke forhindre mig i at benytte enhver lejlighed til at prøve at kigge op under hendes skørter.

Jeg tabte ustandseligt et eller andet på gulvet, så jeg blev nødt til at bukke mig ned efter det.

 

Med Trine var det mere end bare det at kigge, for hende var jeg jo hemmeligt forelsket i og ville se så meget af hende som muligt.

Hun var desværre uopnåelig, i hvert fald i mine øjne, for hun kom sammen med en der var nogle år ældre end vi var.

Ham turde jeg jo ikke udfordre.

Jeg forsøgte en enkelt gang, hvor vi var til en eller anden fest hos Molly.

Hun sad og tudede, fordi hendes kæreste var til en anden fest, hvor hun åbenbart ikke måtte være med.

Jeg forsøgte så at gøre mine hoser grønne hos hende, men hun afviste mig desværre, venligt men bestemt.

Til gengæld var hun en rigtig sød og hensynsfuld pige og fortalte aldrig andre om mit lille ”frieri”, så et eller andet sted kunne hun vel godt lide mig lidt, men bare ikke nok til at være kærester.

 

Vores formningslærer var en ældre mand med høreapparat.

Et af vores yndlingsnumre med ham var, at larme helt vildt når timen startede.

Det fik ham ret hurtigt til at skrue ned for sine høreapparater.

Når han så havde gjort det, begyndte vi at bevæge munden som om vi talte, men uden at lave nogle lyde.

Den stakkels mand skruede så rundt på styrken for at høre hvad vi sagde.

Når han så havde fået skruet godt op igen, råbte og larmede vi rigtig højt.

Det var jo nok lidt ondskabsfuldt af os, men vi syntes selv vi var gevaldigt sjove, når vi lavede det nummer.

Han var jo en dejlig og meget dygtig lærer, som behandlede os ordentligt og ligeværdigt.

Det var altid en fornøjelse at se ham tegne og male, for han kunne virkelig sit fag til fuldkommenhed.

Han var også en af den slags nye lærere, der kunne finde på at give flødeboller til hele klassen.

Så blev der sendt et par stykker over på Ismejeriet og hente forsyninger.

 

 

Den første brandert:

 

Som jeg vist har nævnt tidligere, havde Torsten og jeg ofte fritimer mellem lektionerne i skolen, fordi de fleste andre havde tysk.

Som regel tilbragte vi disse timer ovre hos Torsten.

Engang hvor mine forældre var taget til Sverige og hente kaffe og tobak, som mange sjællændere gjorde dengang, fandt vi på at tage ned til mig i stedet for.

 

Vi fandt noget brød og pålæg frem, men synes da også lige, at vi ville have lidt at drikke til.

Vi kiggede i mine forældres lille ølkælder og fandt mange fine sager.

Vi drak både likør, snaps, kirsebærvin, solbærrom, øl og en masse andre ting.

Alt sammen blev indtaget meget hurtigt, for vi skulle jo snart tilbage til skolen igen.

 

Resultatet var selvfølgelig, at vi blev temmelig berusede og havde noget besvær med at få cyklerne til at køre lige, da vi skulle tilbage på skolen til de sidste timer.

Vi mødte op med en kæmpe brandert på, hvilket vores lærer jo ikke kunne lade passere.

Han slæbte os ned til inspektørens kontor, hvor der blev arrangeret transport hjem til forældrene.

Hold da kæft hvor var vi blevet fulde.

 

Selvfølgelig kom mine forældre hjem fra Sverige, lige i det øjeblik hvor viceinspektøren svingede ind til vores hus.

De var først rystede og nervøse, fordi de troede der var sket noget med mig, men da de opdagede hvad det drejede sig om, forsvandt al omsorg som dug for solen.

Jeg fik nu egentlig ikke rigtig nogen skideballe, for mine tømmermænd var vist straf nok i sig selv.

Resten af den dag tilbragte jeg med at skifte mellem at ligge og jamre i sengen – og så ligge på knæ foran toilettet og brække mig.

Skideballen fik vi til gengæld da vi mødte i skole igen.

Vores skoleinspektør skældte os ud og hidsede sig op, så han næsten var ved at få et hjerteslag.

Han gennemgik de forskellige drikkevarer, som vi havde indtaget og nævnte procenten for hver art, men da han satte procenten alt for lavt på solbærrommen, rettede jeg ham og sagde, at min mor skam selv havde brygget det og spiritusprocenten derfor var betydeligt højere end han sagde.

Det skulle jeg nok ikke have gjort, for han fik en underlig kulør i ansigtet og råbte op om, at det sgu da ikke gjorde sagen bedre.

Det havde jeg jo heller ikke påstået, men jeg troede bare han ikke vidste hvor stærk en solbærrom min mor kunne brygge.

 

Denne brandert gjorde, at der gik rigtig mange år, inden jeg drak snaps og den slags igen.

 

 

Narkotika:

 

Da vi blev lidt ældre, nok omkring 9. klasse, begyndte vi at høre om hash.

Det blev vi jo også nødt til at undersøge nærmere, selv om vi havde fået at vide, at det var både farligt og ulovligt.

 

Nogle af vores kammerater fra parallelklassen var åbenbart i kontakt med nogle der kunne levere varen, for det var dem vi købte hash af.

Vi gav 8 kr. for 1 gram hash.

Det var nok til 2 personers rus for en aften, så det var vel egentlig en billig fornøjelse.

Ifølge Århus Politi, koster 1 gram hash i 2006 omkring 40 – 50 kr.

 

Jeg har senere fundet ud af, at i hvert fald den ene af de to, som vi plejede at købe hash af, blev fængslet for narkokriminalitet engang i 90’erne, så han er åbenbart fortsat karrieren indenfor den branche.

Hans navn var så specielt, at jeg slet ikke er i tvivl om, at det var ham, der stod om i avisen.

 

Når vi skulle ryge det, knuste man klumpen og blandede det med noget cigarettobak, som så blev ristet over et stearinlys eller en tændstik på sølvpapiret fra en cigaretpakke.

Det var en helt speciel og tung duft der blev i lokalet, når man ristede og røg hash.

Har man én gang duftet det, glemmer man det aldrig.

Det var nogle gevaldige hiv man skulle tage og røgen skulle blive i lungerne længst muligt, inden man pustede det ud igen i en voldsom røgsky.

Nogle gange var tobakken blevet alt for tør og så hostede man så lungerne næsten fulgte med ud af halsen på en.

Virkningen var egentlig fin nok, for man blev for det meste bare stille og salig og sansede musikken og farverne meget bedre

Vi skulle bare passe på ikke at drikke bajere samtidig med at vi røg hash, for så blev man skide dårlig og kunne risikere at brække sig.

 

Jeg var med til at ryge hash i et par år, nemlig lige indtil jeg skulle ind til Flyvevåbnet i 1971.

Så var det slut med den slags for mit vedkommende, men desværre kom Torsten aldrig ud af misbrugsmiljøet mere.

Det sidste jeg har hørt om ham er, at han lever på gaden som alkoholiker og måske også narkoman. Det gør mig ondt for ham.

Det liv havde han ikke fortjent.

 

 

Et hjem uden venner:

 

Når jeg sådan tænker efter, opdager jeg jo, at jeg egentlig ikke tilbragte ret meget fritid sammen med mine skolekammerater i mit hjem.

Det lå ligesom i luften, at det ikke var i orden at tage nogen med hjem efter skole, uden at jeg egentlig kan huske noget om et direkte forbud.

Måske har jeg bare ubevidst undgået at tage nogle med hjem, for at de ikke skulle opdage hvordan mit barndomshjem var; fyldt med stramme regler og nok også for at de ikke skulle se, når jeg fik røvfuld og skæld ud.

I hvert fald bestod det meste af min kontakt med skolekammerater i, at jeg kom til dem i stedet for.

Det var heller ikke altid velset, at man ville op og besøge sine venner, som alle sammen boede oppe i byen og desuden var der jo altså nogle hjemlige pligter der skulle klares før man måtte rende nogle steder.

Hvorfor det skulle være så odiøst, at mødes med sine venner, ved jeg ikke, men som sagt, havde vi en helt klar fornemmelse af, at vi faktisk helst ikke måtte forlade hus og have, når vi først var kommet hjem fra skole.

 

 

Olaf:

 

Oppe på Ivarsvej boede Olaf, du ved, ham der blev trukket af sted i håret af vores sløjdlærer.

 

Han var en af de få skolekammerater, ud over Torsten, som mine forældre ikke forbød mig at være sammen med.

Måske fordi hans forældre var gode Socialdemokrater.

 

Han havde flere spændende ting vi kunne lege med.

Bl.a. havde han en model jernbane nede i kælderen.

Den syntes jeg var utrolig spændende at lege med, men man måtte ikke stille noget på tværs af skinnerne, så der kunne blive en påkørsel og en afsporing.

Man skulle køre pænt med togene.

Jeg syntes ellers det kunne se flot ud, hvis de nu kørte sammen for fuld knald, men den gik ikke, for så ville hans flotte togsæt jo tage skade.

Jeg var især imponeret af det lilleput landskab der var bygget omkring banen.

Sådan et anlæg kunne jeg rigtig godt tænke mig at eje, men trods adskillige års håb til jul og fødselsdage, lykkedes det aldrig at få togbane selv.

 

Inde på hans værelse havde han store stakke af blade.

Vi læste både Tarzanblade, Superman, Batman og ikke mindst nogle blade der hed ”Illustrerede Klassikere” og var en tegneserie udgave af nogle af de store klassikere fra bøgernes verden.

Der var f.eks. Jules Vernes historier om ”En Verdensomsejling Under Havet”, ”Rejsen til månen” og Victor Hugos ”De Korsikanske Brødre”, plus en masse andre gode historier.

Det var faktisk en rigtig god og nem måde at lære de store klassikere at kende på.

 

Olafs mor var også hjemmegående, ligesom min egen mor, men hun var mere venligt stemt overfor sønnens skolekammerater, end jeg var vant til hjemmefra.

Hun kom tit ned til os i kælderen med en gang franskbrød med ost og enten mælk eller the at drikke til.

Jeg husker med glæde de hyggelige stunder, når f.eks. ostemanden kom med sin hvide bil.

Så kaldte Olafs mor på os, så vi kunne komme med ud og smage et stykke ost ved bilen.

Så købte hun den vi syntes bedst om og smurte nogle ”madder” til os.

I øvrigt har jeg, for nogle år siden, set på tv, at Olaf i dag har en eller anden stor stilling i SiD.

 

 

Ismejeriet:

 

Efter skoletid var vi flere, som mødtes ovre ved det lille Ismejeri, som lå overfor skolen.

Lige ved siden af Skomageren Jack og vist også en lille frisørsalon og en glarmester.

Her købte vi slik og nogle gange et halvt franskbrød, som vi hulede ud og proppede flødeboller ind i bagefter.

Det var jo de rene kaloriebomber vi fremstillede der, men den gang syntes vi, at det var en herlig spise.

En særlig populær spise var ”studenterbrød”, som var nogle små kager i forskellige former og med enten glasur eller krymmel på.

Det hed sig, at de blev lavet af alt det kage, der var faldet på gulvet i løbet af dagen, men det passer nu nok ikke helt.

 

Nogle gange kunne vi også lige nå at rende der over i et frikvarter, men det var lidt farligt, for vi måtte jo ikke forlade skolen i frikvartererne.

Så vi sneg os ud af skolen og håbede så bare ikke der var nogle lærere der fik øje på os, for lærerværelset lå sådan, at man fra vinduerne kiggede lige over mod ismejeriet.

 

Hvis jeg skyndte mig lidt på vej til skole, kunne jeg nå at købe slik inden klokken ringede ind.

Så sad Torsten og jeg nede ved bageste bord i vinduesrækken og gumlede løs på frugtkarameller og vingummi, indtil læreren opdagede det.

Så han det, blev vi kommanderet op til skraldespanden og spytte ud.

De der frugtkarameller var i stærke farver og pakket ind i klart cellofan.

Karamellerne var så seje at plomberne i tænderne var i stor fare for at blive trukket ud, når man tyggede på dem.

 

Hvis jeg havde penge nok, købte jeg stort ind på ismejeriet og kunne så dele ud til mine venner i klassen.

Ikke fordi jeg behøvede det for at blive accepteret, for det var jeg allerede af de fleste i klassen, men bare for at være flink og venlig overfor dem, som jeg havde mest med at gøre.

De gjorde jo ligeså, når de havde noget slik.

Pengene til at købe slik for, måtte tilvejebringes på uærlig vis, for hvor skulle jeg ellers få dem fra?

De blev listet ud af sparebøssen, eller hugget i mors pung.

 

 

Skoleflirt:

 

Foran Torsten og mig, sad Molly og Gitte.

Gitte var hende jeg var kæreste med flest gange gennem skoletiden og vi sad tit og skrev breve til hinanden i timen.

Som regel sådan nogle med ”vil du være kærester? – sæt kryds ved JA eller NEJ” og lignende.

Hvis læreren opdagede det, kunne man være ret sikker på, at ens kærlighedsliv blev udstillet for alle de andre, for så læste de vores små sedler op for alle de andre i klassen.

Så blev man drillet med det for en tid, men det holdt nu hurtigt op igen, for de fleste andre skrev jo lignende sedler til hinanden og vidste godt hvordan det var at blive opdaget og afsløret af lærerne.

Gad vide hvad de lærere ville sige til, at vi offentliggjorde deres amourøse tendenser?

Egentlig var det sgu da en underlig måde, at behandle unge mennesker på.

 

Det var lidt hyggeligt og dejligt, at kunne sidde og kigge på Gitte hele dagen, for jeg syntes jo hun var den dejligste pige i hele Verden – i hvert fald det meste af min skoletid.

Der var faktisk ikke andre af pigerne i klassen, som jeg havde været kærester med.

Jeg havde kun ganske få andre kærester og de gik ikke i vores klasse.

Molly havde et godt øje til Torsten og forsøgte da også at få hans opmærksomhed ved at skrive små sedler til ham i timerne.

Desværre for hende, havde Torsten en helt anden favorit i klassen, nemlig Helle, som også boede ovre i Toftebo.

Hun var også en sød pige og vi har tilbragt mange timer ovre i hendes opgang, hvor Torsten og hende har siddet og kissemisset på trappen, mens jeg bare skulle kigge på og vente på at han fik smasket færdig, så vi kunne komme videre.

Det gjorde jeg nu gerne, for Torsten var jo min bedste ven og jeg syntes at det var helt i orden, at han lige skulle have kysset færdig med Helle.

 

De var faktisk så åbne omkring deres følelser for hinanden, at de oplyste om det, da vi havde en af vores første engelsk timer, hvor læreren talte engelsk til os og spurgte om vi havde en ”girlfriend”, eller ”boyfriend” og om det var en i klassen.

De svarede begge to ”Yes” og selv de dummeste kunne regne ud, at de jo så måtte være kærester med hinanden.

 

 

Hulemand:

 

Sammen med Torsten og en masse andre drenge og piger fra skolen, havde vi en overgang nærmest en lille hule landsby i skoven, nede langs Skovdiget.

Det var nogle ret flotte huler, bygget af store fyrregrene og grangrene og med et skelet som var virkelig solidt.

Enkelte af mine kammerater havde en dolk, men den slags farlige våben måtte jeg ikke rende rundt med, så jeg skulle altid låne af de andre, hvis jeg skulle snitte noget træ.

Vi hyggede os der nede med sodavand, kiks og læsning af forskellige blade, men egentlig mest med at bygge hulerne og få det til at se flot ud.

Lidt flirt med pigerne nåede vi jo nok også, mens vi var der, men det var nu ikke alverden der var af den slags.

 

Nogle andre børn havde en lignende landsby et andet sted i skoven og der var nærmest en lille krig mellem os, fordi nogle af dem fra den anden gruppe havde været i vores landsby og hugget af vores gode grangrene og andre af vores ting.

Så lavede vi hævntogter til deres område og ødelagde deres huler.

Det var spændende, men samtidig lidt uhyggeligt, for vi vidste jo aldrig om de kom og bankede os senere.

Til sidst var der så meget uro og krig, at vi opgav at lege der mere.

 

 

Svømmemærket:

 

Da vi kom op i de større klasser, kunne man melde sig til forskellige ting på aftenskolen, eller ungdomsskolen, som det vist hed.

Det foregik i hvert fald om aftenen og kun i vinterhalvåret.

 

Torsten, Gitte og jeg, meldte os til svømning.

Vi blev undervist ude på Syvstjerneskolen, som var det eneste sted, hvor der var en indendørs svømmehal.

Det var hyggeligt at komme i vandet og få en svømmetur og så endda om vinteren.

Jeg havde aldrig før prøvet at være i en indendørs svømmehal og skulle lige vænne mig til, at det var klorvand vi badede i.

 

Vi tog svømmemærket der ude og skulle derfor også lære at bjærge hinanden.

Jeg skyndte mig at vælge Gitte som min partner, da vi skulle lære det med at bjærge hinanden ind til kanten.

Det var jo dejligt at kunne holde hende tæt ind til mig, mens hun skulle spille bevidstløs.

På en eller anden måde, var det et meget afslappet og nært kæresteforhold vi havde, så det virkede overhovedet ikke akavet at holde hende tæt ind til mig.

Det var egentlig mest nærhed og tryghed, som vi havde sammen.

Jeg foreslog hende også at jeg kunne give hende ”mund til mund metoden”, men der gik grænsen åbenbart, for det ville hun nu ikke gå med til.

 

Når vi så kørte hjem på vores cykler, smuttede vi tit omkring pølsevognen oppe i nærheden af ”Langhuset” og fik os en ”kradser”, som bestod af et pølsebrød med sennep og ketchup og ristede løg.

Sådan en kostede 25 øre og smagte fantastisk, når man lige havde cyklet de 3 kilometer tilbage til Værløse med vådt hår, i frost og modvind.

 

Torsten og jeg havde også meldt os til madlavning på Syvstjerneskolen, men det var lidt af en fuser, for den lærerinde vi havde der ude, var ikke nær så god som hende vi kendte fra vores egen skole.

Det bevirkede bare, at vi pjækkede fra timerne og rendte rundt og forstyrrede de andre lokaler på skolen, indtil vi kunne følges med de andre kammerater hjem til Lille Værløse igen.

 

 

Min ”kriminelle” fortid:

 

 

Knallerten:

 

Jeg har vel været omkring 14 år, da Mik en dag fortalte mig, at han vidste hvor der var en knallert, som han synes vi skulle køre på.

Den stod gemt inde på en byggegrund bag ved skolen.

En gammel S.C.O., tror jeg det var.

Mik fortalte ikke noget om, hvor han havde den fra, men det var jo heller ikke så vigtigt, bare jeg måtte få lov til at prøve en tur på den.

Vi fik startet den og jeg tog en tur ned ad Ryetvej, mens håret blev blæst bagud af vinden.

Det var jo fedt at prøve, når jeg indtil nu, kun havde kørt på cykel.

Mik ville ikke have at vi kørte op i byen på den.

Senere skulle jeg finde ud af, hvorfor det var så vigtigt at undgå byen.

 

Vi kørte ned til Ryet Skov og fræsede rundt på skovstierne, indtil vi en dag blev stoppet af skovfogeden og meget tydeligt blev gjort opmærksom på, at vi sgu ikke skulle køre på knallert i hans skov.

Vi var jo ved at skide i bukserne af skræk, da han stoppede os, for han spurgte jo også, hvor vi havde den knallert fra.

Mik fortalte, at det var hans fars og at vi havde fået lov til at køre på den.

Den forklaring åd skovfogeden åbenbart, for han beordrede os bare til at trække knallerten ud af hans skov i en aller helvedes fart.

Torsten blev også indviet i vores hemmelighed om den knallert, men nu begyndte det at gå op for mig, at det måtte være en stjålet knallert vi kørte rundt på, for Torsten kunne genkende den.

Den tilhørte en mand der boede i samme opgang som Torsten.

Jeg var ikke så vild med at deltage i det projekt mere, men alligevel var det alt for spændende til, at jeg bakkede ud af det.

Resultatet blev da også, at ejermanden fik øje på os en dag hvor vi alligevel havde vovet os op i byen på den.

Han henvendte sig til Torstens far og forlangte at vi omgående leverede knallerten tilbage til ham.

Problemet var bare, at inden Torsten kunne nå at give os andre besked om, at vi var opdaget, havde ejermanden meldt os til politiet.

 

Pludselig kom der et brev hjem til mine forældre om, at jeg skulle møde til afhøring inde hos Gladsaxe Politi på Søborg Hovedgade, angående tyveri af en knallert.

Det var jo ikke helt rigtigt, for jeg havde sgu ikke stjålet den, men bare været med til at køre på den.

Min far gik helt i spåner, da han havde læst brevet fra politiet.

Hele hans Verden brast åbenbart sammen, i skam og frygt for, at hans lille søn var på vej ind i en kriminel løbebane.

Havde alle hans røvfulde og lussinger nu været helt forgæves…

 

Så oprandt dagen, hvor vi skulle til afhøring.

Jeg havde tyndskid flere dage før og var bestemt ikke særlig stolt af situationen.

Inde hos politiet mødte vi Torsten og hans far i venteværelset, mens Mik allerede var inde til afhøring da vi kom.

Der blev ikke vekslet mange ord mellem os, mens vi sad og ventede på at komme ind.

Jeg tror at både Torstens far og min far var noget trykkede af situationen, for de sad bare helt tavse og stirrede lige frem for sig.

Jeg er endda lige ved at tro, at Torstens far havde sørget for kun at drikke mælk denne dag, i stedet for alle de bajere han plejede at drikke.

Gad vide om de, hver især, sad og tænkte på, at det var den andens uvorne unge, der havde trukket netop deres uskyldige søn ind i denne kriminelle løbebane.

 

Nå, men omsider blev min far og jeg så kaldt ind til afhøring.

Der sad en politimand iført fuld uniform og så meget autoritær ud, samt en dame fra børneværnet, som heldigvis så lidt mildere ud.

Politimanden spurgte mig ud om, hvordan jeg var indblandet i sagen.

Jeg fortalte, med en meget lille og svag stemme, at jeg bare var kommet med i det, fordi Mik havde tilbudt mig en tur på knallerten.

Han ville jo selvfølgelig vide, om jeg havde været med til at stjæle den, men det havde jeg altså ikke.

Politimanden holdt en lang prædiken om, at det var noget rigtig skidt, at blive inddraget i sådan noget med tyveri og at man også var skyldig, når man bare deltog i at bruge en stjålet ting.

Til min far fortalte han, at det var det, som de kaldte ”brugstyveri” at vi havde gjort os skyldige i, og at vores forbrydelse ikke ville komme til at stå nogle steder, når vi var færdige her.

Man kunne næsten mærke hvordan der gik et lettelsens suk gennem både min far og mig, da vi hørte at det ikke ville stå på en straffeattest bagefter.

 

”Hold nu kæft far”!!!

 

Min far syntes åbenbart at han havde behov for, at forsvare sin egen manglende kontrol med, hvad jeg gik rundt og lavede, så han begyndte at snakke løs om, at han jo godt havde hørt lidt om, at vi havde fundet en motorcykel nede i skoven.

Dér blev jeg sgu nervøs, for den der motorcykel, som min far begyndte at fortælle om, var faktisk en rigtig motorcykel, som vi havde fundet nede i Nørreskoven, men en helt anden sag, end det med den knallert.

Heldigvis talte han så usammenhængende og lavt, at politimanden åbenbart troede at det var knallerten han talte om, så han spurgte ikke nærmere ind til den motorcykel.

Pyh ha…Det var sgu tæt på, at jeg var blevet sigtet i en helt ny sag.

 

Den motorcykel var en Mik og jeg havde fundet, kort tid før vi skulle ind til politiet.

Den stod gemt i et buskads nede i Nørreskoven og var sandsynligvis stjålet.

Vi forsøgte at få den startet, men det lykkedes aldrig for os, så vi nøjedes med at køre ned ad bakkerne i skoven, uden at motoren var i gang.

Den var skide tung at slæbe op igen, så vi tabte hurtigt interessen for den.

Mik og jeg fik godt nok fat i noget benzin til den, men det var åbenbart ikke det, der var problemet.

 

Jeg tør da slet ikke tænke på hvor galt det kunne have gået, hvis det var lykkedes for os at få den i gang.

Vi kunne have slået os halvt fordærvet mod træerne.

 

 

De andre unge i nabolaget:

 

 

Bob og en pibe hash:

 

Da jeg var blevet omkring 14 – 15 år, begyndte jeg at rende sammen med Bob, som boede henne ved hjørnet af vores vej.

Han var den ”flippede” type, hvilket betyder, at han var langhåret og gik i fåreskindspels.

Desuden havde han en fortand i sølv, som glimtede i munden på ham, når han snakkede.

Han var også en der røg hash og lyttede til psykedelisk musik med bl.a. Jimmi Henriks.

 

Mine forældre var ikke så vilde med ham, men heldigvis var hans forældre medlemmer af Socialdemokratisk Vælgerforening, så noget godt måtte der jo være i den familie.

Derfor fik jeg alligevel lov til at tilbringe tid sammen med ham.

Det betød dog ikke, at min mor serverede noget for os, når vi var hos mig.

Vi blev for resten aldrig tilbudt nogen form for mad eller drikke, de få gange jeg havde nogle på besøg.

Ovre hos Bob fik vi næsten altid noget serveret og hans forældre virkede som om at de synes det var hyggeligt når vi gad være sammen med dem nede i stuen.

 

Bob og jeg hyggede os altid vældig godt sammen og det var altid hyggeligt at være hos ham, også når hans forældre var til stede.

De var nemlig den slags forældre, som godt gad at høre på os unge mennesker og tale med os, i stedet for til os.

Det var jeg jo ikke vant til hjemmefra.

Der hjemme var der sgu ikke den store interesse for at høre om, hvad et ungt menneske gik og tænkte på og spekulerede over.

Jeg er helt sikker på, at Bobs forældre godt vidste at vi røg en pibe hash af og til, men de sagde aldrig noget til det.

 

Bob var amatør ornitolog og vi gik tit i skoven med hans hund, en flot Collie som var meget velopdragen og næsten aldrig behøvede at have snor på, når vi gik i skoven.

Bob havde altid sin kikkert med og skrev ned hvilke fugle vi så på turen.

Det interesserede mig ikke en meter, men jeg nød bare vores gode samtaler og naturen.

Det der undrede mig allermest var, hvordan han kunne nå at tælle at der lige var 150 stære i den flok, men måske har han bare talt benene og divideret med 2…

 

Vi snakkede selvfølgelig også kærester og jeg husker en gang, hvor vi var kommet i kontakt med et par piger fra Farum, mens vi havde været ved Furesøen og bade.

Hende som Bob havde fået interesse for, var hende Majken, som jeg tidligere har fortalt om.

Du ved, hende jeg fik lov til at trække trusserne til side på, når jeg svømmede mellem benene på hende.

Jeg kunne jo så fortælle Bob, at hun var en villig og nem pige at komme i bukserne på.

Jeg fik kontakt med hendes veninde Lone og vi fik lavet en aftale om, at de skulle komme hjem til Bob samme aften til en kop the.

De kom også og de var bestemt både varme og villige.

 

Straks de var gået igen, udvekslede Bob og jeg erfaringer.

Det viste sig, at vi begge havde haft fingrene langt oppe mellem benene på dem.

Det hele foregik mens vi alle 4 sad eller lå på Bobs værelse.

Vores venskab gjorde at vi ikke var så blufærdige lige på dette område.

 

Bob og jeg rendte meget sammen i flere år.

Når vi havde sagt hjemme, at vi skulle op i Ungdomsklubben på skolen, skete det tit at vi, i stedet for, gik rundt oppe i byen.

En af gangene hvor vi gik rundt på må og få oppe i byen om aftenen, var vi nede ved Is Andersen og helt tilfældigt åbnede jeg døren til den telefonboks der stod der.

Det var dengang telefonbokse var et metalskur i grønt, med matterede ruder og en dør man kunne lukke efter sig, så man stod nogenlunde ugenert.

Efter at en skør ung mand fra Gladsaxe havde sprængt nogle stykker af dem i luften med rørbomber, som blev udløst når man åbnede døren, blev dørene afmonteret og til sidst blev boksene helt afskaffet og erstattet af åbne telefonbokse hvor man ikke kunne skjule en bombe.

Gerningsmanden afslørede sig selv, da en af hans bomber gik af i utide, ved et 1. maj møde i fælledparken.

Derfor ser telefonbokse meget anderledes ud i dag.

 

Tilbage til den gamle boks:

Inde på møntboksen lå en tegnebog, som jeg hurtigt snuppede og puttede i brystlommen på min grønne anorak, hvorefter vi skyndte os væk fra stedet, for at undersøge den nærmere.

Der var vist omkring 100 kr. i den, samt en masse personlige papirer.

Vi snuppede pengene og gemte dem langt væk i lommerne, hvorefter vi gik hjem og ringede til ejeren af tegnebogen og sagde, at vi havde fundet den oppe i byen, men desværre uden penge.

Han lavede en aftale med os og ankom snart efter for at afhente sin tegnebog.

Han var lykkelig for at få alle sine personlige papirer igen og stak os en findeløn for vores ærlighed….

Vi kunne jo ikke så godt fortælle ham, at han ikke behøvede det, fordi vi allerede havde taget dem selv, men jeg kan godt fortælle dig, at vi havde en meget flov smag i munden bagefter.

 

Nogle gange havde Bob eller jeg fået fat i noget hash og så røg vi det sammen, inden vi gik i ungdomsklubben.

Der skete altså et eller andet med ens oplevelse af musikken, når man havde røget en pibe hash først.

Man levede sig meget bedre ind i rytme og tekst og sad så nærmest i trance, mens musikken fyldte hele ens indre.

En af gangene havde Bob fået fat i noget marihuana, som vi tog ned i Ryet Skov og røg, inden vi skulle videre til noget i klubben.

Jeg fik nogle fede hallucinationer og trætoppene drejede rundt i spiraler mens bladene skiftede i forskellige grønne nuancer.

Vi lå i lang tid på skovbunden og nød fornemmelsen, inden vi tog vores cykler og kørte til klubben, hvor resten af aftenen forsvandt i en tåge for mig.

 

Hvor farligt det var for vores helbred, skal jeg ikke kunne sige, men sundt var det jo nok ikke.

 

 

Summer Holliday:

 

Ved siden af Bob boede Karina.

Faktisk i et nybygget hus, som lå på den der tomme grund, hvor mine første seksuelle erfaringer havde fundet sted mange år tidligere.

 

Karina var omkring et år ældre end mig, men alligevel havde jeg forelsket mig fuldkommen i hende.

Hun var en lidt stor pige med former de rigtige steder og med langt kommunefarvet hår der nåede ned over skuldrene.

Desuden havde hun nogle flotte hvide tænder og duftede altid dejligt.

 

Vi mødtes ofte ovre hos hende til en kop the og hendes forældre var lige som Bobs af den moderne slags, som kunne og ikke mindst ville tale med os unge mennesker.

Måske var det bare mine egen forældre der ikke evnede den slags snak, eller bare ikke gad bruge tiden på det.

Så Karina og jeg fik os ofte en god snak om alverdens ting, men aldrig om det, at jeg var forelsket i hende.

Sådan var det egentlig med flere af de piger jeg faldt for som teenager.

Jeg var som regel hemmeligt forelsket i dem og vovede ofte ikke at fortælle dem det.

 

Karina var tamburmajor i Værløse-garden og så utrolig flot ud, når hun gik der i uniformen og svingede med tamburstaven, iført den blå jakke, en hvid og meget kort plisseret nederdel, samt lange hvide støvler.

 

For at gøre indtryk på hende, huggede jeg nogle penge i mors pung og inviterede så Karina i biffen og se Cliff Richard i ”Summer Holliday”.

Vi sad tæt der i mørket og hendes hånd lå lige der, få centimeter væk, på armlænet og var lige til at tage fat i, men mit mod svigtede hver gang jeg skulle til det, så jeg fik aldrig taget hendes hånd i min.

Alligevel var det en dejlig fornemmelse at have hende for mig selv, selv om vi jo sad mellem hundrede andre mennesker i biografens mørke sal.

Min næse svælgede i hendes dejlige duft og jeg kunne mæske varmen fra hendes krop og hendes lår så min opmærksomhed var nok mere rettet mod Karina, end mod det der foregik oppe på lærredet.

 

Karinas forældre syntes at Karina skulle gøre gengæld, så de gav hende penge til at hun kunne invitere mig i biografen, så vi måtte af sted igen.

Denne gang så vi en film der hed ”Fantomas”.

Hvad den nærmere gik ud på, kan jeg ikke huske, men husker mere, at jeg nu igen kunne sidde der i mørket og føle at Karina var min - helt alene.

Der var stadig ikke mod nok til at holde hende i hånden eller kysse hende, men bare det at kunne mærke og ikke mindst dufte hende tæt på, gjorde at det var skønt.

For at gøre komedien med Karina og biografen færdig, må jeg lige fortælle dig, at min mor havde det lidt som Karinas forældre, så hun gav nu mig penge til at invitere Karina i biffen for, så jeg kunne gøre gengæld.

Hun anede jo ikke noget om, at det var mig der havde betalt første tur med penge jeg havde hugget fra mors pung.

Lige dér havde jeg altså trods alt lidt dårlig samvittighed over for min mor.

 

Da jeg endelig gik til bekendelse overfor Karina og fortalte hende om mine følelser, var hun skide sød og hensynsfuld overfor mig, men fortalte altså også, at hun faktisk kom sammen med en der gik en klasse over hende og at han i øvrigt spillede trompet i garden.

Ham kendte jeg godt og synes også han virkede til at være en sød og ordentlig fyr, så jeg kunne ikke rigtig argumentere imod deres kæresteforhold.

Vi fortsatte dog stadig som gode venner og hun havde altid overskud til at bruge tid på mig, når jeg ville tale fortroligt med hende.

 

 

 

Dagligdag på Skovbakken:

 

 

Morgenstemning:

 

Hjemme var der mange regler for hvad vi unger måtte og især ikke måtte.

Min far arbejdede som tømrer i den første del af min barndom og var derved væk om dagen, men det forhindrede ikke hans ord i at gælde også mens han var på job.

 

En almindelig morgen kunne se således ud:

Mor gik hjemme, hvilket var det mest almindelige på den tid.

Derfor var det også hende som kaldte hun på os om morgenen, når vi skulle i skole.

Vi sov altid i en stribet pyjamas, som regel med hvide og blå striber og altid rigeligt store, så vi kunne vokse i dem.

Vi smed pyjamassen og trak i tøjet, uden de store hygiejniske forberedelser på badeværelset, hvorefter vi kom ud til morgenbordet.                                       

 

 

                                                                                Morgenmad foran sommerhuset

 

 

Her var der var smurt et par stykker franskbrød, som regel med pålægschokolade på.

Franskbrødet stod klar på vores tallerken og mor sad på taburetten overfor os med sin kaffe, en smøg og Frederiksborg Amtsavis slået op foran sig.

Vi drak mælk til morgenmaden og så vidt jeg husker, var jeg ret gammel, før jeg drak min første kop kaffe, som dengang var med masser af sukker, præcis som vi havde set mor gøre med sin kaffe, plus en masse mælk, både til at køle kaffen ned og også for at mildne smagen lidt..

Sodavand og saftevand fik vi kun hvis der var gæster, eller ved særlige højtidelige lejligheder.

Der var i det hele taget ikke noget med Cola og milkshake, som mange børn og unge drikker nu om stunder.

 

Mor havde smurt en madpakke til os, men vi havde ikke meget indflydelse på, hvad der kom på af pålæg.

Som regel bestod madpakken af en med leverpostej, en med æg og sildesalat, en med ost og en med chokolade og det hele var lagt i en madkasse, med et stykke pergamentpapir mellem hvert lag madder, men efter en halv dag i skoletasken, lå det hele rodet sammen alligevel..

 

Hvis vi var rigtig heldige, nåede posten at komme inden vi skulle af sted til skolen.

I mange år var det Niels Postmand der kom hos os.

Han var en ældre mand, som altid havde en cerut i munden og han var rigtig sød overfor os unger, hvilket også gjorde at vi hængte i hans bukseben, så snart han var kommet indenfor.

Mor bød ham altid på kaffe og jeg kan stadig fornemme den hyggelige duft af cerut og frisk luft i hans tøj.

 

Når vi så havde spist morgenmad, var det tid til at cykle til skole.

Hvis vi ellers skulle møde på samme tid, fulgtes jeg med min storebror, hvis han altså lige gad at følges med mig den dag.

Det var ikke altid han gad det.

Nok fordi han risikerede at blive drillet af hans skolekammerater, hvis han havde sin lillebror på slæb.

Skoletasken hængte i hanken, over den lille anordning på siden af bagagebæreren, i hvert fald så længe det var den brune lædertaske jeg brugte.

Senere kom den grå lærredstaske som var med skulderrem og senere igen ”muleposen”, som var en lærredssæk, nærmest i facon som en bærepose fra supermarkedet.

Begge de ”nye” modeller blev overmalet med navne på popidoler og politiske slagord, udført i psykedeliske farver og bogstav faconer.

Ord som ”LOVE” og ”PEACE” stod på de flestes tasker.

Desuden var der hjerter med initialerne på den man nu lige elskede for evigt i den måned.

 

Når skolen så var forbi for i dag, skulle jeg komme lige hjem, ellers vankede der øretæver.

Det var nu ikke altid jeg rettede mig efter det, for der var mange ting der kunne friste på vejen.

Lad mig blot nævne i flæng ting som pigerne, rideskolen, kammeraterne, butikkerne oppe i byen, plus en masse andre ting som kunne forsinke mig på vej hjem fra skolen.

 

Nu var jeg jo ikke i skole hele tiden, så der var også lidt tid til at lege i haven med min bror.

Da vi var mindre og havde mere tid til leg, var en af de store glæder at få lov til at lege i det græs far havde revet sammen efter plænen var blevet slået.

Så legede vi høns og lå på de reder vi lavede af det afklippede græs.

Det endte nu altid med at vi begyndte at smide rundt med græsset og dynge hinanden til med det, indtil far blev sur og stoppede legen.

Så blev vi sat til at rive det hele sammen igen, så far kunne brænde det af, når det var blevet tørt.

Måske var det tørret hurtigere, hvis det havde fået lov at ligge lidt spredt og så kunne vi have den fornøjelse det var at lege med det, men sådan tænkte far ikke.

 

Bagest i den gamle have var et kæmpe område med Gyldenris og mens vi var små, kunne vi faktisk være helt skjult, når vi gik ind midt i dem, men selv om det jo egentlig var en slags ukrudt, måtte vi ikke lege der inde.

Godt så, hvis vi ikke måtte være der, kunne vi vel kravle op i de Hyldebær træer det stod nede ved hegnet til bagboen.

Næh, heller ikke det var lovligt, så far jagede os ned igen, så snart han opdagede vi var kravlet op i træerne.

Der var godt nok mange ting man ikke måtte i barndommens have, selv om det bestemt ikke var en pryd have, men snarere en naturgrund de første mange år.

Der var ikke meget logik i reglerne så måske var det bare regler for reglernes skyld.

 

Om aftenen bestod underholdningen mest af de ting man kunne se i tv.

Jeg mindes ikke nogle aftener, hvor vi f.eks. spillede spil med vores forældre, eller bare sad og hyggesnakkede.

Det var måske også lige rigeligt at forvente, når min far havde været på arbejde hele dagen og mor havde gået hjemme og tørret støv af, eller vasket tøjet i vaskemaskinen.

De har nok været for trætte til den slags med deres børn.

Som regel sad min mor og syede korssting eller strikkede og min far så tv, eller læste i et blad, hvis han da ikke var faldet i søvn og snorkede som en bjørn.

 

Nåh, men så tænder vi da for det tv og ser hvad de sender i aften.

Der var selvfølgelig nyhederne, som hed Aktuelt dengang, men ikke med så mange levende billeder, som vi ser i dag.

Det var mest en mand der sad og læste op fra nogle papirer og med lidt held, var der et lille foto bag ham, så vi kunne se hvad han snakkede om.

Senere blev nyhederne på tv dog bedre og vi lærte snart navnene på reportere som Lasse Budtz fra London, Ib Rehne, Kairo og John Danstrup, Nicosia at kende.

 

Bagefter kunne det være min yndlingsudsendelse, hvor Dr. Lieberkind fortalte om planter og dyr i naturen, mens han tegnede flotte tegninger på et stort stykke papir, som var fastgjort på et stativ bag ham.

Han var en lille tyk mand, med en temmelig rund mave, som jakken aldrig kunne dække helt, samt helt hvidt hår der var redt lige tilbage og klistret fast med Bryllcreme.

Det var skægt når det blæste på det sted hvor han skulle stå, for så blafrede papiret rundt, samtidig med at hans hentehår opførte en hel dans på hans hoved.

Han var særdeles interessant at høre på og kunne virkelig få os til at forstå naturens underfulde Verden.

Han havde i øvrigt en helt speciel måde at udtale ordet Afrika på.

Han delte det nærmest, så det altid lød således: ”A-frika”.

 

Senere kom der måske en film, som regel amerikansk og om lørdagen ofte en gyser, eller i hvert fald en spændingsfilm.

Der var også en del udsendelser med teaterstykker, mest Holberg og den slags, men af og til også eksperimental stykker som vi ikke forstod en disse af.

Og så husker vi lige, at farvefjernsynet først blev opfundet mange år senere, så alt var i sort/hvid og med mono lyd.

Vores familie fik vist først farvefjernsyn lige inden amerikanerne landede på månen den 20 juli 1969.

 

Noget af det jeg især kan huske fra barndommens tv, var da præsident John F. Kennedy blev skudt i Dallas, Texas den 22 november 1963.

Vi unger var lagt i seng, men min far kom ind og vækkede os, så vi kunne komme ind og se det hele i fjernsynet.

Jeg tror at han, ligesom de fleste andre mennesker, var dybt chokeret over mordet og derfor havde brug for nogle at dele frustrationen med.

Mor havde aftenarbejde på den tid, så han havde kun os at dele det med.

De fleste der oplevede mordet på Kennedy, kan stadig huske hvad de lavede den dag nyheden kom til Danmark.

 

Næste gang der skete noget som på samme måde satte uslettelige spor i folks hukommelse over det meste af Verden, var den 11. september 2001 hvor World Trade Center i New York blev ramt af fanatiske terroristers hensynsløse opførsel da to passagerfly blev styret direkte ind i bygningerne.

Begge de to højhuse endte med at styrte totalt sammen og masser af mennesker blev dræbt og endnu flere såret.

Desuden blev USA’s forsvarsministerium i Pentagon ramt af et tredje fly næsten samtidig.

 

De fleste ved også hvad de lavede den dag, da denne nyhed ændrede vores opfattelse af Verden for altid.

 

Min mor havde noget skrivearbejde for Tømrernes fagforening i Ballerup en overgang, så de aftener var vi alene hjemme med min far.

Jeg husker en af de aftener, hvor mor skulle arbejde og far åbenbart kom hjem efter at hun var taget af sted.

Da han kom ind ad døren, opdagede han at Charlie og jeg hoppede i vores senge og han blev omgående stik tosset og stak os nogle øretæver, inden vi blev sendt direkte i seng.

Det var jo træls og vi lå der og ærgrede os over det, indtil far pludselig kom ind og benådede os og sagde, at vi godt måtte være oppe alligevel.

Vi undrede os lidt over hans pludselige vending i humøret, indtil vi fandt ud af, at han havde købt et Matador Spil med hjem og gerne ville prøve at spille det med os.

Det var altså mere fordi han ikke kunne vente med at prøve spillet, end fordi han alligevel syntes straffen var for hård i forhold til vores ”forbrydelse”.

 

 

Sommerferie:

 

Når skolen holdt ferie, var det jo omkring 6 – 7 uger, som vi skulle have til at gå og min far havde kun ferie i de 2 eller 3 af dem. (Jeg husker ikke lige hvor lang ferie de voksne havde dengang.)

 

Som beskrevet andetsteds i dette værk, fik vi meget af tiden til at gå nede ved Furesøbad, men når så min far gik til ferie, skulle vi som regel ud i landet.

De først mange år, foregik det altid i Danmark, for som min mor ganske rigtig sagde, så er der mange der kender Italien og Mallorca ud og ind, men ikke aner hvordan deres eget land ser ud.

Jeg går ud fra, at hun virkelig mente det og ikke bare brugte det som en undskyldning for, at vi ikke havde råd til at rejse ud i Verden.

 

Der var en helt særlig stemning i familien, når vi skulle af sted på ferie.

Som regel skulle vi forholdsvis tidligt op for at være ved færgen til tiden, for flere af vores ferier gik til Jylland og Fyn.

Så pakkede far vores bagage i bilen og resten ovenpå hvor det blev pakket ind i et stort orange plastic og tøjret til tagbagagebæreren med en ”blæksprutte”, som er en elastisk og flerarmet tingest med en krog for enden af hver arm.

Det hamrede og raslede der oppe fra, under hele turen, men alt vores bagage kunne jo ikke være inde i bilen, når vi også skulle være 5 mennesker der inde.

Vi sejlede altid over mellem Halsskov og Knudshoved og alene det at skulle sejle med færgen, var en oplevelse i sig selv.

 

Mor havde købt nogle Anders And og Daffy blade til min lillebror, Kaptajn Mickey til min storebror og Davy Crockett til mig, så vi havde noget at kigge i undervejs.

De der blade min storebror og jeg fik, var nogle hæfter som udkom hver uge, eller hver 14. dag og de var kun ca. 1/3 højde af en A4 side.

Det var gode blade, som vi godt kunne lide at læse, men det meste af tiden sad vi nu alligevel og kiggede med ud ad forruden.

Det var jo ukendt landskab vi kørte gennem og jeg har altid syntes at det var sjovt at følge med i trafikken, mens far kørte bilen.

 

Da jeg var dreng, kunne man læse på bilernes nummerplader, hvor i landet de kom fra.

Alle biler fra Københavns politikreds havde kendingsbogstavet K først på nummerpladen.

Århus havde X og Randers V.

Min morfars bil hørte til i Frederikssund politikreds og havde bogstaverne BS.

Vores bil havde i mange år nummerpladen KE 37.524 og af en eller anden grund, har jeg aldrig glemt den nummerplade.

Hele fortegnelsen over bilernes kendingsbogstaver, kunne man læse i enhver ordentlig lommebog og sådan nogle havde vi altid med i bilen, for far fik en ny fra fagforeningen hvert år.

Vi brugte adskillige kilometer på turene, med at finde ud af hvor i landet de biler kom fra, som vi så undervejs.

Vi kiggede selvfølgelig også efter nationalitets bogstaver på de udenlandske biler vi så.

Listen over de bogstaver stod også i lommebogen.

Efterhånden lærte vi også at kende bilmærkerne fra hinanden og også hvordan deres lygter sad så vi kunne genkende dem på lyset, når de kom imod os om aftenen.

 

Tidsfordrivet med nummerpladerne brugte vi også hjemme, når vi fik listet os over på den større vej, hvor der var mere trafik at se på.

Så skrev vi nummerpladerne ned på en blok og så var det med at få flest og helst også nogle usædvanlige nummerplader i sin samling.

Det siger måske lidt om trafikken dengang, når jeg fortæller dig, at en søndagsudflugt kunne være en tur ned til stendyssen ved Frederiksborgvejen for at se på biler.

Tænk dig lige, en hel familie, ofte med min mormor og morfar også, som pakkede en madkurv og gik ned til en stor vej og satte sig, bare for at kigge på de biler der kom kørende forbi.

Det tror jeg ikke der er nogle der gider i dag.

 

Ofte blev der små skænderier mellem os 3 unger på bagsædet, men så kunne vi også være helt sikre på, at der ikke gik lang tid, før fars arm langede øretæver ud.

Han havde en helt særlig evne til at kunne vride sin arm i alle retninger og ramme hvem som helst på bagsædet, samtidig med at han skulle styre bilen, selv det år hvor vi kørte ad smalle grusveje på fjeldsiderne i Norge.

Det kunne godt hænde at det var mor der tog sig af det, hvis vi skændtes, men hun slog næsten aldrig.

Hun brugte til gengæld neglene i stedet for og nev os hårdt i armen, så aftrykkene kunne ses flere dage efter.

 

Nåh, men når vi ellers ikke var uvenner og fik klø, så var disse ture egentlig mest hyggelige og rare at deltage i.

Når klokken nærmede sig 12 kunne far lige så godt begynde at se efter en rasteplads, for min mave virkede som et urværk og begyndte at knurre, når det nærmede sig spisetid.

Så holdt vi ind og satte os ved et af bordene eller på de medbragte tæpper og holdt frokost.

Mor åbnede for køletasken og smurte rugbrødsmadder til hele flokken.

Det tog nogen tid inden vi kom videre, for vi tog godt fra og de voksne skulle jo også lige have en smøg efter maden.

 

Ud over den medbragte mad, var der langt mellem anden indtagelse af fødevarer, for selv om vi kørte forbi det ene ishus efter det andet, stoppede bilen ikke.

Vi unger var ellers ret skrappe til at spotte et ishus på lang afstand.

Dengang lå de egentlig ret tæt og der var mange forskellige mærker at vælge imellem.

Der var bl.a. Frederiksborg Is, Premier Is, Frisko Is, Hellerup Is og så på Bornholm de berømte Krølle Bølle Is.

Der er rigtig mange af disse fabrikker der ikke eksisterer mere, eller er opkøbt af større konkurrenter.

 

Lidt på samme måde som udvalget af benzintanke var anderledes dengang.

For det første var der betjening på tankstationerne, hvilket betød, at der kom en mand ud og fyldte benzinen på bilen, tjekkede olien på motoren og måske endda vaskede forruden, mens kunden bare sad inde i bilen og kiggede på imens.

Når bilen var fyldt op, gav kunden pengene til tankpasseren, som så måtte ind efter byttepengene og tilbage til bilen igen med dem, stadig mens kunden sad roligt og ventede i bilen.

Af benzin mærker var der navne som Gulf, Caltex, BP, Mobil, Shell, Chevron, Esso og sikkert flere som jeg ikke husker mere.

 

Vi boede som regel på vandrehjem og det var udmærket, for det var altid på familieværelser og ikke sovesale, at vi skulle sove.

En af de virkelig hyggelige ting ved vandrehjemmene var deres morgenbord, for så måtte vi æde lige så meget havregryn og tykmælk, som vi kunne proppe i os – det var jo alligevel samme pris.

Desuden kunne man, mod en beskeden ekstrabetaling, smøre madpakker til dagens udflugt og det var jo som regel anderledes pålæg, end det vi var vant til hjemmefra.

 

Enkelte gange boede vi hos bekendte eller familie nogle af dagene og jeg husker specielt 2 af gangene hvor vi har boet på den måde, under ferie i Jylland.

 

Første gang var hos en af fars gamle venner fra hans militær tid og de boede nede i det sydlige af Jylland.

Det var mand og kone, plus 4 børn og de boede på et nedlagt husmandssted, eller sådan noget, for de havde da vist lidt grise gående – også ude i stalden…

De var bestemt ikke særlig renlige i en familie, selv om de åbenbart forsøgte på det, for man kunne da tydeligt se, at de havde forsøgt at tørre snavset af hænder og fødder med håndklæderne. Viskestykkerne og karkluden ønsker du slet ikke at vide hvordan så ud….

 

Vi så dem jo også om morgenen, når de kun havde pyjamas på endnu og jeg siger dig – de fødder havde ikke set vand siden den dag der løb noget ned i støvlen ved et uheld.

De var kulsorte og med lange negle, der matchede farven.

Nu taler vi altså ikke om børn der lige har snydt med vaskekluden i aftes, næh næh, det var både voksne og børn der så ud på den måde.

Det var nu særdeles gæstfrie mennesker, for jeg husker da at vi måtte tage tilløb i flere dage, inden det lykkedes at kommer derfra igen og videre på turen.

 

Det andet privatbesøg jeg husker, var hos min fars onkel og moster, som havde et rigtigt landbrug, tæt ved byen Herskind som ligger mellem Århus og Viborg.

Der var godt at være, for far moster gjorde alt hvad hun kunne for at forhindre os unger i at dø af sult.

Hun diskede op med de herligste marmelademadder og smørrebrød hele tiden og vi skulle bare lige nævne noget om at vi var sultne, så sprang hun omgående ind og smurte noget til os, uanset hvad tid på dagen det var.

Ude i deres stald gik der grise og som på enhver ordentlig gård, var der også katte alle vegne.

Min bror og jeg havde fundet ud af, at de der grise kunne spæne temmelig hurtigt, hvis man svirpede dem over røven med en slags pisk, som vi havde lavet at den tykke papirstrimmel øverst på fodersækkene.

Vi lokkede dem først helt hen til fronten af båsen og så fik de en i røven med pisken og spurtede ind bagest i stien og det så skide sjovt ud, når de gled i svingene og kurede sidelæns ind i væggen.

 

Den samme reaktion kunne vi fremkalde hos de store søer, når vi smed katten ind på ryggen af hende.

Selv en gris i den størrelse kunne komme højt op i fart når katten borede kløerne i for at holde sig fast på grisen.

Min fars onkel må have undret sig lidt, da han skulle ind og fodre næste gang, for de små grise havde røde streger over bagenden og søerne havde dybe ridser efter kattens kløer på hele ryggen, men han sagde aldrig noget om det.

I dag kan jeg jo godt se, at vi var nogle værre unger, men dengang var det nu altså skide skægt at være med til.

 

Nåh men, vi må videre på den ferietur, så vi tager afsked med familie og venner og skal se på Jyllands seværdigheder.

Vi nåede vist det meste af Danmark i løbet af vores barndom og fik set alle de steder som man nu en gang skal se, når man er i Danmark.

Vi mangler vist kun Samsø, Læsø og de helt små øer i Danmark, ellers har vi været overalt.

 

Den bedste ferie i Danmark, var vist den på Bornholm, hvor vi boede fast i Due Odde på et gammelt, men særdeles hyggeligt vandrehjem tæt på stranden.

Som jeg husker den ferie, lykkedes det vist at komme gennem hele turen uden nogen ballade i familien og vi havde et fantastisk vejr, hvor der også blev tid til at bade hver aften ved den lækre strand.

Der ovre havde de deres eget mærke i iskager, nemlig Krølle Bølle Is, som havde en trold som varemærke.

Vi kørte, som altid på vores ferier, ud og så de seværdigheder man bør se, når man er der og vi fik gået en masse kilometer rundt på øen.

Især turen til Paradisbakkerne blev en lang tur, for der var afmærket nogle ruter man kunne følge ved hjælp af gule pletter, som var malet på træerne, men de havde vist glemt at vedligeholde dem, for vi fór fuldstændig vild i skovene og brugte rigtig meget tid på at finde tilbage til bilen igen.

Den slags oplevelser tog vi nu med godt humør og på den måde fik vi jo set en masse steder, som vi ellers ikke ville have oplevet.

Vi var naturligvis også på Christians Ø og vandre rundt, men lige på den tur, syntes jeg far var lidt dum at høre på, for han var vildt imponeret af at komme til et sted der ovre, som hed Verdens Ende og bare var nogle klipper helt ude ved vandet.

Alle og enhver kan sgu da kalde et sted sådan, så jeg syntes han var lidt naiv, hvis han virkelig troede på at dette var Verdens Ende.

 

Da vi skulle hjem fra ferien, var det med færgen fra Rønne til Ystad.

Det blev noget af en sejltur, før der var så store bølger, at man satte skodder for vinduerne oppe i restauranten, som lå øverst oppe på færgen.

Færgen gyngede virkelig voldsomt på næsten hele turen og rundt på hele færgen lå folk og brækkede sig i poser og ud over gulvene, mens porcelæn og glas røg på gulvet med store brag alle vegne.

Vi fejlede nu ingenting og syntes bare det var spændende at opleve det hårde vejr.

Selv om det vist nok var forbudt, listede vi os ned på vogndækket og så hvordan de store lastbiler gyngede voldsomt fra side til side, selv om der var lagt kæder omkring hjulene, så de ikke hoppede ind i hinanden.

Den flotte natur på Bornholm imponerede mig meget og jeg har besøgt øen flere gange og hver gang nydt det meget.

 

Den eneste tur til udlandet med mine forældre, gik til Norge og blev den sidste ferie som jeg deltog i, inden jeg rejste hjemmefra.

Vi boede oppe i Hemsedalen og for os, som indtil da kun havde set det flade Danmark, var det imponerende at se de store højdeforskelle man har der oppe.

Der var lyst næsten døgnet rundt og vi var igen heldige med vejret på et meste af turen.

Det der var sværest i Norge, var deres fødevarer, som vi jo slet ikke kendte noget til.

Vores aller første måltid foregik lige efter vi havde krydset grænsen mellem Sverige og Norge, oppe ved Guldborgsund.

På et lille cafeteria bestilte vi pandekager og glædede os til dem, men fik en lang næse da det viste sig at de indeholdt myse ost, som bestemt ikke er noget vi var vant til i pandekager, eller nogle som helst andre steder, for den sags skyld.

 

Min storebror var ikke med på turen til Norge, så jeg havde nu kun min lillebror at ”lege” med, men det gik fint nok.

Han var jo også blevet større nu og vores aldersforskel betød ikke helt så meget mere.

Hjemme i dagligdagen legede vi også fint nok sammen, når altså ikke lige jeg hellere ville være sammen med mine venner på min egen alder.

 

En dag var han og jeg gået lidt på opdagelse oppe i fjeldet og nåede til en mark hvor der gik køer.

Uvist af hvilken grund, gik de pludselig amok og begyndte at bisse ned imod os, så vi måtte tage benene på nakken og springe ud over hegnet og flere meter ned ad fjeldet for at flygte fra de åndssvage kreaturer, som oven i købet var skeløjede.

Jeg tror først vi stoppede da vi nåede ned på den gård vi boede på.

 

Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men der har altid været noget med mig og køer.

Jeg har altid været lidt bange for dem, når de ikke var adskilt fra mig med et hegn eller tøjret.

Det er måske deres størrelse der altid har skræmt mig, for jeg har altid haft lidt af det samme med heste.

Meget fascineret af dem, men samtidig også lidt bange.

 

 

Familieudflugt:

 

De år hvor vi ikke var på langture, tog vi bare af sted i bilen til noget der kunne lade sig gøre uden at skulle overnatte.

Så var det tit sammen med min morfar og mormor, samt min morbror, at vi tog af sted og det var altid hyggeligt, for så fik jeg næsten altid lov til at køre med i deres bil i stedet for sammen med far og mor.

Så kørte vi til Møns Klint, eller til Gavnø og se på tulipaner, eller måske bare en tur ud i det blå.

Mormor havde smurt madpakker til os alle sammen og det var betydeligt mere lækkert, end dem min mor smurte til os.

Desuden havde morfar altid taget Jolly Cola med til os unger og øl og kaffe til de voksne.

 

Hans transistorradio var altid med, for hans Verden gik vist helt i stå, hvis han ikke fik hørt nyhederne i løbet af dagen.

I mange år havde min morfar en lille plast vase sat fast indvendig i forruden med en lille sugekop og der var altid en lille blomst i.

Enten en af plast, eller en min mormor havde plukket mens vi holdt frokost på turen, men uanset hvad slags det var, syntes jeg altid det så så hyggeligt ud.

Når vi var på disse udflugter, vankede der af og til en is fra de mange små træhuse langs vejen, hvor der var udsalg af is, eller iskager, som nogle kaldte dem.

Der var specielt et sted oppe ved Jægerspris hvor de havde nogle enorme isvafler, som var berømt over det meste af Sjælland.

 

Oppe i Jægerspris var der åbenbart mange ugler, for jeg fik samlet masser af gylp fra dem og havde en imponerende samling af kranier fra mus og småfugle liggende hjemme på værelset.

Desuden gik vi rundt og fandt kogler som var gnavet af enten mus eller spætten.

Jeg lærte hurtigt at se forskel på hvem der havde været i gang med koglen og syntes det var lidt spændende at finde dem.

 

Andre dage tog vi til stranden alle sammen og så var det oppe på nord kysten af Sjælland, ved Tisvilde, Hønsinge eller også på vores favorit sted Kignæs.

Vi unger havde nogle flotte badebukser i camouflage farver og syntes selv vi lignede Tarzan når vi havde dem på.

Fars badebukser var nogle blå nogle, som nåede næsten op til arm hulerne og så havde vi alle sammen vores stribede badekåber med, så vi kunne beskytte os imod kulde og solskoldning.

Badekåben brugte vi også som dække, når vi skulle skifte til badebukserne, for ingen skulle se vores hvide baller.

Far var ligeglad og skiftede bare bukser, uden at dække sig lidt til.

Det syntes vi var lidt pinligt, både fordi vi ikke var vant til at se hans tissemand og fordi vi var lidt forlegne ved, at alle andre på stranden kunne se ham med bar røv.

 

Mor havde godt nok en blå badedragt, men den brugte hun stort set aldrig.

Hun sad altid iført nederdel og bluse og havde bare knappet lidt op i halsen, når vi var ved vandet.

Hjemme i haven lå hun som regel i shorts og BH og blev knaldrød på få timer, men aldrig rigtig brun.

Min far skulle bare høre om sol i vejrudsigten og så lignede han næsten en neger.

Vi havde altid mad med hjemmefra og den friske luft sammen med vores fysiske aktiviteter gjorde altid at vi kunne spise en masse rugbrød.
Problemet med den frokost var bare, at vi ikke måtte gå i vandet igen, før der var gået mindst en time, for ellers ville vi få krampe og drukne, sagde de.

Solcreme var vist ikke opfundet, for jeg husker mange ømme skuldre, hver eneste sommer, indtil huden havde vænnet sig til solen.

 

Blandt de årlige traditioner var også en eller flere ture til Tivoli og Bakken.

Som regel prøvede de at lave en overraskelse ud af det og lod som om vi bare skulle ud og køre en tur i det grønne, men efterhånden kunne vi jo genkende vejen til både Bakken og Tivoli, så vi vidste hurtigt hvor vi var på vej hen.

Vi sagde ikke noget om at vi havde gættet det, for så var de bare blevet skuffede over at blive afsløret.

Sådan var det også når de tog os med op og spise på Storkereden, som var et stort flot cafeteria der lå ud til Hørsholm motorvejen og hvor de havde den herligste biksemad.

Det var som regel rigtig hyggeligt med de ture i Tivoli og på Bakken og en af de få dage om året, hvor pengene sad løst på mine forældre.

Det var jo før det der med ”turbånd” var opfundet, så vi måtte have rede penge til hver eneste tur i karrusel og hvad vi nu skulle prøve.

Vi fik lov til at rende rundt alene og skulle så bare komme hen til vores forældre på nogle faste tider, så de lige kunne se at vi var levende endnu.

Mens vi rendte rundt og morede os, spillede de nemlig på ”enarmede tyveknægte” hele dagen og det gad vi jo ikke stå og glo på.

Når vi var i Tivoli sluttede dagen altid med at vi så det flotte fyrværkeri lidt før midnat og så var dagen slut.

 

En af de gange vi var på Bakken, var jeg inde og prøve Spejlsalen, som var en labyrint af glas og spejle, som man så skulle finde vej igennem, men jeg kunne slet ikke orientere mig der inde og blev grebet af panik efter at jeg havde banket hovedet ind i glasset flere gange.

Jeg begyndte at græde og det endte med at en af dem der passede butikken måtte ind og hente mig ud der fra.

Jeg har aldrig siden vovet mig ind i den slags.

Inden dagen var omme, havde vi prøvet de fleste ting og var godt trætte, så det skete tit at vi faldt i søvn i bilen, på vej hjem igen.

 

Nogle gange spillede vi på lykkehjulet i den bod der ligger ved siden af Skærsilden ude på Bakken.

Vi vandt ofte og slæbte hjem af malerier af sigøjner kvinder i nedringede bluser, lamper der var lavet af spiritusflasker og bamser i alle størrelser, samt dukker i flotte kjoler som kunne sige Mama, når de blev lagt på ryggen.

 

Sådan en dukke havde jeg også på værelset og en aften ville jeg prøve at have samleje med dukken, men fiaskoen blev total da dukken højt og tydeligt råbte ”Mama”, da jeg lagde hende ned på ryggen, så det kunne høres gennem hele det natte stille hus.

Min seksuelle debut med dukken blev udsat til en anden dag, hvor jeg huskede at pille ”talemaskinen” ud, inden hun blev inviteret ned i sengen.

 

Turen gik også i Københavns Zoo og det var blandt mine favoritter.

Jeg kunne få mange timer til at gå der inde og elskede at få lov til at gå rundt selv og bruge tiden på de dyr, som jeg nu lige syntes var mest spændende.

Mine forældre var af en eller anden grund mest fascinerede af bavianerne og kunne stå og kigge på dem i timevis, men jeg var mere til løver, tigre og bjørne og især isbjørnene brugte jeg meget tid på og iagttage.

Det var vist også dem der havde de mest naturlige forhold på den tid.

Da jeg var barn, var de fleste zoologiske haver rene udstillinger af dyrene, uden at tage hensyn til dyrenes behov.

Jeg husker specielt de store kattedyr, som løve og tiger, der bare gik hvileløst frem og tilbage langs med tremmerne og ikke havde nogle muligheder for at gemme sig lidt, eller bruge deres medfødte evner og instinkter.

Det har heldigvis ændret sig siden og i dag gør enhver dyrepark med respekt for sig selv, alt hvad de kan for at opfylde dyrenes behov og komme så tæt på deres naturlige liv som muligt.

Jeg sidder med et hæfte fra Zoo, som blev udgivet i 1953, og ifølge ordensreglerne er, med undtagelse af amatørfotografering til privat brug, al anden fotografering og optagelser af levende billeder i haven forbudt.

I samme program står der også følgende: ”Bortkomne børn og fundne sager bedes snarest afleveret på billetkontoret ved hovedindgangen.”

Og så lige dette: ”Det kontrolmærke som billettricen skal udlevere den besøgende, opbevares under besøget og forevises havens funktionærer på forlangende”.

Københavns Zoo åbnede 20. september 1859.

 

Begge mine forældre kunne godt lide motorsport og vi har været til mange speedway løb ude på Charlottenlund travbane.

Der var altid en helt særlig duft når motorcyklerne racede rundt og overdængede os med slagger og støv, når vi stod helt nede ved hegnet.

Nogle gange var man helt sort i ansigtet, efter en hel dag lang banen, men det var lige meget, for vi elskede at komme der.

Min mormor og morfar var som regel også til de løb og min morfar gik vist rigtig højt op i det, for han stod ofte og heppede på nogle af kørerne.

Om han faktisk kendte dem, eller bare holdt med dem, fandt jeg aldrig ud af, men hvis han heppede på dem, så var jeg solidarisk og holdt med de samme kørere.

Jeg har nemlig altid betragtet min morfar som mit store idol og en meget klog mand, som jeg så meget op til og aldrig vil holde op med at savne.

Hvor har jeg dog tit ønsket at han var min far, så ville alting være anderledes og godt.

 

Vi tog også ud på Amager Travbane og så Stockcar løb.

Det var ældre standard biler, som havde fået forstærket karrosseriet og fjernet alt glas fra vinduer og lygter.

Det gik så ud på at komme først i mål, ligesom i alle andre racerløb, men her måtte man godt køre ind i konkurrenterne og forsøge at vippe dem om på taget, eller i hvert fald vendt rundt, så de mistede tid på at komme på ret kurs igen.

Det var altid meget dramatisk at kigge på og der blev virkelig gået til vaflerne på banen, men jeg kan ikke mindes en eneste gang, hvor nogen er kommet til skade ved de løb, så bilerne må jo have været sikre nok.

Efter hvert heat, kom der nogle kranbiler og traktorer på banen og slæbte de biler væk, som ikke selv var i stand til at køre mere.

 

Min far forsøgte en enkelt gang at slæbe min bror og mig med til fodboldkamp på Slagslunde Stadion, men bortset fra de pølser og sodavand, som han gav i halvlegen, var det overhovedet ikke noget der interesserede os på nogen måde.

Vi syntes det var både koldt og kedeligt at være der og vi kendte absolut intet til fodbold i forvejen og da slet ikke nogle af de spillere der rendte rundt nede på banen.

 

En tilbagevendende begivenhed var turene til Sverige efter smøger, slik og kaffe.

Vi kørte altid til Helsingør og tog de blå færger med navnene ”Betula”, ”Primula” og andre latinske plantenavne, over til Helsingborg.

Min største skræk var, når far parkerede nede på havnen, for han kørte altid meget tæt på kaj kanten og jeg var sikker på, at vi røg i vandet lige om lidt.

Der skete nu aldrig noget, men jeg kunne bestemt ikke lide det.

 

Når vi nåede ind i hallen, hvor man skulle vente på at gå ombord på færgen, blev vi unger sendt i forvejen for at holde et bord i cafeteriaet.

Så masede vi os vej blandt de andre rejsende og bildte dem ind, at vi skulle op til vores forældre, som stod længere fremme i køen.

Der var ingen der turde afvise et par små børn, som var blevet væk fra forældrene, så vi kom altid helt op til døren og stod klar til at løbe ind på færgen, så snart de åbnede.

Om bord på færgen fik vi som regel lov at snolde lidt i kiosken og der vankede også sodavand på turen.

Mor gik ud og købte rationen af smøger, hvilket vist var to pakker pr. voksen person.

Nogle gange tog vi flere ture frem og tilbage lige efter hinanden, for selve billetten kostede næsten ingenting.

Så var det bare ud af færgen og om i køen og mase sig frem igen, så vi kunne få et godt bord på næste tur også.

Hvis vi gik rigtig i land i Sverige, vandrede vi op i et supermarked og købte en masse af de røde dåser med Skånsons Kaffe og nogle af de gule ovale pap dåser med O’Boy Kakao pulver, eller NesQuick Kakao.

Om vi købte andre varer der ovre, husker jeg ikke mere, men kaffe og kakao var åbenbart billigt, for vi købte også med til min mormor og morfar, når vi var ovre.

Dåserne som kaffen var i, blev genbrugt på den måde, at mor trak nogle plastic strimler omkring dem, så de blev dekorative (syntes de i hvert fald) og kunne bruges til opbevaring af forskellige ting.

 

Disse ture til Sverige var der rigtig mange danskere der foretog dengang, men jeg tror nok fidusen med billige smøger og kaffe er væk nu.

Trafikken er vel nærmest vendt, så svenskerne kommer til Helsingør og køber øl i stedet for.

Inde i København, nærmere bestemt ved Tuborg Havn, var Viking Bådene til Malmø også velbesøgt, men der handlede det mere om at drikke sig pløre fuld på båden, for al øl og spiritus var toldfrit ombord, så alle havde råd til en ordentlig brandert.

På disse både behøvede man ikke stige i land i Sverige, men kunne bare blive siddende og drikke imens ”rigtige” rejsende kom af og på.

 

På et senere tidspunkt kom Flyvebådene i gang mellem København og Malmø, men de blev vist aldrig rigtig en succes for folk der ville drikke ombord, for rejsetiden blev så kort, at man næsten ikke kunne nå at drikke sig fuld.

Også fra Dragør til Limhamn gik der de såkaldte ”spritbåde”, men det var sjældent at vi kørte helt der ud for at komme over.

Det var kun hvis vi alligevel var på Amager, f.eks. for at være ude ved Flyver Grillen på Kastrup Landevej og se på, at flyene i Kastrup Lufthavn lettede og landede.

Det var altid spændende at være der ude og se flyene tæt på og på den tid kunne man også få lov til at komme helt ud ved Gaten i lufthavnen og se flyene helt tæt på, men på grund af terrorismen blev der lukket af for den fornøjelse for nogle år siden.

 

 

 

 

 

Fars Biler:

 

Min far har haft mange forskellige biler gennem årene og de havde hver især deres fordele og ulemper.

Den første bil jeg husker var den gamle Ford A med de smalle og høje hjul.

Den skulle startes med et håndsving foran på bilen og den var uden varme og ventilation og havde en herlig duft af læder indeni, når den havde stået og blevet varm i solen.

 

Næste bil var en lille Opel Olympia model i varevogns klassen og faktisk en firmabil, fordi min far på dette tidspunkt forsøgte sig som selvstændig.

Bilen havde en tekst malet på bag døren, hvor der stod: ”H. Jensen, Tømrermester.” og den kørte med Papegøje plader, hvilket var nogle nummerplader hvor bogstav delen var gul og tal delen sort og bilen var dermed registreret som halvt firmabil og halvt privat bil og måtte derfor ikke have vinduer bagi bilen.

Det betød at den kørte med nedsat afgift til staten.

 

Efter kort tid måtte han opgive at være selvstændig og dermed kom vi også af med den lille Opel.

En Opel Rekord P1 var nu familiens køretøj.

Den var noget mere komfortabel, end hvad vi tidligere havde oplevet.

Bilen var grøn med hvidt tag og havde den specielle ting, at vinduesviskerne tilpassede hastigheden efter bilens fart.

Min morfar havde en Opel magen til, bortset fra at den var blå med hvidt tag.

Måske tilfældigt, men det skulle senere vise sig, at min far og min morfar ofte havde samme model i bil.

Hvem af dem der købte først husker jeg ikke, men jeg tror de kiggede lidt hos hinanden.

 

Næste bil var et WV ”Rugbrød”, altså en folkevogns model, hvor der kun var sæder foran og et stort lastrum bagi.

Det var vist ikke tilladt at have passagerer med i lastrummet, men det var nu altid der vi unger var, når vi kørte nogle steder.

Far havde indrettet en lille bænk med nogle hynder på, så vi kunne sidde der og være usynlige for eventuelle politibiler vi mødte på vejen, men vi stod nu altid oppe bag forsæderne og kiggede ud ad forruden.

Sad vi på bænken kunne vi jo intet se, for der var ingen vinduer bagi.

 

Efter nogle år med ”Rugbrødet” købte far Saab tre gange i træk.

Det var en værre prutte maskine at høre på, men den kørte vist udmærket.

Saab havde den lille finesse, at man kunne slå motor bremsen fra, så den løb i frihjul når man slap speederen.

Det skånede motoren, men var noget man lige skulle vænne sig til at køre med.

Den sidste Saab blev købt som splinter ny og var den første bil vi havde haft fra helt ny af.

 

Da den skulle skiftes fik vi en fabriksny Renault 16 i en flot grøn farve.

Lækker luksus bil med 4 døre og næsten lydløs at køre i, men glæden blev kort, for min far havde hørt nogle rygter om, at den havde en svaghed i styretøjet og at det kostede en formue at få det repareret, så han skyndte sig at skifte den ud med endnu en fabriks ny bil, nemlig en Audi 60 i blå.

Det var et alvorligt tilbageskridt, for den var ikke nær så komfortabel og flot som Renaulten var og desuden havde den kun to døre.

Far ville gerne have haft en med 4 døre, men mor sagde NEJ, for det synes hun ikke der var grund til at give ekstra for.

Prisforskellen mellem to og fire døre var også på ca. 1000,00 pr. dør, så dem sparede de da…..

 

Efter ganske få kilometer på bagen, lykkedes det mor at køre forskærmen af den oppe i byen, en morgen hun ville hente morgenbrød til familien.

Hun havde næsten lige fået kørekort og havde ikke helt tjek på det der med koblingspunktet og fik dermed sluppet den for hurtigt og givet for meget gas, så hun ikke kunne nå at dreje bilen, men torpederede et vejskilt på den modsatte skide af vejen.

Hun kom hjem og var helt opløst i gråd, så vi troede da mindst at der var nogen der var død, siden hun tog sådan på vej.

 

Bilen blev repareret og derefter snart skiftet ud med en Taunus 20M, som var næsten samme model, som den mor havde lært at køre i.

Det skulle så åbenbart hjælpe hende til at komme i gang med at køre igen, hvilket hun ikke havde gjort siden hun ødelagde den blå Audi, men hun kom aldrig rigtig i gang med at køre bil igen.

Taunus’en var en lækker og flot bil, men lidt dyr at køre i, så den blev udskiftet med en lille Opel Kadett i lyseblå lak.

Den kørte de så i, indtil min far arvede efter sine forældre og investerede pengene i en fabriksny Ford Escort 1,1 som endte med at blive hans sidste bil.

 

Jo, jeg ved godt jeg skriver hans sidste bil, men sådan var det jo.

Bilen blev altid betragtet som mandens ejendom, uanset om begge både havde betalt og kørte i den.

 

 

Hjemlige pligter:

 

Min storebror og jeg havde nogle pligter vi skulle udføre hjemme.

 

Min del bestod i at skrælle kartofler til aftensmaden, så de dage hvor mor havde planlagt ris eller andre retter uden kartofler, var jeg så fri for den del af mine pligter.

Det var nu ikke noget større problem at skrælle de kartofler, for mange års rutine havde gjort, at jeg kunne skrælle dem på rekordtid.

 

Mor gik jo hjemme, men der var åbenbart også rigeligt at gøre hele dagen, for når vi kom hjem fra skole, skulle min storebror køre op i byen og handle ind for hende, mens jeg skulle skrælle de der kartofler.

Hvad hun egentlig fik dagen til at gå med, har jeg aldrig helt forstået, for efter jeg selv er blevet voksen, ved jeg jo godt hvor meget, eller rettere lidt tid, der går med at holde hjemmet rent og få vasket tøj og den slags.

Hun burde nu nok kunne nå det hele, mens vi var i skole.

Så stort var huset jo heller ikke…

 

Som sagt var det min storebror der handlede ind oppe i byen, men hvis hun bare skulle have sine ugeblade, eller smøger, kunne det være os begge to, der skulle cykle op på ”Mejeriet”, som var en lille butik, der lå omkring 500 – 600 m. fra vores hjem, på vej op mod byen.

Hvis hun var i rigtig godt humør, kunne vi måske få lov til at købe en is der oppe, men det var bestemt ikke hver gang man fik noget for ulejligheden.

 

Når mor var ved at være færdig med maden, skulle vi komme og dække bord, så egentlig er det ikke så underligt at vi ikke havde meget kontakt med andre børn, hverken i kvarteret eller fra skolen, for vi skulle jo stå til rådighed for fruen i huset, næsten uafbrudt, fra vi kom fra skole og til vi var færdige med opvasken, efter aftensmaden.

Hvornår skulle vi så lige kunne nå at være sammen med andre??

 

Min mor havde til gengæld masser af tid alene hjemme, mens vi var i skole og far var på arbejde, men hvad hun brugte alt den tid til, kan jeg ikke regne ud.

Det er i orden at børn skal have nogle pligter hjemme, men det betyder jo ikke at de skal lave det meste og dermed blive forhindret i at have kontakt med andre børn.

At vi så havde været i skole hele dagen, betød åbenbart ikke noget, for vi blev aldrig spurgt om vi måske var trætte efter en lang skoledag, med eventuelle lektier hjemme.

 

En anden daglig pligt var, at jeg skulle deltage i opvasken.

Mor skyllede af og vaskede op, mens min storebror tørrede af, og så klarede jeg det med at sætte tingene på plads.

Som regel var det nu meget hyggeligt at være med til at vaske op, for radioen gik altid i køkkenet imens.

Som regel passede det med at vi kunne høre ”Karlsens Kvarter” som var en slags radio sketch der blev sendt hverdagsaftener, lige efter vores spisetid.

Giro 413, som var et helt fast indslag om søndagen i de fleste familier.

Så kunne man gå og synge eller nynne med på sangene imens dagens pligter blev ordnet.

Det er nok derfra min interesse og viden om musik blev grundlagt.

 

Min far deltog ikke i de huslige pligter, men han havde jo også været på arbejde hele dagen.

Det var også på den tid helt almindeligt, at husfaderen skulle have det største stykke kød, fordi han havde forbrugt en masse energi på sit job.

 

Efter min lillebror var kommet til Verden, satte far sig ind og så børneudsendelsen Ingrid og Lillebror sammen med ham, mens vi andre skulle hjælpe med opvasken.

Om det var en retfærdig fordeling af opgaverne, kan vel bedst bedømmes af folk udefra, men min storebror og jeg syntes i hvert fald at der godt kunne være en mere lige fordeling af opgaverne i huset.

Desuden kunne far jo godt, bare en gang imellem have tilbudt os at gå ind og se tv, mens han hjalp mor, eller han kunne have sendt hende ind og se børnetime med Pierre.

Jeg tvivler på, at han var SÅ træt efter dagens job, at han slet ikke kunne yde lidt til de fælles opgaver i hjemmet.

 

 

Grønne Glæder:

 

Når der skulle laves havearbejde, forlangte de at vi børn også deltog i det.

Så skulle vi f.eks. være med til at luge, eller plukke solbær og sådan noget.

 

Jeg husker en gang, hvor vi skulle hjælpe med at plukke solbær sammen med vores mor.

Vi havde leget med vand lige inden, så mine badebukser var drivvåde, da jeg satte mig på den omvendte plasticspand for at plukke bær.

Jeg skulle lige slå en lille prut, men på grund af de våde badebukser og plasticspanden kunne prutten ikke rigtig komme videre, hvilket gjorde at den klemte sig ud med et højt ”PIIIIIV”.

Denne lyd kunne vi slet ikke undgå at komme til at grine af, men min mor blev skide sur over vores fjolleri og skældte os ud.

 

Der var sgu ikke meget humor i hende den dag.

Af en eller andet grund irriterede det hende ofte, hvis vi unger kom til at pjatte og grine ad noget, for hun blev som regel skide sur og skældte os ud.

Jeg husker også en morgen hvor jeg fyrede en eller anden sjov bemærkning af ved morgen bordet og fik min storebror til at grine helt ubehersket.

Igen blev mor pisse sur og skældte os ud, bare fordi vi morede os.

Det virkede nærmest som om godt humør var en synd nogle gange.

 

 

Indflytning i det nye hus:

 

Som nævnt tidligere, byggede min far jo nyt hus til os i 1960/61.

 

Det var en dejlig fornemmele, da vi kunne flytte ind i det.

Vi unger fik et stort lyst værelse med varme og helt nye moderne senge at ligge i.

 

Min lillebror var kommet til Verden i foråret 1960 og fik eget værelse så snart han kunne ligge alene om natten.

Det betød så at min storebror og jeg måtte dele det andet værelse.

Over vores senge havde vi hver en lampet hængende.

Min var en figur der forestillede Anders And og min brors var en Mickey Mouse figur.

                                                                                              Foto: Det nye hus på Skovbakken

 

Sengene var sove sofaer og havde løse ryg hynder, hvor sengetøjet kunne opbevares mens det ikke var i brug.

 

 

Opvarmningen af huset foregik med luft, som blev blæst rundt i rummene via et kanalsystem under gulvene og suget ud igen oppe under loftet.

Det var vist temmelig nyt på den tid, men enen sparede vores forældre lige rigeligt på varmen, eller også virkede det ikke helt optimalt, for vi syntes sgu tit det var noget koldt, det luft der kom op af risten.

En af de indlysende fordele ved systemet var, at der faktisk aldrig var røg og anden dårlig luft i huset.

Det blev jo suget ud af lokalerne kontinuerligt.

 

Og nu var der sandelig også et rigtigt toilet at ordne sin nødtørft på, men træerne gror jo ikke ind i himlen, så det nye hus betød bare helt nye regler for hvad vi nu skulle og måtte.

Det var næsten forbundet med dødsstraf at trække ud i toilettet, hvis man bare havde tisset, for vores kloakforhold var endnu ikke på plads og alt hvad der blev leveret i toilettet, blev samlet i en septiktank ude i haven, hvilket betød, at man skulle betale for at få den tømt.

Der var endnu ikke lavet de fornødne rør, så de flydende ting kunne løbe videre ud i det offentlige kloaksystem.

Det havde også indvirkning på vores måde at komme i bad på.

Der blev tappet ca. 10 – 15 cm vand i karret og så måtte vi bade på skift i det, for det var ikke tilladt at få nyt vand, efter at den forrige bruger var stået op af karret.

Nu havde vi ellers endelig muligheden for at højne hygiejnen, men det måtte altså lige vente lidt endnu.

 

Det varede temmelig længe, før vi drenge kunne få lov til at bade helt alene og have lidt privatliv på badeværelset.

Mor stod for al vask af os og efterhånden som vi blev større, var det sgu træls at have hende rendende der ude, når man egentlig helst selv ville vaske de ædlere dele.

Hun generede sig heller ikke for at komme og sætte sig på toilettet, mens vi lå i badekarret.

Det var altså heller ikke særligt hyggeligt, at ligge der og høre om hun lavede bimmelim eller bummelum.

I øvrigt hed det slet ikke sådan hos os.

Det hed at man skulle tisse, eller ”lave”.

 

Når vi skulle have vasket hår, var der en vældig ballade, for mor tog virkelig fat og det føltes næsten som om hun rykkede alt håret af.

Når sæben så skulle skylles ud igen, fik vi en vaskeklud for øjnene og så spulede hun sæben ud med håndbruseren – og som regel med halvkoldt vand, for det kostede jo også at lave varmt vand.

Jo, det var sandelig stadig sparetider i det lille hjem.

 

Varmt vand fik vi via en gas vandvarmer, som sad ude i udhuset, som egentligt ikke var et udhus, men vel nærmest det man i dag kalder en baggang.

Det var en hvid metalkappe på omkring 1 x  ½ m. og med en lille vågeflamme, som så aktiverede selve varmeblusset, når man åbnede for det varme vand i huset.

Hvis man stod der ude og den så pludselig startede, var man ved at få et føl, for den larmede helt vildt, når det hele gik i gang.

Gassen blev også brugt til komfuret og det gav en, synes jeg, hyggelig duft i køkkenet, når der var gang i blussene.

 

Flaskerne med gassen stod i et lille rum, som der kun var adgang til ude fra gavlen af huset.

Der var altid en duft af gas der inde, selv om jeg da regner med at alle slanger var tætte og i orden.

Når gasmanden så kom med de nye flasker gas, stod vi unger ofte og beundrede hans teknik, for han kunne, med én hånd, få flasken til næsten at ”gå” selv op ad fliserne.

Den teknik havde han fuldstændig styr på og det så rigtig flot ud.

 

Da det nye hus var blevet færdigt i 1961, var det havens tur.

Hele grunden skulle kulegraves og alt ukrudt fjernes.

Der var en masse kvikgræs, som har den særlige evne, at der bare skal en lille stump af roden til, for at den kan spire igen, så det var vigtigt at få alle stumper op fra jorden.

Min storebror og jeg blev beordret ned på alle 4 og kravlede hele haven rundt og samlede rodstumper sammen.

Vi var blevet lovet en belønning/betaling, når hele projektet var overstået.

Hvad det var vi ville få, skulle være en hemmelighed, så vi var jo nogen spændte på hvad de fandt på.

Det vi fik, for adskillige ugers kravlen rundt på alle 4, var hver et par rulleskøjter til at spænde på skoene.

Den gamle model med jernhjul og en anordning i ”sålen” hvor man kunne stille på længden af skøjterne og røde læderremme som skulle snøres oppe omkring skoen men ofte gik op, så skøjten faldt af.

Selv rulleskøjterne skulle vi kunne vokse i…

Jeg aner ikke hvor meget sådan et par rulleskøjter kostede på den tid, men husker meget tydeligt, at vi i hvert fald syntes, at det var en luset løn for alt det arbejde.

Der blev aldrig spurgt, om vi måske havde lyst til at hjælpe.

Næh vi skulle bare komme i gang, uanset om vi måske gerne ville lege med nogle venner i stedet for.

Det hele foregik udelukkende efter de voksnes behov og ønsker.

Ingen interesserede sig for, hvad vores behov og ønsker kunne være.

Vi var jo ”bare” børnene og havde bare at rette os efter hvad de voksne sagde.

Hvis man så dristede sig til at stille spørgsmålstegn ved de ting de fandt på at vi skulle gøre, fik man bare besked om, at sådan er det ”fordi jeg siger det”.

Det var sgu en nem måde at affærdige børn på og slippe for at skulle give et godt argument for, hvorfor de syntes vi skulle efterleve deres, til tider ret åndssvage regler.

Enten fik vi den besked, eller også fik vi et par på skrinet, hvis vi ikke ville efterkomme ordrerne fra vores forældre.

 

Efterhånden blev haven da færdig og fars stolthed, den lille blågran i forhaven kom nu endelig til sin ret, men ikke så længe, for da han en dag havde knækket endnu en flitsbue, så den nu kunne bruges som pisk, slog en af os desværre topskuddet af træet.

Den dag blev han sgu sur, men det var vel retfærdigt nok.

Haven var ikke specielt køn og stram i linierne, men alligevel var der ting man ikke måtte, som f.eks. når min lillebror og jeg kørte cykelrace fra forhaven og gennem lågen til baghaven.

Rundt om fars blågran i forhaven og rundt om blommetræet i baghaven.

Hvis man følte sig truet af en overhaling fra den anden, prøvede vi at genere hinanden, ved at trække havelågen i bag sig, så den bagved enten kørte ind i lågen, eller i hvert fald måtte stoppe for at åbne den igen.

Græsset så noget medtaget ud, når vi havde kørt nogle omgange, så nu stod vi igen til skideballe.

 

Nu vi lige er ved cykler, så var også disse nogle vi skulle kunne ”vokse i”, så i al den tid cyklen egentlig var for stor til mig, satte far nogle gevaldige træklodser på pedalerne, så jeg kunne nå dem, og sadlen blev skruet helt ned og enkelte gang endda monteret på stangen i stedet for.

På denne måde kunne man have sin cykel i adskillige år, inden den endelig blev for lille.

Desværre stødte disse træklodser ofte imod vejen, når man drejede og så kunne man nemt miste balancen og vælte, derfor lærte jeg hurtigt at have den pedal der var indvendigt i svinget oppe i top stilling inden jeg svingede.

 

 

 

Forbrydelse og straf:

 

 

Livrem eller bøjle?:

 

Tævene blev delt flittigt ud gennem hele barndommen og ungdommen.

 

Som regel foregik det på den måde, at vi blev straffede når vores far kom hjem fra arbejde.

Så fik han dagens rapport fra mor om, hvordan vi havde opført os i dag og han bestemte så hvor mange tæsk det kunne udløse.

Som regel var det kun ved opvasken at mor kunne komme til at straffe os, ved at svinge den våde karklud over nakken på os.

Den kunne virkelig slå hårdt og ”svirpe” over nakken.

 

Nogle gange forsøgte mor at komme til at banke os, men hun havde ikke fars myndighed og vi løb bare fra hende, når hun forsøgte at fange os.

Tænk dig, vi har faktisk adskillige gange rendt rundt om spisebordet, med mor i hælene, mens hun råbte at vi skulle blive stående.

Det havde vi selvfølgelig ikke spor lyst til, så det endte altid med at hun gav op og begyndte at tude, mens hun så truede os med, at vi kunne få de tæsk når far kom hjem.

 

En ofte brugt vending i de små hjem dengang var: ”Bare vent til far kommer hjem”.

Det betød helt konkret, at mor ville sladre til far om de ulykker og frækheder vi havde præsteret i løbet af dagen.

Selv om han måske kom glad hjem, efter en god dag på arbejdet, skulle han altså hidse sig op til at dele røvfuld ud til os uvorne unger, når mor havde aflagt rapport.

Så blev vi kommanderet ind i vores værelse og beordret til at trække i nattøjet – også selv om klokken måske kun var lidt over 4 om eftermiddagen.

Vi blev nemlig ofte smidt i seng uden aftensmad, hvis vi havde lavet ulykker og ballade i løbet af dagen.

Der blev ikke lagt skjul på, hvad der ventede os, for beskeden var klar og tydelig tale: ”Skrub ind og få nattøj på, så I kan få en ordentlig røvfuld”.

Der er jo ikke så meget at være i tvivl om, vel?

 

Når vi så havde fået vores pyjamas på, kom far ind på værelset.

Nogle gange kunne vi selv vælge om vi ville have tæsk med en bøjle, eller med hans livrem, men det var egentlig ligegyldigt, for begge dele gjorde skide ondt i røven. Så skulle vi ”stramme buk”, d.v.s. bukke os forover, så skindet på røven var strammet ud.

Vores hoveder klemte han så fast mellem sine knæ og vores hænder holdt han med den ene hånd, så vi ikke kunne dække for røven.

Fars store håndværkerhænder begyndte så at tæve løs på os med enten bøjlen eller livremmen.

Nogle gange uden på bukserne, men oftest direkte på den bare røv.

Hold da kæft hvor det sved.

Det var næsten umuligt at lade være med, at sætte hænderne for, men det gjorde ham bare endnu mere vred, så han slog endnu længere tid.

Når han så endelig holdt op, blev vi kommanderet i seng og skulle overhovedet ikke bare tænke på at snakke sammen.

Nej, der skulle være helt stille.

 

Det var sgu både varmt og surt at ligge i sin seng midt på eftermiddagen, mens solen stadig skinnede gennem gardinerne.

Nogle gange kunne man også høre, at de andre børn i kvarteret var ude og lege endnu, mens vi bare lå der og ikke kunne deltage i morskaben.

 

Selvfølgelig var der episoder som vi fortjente straf for, men det kan jo godt være andet end tæsk med bøjler eller livrem.

En af de værste drengestreger jeg kan huske at vi har lavet, var en gang hvor vi havde rendt rundt på egen hånd og endte i en have lidt længere nede ad vejen.

Her havde Minnas forældre et sommerhus, som de tog ud til i weekenderne.

Vinduet i deres stue var sådan et, som bestod af en masse små ruder og var vel omkring 2 x 1½ m.

Vi begyndte at smide sten på ruderne og inden længe havde vi knust næsten alle sammen.

Hvorfor vi gjorde det kan jeg ikke gøre rede for, men vores uheld var, at netop som vi smuttede ud af haven og ville rende hjem, kom hele Minnas familie gående længere nede ad vejen og var på vej til en hyggelig weekend i sommerhuset.

Det varede selvfølgelig ikke længe før de stod og bankede på vores fordør og ville tale med min far om nogle knuste ruder.

Den dag fik vi røvfuld som aldrig før og min far måtte bruge hele weekenden på at sætte nye glas i deres sommerhus.

Hele den episode gjorde dog det, at de to familier lærte hinanden at kende og det udviklede sig til et venskab som holdt de næste ca. 30 år og bare blev styrket da Minnas familie byggede helårshus på grunden nogle år senere.

 

Men som sagt, så fik vi alle tiders røvfuld for ulejligheden.

Det der kan undre mig i dag er, at min mor tit så ud som om hun var ked af det, når vi skulle have de bank af min far.

Men det var da for fanden hende selv, der havde sat det i scene, ved at aflægge rapport til far, om hvilke ulykker vi nu havde lavet i dag.

Hvorfor pokker skulle hendes manglende evne til at styre os, føre til at min far skulle være bussemand for hende, når han kom hjem?

Det gjorde jo da i hvert fald ikke hans rolle som far nemmere, for selv om vi måske, på et eller andet plan, kunne lide vores far, så var han altså også den ”bøddel”, som tæskede os og dermed en trussel og een vi var bange for.

Det var jo ikke respekt han opnåede hos os, men derimod frygt, hvilket er noget ganske andet.

 

Når han endelig var flink imod os, gik vi jo alligevel og vogtede på hvornår han vendte og blev den brutale far, som vi desværre kendte bedst.

En af de ting der kunne vende ham fra flink til vred, var hvis han opdagede at vi sad og bed i neglene.

Alle os tre drenge havde negle der var bidt ned, mere eller mindre.

Min storebror var vist den værste til at bide negle, og hans var væk helt ned til midt på det stykke, hvor negle normalt er.

Min lillebror og jeg bed knapt så langt ned.

Hvis de voksne så det, fik man et rap over fingrene og besked på at holde op med det ”svineri”.

Hvordan det kunne være noget svineri fandt jeg aldrig ud af, men uanset hvor meget de skældte ud, forblev det en vane hos os alle tre.

Min storebror stoppede aldrig med at bide negle, men min lillebror og jeg fik lagt vanen af, da vi blev voksne.

Da jeg var helt lille, bed jeg faktisk også negle på tæerne, men det var vist kun en ganske kort overgang.

 

Efterhånden som vi blev lidt ældre og lidt sværere at bukke sammen til nogle rap i røven, begyndte han at slå i hovedet i stedet for.

Hans grove håndværker hænder ramte os som en forhammer og en voldsom hovedpine var ikke ualmindeligt, efter at han havde været i gang med at straffe os.

At vi ikke har fået sprængt trommehinder eller fået hjernerystelse må vist være rent held, for jeg tvivler på at han tog hensyn til den slags, når først han lukkede op for sit raseri.

 

Det hændte selvfølgelig også at jeg forsøgte at gøre oprør overfor alt det uretfærdighed og vold, men det var sgu svært for en uerfaren teenager at føre et oprør ud i livet.

Jeg har prøvet at true med at rende hjemmefra, men når så min mor eller far sagde: ”Hvis du går hjemmefra, så skal du aldrig komme tilbage igen”, så var det sgu alligevel for usikkert til at jeg turde gennemføre truslen.

 

 

Underlige betegnelser:

 

Min far havde nogle faste vendinger, når han skulle true os til at opføre os ordentligt.

Hvis der var noget vi ikke måtte, sagde han at vi ”kunne understå os i at gøre det”.

Jeg har slået ordet ”understå” op i Politikens Etymologisk Ordbog og fundet ud af at det betyder ”vove” eller ”driste sig til”.

Han kaldte os ofte for nogle ”kanaljer”, som betyder ”hundepak” og kommer af det latinske ord for hund; ”canis”.

Det er da ikke en særlig rar betegnelse for sine børn, vel?

 

Jeg var også ofte en ”lømmel”, hvilket faktisk betyder ”slap” eller ”blød”, men jeg tror ikke det var lige det han mente med det.

Ord som ”Kæltringer” og ”Barylere” var andre af hans ”kælenavne” til os.

Kæltring” betyder en der bruger grove ord, eller en landstryger og ”Baryler” er ”en simpel idiot”.

Et meget mærkeligt ord, som han brugte om os, var ordet ”Styrvolter”, som ifølge ordbogen betyder ”et vildt og tøjlesløst menneske”.

 

Når han blev rigtig ophidset kunne det hænde at han havde besvær med at styre ordene i farten og det gjorde nogle gange at han kom til at råbe: ”Jeg er træt af alt det spid og spestakkel” i stedet for splid og spektakel.

Det lød skide sjovt, men det var vist ikke lige det rigtige tidspunkt at fnise på, eller rette ham på.

 

Andre af  hans replikker var ord som ”sakomeleme”, ”saftsuseme” og andre som jeg ikke husker mere.

Hans ordforråd i forbandelser og forhånelser var stort, meget stort, men jeg tvivler på at han kendte betydningen af de fleste af dem.

 

 

 

Mor er ikke hjemme:

 

En dag hvor der igen havde været ballade i det lille hjem, blev det åbenbart for meget for mor, for hun tog sin frakke på og gik, uden at sige et ord.

 

Jeg husker ikke helt omstændighederne, men det har sikkert handlet om, at min far har skældt os unger ud og sikkert også banket os.

I hvert fald gik hun hjemmefra og min far gav straks mig skylden for at hun var gået.

Det faldt ham åbenbart ikke ind, at det måske var HANS opførsel hun reagerede på.

Han beordrede mig derfor til at rende efter hende og få hende til at komme tilbage.

Her løb jeg, en lille unge på måske 10 – 11 år, grædende og ulykkelig over, at min mor havde forladt os, mens jeg forsøgte at finde hende i området.

 

Omme på Munkevej, rendte nogle af de børn jeg kendte og legede på vejen.

De har nok undret sig en hel del over, at der først kom en vredt udseende voksen kvinde, som de jo godt vidste var min mor, og bag hende en lille tudende dreng, som forgæves forsøgte at komme i tale med hende, så hun kunne komme med hjem.

Kan du forestille dig, hvor flovt det har været, at alle de andre børn var vidne til vores familieproblemer?

Kan du forestille dig, hvilke rygter og historier der har gået på vejene og i skolen, om min mor der var gået hjemmefra og mig der løb grædende bagefter?

Kan du godt forstå, hvis jeg synes min barndom har været hård og uden særlig meget kærlighed og omsorg?

Det lykkedes mig aldrig at komme i dialog med hende, men hun vendte da tilbage til det lille hjem samme aften, med mig lige bagefter hende.

 

Vi talte aldrig om det siden, men jeg kunne da ellers godt have tænkt mig at høre lidt om, hvorfor min far mente, at det var lige MIG der havde fået hende til at gå sin vej, og om det måske kunne havde andre årsager.

Måske har hun bare trængt til fred og ro og tid, til at tænke lidt over, hvad det var for et hjem og en familie vi havde udviklet os til.

Og ikke mindst, hvorfor det var blevet sådan.

 

 

Omsorg - eller mangel på samme:

 

Min far og mor har formodentlig (forhåbentlig?) opdraget os unger så godt de nu formåede, men hvis jeg skal uddele karakter til dem, kan det højest blive omkring et 5-tal.

 

De interesserede sig ikke så meget for, om vi trivedes og var lykkelige børn, men gik mere op i deres egne behov og ønsker – og måske også en del i, hvad mon ”de andre” tænkte.

Vi blev godt nok spurgt om vi havde lektier for, når vi kom hjem fra skole, men fordi vi vidste, at lektierne skulle laves, inden man måtte komme ud at lege og at lege tiden i forvejen ikke var så lang, fordi vi skulle ind og passe vores hjemlige pligter med kartofler og borddækning, sagde vi naturligvis, at vi ikke havde noget for.

Det gjorde jo, at hver gang der var forældremøde, eller når vi fik karakterbog med hjem, kunne de jo se og høre, at jeg ikke havde lavet mine lektier, men det fik dem ikke til at involvere sig dybere i hvordan det gik i skolen, men blot til at skælde ud og give øretæver fordi de fik udstillet deres egen svaghed i opdragelsen af deres børn.

Når de havde set karakterbogen, kunne de jo ikke påstå, at de ikke vidste der var et problem, men det ændrede ikke en skid, ved deres holdning til vores skolegang.

De åd stadigvæk den forklaring om, at vi ikke havde fået nogle lektier for.

Hvis de nu havde givet os lov til at komme ud og lege, mens de andre børn også var ude, og så bagefter havde hjulpet os lidt med lektierne, havde det måske resulteret i at vi havde fået lidt mere ud af de 10 år i skolen.

Jeg havde store problemer med at finde ud af at regne, men lidt hjælp hjemme kunne måske have rettet op på den ting.

Som det var, opgav jeg bare at finde ud af det og tog så de skideballer og svedere det gav i skolen næste dag.

Jeg var faktisk glad nok for at gå i skole, hvis bare jeg kunne slippe for de lektier.

Mit eksamensbevis og udtalelsen fra skolen tyder da også på det, for de skrev: ”John har - på sin egen afslappede måde - passet det han skulle”.

De ord dækker det nok meget godt.

I de fleste fag lå jeg i midten af karakterskalaen, men i dansk lå jeg altid højt og i regning altid lavt.

Sådan var det gennem hele skoletiden – og sådan er det også i dag.

Jeg ved at jeg kan noget med bogstaver, men erkender også, at jeg ikke kan ret meget med tal.

 

 

Happy Birthday:

 

Jeg har jo også fødselsdag og det er jo en dag man ser frem til, når man er barn

.

Hos mig startede dagen helt som sædvanligt, for vi skulle jo ud af døren og i skole, uanset om man fyldte år eller ej.

Så skulle jeg dele noget ud til klassen og til lærerne, men kun til de lærere jeg kunne lide.

Regnelæreren har vist aldrig oplevet at få noget af mig.

Som regel var det en eller anden slags slik jeg havde med, men et år havde min mor fået sunde tanker og sendte mig af sted med æbler til alle kammeraterne.

 

Vi var altså temmelig mange i klassen, så prøv lige at forestille dig følgende scenarium:

Et stk. lille dreng, 25 – 30 æbler, fordelt i to papirsposer, heftigt snevejr af den slags som gennembløder alt i løbet af kort tid, samt en gåtur på en lille kilometer op til skolen.

Det var jo dømt til at gå galt fra start af og inden jeg var nået halvvejen, havde sneen opløst de to papirsposer og mine æbler trillede i alle retninger på fortov og vej.

Jeg samlede dem selvfølgelig op, med mine hjemmestrikkede vanter, hvilket tydeligt kunne ses på æblerne, som nu var helt lodne af fnug fra vanterne.

Hvor gør man så lige af 25 – 30 æbler den sidste halve kilometer?

Tja, de måtte jo fordeles i lommer, taske og huen, som jeg måtte tage af og bruge som frugtkurv.

Det blev vist kun til den ene gang, at jeg havde æbler med på min fødselsdag.

 

Nåh, men klassen sang så fødselsdagssang for en og sagde tillykke og læreren kunne så godt finde på at tillade os nogle lege i den sidste del af timen.

Det kunne være den leg, hvor en elev skrev første bogstav af et ord på tavlen og så prikker for resten af bogstaverne.

Så skulle vi på skift, prøve at gætte hvilke bogstaver der skulle stå og til sidst selvfølgelig hurtigst muligt gætte hele ordet.

Lidt den samme leg, som for nogle år siden var meget populært i tv under navnet ”Lykkehjulet”, men det kaldte vi det nu ikke den gang.

 

Når jeg så kom hjem fra skole, kunne jeg gå og glæde mig til vi skulle spise til aften, for på min fødselsdag, måtte jeg bestemme menuen, som hver eneste år bestod af Glaseret Hamburgerryg med Grønlangkål og Brune Kartofler og til dessert Chokoladebudding med flødeskum og den ene dag om året måtte jeg endda få min portion budding fra den ene blå plastskål, hvor der var en lille kanin i bunden, som lavede aftryk i toppen af buddingen, når den blev vendt ud af skålen.

Den skål var der altid kamp om at få de andre gange om året vi fik budding, men når man havde fødselsdag var det en af de få rettigheder man havde.

Så vidt jeg husker, skulle jeg vist ikke engang selv skrælle de kartofler vi skulle spise den dag, men helt sikker er jeg nu ikke.

Om aftenen kom min morfar og mormor som regel til kaffe og lagkage og det var så også til den tid, at der vankede gaver.

Det kunne være så mange ting, men som regel lidt legetøj og noget mere nyttigt, som f.eks. tøj eller et nyt penalhus.

Jeg ønskede mig ofte tegnepapir, for som barn tegnede jeg en del og var egentlig rimelig god til det, i hvert fald når jeg selv skal sige det.

De første år var der også gaver fra farmor og farfar, men det var som regel noget jeg ikke havde ønsket mig, eller noget der ikke passede i farve og størrelse, for de spurgte aldrig og interesserede sig heller ikke for sagen.

 

En af mine forældres store interesser var at tage til bankospil med nogle venner.

Det foregik nok et par gange om ugen og betød, at vi skulle være alene hjemme om aftenen.

Et år faldt bankospillet sammen med den dag, hvor jeg havde fødselsdag.

Jeg tror jeg fyldte 14 det år.

Min mor spurgte mig, om jeg havde noget imod at de tog til bankospil, selv om det var min fødselsdag.

Hvad fanden havde hun forestillet sig, at jeg skulle svare, på sådan et spørgsmål.

Selvfølgelig følte jeg mig da skuffet og ked af, at de åbenbart hellere ville til bankospil, end at fejre min fødselsdag.

Det endte da også med, at de tog af sted og dermed overlod mig til min storebrors tyranni og forgodtbefindende.

Det var sgu ikke særlig sjovt at have fødselsdag på den måde, men det viser bare hvor meget de gik op i egne behov, i stedet for at have lidt føling med, hvad vi unger måske havde behov for.

 

 

”Prügel knabe”:

 

Af en eller anden grund, var det mest mig der fik skæld ud og tæsk.

 

Jeg var måske, i deres øjne, ikke så meget værd i forhold til mine to brødre.

Min storebror var jo deres førstefødte og måske dermed noget særligt og min lillebror Pierre, var en lille efternøler, som kom til Verden 6 år efter mig.

 

Da min lillebror skulle fødes, blev jeg sendt ind til Minnas forældre, inde i København og skulle være der i et stykke tid.

Hvorfor jeg skulle sendes væk, har jeg aldrig fået en forklaring på, men det fik mig da ikke til at føle mig mere velkommen i familien, snarere tvært imod.

Desuden var det ikke ret meget mad man fik inde hos Minna, så jeg var overbevist om, at jeg sgu da nok døde af sult, inden jeg kom hjem igen.

 

Pierre fik en helt anden opvækst end Charlie og jeg gjorde.

Han oplevede ikke alt det der med tæsk og urimelige regler, men fik næsten frie hænder til at gøre hvad han ville.

Han var i vores øjne, en møg forkælet unge, som kunne gøre næsten som han ville og som var under mors beskyttende vinger det meste af tiden.

Om det så hænger sammen med, at min mor helt vildt ønskede sig at han skulle have været en pige, ved jeg ikke, men hans barndom og måden de behandlede ham på, kunne godt give tanker i den retning, men det kan han selv fortælle en dag, hvis han får lyst til det.

 

Pierre havde i øvrigt fundet sig et par yndlings mærker i sodavand, da han var lille.

Han elskede de to mærker Vallash og Lemash, som var henholdsvis appelsinvand og citronvand og nogle han havde lært at drikke, af de vejarbejdere som asfalterede vejene i vores område i starten af 60’erne.

De kom nemlig ofte ind og fik kaffe eller holde frokost i vores køkken og Pierre faldt fuldstændig for en af folkene, som hed Christian og var sådan en hyggelig rund ældre mand.

Sympatien var gensidig, så Christian gav masser af de sodavand til min lillebror.

 

 

”Stik ham nogle fra mig også:”

 

Uanset hvad grunden til Pierres anderledes opdragelse var, så ligger det i hvert fald fast, at de fleste gange, hvor der opstod konflikter mellem mig og mine brødre, var det mig der fik skylden og tæskene.

 

Jeg husker en gang, hvor Charlie havde set sig gal på mig og begyndte at tæske mig, mens far og mor var hjemme.

Jeg hylede op, for det gjorde sgu da ondt, når han slog mig.

Lyden fik min far til at komme rendende ind på værelset for at se hvad der nu skete.

Da han så at Charlie var ved at banke mig, sagde han bare ”Det er sgu godt, bare stik ham nogle fra mig også”.

Det var jo det samme, som at give ham grønt lys til at banke mig, lige når han havde lyst.

Dér følte jeg mig virkelig svigtet af min far og jeg har aldrig glemt hans ord.

 

En anden gang, var det min lillebror der pludselig slog mig oven i hovedet med en hammer.

Hvorfor han gjorde det husker/ved jeg ikke, men min umiddelbare reaktion var, at jeg stak ham en på siden af hovedet.

Både fordi jeg blev vred, men nok lige så meget af forskrækkelse.

Han stak selvfølgelig straks i et gevaldigt hyl, som alarmerede min far.

Inden jeg fik den mindste chance for at forklare noget som helst, begyndte far at banke løs på mig.

 

Jeg husker også en gang, hvor min lillebror, min far og jeg selv, kom hjem fra et eller andet.

Jeg opdagede at komfuret havde stået tændt, så den ene kogeplade var helt rødglødende.

Forsigtigt holdt jeg min hånd ind over pladen for at mærke hvor varm den var.

Desværre så min lillebror ikke ordentligt efter, så han plantede hele labben PÅ pladen og blev voldsomt forbrændt.

Prøv lige at gætte, hvem der fik nogle ordentlige bank og skyld for at have ”lokket” ham til at lægge hånden på pladen….

De bank skulle overstås før min far begyndte at tænke på at udføre lidt førstehjælp på min lillebrors hånd, hvilket han faktisk slet ikke kunne, men måtte ringe ned til Minnas mor for at få hjælp til.

 

I sidste ende var det faktisk min far der havde glemt at slukke for komfuret, inden vi gik hjemmefra.

 

Min følelse over for min far kan nok bedst illustreres med følgende lille beretning:

Da jeg var omkring 13 – 14 år, var min far med til at rive et gammelt sommerhus ned, sammen med nogle venner.

På et tidspunkt skal de have et spær løftet ned og min far står oppe på muren og skal styre spærret, mens nogle af de andre står på jorden og skal trække det ned.

Pludselig kæntrer spærret og vælter min far på hovedet ned i et badekar i stueetagen.

Han får åbent kraniebrud og bliver indlagt på sygehuset.

Vi er inde og besøge ham næste dag, hvor han er kommet til sig selv igen og han fortæller min mor om hændelsen og om hvordan han har det.

På et tidspunkt i fortællingen, siger han disse ord: ”Dette her ønsker jeg ikke for min værste fjende”.

Med det samme tænkte jeg, at det nok var MIG han mente, da han snakkede om sin værste fjende.

Det var sådan jeg opfattede hans følelser for mig gennem det meste af barndommen.

Måske var jeg ikke hans værste fjende, men jeg tror bestemt heller ikke jeg var hans ubetingede favorit her i livet.

 

Det der virkelig kan undre mig i dag, er den måde jeg reagerede på, når vi unger skulle være alene hjemme.

Så længe mine brødre var vågne, havde jeg ikke andet valg end at lade som om det ikke bekymrede mig, at mine forældre ikke var hjemme.

Når det så blev sengetid, ventede jeg til de andre to sov inden jeg listede mig ud af sengen og satte mig ud på køkkenbordet.

Her sad jeg så og stirrede ud ad vinduet i timevis, indtil jeg så bilen svinge ind i indkørslen.

Så skyndte jeg mig ind i seng og lod som om jeg sov, når de kom og kiggede ind i værelset.

Jeg var jo skide urolig for om der skulle være sket dem noget, mens de var væk, men samtidig vidste jeg jo godt, at de ikke ville bekymre sig det mindste, hvis det var omvendt.

Nå ja, det var måske ikke noget jeg ligefrem vidste, men det var i hvert fald sådan jeg opfattede deres følelser for mig.

Min bekymring for mine forældre og brødre kom også til udtryk når vi f.eks. stod ude på kanten af de stejle skrænter på Møns Klint, eller Stevns Klint, eller andre steder hvor man kunne falde ned.

Eller når en fra min familie lænede sig for langt ind over rækværket ved bjørne grotten i Zoo.

Så blev jeg særdeles bange for at en af dem skulle falde ned og slå sig ihjel, eller komme voldsomt til skade.

Jeg hadede når de gik for tæt på rækværker og hegn, men forstår faktisk ikke rigtigt hvorfor det gjorde mig så bange.

Det bekræfter måske bare den teori, at børn er 100% loyale overfor deres forældre, uanset hvor dårligt de bliver behandlet hjemme.

 

 

Modstandsbevægelsen:

 

Jeg var nok omkring 15 – 16 år, inden jeg fik taget mod til mig og fik gjort modstand mod min fars tyranni.

 

Det var en dag som de fleste andre, hvor jeg åbenbart havde gjort eller sagt et eller andet, som fik han til at tæve løs på mig.

Jeg flygtede ind på værelset med ham lige i hælene, mens han råbte, at jeg skulle stoppe.

Gu ville jeg da ej stoppe, for så nåede han jo bare så tæt på, at han rigtig kunne komme til at banke mig.

Da jeg nåede ind på værelset, smed jeg mig baglæns ned på sengen og trak benene op for at beskytte kroppen.

Da han så bøjede sig ind over mig for at slå, sparkede jeg for fuld knald fødderne lige op i maven på ham.

Luften fes ud af hans lunger med et ordentligt hvæs og det varede lige lidt, inden han fik suget nok luft ind til at fare på mig igen.

I mellemtiden var jeg kommet op at stå og var forberedt på de tæv der nu måtte komme.

Hvis han ikke var vred før, så var han i hvert fald blevet det nu.

Da han gjorde mine til at skulle til at slå løs på mig igen, knaldede jeg en knyttet næve ind i brystet på ham, mens jeg råbte højt, at nu skulle han fandeme holde op med at banke mig, for jeg ville ikke finde mig i det mere.

Det gjorde ham åbenbart så overrasket, at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv.

Han drejede bare rundt og forsvandt ud af værelset.

Efter den dag, blev der noget længere imellem tævene.

Jeg tror han fik noget at tænke over, da jeg pludselig slog igen.

 

Enkelte gange før, havde jeg forsøgt at gøre lidt modstand, bl.a. ved at true med at gå hjemmefra, men når min mor eller far så sagde ordene: ”Hvis du går hjemmefra, skal du ikke komme tilbage mere”, så mistede man jo alligevel modet, for hvor skulle jeg så gå hen?

Jeg anede jo ikke, om der var nogle der ville hjælpe mig og gøre noget ved de forhold der herskede i mit hjem.

Dengang var der ikke muligheder som f.eks. Børnetelefonen, som der er i dag.

Jeg tror der var flere der havde en anelse om disciplinen hjemme hos os, men ingen greb ind.

Man ønskede ikke at ”blande sig”.

 

 

Faderrollen:

 

Jeg tror at min far havde store problemer med at finde ud af, hvad hans rolle som far gik ud på.

 

Han var selv vokset op i et hjem med masser af tæsk og skæld ud, så måske kan man forstå ham lidt, men også undre sig over, at han så ikke forsøgte at gøre det anderledes med hans egen familie, i stedet for at gentage de dårlige vaner.

Han var i det hele taget en meget usikker og svag mand på flere områder.

Det er senere gået op for mig, at han måske lå under for hvad mor syntes og ville.

Nok både fordi han var svag, men måske også til en vis grad fordi han ikke gad alt det ballade der blev, hvis han stod fast på sine egne meninger.

Det kan sagtens have resulteret i, at min mor har mistet enhver respekt for ham.

Hvilken kvinde har respekt for en mand der bare underkaster sig hendes meninger.

 

 

 

 

 

Moderrollen:

 

Hele huset bar præg af, hvilket humør mor var i.

 

Jeg husker det meste af min barndom som dage, hvor hun var i dårligt humør overfor os unger.

Noget af det skyldtes sikkert hendes utroligt dårlige tænder, som hun fik trukket ud lige omkring fødslen af min lillebror i 1960.

De har garanteret gjort skide ondt, men hvorfor skulle det gå ud over resten af familien.

Når mor var hun sur, havde smerter i tænderne, eller var ked af det, bredte den stemning sig til resten af familien og kunne så føre til, at vi fik nogle bank af far og blev smidt i seng uden aftensmad.

 

Sjovt nok har ingen af os børn haft tendenser til overvægt, så måske havde de, uden at vide det, fundet de vise sten, i forhold til børns overvægt, ved at smide os i seng uden aftensmad.

Magtkamp?:

 

Jeg tror at mange af min fars handlinger har været et udtryk for afmagt overfor min mor.

Havde der været lidt mere power over ham, kunne han jo have nægtet at hidse sig op overfor os unger, bare fordi hun syntes vi havde været frække, og i stedet have taget en snak, med både mor og os, omkring vores – og hendes - måde at agere på.

Sådan var det altså bare ikke med ham, så vi har fået vores del af de tæsk der blev delt ud i den tid.

Det var de mærkeligste ting han kunne tæske os for.

 

Hvis man havde fundet en rigtig god gren og lavet sig en flitsbue, kom han og knækkede den midt over og gav os nogle øretæver.

Han kunne jo i stedet for, have vist os en måde at bruge dem på, så der ikke blev skudt et øje ud, eller måske bare have forklaret os, at det faktisk var fordi han var bange for at vi skulle skade os selv, at han ikke syntes vi skulle lege med bue og pil.

Vi ville jo bare prøve de ting vi havde set i Robin Hood film.

Heldigvis havde vi også set Zorro i fjernsynet, så den knækkede bue blev bare til en pisk i stedet for og så kunne vi slå smæld med den og kappe toppen af træer og buske.

 

Det kunne også være i forbindelse med havearbejdet at der vankede øretæver.

F.eks. husker jeg engang, hvor min far havde tændt et bål af haveaffald.

På et tidspunkt kom min mormor og morfar uventet på besøg og far gik ind til gæsterne.

Vi unger var stadig ude ved bålet og var naturligvis meget optaget af flammerne.

Der var stadig nogle tørre kviste og grene, som vi fandt og smed på bålet.

Desværre så vores far det og kom straks farende ud og stak os nogle ordentlige lussinger, med det resultat, at hans armbåndsur fløj af og havnede langt ude i den forårsgravede have.

Han forlangte at vi skulle hjælpe ham med at lede efter det, men der satte vi sgu grænsen.

Skulle han finde sit ur, kunne han fandme selv lede efter det.

 

 

Hjemmegående husmor:

 

 

Herrebesøg:

 

Når jeg kom hjem fra skole, skete det af og til, at mor havde gæster på besøg.

For det meste Minnas mor, som jo boede lidt længere nede ad vejen, men nogle gange også besøg som jeg aldrig helt har forstået.

Der var specielt 2 herrer der ofte kom der, mens far var på arbejde.

 

Den ene var skomageren oppe ved siden af ismejeriet.

En stor og flot mand, som godt kunne minde lidt om Elvis Presley.

Det var oppe hos ham vi fik repareret sko og tasker, men så vidt jeg ved, bragte han ikke varer ud.

Hvad han lavede hjemme hos min mor, fandt jeg aldrig helt ud af, men syntes bare det var lidt mærkeligt at han var der.

Mor brugte ikke speciel syede sko, så det var heller ikke derfor.

 

Den anden var en oppe fra Langhuset, som arbejdede for Dansk Tidskontrol.

Sjovt nok kunne han også godt ligne Elvis lidt.

Høj, flot og med mørkt hår og mørk lød, præcis lige som skomageren.

Når mor havde disse mænd på besøg, var det nemmere at få lov til at rende ud og lege med de andre.

Så havde de jo også lidt mere fred og ro til at snakke sammen, eller hvad de nu fik tiden til at gå med.

Måske har mor bare kedet sig lidt når far var på arbejde og vi unger var kørt i skole, men jeg synes ikke jeg kan huske, at skomageren og den anden kom på besøg, når far var hjemme.

Det hele var måske ganske uskyldigt, for også posten og ham der kom med hjemmearbejde til mor, da hun betrak mannequiner for Hindsgavl, blev budt indenfor til en kop kaffe.

Selv vejarbejderne som lagde asfalt på vejene i vores kvarter, kom ind og blev beværtede af min mor.

Det var lidt træls, når man skulle op og have morgenmad inden det blev tid at cykle til skole. For så sad disse mænd og røg og drak kaffe, så der næsten ikke var plads til os unger.

Der var ikke meget morgenhygge over det.

Mor var mere optaget af at snakke med mændene, så vi måtte mere eller mindre selv sørge for at få noget at spise.

 

 

Madro:

 

 

Torskedumt:

 

Selv til måltiderne skulle man sidde og være bange for far.

 

Når vi fik kogt torsk, var der en helvedes masse ben i de stykker fisk vi fik serveret.

Jeg kunne ikke finde ud af at få dem pillet fra, men der var sgu ingen der gad vise mig, hvordan jeg skulle gøre.

Resultatet var, at jeg sad og kæmpede med hver eneste mundfuld.

Jeg tyggede og tyggede på den skide fisk, for at forsøge at finde de ben, der var kommet med ind i munden.

Derfor blev min portion torsk iskold og klistret inden jeg fik tygget mig igennem den.

Når jeg så i forvejen ikke syntes, at det smagte særlig godt, kneb det gevaldigt med at spise op.

Det gjorde så bare, at min far blev siddende ved siden af mig til sidste bid var spist.

Når han så syntes at det gik for langsomt, fik jeg en over nakken og blev skældt hæder og ære fra.

Nu sad der så bare en lille dreng og græd ned i den kolde fisk, både fordi det ikke smagte så godt og fordi jeg ikke kunne finde ud af det med de der fiskeben.

De måltider var mit livs mareridt og resulterede i, at jeg den dag i dag ikke spiser kogt torsk.

Alt det ballade omkring de måltider kunne være undgået, hvis de bare havde vist mig, hvordan jeg skulle gøre, men den tanke fik de åbenbart aldrig.

 

 

Ædedolkenes klub:

 

Det var jo ikke fordi jeg ikke ville have mad, for jeg tog ellers godt fra, når det bare ikke var torsk vi skulle have.

Stegt svinelever var nu heller ikke blandt mine favoritter.

Det smagte ikke godt og var i øvrigt ligesom sålelæder at tygge i.

Til gengæld var duften af tilberedningen fantastisk.

Jeg har forsøgt at spise svinelever som voksen, men det vil aldrig blive noget jeg frivilligt sætter tænderne i.

 

Det var heller ikke fordi jeg ikke kunne spise fisk i øvrigt, for stegte sild og hornfisk spiste jeg med stor fornøjelse.

 

Jeg spiste faktisk så meget som barn og ung, at de kunne nøjes med at skrælle halvdelen af de kartofler der plejede at gå til et måltid, da jeg var flyttet hjemmefra.

Nu skulle de jo selvfølgelig også selv skrælle dem….

 

Det beviser vel meget godt, at jeg ikke led af spisevægring, men bare havde problemer med den der torsk.

Det har sikkert været en stor udskrivning at fodre os 3 drenge op, men vi havde jo altså ikke selv valgt at komme til Verden.

Vores indkøb kunne godt være noget tunge at cykle hjem med, for alene mælk var en stor post på programmet, når der dagligt blev indkøbt mindst 4 liter.

Det var så også den eneste drik, ud over vand, at vi måtte tage der hjemme.

Sodavand var bestemt ikke hverdagskost og mange af de ting, som børn i dag tager for helt naturlige, var , kun til festlige lejligheder, da jeg var barn.

Chips, slik, popcorn og den slags så vi aldrig til hverdag, ligesom frisk frugt heller ikke var et dagligt kosttilskud, bortset fra når vores egne æbletræer bar frugt.

Det var nu kun dem der var faldet ned, som vi måtte spise, aldrig et frisk og uden slagpletter, direkte fra træerne.

De skulle nemlig plukkes ned og gemmes i kasser, indtil de også var blevet stødte og kedelige at spise.

Jeg mindes masser af ødelagte æbler, som enten røg ud til fuglene, eller blev hældt ud til hønsene, hvor de lige så godt kunne være blevet spist af os unger, mens de endnu var friske og første klasses frugter.

 

Der var rationering på flere madvarer hjemme.

Vi måtte ikke ”bare tage” noget at spise.

Det var f.eks. helt forbudt at tage sig en tallerken havregryn med mælk, eller en gang knuste tvebakker, så den fornøjelse måtte jeg snige mig til at hugge, enten om natten når de andre sov, eller når vi var alene hjemme.

Jeg udviklede mig til en rigtig dygtig listetyv om natten.

Uden at lave den mindste lyd, kunne jeg komme fra mit værelse og ud i køkkenet, få lukket døren til, finde glas og det hele, uden at nogen opdagede mig.

Så lavede jeg mig en gang havregryn med mælk og sukker i et drikkeglas og tog det med ind og nød mit festmåltid i sengen.

 

Det var også om natten, at jeg listede skuffen op i køkkenet og huggede penge fra mors pung.

Der havde jeg også lært en teknik, hvor jeg kunne åbne skuffen, tage pungen op og få den åbnet og lukket igen, uden at mønterne klirrede mod hinanden.

I starten var det bare småmønter jeg huggede, men efterhånden vovede jeg at tage 10 kr. sedler, dog aldrig mere end én ad gangen.

Jeg blev aldrig taget på fersk gerning, men mor undrede sig ofte over status i hendes pung.

 

I nogle år gik mine forældre og solgte ”sparemærker” til folk i byen og når de kom hjem, skulle de gøre pengene op inden de afregnede med Sparekassen.

De skulle ikke vende ryggen til de penge ret længe, før min storebror og jeg havde haft neglene i dem.

Jeg tror nok vi blev lidt for grådige til sidst, for der manglede så mange, at de godt kunne regne ud, at det ikke kunne være et enkelt uheld i optællingen og til sidst stoppede de med det lille ekstra job om aftenen.

Deres overskud blev mindre og mindre og deres ærgrelser større og større.

 

 

Fritidsjob:

 

 

Avisbud:

 

Da jeg var omkring 12 – 13 år fik jeg mig en avisrute.

 

Jeg delte Søndags Aktuelt ud – selvfølgelig om søndagen – og tjente så nogle penge på den måde.

Det var faktisk et ret godt job, for jeg havde aldrig problemer med at komme op om morgenen.

Mine forældre behøvede ikke at holde øje med om jeg nu også vågnede når uret ringede, for det dér kunne jeg bare.

Jeg var populær på ruten, hvilket gav sig udslag i at jeg, næsten alle steder fik gode drikkepenge, når jeg kom med regningen en gang om måneden.

De satte pris på at jeg altid var tidligt ude med avisen til dem.

Det var nok også første gang jeg fik følelsen af, at her var noget jeg var god til og helt selv kunne stå for.

Jeg blev anerkendt og respekteret af mine forældre, fordi jeg passede mit job så godt.

Det var jo ellers ikke noget jeg var vant til fra dem.

For det meste fik man kun at vide, at man havde gjort eller sagt noget forkert, sjældent ros og anerkendelse.

Som en del af min morgentur med aviserne, var det min opgave at tage frisk morgenbrød med hjem til familien, når jeg var færdig med ruten.

Jeg fik jo aldrig noget at spise, inden jeg drog af sted med aviserne, så mit blodsukker kunne godt nå at blive temmelig lavt, inden jeg kom hjem igen, for jeg cyklede jo rundt og kom langt omkring i byen med mine aviser.

Det bevirkede at jeg ofte måtte gå ud fra bagerbutikken og trække frisk luft, indtil det blev min tur, fordi duften og luften i bageriet gav mig voldsom kvalme og gjorde at jeg nogle gange syntes at jeg var lige ved at besvime.

Hvis min sult blev alt for voldsom undervejs på ruten, huggede jeg bare en kage fra de poser morgenbrød der stod uden for dørene i opgangene.

Den gang kunne man nemlig få leveret morgenbrød til døren, hvis man altså ville betale for det.

 

 

 

 

 

Økonomiministeren:

 

Min løn fra avisruten kunne jeg ikke selv bestemme over.

Mor forlangte at jeg skulle sætte de fleste af pengene i banken og også, at jeg skulle aflevere en procentdel af pengene til kost og logi.

Jeg husker ikke mere hvor meget det drejede sig om, men syntes sgu det var småligt og uretfærdigt at jeg skulle betale kost og logi, ud af den lille løn som avisruten gav.

Som du nok kan regne ud, fortalte jeg aldrig hvor mange drikkepenge jeg havde fået af mine kunder.

Ellers var de jo også bare blevet inddraget til kost og logi.

Da jeg senere fik arbejde på Toms Chokoladefabrik efter at jeg havde afsluttet skolen, var det også sådan, selv om jeg altså bare var 16 år og stadig boede hjemme.

Her måtte jeg også pænt aflevere en procentdel hjemme.

Mor havde det i det hele taget bedst med at kende vores økonomi, for både min storebror og lillebror var underlagt hendes finansministerium, selv langt ind i deres voksenliv.

Det var hende der sørgede for at de fik sat lønnen ind på kontoen og fik betalt deres regninger til tiden.

Alt det slap jeg først for, da jeg flygtede til Jylland, efter jeg kom ind til Flyvevåbnet som 17-årig.

Mere om det senere

 

 

Flaskedreng:

 

Jeg havde forskellige småjobs efter skole og i sommerferien.

Jeg var bl.a. flaskedreng oppe i HB, som brugsforeningens butikker hed dengang.

Det var nu lidt kedeligt at rende og slæbe rundt med alle de kasser med øl og sodavand.

Det eneste gode der var ved det job var, at man måtte snuppe sig en sodavand af og til.

Det var i hvert fald ikke noget vi var vant til hjemmefra.

Hvordan lønnen var, husker jeg ikke noget om, men det har nok ikke været alverden man fik for det job.

 

 

Frugtplukker:

 

En sommer havde mor fået job på en frugtplantage ude på Kirke Værløsevej, hvor hun plukkede kirsebær og æbler.

Hun fik også mig ansat der, men ham der havde plantagen var en slyngel og snød os unger, for vi blev sat til at plukke i de træer hvor de voksne damer allerede havde været og tage det meste.

Vi skulle så tømme træerne helt for frugt, men nu var der bare langt mellem hver frugt og dermed tog det meget længere tid at fylde en kasse.

Vi blev jo aflønnet pr. kasse, men man kunne slet ikke holde en ordentlig timeløn, når man skulle flytte stigen rundt hele tiden, for at få fat i de spredte frugter som damerne havde efterladt.

Det var i øvrigt heller ikke helt ufarligt, for der var en masse hvepse der kravlede rundt på de sårede frugter.

Det var sgu ikke rart at komme til at tage fat om sådan en fyr.

Når jeg så syntes det hele kunne være lige meget, lagde jeg mig mellem træerne og åd æbler, mens jeg nød udsigten over Søndersø og tænkte på at mine kammerater nu lå og hyggede sig nede ved Furesøen, mens jeg skulle udføre mit slave arbejde.

Jeg havde kun det job på plantagen i kort tid, for lønnen var så ringe, at det slet ikke kunne betale sig at cykle der ud.

 

 

Anlægsgartner:

 

Noget af det bedste ”fritidsarbejde” jeg kan huske fra min barndom/ungdom, var da jeg hjalp vores genbo med at lave have.

Det må have været om sommeren, som jeg blev konfirmeret om efteråret.

Han var i gang med et større projekt med at lave stensætning af meget store kampesten, rundt om hele haven og det var en del, for han havde hjørnegrunden på toppen af Skovbakken.

Jeg havde gået og holdt lidt øje med sagen i et par dage og tog til sidst mod til mig og spurgte om jeg godt måtte hjælpe ham.

Han var først lidt betænkelig ved sagen, noget af det nok fordi han faktisk selv havde en søn, som var lidt ældre end mig, men som ikke gad hjælpe ham, men måske mest fordi de der sten var temmelig tunge at bakse rundt med og han måske frygtede at jeg skulle komme til skade.

Det endte dog med at han modtog mit tilbud om hjælp.

Det var særdeles hyggeligt at gå der og slide og slæbe for ham, for her var endelig en der satte pris på min indsats.

Ikke sådan at forstå, at han udbetalte nogen form for løn til mig, men han lyste langt væk af glæde over at jeg ville hjælpe ham.

Belønningen bestod af en sodavand af og til, når vi holdt pause, men da vi havde arbejdet på projektet i flere dage, stak han mig alligevel nogle penge, som tak for hjælpen.

Jeg husker ikke beløbet mere, men det var temmelig meget i datidens penge og så meget, at mine forældre syntes det var FOR meget.

Genboen afviste deres protester og holdt fast i, at jeg virkelig havde gjort et flot og godt stykke arbejde for ham.

 

 

De glade dage:

 

Nu kan det jo godt lyde som om alt var den rene jammer og elendighed i barndommen, men helt så unuanceret var det altså heller ikke.

Der var trods alt også dage hvor vi havde det godt og sjovt, endda også nogle hvor begge mine forældre var søde overfor os.

Hvem der så skal påtage sig æren for disse gode dage, vil jeg helt overlade til læseren at afgøre.

 

 

Naboerne:

 

En god dag kunne være når min storebror og jeg gik på besøg hos fru Frederiksen, som boede i et lille sommerhus på Skovbakken nr. 3.

Vi er vel omkring 3 og 5 år og har opdaget, at der vankede bolcher når man kom på visit der.

Det var sådan nogle små orange kugleformede bolcher som duftede og smagte af appelsin.

Vi plukkede en buket blomster til hende, enten fra vores egen have, eller på vej ind ad havegangen i fru Frederiksens egen have.

Vores mor gav os ordre om ikke at gå og tigge der inde, men det gik vi da straks ind og fortalte fru Frederiksen, som omgående belønnede os med nogle flere bolcher.

 

Gode dage kunne også være når vi var frække overfor vores ”bagboer”.

Den ene hed Lind til efternavn og vi råbte så ”Lind Lind pølseskind, trækker maven ud og ind”.

Det syntes vi selv var hylende morsomt, men Hr. Lind var vist af en anden opfattelse, for han brokkede sig til vores far og mor.

De kunne bare ikke fordrage ham, fordi der var noget ballade med et hegn som han havde sat op og forlangte at mine forældre skulle betale halvdelen af, så vi fik ikke nogle øretæver for de råb.

 

Længere nede ad vejen lå et bjælkehus, som blev brugt som sommerhus af et ældre ægtepar fra København.

De havde en lyseblå Ford Anglia parkeret i deres carport, når de var i sommerhuset.

Engang var denne bil blevet overhældt med Solignum, som er et træbeskyttelsesmiddel i stil med Gori, som de fleste kender i dag.

Af en eller anden grund blev min storebror beskyldt for at have gjort det og politiet kom og afhørte ham om sagen.

Min far helt slået ud over det og jeg husker tydeligt at han sad og græd inde i stuen, da politiet havde været der.

Jeg fandt aldrig ud af, om det virkelig var min bror der havde gjort det, men jeg tvivler nu på det, for hvorfor i alverden skulle han dog have gjort det.

Vi var ikke særlig vilde med de mennesker, men ligefrem at ødelægge deres bil, kunne vi da ikke finde på.

 

Vi lavede mange kunster som børn, men sabotage hørte ikke til vores meriter.

 

 

Ind til København:

 

 

Sådan ca. så det ud i byerne midt i 50’erne.

Her er det dog et motiv fra Århus 1954

 

Nogle gange om året, kom vi med mor ind til København.

 

 

Det startede med en gåtur op til Baunevang, hvor vi tog bussen til Ballerup Station, hvor vi skiftede til toget på Hareskovbanen, som kørte ind til København L, hvor vi så skiftede igen, men nu til en linie 5 sporvogn, som kørte os det sidste stykke ind til centrum.

 

Stationen København L, var opkaldt efter ”Lygtekroen”, som måtte rives ned da stationen blev bygget og efter Lygteåen, som løb ved siden af stationen.

Inde i stationsbygningen stod en stor rød automat, hvor man kunne blive vejet for nogle få ører og så spyttede automaten en tyk brun ”billet” ud, hvor der så stod hvad man vejede.

Som regel lykkedes det os at overtale mor til at give os mønter til at prøve den.

 

Enkelte gange kørte vi med Trolleybusser, som var elektriske busser med et par lange trolleystænger der rakte op til ledningerne og gjorde busserne lidt mere fleksible end sporvognene var.

Deres strømforsyning bestod af en såkaldt pantograf, som skulle køre ret nøjagtigt under ledningerne.

Trolleybusserne kørte i København fra 1953 til 1963 og var af typen BUT/Leyland/EE.

Disse busser blev drevet af el-selskabet Nesa og var malet i en mørk rød farve og med gråt tag, modsat sporvognene, som altid var gule.

 

Togbilletterne var nogle tykke brune papstykker som konduktøren så kom og klippede et lille hul i undervejs.

Sæderne i toget var tykt brunt læder og ved alle vinduer sad et metal skilt med ordene ”Læn Dem Ikke Ud”.

Man kunne nemlig åbne vinduerne så meget, at man kunne stå med hovedet ud af dem, mens toget kørte.

Det fik vi nu aldrig lov til, men vi så da andre gøre det.

Enkelte gange skiftede vi bare til et S-tog og tog ind på Hovedbanegården.

Så kunne det hænde at vi kom i DSB Kino der lå inde på Hovedbanegården og se tegnefilm.

Den lå helt nede i hjørnet ud mod Vesterbrogade og modsat Tivoli enden af Banegården.

Biografen lukkede i 1971.

 

Det var som regel, for at gå i Daell’s Varehus og købe tøj til os, når vi skulle ind til København.

Det foregik på den måde, at man fandt de varer man skulle have og gik til nærmeste ekspedient og fik hende til at pakke tingene, hvorefter alle ens varer endte nede i stueetagen, hvor man så betalte for det hele og fik udleveret varerne.

Der kunne godt være læs på, når vi havde afhentet varerne nede i stueetagen, men hvis der var rigtig meget, kunne man bare bede om at få det sendt ud med posten.

 

Pengene var åbenbart små, for vi endte altid med nogle bukser, som man virkelig kunne vokse i gennem de næste år.

Så blev buksebenene bare bukket om i nogle kæmpe opslag og foldet længere ned, efterhånden som man voksede.

Mit største problem bestod i, at jeg både skulle slide mine egne bukser, men Gud hjælpe mig også skulle arve min storebrors bukser bagefter.

Det samme gjorde sig gældende med skjorter og overtøj.

Altid for stort og altid 2 omgange med samme tøj for mig, på grund af arven af min brors brugte tøj.

 

Til jul var det fast rutine, at vi tog ind på Strøget til juleudstilling med vores mor og at far så stødte til senere, når han fik fri fra arbejde.

Så kiggede vi på de flotte nisselandskaber som var i vinduerne ud til gaden, hos diverse varehuse og på de flotte juleudsmykninger, som altid var inde i butikkerne.

Især Illum havde en imponerende dekoration i butikken.

Der var et kæmpe rum op gennem samtlige etager og helt fra loftet og ned til stueetagen, hængte store glaskugler og andet julepynt.

Der stod vist også et mega stort juletræ midt på gulvet i stueetagen.

Det var virkelig et imponerende syn, når man stod oppe på øverste etage og kiggede ned på alt det glimtende udsmykning.

Der var altid et mylder af mennesker inde i byen, når det nærmede sig jul, så det vigtigste for os små unger, var næsten det at holde skarpt øje med, hvor mor nu var henne.

Nogle gange rakt man bare hånden ind i en voksen hånd, for straks efter, til stor forskrækkelse, at opdage, at det sgu ikke var mors hånd, man havde fået fat i.

Så udbrød der omgående panik i os og med et kæmpe hyl, fik man påkaldt sig opmærksomhed fra mor, men bestemt også fra de andre mennesker på Strøget.

 

Når vi vandrede på Strøget kunne det ofte hænde, at vi så en af byens originaler, nemlig Otto Sigvaldi, som gik og solgte et blad der hed Hindbærbrus & Kragetæer.

Bladet var et simpelt udført værk, hvor ukendte mennesker kunne få udgivet deres digte og historier, enten gratis, eller til en billig pris.

F.eks. har tv manden Ole Stephensen fået udgivet nogle digte på denne måde i sine unge dage.

Otto Sigvaldi var en kæmpe stor mand med langt krøllet hår og et mægtigt fuldskæg og iført særdeles mærkværdigt tøj i hippie stil.

 

Andre gange så vi folk der lavede flotte malerier på fortovene i København.

Det var en udbredt dille engang i 60’erne og blev også kategoriseret som et udslag af hippie kulturen.

Af en eller anden grund sørgede Københavns kommune for at få vasket malerierne væk hurtigst muligt, i stedet for at lade regnen ordne den sag.

Det var ofte virkelig flotte motiver der blev lavet, så man kunne jo godt holde ud at se på dem et stykke tid.

 

Enkelte gange flottede mine forældre sig rigtigt og så kunne det ske at vi skulle ind i Cirkusbygningen på Axeltorv og se Cirkus Schumann, hvor især klovnen Charlie Rivel var en meget kendt person. Hans datter Pauline var gift med en af Schumann slægten og var en særdeles flot kvinde at se på.

Det var en anderledes oplevelse, at sidde inde i en bygning og se cirkus, for vi var jo kun vant til at se det i et cirkustelt.

Ifølge det program jeg sidder med, kostede en loge plads til eftermiddags forestillingen i 1956 hele 8,00 kr. og de billigste pladser 2,50 kr.

 

Cirkusbygningen i København

 

 

 

I samme program fra 1956 reklamerer Det Forenede Dampskibs-Selskab A/S med sejltur fra København til Jylland for 16,00 kr. og retur for 9,00 kr. ekstra.

 

En sjov ting går igen i flere af de gamle programmer fra cirkus og biografer, nemlig reklamer for cykeldæk fra firmaet Schiøning & Arvé, Æquator.

Hvornår har DU lige sidst set en reklame for cykeldæk?

Og ja, jeg skrev programmer fra biografer, for sådan var det dengang i 50’erne og 60’erne.

Sammen med billetten fik man udleveret et program hvor handlingen i filmen blev beskrevet kort og hvor man kunne se en liste over de skuespillere der var med i filmen, samt fotos fra filmen.

Der var bare en lille folder på 4 sider i A5 størrelse, men egentlig ret fornemt og god service for kunderne. 

 

Mens vi gik til dans, kom vi af og til i Lorry, nok mest fordi Fru Vejrum, vores pianist på danseskolen, havde lidt forbindelser der inde.

Hun var aktiv i Ping Klubben, som var en slags forening for udvikling af børns evner indenfor sang, dans og musik.

Hendes barnebarn Lorraine, som boede hos sin mormor Fru Vejrum, gik også på danseskolen og vi var på Lorry og fejre hendes fødselsdag, som blev holdt sammen med en hel masse andre unger der også fyldte år.

Så var der optræden af en tryllekunstner og vist også en der sang for os.

Min storebror dansede med Lorraine i mange år og var også lidt kæreste med hende en overgang.

Nu holder TV Danmarks Københavns redaktion til i bygningerne, men dengang var det skam et fint sted at komme og spise eller bare drikke en kop kaffe.

 

De fleste gange turen gik til Hovedstaden, var vi inde og få noget at spise på et cafeteria ved Nørreport Station, som hed ”ABC Cafeteriaet”.

Det var jo ikke noget fornemt sted at indtage sin frokost, men vi var jo slet ikke vant til at spise ude, så for os unger var det en stor oplevelse at få dagens middag der.

Stedet var i øvrigt tilholdssted for rockergruppen De Vilde Engle og vi så dem ofte når vi var der inde og spise.

Gruppen var ikke som Hells Angels er i dag, men mere en motorcykel klub for hårde børster og blev dengang ledet af Bjørn Andersen, som er bror til musikeren ”Lille Palle”.

Det er ikke mit indtryk, at de var kriminelle, men de delte da nogle lussinger ud til datidens hippier og andre langhårede flippere.

Jeg har faktisk kørt på slæde med flere af dem, et år hvor de havde lejet sig ind i nogle ferie bygninger som lå lige ved vores kælkebakke.

De var rigtig flinke overfor os unger og legede med os, selv om vi egentlig var trængt ind på den grund de havde lejet.

 

Når mørket faldt på, dukkede far så op inde i København og vi gik sammen i Metropol biografen, som lå på Frederiksberggade, på hjørnet ved Larsbjørnsstræde.

Bygningen stammer fra 1907 og er tegnet af Anton Rosen og indvendig var den ret imponerende med en flot kuppel i loftet..

Metropol havde altid en ny Disney tegnefilm på programmet op til jul, hvilket jo stadig gælder for mange biografer.

Vi så ”Snehvide”, ”Bambi”, ”Da kongen var knægt”, Junglebogen” og mange andre tegnefilm i forbindelse med juleudstillingerne.

Når filmen så sluttede, var dagens udflugt også forbi og vi tog bussen ud til Bellahøj, hvor far havde efterladt bilen da han skulle ind og møde os.

 

Nogle ganske få gange, kom vi i teatret og det var en meget speciel og imponerende oplevelse første gang.

Den store scene nede foran og oppe i loftet nogle gevaldige lysekroner og på væggene flotte udsmykninger.

Jeg tror den teaterforestilling jeg husker mest, er ”Dyrene I Hakkebakkeskoven”, som blev spillet på Det Ny Teater i 1966 eller 1967.

Hanne Borchsenius havde hovedrollen som Klatremus og jeg blev vildt forelsket i hende, for hun var virkelig en smuk kvinde, hvilket jeg jo kunne se i det program man fik udleveret sammen med billetterne og jeg har faktisk fulgt hende lige siden gennem blade og aviser.

 

 

Glædelig Jul:

 

Juletiden var i øvrigt en af de få gange om året, hvor far virkelig forsøgte at være en flink mand overfor os unger.

Han tog os med ud og købe julegaver til mor og han lignede de fleste ægtemænd på den måde, at han altid skulle ud og købe hendes gave juleaftensdag.

Han blev helt rørstrømsk af bare juleglæde og kunne finde på at fortælle små sjoferter til os, eller slæbe os med ind og få en sodavand et sted.

Da jeg var blevet større og var begyndt at ryge, købte han sgu endda smøger til mig, uden at kræve pengene af mig da vi kom hjem igen.

 

Det var som regel også ham der listede ind på vores værelse sent om aftenen og lagde slik og frugter i de strømper vi havde fået hængt op på sengekanten med en sikkerhedsnål, så nissen kunne komme af med de ting han havde med til de artige børn.

Sjovt nok fik vi noget hvert år, selv om det hed sig, at uartige børn ville få sokken fyldt op med koks i stedet for slik.

 

Når vi var kommet i seng, begyndte mine forældre at pynte juletræet.

Træet havde vi hentet i skoven nogle dage før og som regel var vi selv med til at fælde det, inden det blev kørt hjem, enten på slæden eller på taget af bilen.

Vi var jo spændte på at se træet pyntet, så vi rendte på toilet mange gange, for lige at få et glimt af træet inde i stuen.

Til sidst kunne vi ikke holde os vågne mere og faldt i søvn, mens drømmene nok har handlet om de gaver vi ønskede lå under træet næste dag.

 

Juleaftensdag var der altid en særlig stemning i vores hjem.

Mor havde travlt med forberedelserne til julemiddagen og far var af sted efter julegaven til mor, enten alene eller med min bror og jeg på slæb.

Vi fik nogle tegneserier at læse i, så tiden ikke var så lang.

Både Anders And & Co., samt Daffy bladet havde udgivet julehæfter som var ekstra tykke og med forskellige opgaver at fordrive tiden med.

 

Når vi nærmede os aften, kom min mormor og morfar og også min morbror.

Vi fik altid risengrød dagen før, så der var kold risengrød til at lave Ris a la Mande af næste dag og den stod min mormor som regel for.

Hun var en mester i et køkken og jeg elskede hendes mad, men især hendes måde at lave Ris a la Mande på.

Hun fik den altid til at være blød og luftig og med lige den rigtige smag af kanel.

Det var også altid dem der havde mandelgaven med og altid Kattetunger eller Orangegrene fra Toms, så vi unger også kunne have fornøjelse af at vinde.

 

Der var aldrig snyd med mandelen og derfor var glæden jo nok ekstra stor når man så havde vundet den.

Et år kom jeg desværre til at knuse den mellem tænderne og det var et mareridt at vente til skålen var tom, før de voksne ville tro på at det faktisk var rigtigt nok, at det var mig der havde fået den.

Inden desserten havde vi spist andesteg med hele tilbehøret og drukket sodavand til.

De voksne fik enten øl eller i de senere år, rødvin af den der slags med tyren på etiketten.

Dengang var det temmelig nyt at danskerne var begyndt at drikke rødvin og langt de fleste anede ikke en snus om hvilken rødvin der var god, så de købte næsten alle sammen ”Den Med Tyren” som de solgte hos Skjold Burne Vin.

Til desserten fik man kirsebærvin og selv vi børn blev tilbudt et lille glas af det søde stads, men det var nu ikke noget for os.

 

Når vi havde spist anden og desserten, skulle der vaskes op, inden vi skulle ind og gå om juletræet og have gaverne.

Imens mor, mormor og vi unger vaskede op, tændte far stearinlysene på juletræet, mens min morfar sad med en Grøn Cecil og en øl og så på.

Endelig nærmede tiden sig, hvor vi  kunne komme i gang med det, vi havde set frem til hele dagen.

 

Når det sidste porcelæn var sat på plads og køkkenbordet tørret af, blev loft lyset slukket i køkkenet og kun den flotte stjerne i vinduet lyste i rummet med et orange skær.

Nu fik vi endelig lov til at komme ind i stuen igen.

Mor skulle som regel lige på toilettet, inden vi kunne danse om juletræet, så vi skulle lige sidde lidt og vente på hende.

Vi sad helt ude på kanten af stolene, klar til at rejse os så snart der blev givet signal til at gå i gang med salmer og sange.

Indtil da kunne vi nyde den smukke udsigt til julens næsten 100 år gamle symbol.

 

Juletræet stod smukt med flagguirlander, kræmmerhuse, flettede hjerter, små fugle i farvet glas, trommer og trompeter og masser af fehår, som fik lysene til at lave en korona omkring flammen.

Inde på grenene lå knallerter i flotte farver og oppe på toppen af træet sad stjernen og glimtede i lysenes skær.

Under træet lå det aller vigtigste, nemlig gaverne som var pakket ind i farvestrålende papir og så spændende og indbydende ud.

Mens vi gik rundt om træet og sang salmerne, prøvede jeg at få øje på hvilket navn der stod på mærkesedlerne, men det var umuligt at se i farten, så jeg måtte pænt vente til de skulle deles ud.

 

Mor delte sanghæfterne ud og vi stillede os klar omkring træet, undtagen morfar, som ikke kunne holde ud at trave om træet og mormor, som helst ville sidde i sofaen og synge med.

Vi sang næsten alle sangene i hæftet, inden det blev tid at dele gaver ud.

Far styrede slagets gang og fandt gaverne til hver enkelt.

Vi unger flåede bare papiret af og kiggede kun hurtigt på gaven, så vi var straks klar til den næste pakke.

Den gik jo ikke, for far kommanderede os omgående til at samle papiret sammen og putte det i den papirs sæk der var hentet ind til det samme.

Vi skulle også gemme gave mærket sammen med hver ting, så man bagefter kunne se, hvem der havde givet hvad.

Nogle år havde vi fremstillet et eller andet i skolen, som så blev pakket ind og givet til far eller mor.

Det kunne f.eks. være den obligatoriske bordskåner i træ, som enhver dreng på den tid skulle fremstille i sløjd timen.

Som regel var de både skæve og grimme at se på, men de fleste forældre så alligevel glade og stolte ud, når de pakkede den op.

Det kunne også være et askebæger fra en af timerne i formning.

Udført i ler og så grimt at de fleste vist sørgede for at tabe det på gulvet ved først givne lejlighed.

 

Når alt var delt ud, takkede vi hinanden for gaverne og først nu, kunne vi finde tid til at kigge ordentligt på årets høst.

Der var både bløde pakker og også legetøj, naturligvis tilpasset den alder vi nu var nået til.

Legetøjet kunne være Tekno biler, bræt spil eller andre ting, som ikke kostede en formue.

Budgettet til julegaver var ikke specielt stort, så der var ikke racerbaner eller elektriske tog til nogle af os, selv om vi ønskede os den slags ting næsten hvert år.

Jeg husker naturligvis ikke alle mine julegaver, men enkelte ting har dog brændt sig ind i hukommelsen.

Det har de store sorte Scooterstøvler med det hvide for, som kunne gnave skindet af hælene på rekordtid.

Også de mange tegne blokke og farveblyanter som jeg ønskede mig næsten hvert år, samt de gode bøger som jeg fik af mormor og morfar.

 

Når alt postyret med gaver og juletræ var overstået, kom fadene med slik på bordet og også sodavand til børnene og øl til mændene.

Mor og mormor drak vist enten sodavand eller kaffe.

Inden længe, fik vi besked om at ”nu kunne vi godt lige slappe lidt af med det slik, for de voksne skulle også have noget af det”.

De åd sgu da lige så meget som os, men det var åbenbart noget andet, når man var voksen.

Fadet bestod af næsten lige dele købeslik og slik som mor havde lavet.

Det var obligatorisk med Romtoppe, Harlekin knapper, lakridskonfekt og lakrids pinde, eller fugle lorte, som vi kaldte dem.

Hun fremstillede marcipanstykker med nougat imellem og så lavede hun nogle fantastiske havregrynskugler, som jeg altid åd med stort velbehag.

 

Mens vi sad og spiste slik og kiggede på gaverne, fik vi lov til at tage en knallert fra træet og det var som regel min mormor der tilbød at trække i den anden ende, så vi kunne få den til at knalde og få fat i den lille plastic dims der lå inderst, pakket ind i fint farvet silkepapir.

Det var som regel noget værre skrammel der var der inde, men alligevel kunne vi blive uvenner over, hvis tur det var til at få dimsen.

 

Nytårsaften stod menuen som regel på hamburgerryg med grønlangkål og med både hvide og brunede kartofler til.

Jeg elskede den menu og fik altid spist alt for meget, så jeg næsten ikke kunne rokke med ørerne bagefter.

Desserten var enten budding eller også lavede mor Ris a la Mande endnu en gang.

Middagen blev serveret lige efter af vi havde hørt Kongens nytårstale, den tradition var sikker hvert eneste år hos næsten alle familier i Danmark.

Dengang bestod den danske befolkning nemlig mest af etniske danskere…

 

Når maden var spist og der var blevet vasket op, satte vi os ind og så tv, hvor der næsten altid var en eller anden form for show, med sang og musik, artister og gøgl, som regel præsenteret af danskernes store idol; Otto Leisner, som var en meget berømt og elsket tv-vært.

Der var nu heller ikke så mange af slagsen, så hans berømmelse var måske lidt letkøbt.

 

Klokken 24 var vores tv altid tændt, så vi kunne følge med i det når rådhusklokken slog nytåret ind, stod far altid med våde øjne og ønskede os alle sammen godt nytår og mor fik et stort kys på munden, endda uden at hun vrængede ansigt imens.

Han lignede som regel én der lige havde besluttet sig til at nu skulle vi være en lykkelig og glad familie hele det nye år, men vores erfaring havde efterhånden lært os, at det meget hurtigt blev hverdag igen og at hverdagen stadig bestod af masser af skæld ud, tæsk og lussinger.

Måske troede han virkelig selv på at det skulle være nye tider, eller også havde han fået lige rigeligt at drikke til den lækre nytårs menu, for det holdt aldrig længere end til næste dag.

 

Bagefter skulle vi alle sammen udenfor og se ham skyde raketter af, men først efter at han havde fjumret rundt med hans kinesere og kanonslag, sole og romerlys.

Raketterne var altid det store finalenummer for hans opvisning og han så virkelig stolt ud, når han vovede sig ind til lunten og satte cigaren til.

Man kunne nemt få det indtryk, at han næsten selv havde lavet de raketter og fundet på hvordan de skulle udfolde sig i flotte farver på himlen.

 

Det var altid en tom vinflaske der havde rollen som affyringsrampe til raketterne, men den stod ikke altid lige sikkert på underlaget, især ikke hvis der var bar jord og ingen sne at trykke den lidt fast i.

Så skete det af og til at flasken væltede, mens lunten var i fuld gang med at brænde.

Så råbte og skreg han at vi skulle i dækning og vi spænede hen om på gavlen af huset og lurede forsigtigt om hjørnet, mens mor skældte ham ud så længe og så højt, at man næsten ikke kunne høre kanonslagene imens.

Min mor har aldrig været typen der brændte inde med nogle kommentarer, i hvert fald ikke hvis det var kritik af min far.

De siger, at ”den man elsker tugter man”.

Hun må virkelig have elsket min far, hvis de ord passer.

 

Når alt krudtet så var futtet af, vankede der flot smørrebrød, som var leveret fra slagteren og i dagens anledning var der endda fri bar i sodavandskassen og vi unger måtte blive oppe lige så længe vi ville.

Som regel var vi nu hurtigt færdige som gårdsangere og gik så i seng, uden at trække for, så vi kunne ligge i sengene med frit udsyn til himlen og nyde de sidste raketter, inden øjnene lukkede sig.

 

Nytårsdag var altid død kedelig hjemme, for de voksne sad hele dagen og gloede på tv, for at se nytårskoncert fra Wien, eller skihop fra Tyskland, eller hvor det nu var.

Heldigvis var det en udbredt fornøjelse for alle kvarterets unger at rende rundt på vejene og finde fusere, som vi så forsøgte at få til at virke.

Vi oplevede aldrig nogle ulykker med nytårskrudtet, men det var vist rent held, for vi forsøgte ihærdigt at få ild i dem alle sammen, uanset hvor meget lunte der var tilbage på dem.

Efterhånden som vi blev lidt større, fik vi lov til at købe lidt krudt selv og endda selv sætte ild til det om aftenen, dog under opsyn af far.

 

Nytårs løjer deltog vi aldrig i, for vi måtte ikke rende ude alene nytårsaften og sådan set heller ikke nogle af de andre aftener i året.

Det eneste vi måtte, var at gå med ud i haven til midnat og så ellers blive inde hos de voksne hele tiden.

Først som teenager kunne vi af og til få lov til at gå lidt ud om aftenen og snakke med de andre unge i kvarteret, men kun lige udenfor haven, så de hurtigt kunne kalde os ind, når de syntes at det var tid til at stoppe for i dag.

Den eneste mulighed vi havde for kontakt med de andre unge i området, var altså hvis vi kunne overtale dem til, at vores samvær foregik ude på vores fortov.

 

 

Konfirmation:

 

 

En tur i det tomme rum:

 

Da vi kom i 6. klasse skulle vi have konfirmationsforberedelse.

 

Vi blev undervist af Schwartz-Nielsen, som var præst ved Kirke Værløse Kirke.

Der var ingen kirke i Lille Værløse den gang.

Han havde et værre mas, med at få os til at være stille og høre efter, men efterhånden som tiden for konfirmationen nærmede sig, begyndte vi at koncentrere os om tingene.

Vi kom med ud til kirken og var rundt og se det hele, fordi vi skulle afholde en gudstjeneste for forældrene, hvor vi selv skulle bestemme salmer, sætte salmenumre op på tavlerne og bede indgangsbøn.

Det var faktisk lidt spændende at prøve, og selve gudstjenesten forløb også helt fint.

Endelig oprandt dagen hvor vi skulle bekræfte den kristne tro.

Jeg ved ikke rigtig hvor mange af os der egentlig troede på noget af det, men hvis man ville konfirmeres, var en af betingelserne, at man i hvert fald lod som om man troede på det.

 

Dagen før, blev hele stuen ryddet for de møbler, der stod der til daglig og en masse borde og stole blev stillet op, så alle gæsterne kunne sidde ned.

Duge blev bredt ud og porcelæn og bestik arrangeret fint med servietter og diverse glas.

Rummet så meget større ud, nu da alle møbler var fjernet og pludselig blev dekorationerne på væggene meget tydelige.

 

Lad os lige kigge os rundt og se hvad der hænger der.

Tapetet er gult med streger og firkanter i grå nuancer og rundt på væggen kravler en blomst af arten Guldranke rundt, fastgjort med små grønne plast bøjler der er sømmet ind i væggen.

Et andet sted udspringer en vinranke fra en grønlig potte og kravler en anden vej rundt på væggen.

Et stort billede af en soldat der tager afsked med sin elskede på en øde landevej, inden han drager til fronten i 1864, med teksten ”Dengang Jeg Drog Afsted” trykt nedenunder billedet pryder den lange væg ud mod haven.

Ved siden af et foto af morfars hus, et billede af begge hold bedsteforældre, en sort figur af et negerkvindes hoved, nogle små platter fra steder vi har besøgt i ferierne, den obligatoriske Amagerhylde, et maleri af en å der løber gennem en skov, samt toppen af en tørret Bjørneklo som masser af mennesker havde hængende sidst i 60’erne og som er skyld i at Bjørneklo er et alvorligt problem for den danske natur i dag.

Et maleri af et hav der slår ind på store klippestykker pryder også, sammen med en kobber platte hvor der er banket et motiv ud i metallet.

På samme væg hænger små fotos af os unger, men de er efterhånden flere år gamle.

Ved vinduet hænger gardinerne som er med sort bundfarve og med ovale figurer i orange og gult og loftet er store hvide gips plader, hvori der hænger en lampe i hvidt glas og med en sort metal ring omkring.

Gulvet er bøge-parket og nylakeret i dagens anledning.

I alle vindueskarme står planterne tæt og frodigt og i hjørnet står den gamle standerlampe i bronzeret jern med løvefødder og gesvejsninger iført hvid plisseret skærm.

Alle møblerne fra stuen er fordelt rundt på alle værelser og pladsen er trang alle steder.

 

 

Stadstøjet:

 

Om morgenen, søndag den 1. Oktober 1967, på selve dagen, var der heftig aktivitet i huset.

Vi skulle jo alle sammen vaskes og i det fine tøj.

Jeg skulle i sorte bukser med pressefolder og små nister og sølvtråd vævet ind i stoffet.

Den der sølvtråd prikkede og stak i øvrigt ganske forfærdeligt, hele dagen.

Dertil en hvid skjorte og et langt mørkeblåt slips.

 

Far havde hvid skjorte på og en lille butterfly med en perle midt i, som var meget moderne, sorte bukser og habit jakke.

Charlie havde også sorte bukser og hvid skjorte på, men hans slips var et såkaldt Maverick slips, som var et tyndt bånd i sort fløjl, som var bundet i en sløjfe og var moderne fordi hovedpersonen i tv serien Maverick havde sådan et på.

Min lillebror Pierre havde samme påklædning, dog uden slips men med en sort lædervest.

Mor var i en beige kjole med korte ærmer og dekoreret med en stor perlekæde i gule nuancer.

 

Neglene – eller det der var tilbage af dem - skulle være rene og håret friseret.

Det var gennem hele barndommen min far der stod for det der med at frisere os.

Så skulle man stå med front imod hans mave, mens han lavede en knivskarp skilning i de lyse lokker.

Til daglig var det bare lidt vand der holdt frisuren på plads, men ved festlige lejligheder kunne man være heldig at få noget af fars duftevand i håret.

Det var noget meget duftende væske, som var i en stor grøn flaske.

 

Med nyt tøj og rene negle, samt duftende og velfriseret hår, var det en flot fyr, der stod klar til at køre til kirken.

 

 

Et Herrens Hus:

 

Da vi kom til kirken, stod nogle af de andre konfirmander der allerede og småsludrede.

Pigerne i deres flotte lange hvide kjoler og med håret sat fint op, så man næsten ikke kunne kende dem igen.

Drengene var alle i hvide skjorter og sorte bukser, med slips og fin ny blazer, samt sorte nypudsede sko.

 

 

 

Alle sammen i en påklædning der lå meget langt fra, hvad vi gik i til dagligt og dermed også meget akavet og ”forkert” at have på.

Forældrene var jo også klædt i deres fineste skrud, så på en eller anden måde, var alle fremmede overfor hinanden.

Selv overfor ens egne forældre.

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                                 Kirke Værløse Kirke

 

 

Det var jo ikke sådan vi plejede at se hinanden påklædt, og heller ikke sådan vi plejede at tale sammen, hverken kammeraterne eller forældrene.

Jeg tror vi alle sammen, både børn og voksne, var lidt nervøse, forlegne og betuttede over det der skulle ske.

Tankerne var nok også allerede hjemme, hvor gaverne ventede.

Det var sådan noget ligegyldigt snak vi havde sammen.

Ingen kunne rigtig koncentrere sig om alt for store samtaleemner.

 

 

”Giv Gud dit hjerte…”:

 

Efterhånden gik alle de andre ind og satte sig og til sidst blev alle vi konfirmander så ført ind af præsten.

Vi blev placeret på en stol ud for den bænk, hvor vores familier nu sad.

Ud over mine forældre og søskende, var min mormor og morfar også til stede på bænken.

Orglet begyndte at bruse og den første salme startede.

Kirkesangeren var Hr. Moesgaard, som vi havde haft som vikar i skolen nogle gange.

Han var en sur vikar, som gerne delte øretæver ud til os, men det afholdt ham altså ikke fra at være en ”Kirkens Mand” om søndagen.

 

Vi havde alle sammen fået små fine og nye salmebøger, som vi nu sad og knugede i vores små svedige hænder.

Pigernes var hvide og drengenes sorte og de fleste havde fået trykt deres navn og datoen for konfirmationen på salmebogen med fint guldtryk.

Der var vist ikke mange af os der kunne samle sig om at synge med.

 

Da præsten havde holdt en lille prædiken og vi havde sunget en salme mere, kom endelig det store øjeblik.

Vi kom op til balustraden og knælede foran præsten.

Han kom til hver enkelt og sagde: ”Giv Gud dit hjerte og mig din hånd”.

Han sagde noget mere, når vi gav ham hånden, men de ord har jeg lykkeligt glemt i dag.

Efter denne seance, kunne vi igen sætte os nede ved familien, hvor de voksne gav os hånden og ønskede til lykke, mens de så meget alvorlige ud.

Efter endnu et par salmer og nogle ord fra præsten, kunne vi endelig komme ud af kirken igen.

 

På stolene i våbenhuset havde vi hver en stol til rådighed, hvor folk kunne lægge telegrammer.

Der var flest fra skolekammerater og enkelte venner, men allerede dengang var byens handlende godt klar over, at konfirmander var lig med penge.

De havde også givet telegrammer og vedlagt forskellige tilbud på deres ydelser.

Sparekassen havde f.eks. et tilbud på oprettelse af en konto og hvis jeg husker rigtigt havde radioforretningen også lagt et eller andet tilbud på en båndoptager, sammen med telegrammet.

Som den eneste i vores klasse skulle Gitte ikke konfirmeres sammen med os andre, fordi de var katolikker hjemme hos hende.

Hun skulle på et andet tidspunkt konfirmeres sammen med hundredvis af andre unge et eller andet sted inde i København, vist nok i Folkets Hus.

 

 

 

Værsgo at gå til bords:

 

Efter turen i kirken, kørte vi så hjem på Skovbakken, hvor festen skulle holdes.

Minnas mor og bedstemor skulle servere maden, som var bestilt udefra og de havde været i huset, siden vi kørte til kirken, så de også kunne modtage de telegrammer der ankom mens vi ikke var hjemme.

Inde i stuen var der stillet et lille bord op henne i hjørnet og her stod gaven fra mine forældre: En Nymfeparakit i bur.

Sådan en havde jeg ønsket mig, så jeg blev jo glad.

 

Der var også nogle enkelte pakker fra bl.a. Aktuelt, som jeg jo kørte med aviser for og fra min danseskole.

Avisen gav mig en bog om Europas historie og danseskolen gav mig en lille elefant skåret ud i rosentræ.

Efterhånden begyndte resten af gæsterne, som ikke havde været inviteret til kirken, at dukke op.

Mest familie, men også nogle af far og mors venner.

 

De fleste havde telegrammer med, hvor der så lå penge indeni.

Min morbror stod for regnskabet og samlede pengene sammen og skrev så i hvert telegram, hvor stort et beløb der havde været ilagt.

Han var jo udlært i Sparekassen, så ham turde vi godt betro det job.

 

Maden bestod af nogle lune retter og så ellers sulefade med alverdens forskellige former for pålæg fra slagteren.

Fadene var pyntede med stanniol der var foldet op i store vifter og stearinlys stod fordelt langs bordet og skabte lidt hygge.

Drikkevarerne var øl og sodavand til maden og så forskellige former for likør til kaffen senere.

 

Alle gæsterne er trukket i deres stiveste puds og især min morbrors kæreste Maria ser fantastisk ud i en grøn kjole uden ærmer og med en sort boa monteret i udskæringen.

Håret er kulsort og touperet op i en høj frisure.

 

Min farmor og farfar er der også, men det er ikke ligefrem feststemning man ser i deres ansigter og de bliver da heller ikke ret længe, hvilket nok ikke var noget større tab for den videre afvikling af festen.

De er også blevet placeret helt ude ved hjørnet af bordet ved siden af min storebror, så det forstyrrer heller ikke bordplanen da de forlader huset.

Det betød også at ingen af de andre gæster havde dem siddende ved siden af sig, så de kunne blive smittet af deres sure humør.

 

 

Kanonfotografen:

 

Far tager nogle ture omkring bordet med sit Kodak Instamatic kamera med en blitz terning monteret på toppen, mens han fotograferer alle gæsterne og det fine bord.

Det er nu lidt ustabilt, for hver anden gang virker blitzen ikke og så kommer alle de mandlige gæster med alle mulige gode råd om, hvad han skal gøre ved problemet.

Det er tydeligt at han bliver mere og mere frustreret og sur på det skide kamera og irriteret over alle de dumme kommentarer gæsterne kommer med.

 

Heldigvis ankommer fotografen Seerup senere med professionelt udstyr lidt senere og får foreviget det hele i en fart, inden han skynder sig hjem og får fremkaldt billederne, så han kan vende tilbage senere og modtage bestillinger fra gæsterne, inden de smutter.

 

Foto: Konfirmanden

mens han endnu kunne smile.

 

Seerup er en meget tyk mand og kan næsten ikke komme omkring bordet med sin vældige krop, så folk må mase maven ind i bordkanten, mens han fotograferer fra deres side af bordet.

Det giver især problemer omme bag ved Maleren, om selv er temmelig rund om maven, men det lykkedes alligevel til sidst, uden at nogen kommer til skade.

 

 

Fedterøvene afsløres:

 

Da vi var godt i gang med at spise, rejste min morbror sig op og læste samtlige telegrammer op.

Det vil sige, at han nævnte hvem det var fra og hvor mange penge der var, fra hver enkelt giver.

Det højeste beløb der var i et enkelt telegram, var de 100,00 kr. fra min mormor og morfar.

Et sus lød gennem stuen, da beløbet blev læst op.

Det var sgu mange penge den gang.

De fleste indeholdt 5, eller 10 kr. og nogle enkelte måske 50 kr.

Egentlig var det jo en lidt underlig måde at gøre det på, for dem der havde givet små beløb, kunne nu rigtig sidde med røde ører, når det blev bekendtgjort hvad de havde lagt i telegrammet.

Sammenlagt fik jeg 720,00 kr. denne dag.

De fleste af dem gik til en spolebåndoptager som vist kostede omkring 600,00 kr.

De telegrammer med 5 kr. i var lidt specielle, for det var en pengeseddel der lå i dem.

Kort tid efter forsvandt denne pengeseddel ud af systemet og blev erstattet af en mønt.

 

 

Mine forældre havde fået lavet en sang til mig, hvor min opvækst blev gennemgået i MEGET korte træk.

Set i forhold til, at de trods alt havde kendt mig i næsten 14 år, var det godt nok ikke meget de havde at skrive sang om.

Det var da den tyndeste historie jeg nogensinde har læst.

 

 

Velkommen i de voksnes rækker:

 

Min far rejste sig op og forsøgte at holde en tale, men det har nu aldrig været hans stærke side.

Han blev altid så overvældet af sine følelser, når han skulle den slags ting.

Vi kan så konstatere, at han faktisk var i besiddelse af følelser, men til dagligt formåede han egentlig at skjule dem ganske godt.

 

Han hakkede sig igennem og fortalte lidt om, at jeg jo ikke kunne hyle da jeg kom til Verden, men at jeg sandelig havde indhentet det siden.

Gad vide om han samtidig tænkte over, at de fleste hyl skyldtes de slag hans egen hånd påførte mig, gennem hele barndommen…

Det var måske ikke lige den slags man ønskede at høre ham holde tale om lige denne dag, men han tænkte åbenbart ikke på, at det kunne være pinligt for mig at høre.

Han sagde også lidt om, at jeg nu var trådt ind i de voksnes rækker, men det mærkede man nu ikke meget til da festen var forbi.

Så var vi tilbage til de samme tæsk og skæld ud, som jeg kendte alt for godt.

Talen var meget kort, så måske havde han slet ikke så meget pænt at sige om mig.

Det overraskede mig nu ikke.

 

Min morfar holdt til gengæld en meget sød, smuk og sjov tale, som han afsluttede med at give mig et gammelt smedet øje til en krog, som havde siddet i dørkarmen hjemme hos min morfar.

Den havde jeg stukket fingeren i som lille, og kunne så ikke komme fri igen.

Min morfar var en lun fætter og trøstede mig med, at de da nok skulle komme og give mig lidt at spise, når jeg nu skulle hænge fast i det øje resten af mine dage.

Da de havde fået ny hoveddør, havde han så skruet øjet ud og gemt det til mig.

Min morfar elskede jeg højt, også før han gav mig den fine og sjove gave.

 

Min mors barndomsven ”Maleren” holdt også en tale, men han var vist blevet lidt svimmel, for han kørte bare rundt og rundt i, at jeg jo altid kunne komme til ham, hvis jeg havde problemer som jeg ikke syntes at jeg kunne tale med mine forældre om.

Jeg havde sgu da næsten ikke andet, men det opdagede han åbenbart aldrig, på trods af, at han også havde både hørt og set, når far stak os nogle på skrinet.

 

 

 

Konfirmanden har ordet:

 

Nå, men jeg ville da ikke stå tilbage for de voksne, så jeg holdt en improviseret tale for mine forældre.

Der tog jeg da vist røven på dem, for de så fuldstændig underlige ud i hovedet, da jeg slog på glasset og rejste mig.

 

Jeg kunne jo ikke så godt stå der og fortælle, at min barndom mest havde bestået af tæsk, hån og utryghed, så jeg sagde nogle pæne ord om, at jeg da var glad for, at de havde holdt denne fest for mig.

Til sidst udbragte jeg 3 hurraer for dem og ikke et øje var tørt.

Begge mine forældre sad med store våde øjne og kunne ikke sige et ord da jeg havde afsluttet min tale.

Selv min storebror, som ellers ikke delte roser ud, kom bagefter hen og roste mig, fordi jeg havde holdt tale for vores forældre.

Det havde han nemlig ikke selv haft modet til, da han blev konfirmeret.

 

 

Velkommen tilbage til virkeligheden:

 

Efterhånden ændrede festen sig radikalt, for min morbror fik et voldsomt migræneanfald og måtte ind og lægge sig.

Min morfar, som havde været syg al den tid jeg kan huske, blev også dårlig og det var så voldsomt, at jeg var bange for, at han skulle dø nu.

Min storebror havde sneget sig ud og havde røget hash og var blevet syg af det og skabte dermed stor ravage og skandale i festen.

Min ældste morbror var blevet godt beruset og lagde an på servitricen så min tante blev sur på ham, så det hele var efterhånden ved at udvikle sig til rent kaos.

Til sidst blev jeg så trist og ked af den stemning der var blevet, at jeg gik min vej fra festen.

Jeg gik over til Karina og sad så der og græd mine modige tårer, mens min familie og gæsterne undrede sig over, hvor jeg mon var blevet af.

Først efter nogle timer vendte jeg tilbage til min konfirmation og snart efter begyndte folk at tage hjem.

Ikke engang min konfirmationsdag skulle altså blive en glædens dag.

 

 

Blå Mandag:

 

Om mandagen skulle de nybagte konfirmander så ind til København og holde Blå Mandag.

 

Vi mødtes nogle stykker oppe på stationen og tog S-toget ind til byen.

Det var forskelligt hvor mange penge de forskellige havde med.

Selv tror jeg nok jeg havde måske 100,00 kr.

Vi tog ind i nogle af de stormagasiner som vi kendte fra vores ture med forældrene.

Vi var jo ikke så kendte inde i byen, så vi nøjedes med at komme de steder, hvor vi havde været med vores forældre.

 

Bagefter var vi inde og spise et eller andet sted, som jeg har glemt.

Jeg husker egentlig kun at jeg købte et skide smart bælte, med hvidt læder og hvide og røde striber på det elastiske stykke stof der var omkring spændet.

Resten af pengene gik vist mest til mad og drikkevarer.

Jeg skulle bruge de resterende penge til at købe mig en båndoptager for, så jeg kunne komme til at optage popmelodier fra radioens ”Top Tyve” og ”Efter Skoletid” med Jørgen Mylius.

 

Der var selvfølgelig lidt kysseri mellem Gitte og mig og jeg fulgte hende også helt hjem, da vi kom tilbage til Værløse sidst på dagen.

Hun var nemlig også med på Blå Mandag, selv om hun skulle konfirmeres en anden dag.

Det var så den Blå Mandag.

 

Nogle dage efter kørte vi så hen og købte min nye båndoptager for de sidste penge fra konfirmationen.

En Philips spolebåndoptager med 4 spor, som jeg brugte til at optage pop musik fra radioen, når Jørgen Mylius sendte Top 20 om søndagen.

 

Min storebror havde købt sig en grammofon, da han var i erhvervspraktik i en radioforretning og havde også nogle af de nye plader med The Beatles og andre af tidens pop idoler.

Min første grammofonplade var med Cæsar, som var det man kaldte protest sanger og lavede samfundskritiske sange, bl.a. om ”Det store stygge storkespringvand”.

Desuden havde han lavet en plade med forskellige frække sange, hvor han sang om ”Den lange Hr. Jensen” og ”Du lir’lige fisker”.

Det var den plade jeg købte og jeg tror nok mine forældre blev lidt chokerede, da de fandt ud af hvad sangene handlede om.

Det var tvetydige tekster om sex på hvert eneste nummer, men utroligt nok, fik jeg lov til at beholde den.

Måske blev pladen lavet i anledning af at pornoen lige var blevet frigivet i Danmark.

Cæsar kom frem i 1966 sammen med folk som Poul Dissing og Freddy Fræk.

Heldigvis havde min bror og jeg samme musiksmag og med hans grammofon og min nye båndoptager, kunne vi supplere hinanden godt og dele den musik vi købte.

 

På et tidspunkt handlede jeg med min morbror om hans Beatles Plader og købte hele stakken af ham, lige for næsen af min storebror.

Problemet var bare, at jeg jo ikke havde en grammofon at spille dem på, så min bror lokkede mig til at give ham Beatles LP’en ”Revolver”, i bytte for hans grammofon.

Først mange år senere lykkedes det mig at få fat i et andet eksemplar af den plade, så min samling igen var komplet.

 

 

Fremtidsplaner:

 

Som tidligere nævnt, kom vi i erhvervspraktik fra skolen.

 

Vi havde Viggo Hansen som erhvervsvejleder og bladede, sammen med ham, i et gevaldigt arkiv over muligheder for uddannelser og jobs.

 

 

 

A la Carte:

 

Første gang vi skulle ud i praktik, valgte jeg kokkefaget og kom i praktik på Williams Hotel i Farum.

 

Det var en hyggelig uge, hvor jeg fik lov til at prøve mange forskellige ting.

Jeg skar løg, lavede forskellige kartoffelvariationer i frituren, skar kød og kartofler ud til biksemad og en masse andre ting.

Det der biksemad skulle sættes på køl nede i kælderen, men det svandt noget i det undervejs, for jeg kunne simpelthen ikke nære mig for at æde løs af det, mens jeg bar det ned i kølerummet.

Køkkenchefen var en flink mand og viste mig en masse tricks og fiduser, som jeg har haft glæde af mange gange siden.

Blandt andet lærte jeg snart, hvordan man snittede grøntsager hurtigt, uden at hakke fingrene af samtidig, hvilket jo er en ret god ting at kunne.

I det hele taget var det faktisk et ret godt sted at være i praktik, for jeg var virkelig med i de forskellige processer i køkkenet.

Man kunne jo godt forestille sig, at man måske blev henvist til at vaske op eller lave ligegyldige og kedelige ting, mens man var i praktik, men sådan var det heldigvis ikke her.

 

Når vi skulle holde frokost på hotellet, spiste vi sammen med resten af personalet, plus børnene af ejeren.

Datteren var vel omkring min egen alder og så rigtig godt ud, så det gjorde, at jeg blev frygtelig genert og ikke sagde ret meget under måltidet.

Om hun overhovedet bemærkede mig, aner jeg ikke noget om, men jeg bemærkede i hvert fald hende.

 

 

”K 713 til Ballerup”:

 

Anden gang vi var i praktik, valgte jeg at komme over til Falck i Ballerup som redder.

 

Det var en herlig tid jeg havde der.

Jeg kørte med på ”fejebakken”, altså den der lastbil, som trækker havarerede biler op på ladet.

Det var spændende, lige indtil vi skulle hente en bil på Ballerup Station.

Ved busstoppestedet stod nogle af mine klassekammerater og gloede, da vi ankom.

Straks blev jeg  genert over at de skulle se mig i aktion.

Jeg blev pludselig meget bevidst om at jeg jo var iført en alt for stor kedeldragt og derfor nok så lidt komisk ud i kammeraternes øjne.

 

Jeg kørte sammen med en redder som ikke lavede andre opgaver, end at køre ”fejebakken” om dagen.

Han var en rar fyr og vi hyggede os gevaldigt mens han fortalte og viste mig alt hvad der foregik.

Ofte holdt han lige ind og købte en Coca Cola til os hver, eller noget chokolade som vi så delte på den videre tur rundt i trafikken.

Jeg fik også lov til at bruge radioen, når vi skulle kalde op og melde os klar til en ny opgave.

Så tog jeg mikrofonen og sagde: ”Her er K 713 til Ballerup. Vi er færdige i Herlev og klar til en ny opgave”.

Så fortalte vagtmesteren hvor vi nu skulle hen og hjælpe en bilist med at starte, eller hente havarerede biler fra trafikuheld.

 

Under min praktik hos Falck, lykkedes det mig at overtale chefen til at lade mig prøve en nattevagt.

Desværre blev der ikke brug for ”fejebakken” den nat, så jeg sov sødt lige til næste morgen.

Jeg syntes ellers det kunne have været spændende at blive kaldt ud om natten.

Jeg fik til gengæld lov til at komme med til ildebrand.

Godt nok bare en brand på lossepladsen ude ved Pederstrup, men det smagte da lidt af fugl.

Efter nogle timers forløb, hvor jeg bare skulle sprøjte vand ud over skraldet, havde jeg fået nok af at lege brandmand for denne gang.

Desuden var det hundekoldt, fordi røgen totalt dækkede for solens stråler, så man stod i dyb skygge og blev våd af det kolde vand.

 

Det var egentlig min mening at skulle ernære mig som Falckredder, når jeg blev voksen, men sådan skulle det ikke være.

Da jeg var ved at være færdig med skolen, søgte jeg ind til hæren som automekaniker, efter opfordring fra Falck, men måtte desværre se i øjnene, at hærens læger mente at min ryg var for svag til det job.

Dermed var jeg også diskvalificeret hos Falck og måtte finde på noget andet.

 

Oprindelig var det mit store ønske at blive dyrepasser, eller landmand, men de planer blev hurtigt sænket, da vi i erhvervsarkivet opdagede at man skulle have realeksamen og studere videre, for at komme ind som dyrepasser.

Desuden var der, også den gang, en meget stor venteliste til et job i den branche.

 

 

Flyvende start på erhvervslivet:

 

 

Min Vægt Værd I Guldbarrer:

 

Det endte med at jeg søgte ind til Flyvevåbnet som konstabelelev indenfor administration.

Måske nok mest fordi min storebror havde valgt den uddannelse og fortalt positivt om de ting han oplevede der inde.

De ville godt have mig, så den 1. februar 1971 startede jeg i Jonstruplejren som rekrut, bare 17 år og knap 2 måneder gammel.

 

Jeg skulle jo lige have tiden til at gå, indtil jeg kunne starte ved flyvevåbnet til februar, så igennem mors gamle ven ”Maleren”, som på dette tidspunkt var ansat på Toms Chokoladefabrik i Ballerup, kom jeg ind som arbejdsdreng, da jeg var færdig med skolen i sommeren 1970.

Inden da havde jeg lige nået at snuse til et job på en skofabrik et andet sted i Ballerup, men der var jeg kun én dag, for da min far kom for at tage mig med hjem til fyraften, så han at jeg stod og standsede skosåler ud ved en maskine.

Far blev stik tosset og fik omgående fat i chefen og skældte ham ud, fordi han havde en arbejdsdreng under 18 til at stå ved en farlig maskine.

Det var stik imod arbejdstilsynets regler og chefen fik ordre på at udbetale min løn omgående og så skulle han ikke regne med at se mig næste dag.

Lige den dag, var jeg faktisk lidt stolt af min far og syntes han var en sej banan, når han sådan turde skælde min chef ud.

Sådan havde jeg sgu aldrig set ham agere overfor voksne før.

 

Ganske få dage efter startede jeg så på Toms.

Jeg blev tilknyttet den maskine der laver de fyldte chokolader, som f.eks. Toms Kæmpeskildpadder og de små fyldte chokolader, som man oftest køber i en æske med blandet udvalg.

Det var en god arbejdsplads at være på og hvis jeg ikke allerede havde skrevet kontrakt med forsvaret, var jeg nok blevet på Toms, for jeg følte mig godt tilpas og respekteret af mine overordnede og bestemt også af mine kolleger.

Efterhånden som jeg havde lært mere og mere om maskinen, fik jeg mere betroede opgaver og kunne efterhånden træde ind på næsten alle pladser på anlægget.

Jeg syntes det var både hyggeligt og spændende at arbejde der og se hvordan hele processen med at lave chokolade foregik.

Desuden var der jo også nogle helt åbenlyse fordele for sådan en ung knægt som mig, for vi måtte spise alt hvad vi kunne, mens vi var på arbejde, men ikke tage noget med hjem.

 

Når vi forlod fabrikken til fyraften, skulle det menige personale trykke på en knap, som sad på portnerens lille bygning.

Hvis den lyste grønt, kunne man bare passere og tage hjem, men hvis den lyste rødt, skulle man ind og åbne sin taske og vise hvad man havde i lommerne.

Underligt nok var det kun folkene ”på gulvet” der skulle trykke sig ud.

Værkførere og dem der var endnu højere oppe i hierarkiet, kunne bare gå udenom, selv om de havde præcis de samme muligheder for at snuppe noget med hjem.

Jeg åd den første tid, men blev efterhånden kræsen og spiste kun det bedste af det bedste.

Når vi f.eks. kørte de der kæmpeskildpadder på ”min” maskine, snuppede jeg de helt friske vare fra båndet og bed hoved af røv af skildpadden, hvorefter jeg sugede den endnu varme karamelcreme ud af varen og smed resten i affaldssækken.

Se det var jo luksus og så smagte det der creme altså rigtig lækkert sammen med den the, som vi fik serveret ganske gratis ved maskinerne hver eftermiddag.

Det var simpelthen et luksus liv for en slikmund at arbejde der og jeg benyttede mig bestemt af mulighederne for at æde lige præcis hvad jeg havde lyst til.

Heldigvis har det aldrig ligget til mig at blive fed, ellers havde jeg nok fået et alvorligt problem, mens jeg var på Toms.

 

Mange af  de chokolader der blev lavet på Toms, havde spiritus i de cremer der blev fyldt i.

Spiritussen bestod af forskellige essenser og blev så tilsat sprit på 95% - det er vist det man også kalder hospitalssprit.

Nogle af de ansatte havde fundet ud af at snuppe noget af det der sprit og de sad ofte ude på toilettet og pimpede den.

Spritten blev blandet med citronvand og jo længere hen på dagen vi kom, jo mere svimle blev de af spritten.

Ledelsen kunne ikke undgå at bemærke deres brandert, men der blev ikke grebet ind overfor det, uvist af hvilken grund.

Ham der stod og blandede creme på det anlæg jeg var ansat ved, havde i hvert fald alvorlige problemer med drikkeriet og kunne ofte næsten ikke stå på benene sidst på dagen.

 

Hver fredag kunne vi købe ”fejlvarer” med hjem til fyraften.

Vi gav 10 eller 20 kroner for en pose med varer, som repræsenterede en langt højere værdi, hvis de skulle købes ude i butikkerne.

Til jul fik vi en kasse chokolade hver og jeg var jo pave stolt da jeg kom hjem til familien med det tilskud til julegodterne, for det var altså en æske på størrelse med en skotøjsæske og proppet med det lækreste chokolade man kunne tænke sig.

 

 

Den Skæve Cykelsmed:

 

Da jeg jo skulle transporteres helt til Ballerup for at komme på job hos Toms, var det jo lidt smart med en knallert.

Jeg ville jo godt selv have valgt mig en, men næh næh, det skulle min far nok sørge for.

Han fandt en gammel rød Sachs oppe hos ”Den Skæve Cykelsmed” på Kr. Værløsevej.

Navnet ”Den Skæve Cykelsmed” kom af, at hans ansigt virkelig var helt deform og især munden sad fuldstændig skævt, måske som følge af et trafikuheld eller hvad det nu var.

Det var såmænd ikke for at genere ham, at han blev kaldt sådan, for han var egentlig ganske flink at komme hos, men navnet var udbredt over hele byen og blev brugt af både børn og voksne.

 

Jeg tror næsten man kunne løbe lige så hurtigt som den knallert kunne køre, men den var ”god nok” mente min far.

Jeg havde den nu ikke så længe, for den endte vist med at opgive ånden fuldstændig, efter bare nogle få måneder.

Nu havde jeg fået tjent nogle penge hos Toms og kunne derfor købe en splinter ny Velo Solex, sidste nye model med gashåndtag.

Godt nok på afbetaling, men det var mine egne penge der betalte den og jeg var vældig stolt af selv at kunne købe den.

Det var måske ikke lige en ”scoreknallert”, men den kunne nu altså køre ret stærkt og var særdeles driftsikker.

Jeg fik den målt til næsten 50 km/t ifølge speedometeret på min fars bil.

 

De eneste gange den har svigtet mig, var når jeg forsøgte at styre den med en ordentlig brandert på.

Så ville den ikke altid samme vej som jeg havde tænkt mig, hvilket bl.a. kostede mig en gevaldig flyvetur ind på en kornmark, engang jeg var på vej hjem fra et drikkegilde hos en kollega fra Toms.

 

 

Hvis Krigen Kommer:

 

Februar 1971, var det slut med jobbet hos Toms men kun fordi jeg jo havde skrevet den kontrakt med flyvevåbnet  og jeg startede i Jonstruplejren som konstabelelev på hold 0271-70x20, hvilket bare betød at vi startede 1. februar 1971 og gik i administrations klassen.

Det var en både hård og sjov tid jeg havde der, for det vekslede jo mellem undervisning i administrations området og så almindelig soldateruddannelse.

Vi skulle jo også kunne forsvare landet, hvis nu russerne lige skulle finde på at angribe os, mens vi sad og passede vores kontorarbejde.

Man var virkelig nervøs for russerne på den tid, for 2. Verdenskrig sad stadig i frisk erindring i den voksne befolkning.

Så sent som engang i 60’erne, havde regeringen udsendt en lille blå folder, som hed ”Hvis Krigen Kommer” og indeholdt oplysninger om hvilke forholdsregler man skulle iagttage, hvis en atomkrig ramte landet.

Forsiden viste et nærbillede af en luftsirene, mage til den der sad på taget af skolen.

Det var sgu dramatisk læsning og kunne skræmme livet af de fleste mennesker.

I min barndom blev sirenerne afprøvet hver lørdag kl. 12 og på grund af de voksnes reaktion, lærte vi børn, at det var en uhyggelig lyd.

De havde selvfølgelig også oplevet krigen og kunne huske hvor bange alle folk var, når sirenerne hylede.

 

 

 

 

                                                                                                        Foto: Jonstruplejren

 

Som jeg husker det, var det såmænd ikke så meget rekruttid vi kom igennem i Jonstruplejren, men noget var der da at lære på det felt.

Vi skulle lære at marchere og stå ret, præsentere gevær og rette ind til højre, samt en masse andre ting som åbenbart er afgørende, hvis krigen kommer.

 

Nogle gange var vi ude på Amager Fælled og skyde til måls efter de store skiver, men jeg lavede nu ikke særlig mange huller i dem, for efter en ordentlig rekyl skade på min skulder, syntes jeg ikke rigtig så godt om at lægge geværet ind til skulderen mere.

Jeg er jo også venstrehåndet og havde derfor stort besvær med at holde geværet til den ”forkerte” skulder og sigte med det ”forkerte” øje.

 

Enkelte gange var vi på øvelser ude i skovene omkring Farum kaserne og så skulle vi sminkes med camouflage farver og sætte græstotter i stålhjelmen, så fjenden ikke kunne se os mellem de andre planter i naturen.

 

Det var så meningen, at vi skulle skyde efter fjenden med vores geværer, som i dagens anledning var monteret med en såkaldt løsskuds forstærker.

Nu behøvede man jo ikke være student for at regne ud, hvem der skulle gøre geværet rent når vi kom hjem igen, så mange af os undlod simpelthen at affyre nogle skud med vores geværer og undgik derved at få krudtslam i løbet.

Forsvaret er meget emsige med kontrollen af, om geværet bliver holdt rent og i orden, hvilket selvfølgelig også er vigtigt for levetiden af våbenene.

 

Langt det meste af tiden, var vi nu beskæftiget med langt mere fredelige ting, som at lære maskinskrivning og engelsk, hvilket godt kunne være noget søvndyssende, hvis man havde stået vagt hele natten, oppe i hovedindgangen.

Sådan en nattevagt havde jeg haft, inden vi næste morgen have Kaptajn Ravn som underviser og da hans undervisning ikke var specielt spændende at lytte til, faldt jeg såmænd i søvn i timen og knaldede hovedet i bordet.

Det var han altså ikke helt tilfreds med, så han råbte, lige ind i hovedet på mig, at jeg fandme ikke skulle sove i hans timer, hvilket fik mig til, i min halvsovende tilstand, at spørge ham hvor jeg så skulle gå hen og sove.

 

Hvis han var vred før, så blev det sgu da bestemt ikke bedre nu.

Han råbte og skreg så vi blev lidt nervøse for, om han skulle få et hjertetilfælde.

 

De værste øvelser var, når vi skulle rende rundt med gasmasker, regnslag og fuld oppakning, samt geværet.

Det var en af de varme dage, at vi havde den øvelse og jeg siger dig; sveden rendte ned ad ryggen mens vi spurtede rundt på terrænet og legede at fjenden havde smidt nervegas ned over området.

For at finde ud af, om masken nu også sad rigtigt og sluttede tæt, blev vi sendt ind i gaskammeret, hvor der så blev lukket tåregas ud i lokalet.

Hvis masken var utæt i kanterne, fandt man meget hurtigt ud af det, for øjnene rendte i vand og næsen løb i løbet af ganske få sekunder.

Så var det bare med at komme ud og få frisk luft i ansigtet og så huske, at man ikke skulle gnide sig i øjnene, for der sad også gas på fingrene og hvis man gned øjnene, gned man samtidig gas ind i dem.

 

Andre gange var vi ude i skoven og grave skyttegrave og camouflere os med græstotter i hjelmen og sværte i hovedet.

Så skulle vi snige os frem i terrænet mens sergenten smed de store blå kanonslag om ørerne af os, så man var døv i flere minutter bagefter.

Når vejret var godt, var det egentlig ganske hyggeligt at rende rundt i skovene, undtagen når vi skulle løbe orienteringsløb.

Det var jeg bestemt ikke særlig dygtig til, så jeg fulgte bare med de andre, uden at kunne yde noget til opgaven selv.

Havde jeg skulle finde vej alene, var jeg aldrig kommet tilbage til kasernen.

 

 

Otte Halve Med Pålæg:

 

Alle menige soldater var udstyret med et ”spisekort” som man skulle vise i kantinen når man havde fået øst sin mad op.

Det vil sige, at vi spiste gratis og kunne få alt det vi kunne klemme ned, hvilket var en del, især hvis vi havde været ude og bruge energi i naturen hele dagen.

Det var en rigtig god ordning, for alle havde muligheden for at få en god og nærende kost hver dag, men desværre kom der en ny ordning mens jeg var inde og ”springe”.

Man indførte spisebilletter som man skulle aflevere som betaling for maden.

En billet pr. måltid og i forskellige farver, alt efter om det var morgen- middags- eller aftensmad man skulle have.

De billetter man ikke fik brugt, kunne indløses til kontanter sidst på måneden og dermed opstod fristelsen til at undlade at få noget ordentligt at spise, for så at indløse billetterne til penge, som blev brugt på bajere, når vi tog i byen.

Hvis man lige stod og manglede finanser til en bytur, kunne man sælge sine spisebilletter til en af de kammerater der havde økonomien i orden.

Det var jo også fint nok, når man gerne ville med i byen og drikke bajere, men knapt så sjovt når man stod og var sulten næste dag og ikke havde nogle billetter tilbage.

Senere blev det til at vi fik kostpenge hver uge, men det forstærkede bare problemet, så endnu flere undlod at spise på kasernen og brugte pengene på alt muligt andet i stedet for.

Ordningen var selvfølgelig retfærdig nok for de folk der boede tæt på kasernen og kunne spise hjemme, men for de fleste var det et tilbageskridt i forhold til sundheden hos det danske militær.

 

Hvis vi ikke tog i byen om aftenen, var der ikke så meget andet at give sig til, andet end at tage hen på K.F.U.M.’s soldaterhjem og drikke kaffe og se tv, eller tage et spil billard eller kort.

Disse soldaterhjem blev drevet af kristne grupper og var faktisk temmelig kedelige at være på, så det var kun i nødstilfælde vi brugte ”Kuf’en” som de blev kaldt blandt soldaterne.

 

Et alternativ kunne være de arrangementer som velfærdsofficeren arrangerede på kasernen og selv om de var lidt platte, kunne vi da altid få slået nogle timer ihjel der.

Som regel var der forskellige konkurrencer, hvor præmien altid var en flok bajere, som omgående blev drukket så snart de ankom til bordet.

Det kunne være en dyst i hvor mange flasker øl man kunne bære, eller hvor hurtigt man kunne tømme en øl ned i halsen.

Som du nok kan se, var det ikke specielt intellektuelle evner der skulle i brug for at deltage i konkurrencerne.

 

 

Pinsesolen Danser:

 

Efter en pinseorlov hos en soldaterkammerat i Hornslet havde jeg fundet mig en kæreste i Jylland.

Vi tog til pinsebal i Hornslethallen og snart havde jeg fundet en sød pige at danse med.

Hun så rigtig dejlig ud og vi dansede særdeles tæt uanset hvilken musik de spillede.

Jeg var iført min uniform og det lykkedes hende at liste knappen op på min skulderstrop og snuppe min distinktion, uden at jeg mærkede det.

Da dansen var slut, stod hun der og smilede, mens hun viftede med min distinktion for næsen af mig.

Jeg tror det var lige dér at jeg faldt pladask for hende.

 

Vi begyndte at komme sammen og jeg tog derfor hver weekend toget til Kalundborg og Hurtigfærgen videre til Århus.

Derfra videre med et andet tog til Hornslet, hvor jeg så enten blev hentet, eller også måtte gå eller ”tomle den” resten af vejen ud til hende.

Søndag eftermiddag gik turen så på samme måde retur til Jonstrup.

Det var godt 5 timers transport hver vej, så jeg fik da noget ud af mit frikort til DSB mens jeg var ved militæret.

 

Vi havde jo gratis rejse overalt i landet hvor DSB havde tog- eller busruter.

Når vi kedede os på kasernen om aftenen, tog vi toget ind til Hovedbanegården og steg på et tilfældigt fjerntog ud i landet.

En aften tog jeg sammen med en kammerat toget til Odense via færgen Korsør-Nyborg, bare for at stige om til et andet tog og tage tilbage igen med det samme.

Så gik den aften da med et eller andet, for ellers var der faktisk kun K.F.U.M.’s soldaterhjem at fordrive tiden med, når tjenesten var forbi.

Der kunne man spille forskellige brætspil eller kort og ellers læse aviser.

Det var lige et nummer for kedeligt for os og så var der lige rigeligt med aftenbøn og bibellæsning efter vores smag.

 

 

Lyng mellem tæerne:

 

Efter vel et halvt års tid, skulle vi udstationeres på Flyvestationer rundt omkring i landet, for at få job træning på virkelige og realistiske arbejdsforhold.

 

Jeg benyttede mig af chancen til at komme langt væk fra Værløse og mine forældre, så jeg søgte til Karup, til stor fortrydelse for min mor.

Endelig fik jeg den frihed der ligger i, at kappe båndene til forældrene.

 

 

 

                                                                                                                 Drakenfly

 

Karup var virkelig ude på heden og langt fra alting.

Der lå godt nok en lille landsby ved navn Kølvrå lige uden for kasernen, men der skete absolut intet om aftenen der.

Når vi skulle i byen og more os, måtte vi tage til enten Viborg eller Herning, hvilket betød lang transport og gjorde, at man skulle kende én der ville lægge bil til.

Busserne kørte vist slet ikke om aftenen, så langt ude på landet.

 

Jeg kom på kontor i Eskadrille 729, hvor Draken Flyene hørte til.

Det betød at jeg hver morgen var til morgenbriefing oppe i hangaren, hvor jeg stod og lænede mig op af de flotte Draken maskiner.

Draken flyene blev bygget på Saab Fabrikkerne i Sverige.

Desværre blev der aldrig mulighed for at komme med op i luften, så jeg måtte nøjes med at kigge – og ikke mindst lytte – når de drønede lavt hen over Flyvestation Karup.

Karup var en meget vigtig og meget lukket flyvestation, da jeg var der og det betød også, at vi havde en masse vagter, hvor vi skulle gå patrulje langt hegnet der omkransede hele området.

Nato har, eller havde i hvert fald den gang, en stor bunker på området, hvor der sad militærfolk fra alle Nato’s medlemslande og overvågede luftrummet.

 

I øvrigt blev Flyvestation Karup bygget af tyskerne under 2. Verdenskrig, lige som Flyvestation Tirstrup og flere andre rundt i landet.

 

Af en eller anden grund, var der gået noget galt, da jeg kom der til, for de havde glemt at skrive mig ind i vagtplanen.

Vi havde jo lært, at vi ikke skulle tænke selv hos forsvaret, så jeg holdt da bare min mund om det og først ganske kort tid før jeg flyttede til Tirstrup, opdagede de fejlen og jeg nåede kun én vagt.

Vi fulgtes to og to rundt langs hegnet omkring Flyvestationen og skulle se efter om der var nogle fjender på vej over hegnet.

Vi så aldrig et øje og turen var vist også mest symbolsk, for jeg tvivler på at fjenden, hvem det så end var, gad at kravle rundt på pigtråden for at komme ind på området.

 

Min dagligdag på kontoret var ikke særligt ophidsende og bestod mest af at skrive forskellige dokumenter rene, når min overordnede havde lavet kladden til dem.

Heldigvis kom nogle af jagerpiloterne tit ind på kontoret og snakkede med mig, når de lige havde lidt tid tilovers.

De var altid flinke og friske at snakke med og jeg fik en masse historier om deres oplevelser oppe i luften.

 

Efter nogle måneder i Karup, byttede jeg nemlig kontor med en fyr, som var udstationeret i Tirstrup.

Han ville meget gerne til Karup, så eftersom jeg ikke havde nogen særlig tilknytning til noget sted i Jylland, var jeg da ligeglad med at bytte.

Desuden havde jeg på det tidspunkt fået mig en kæreste i Skørring, som ligger lidt udenfor Hornslet, så egentlig passede det også mig godt at komme til Tirstrup.

 

 

Frivagt:

 

Tiden i Tirstrup var jo den rene luksus, efter den stramme disciplin i Karup, for her skulle vi aldrig stille til morgenparade, inden dagens pligter, men blot møde op på kontoret kl. 8.

Der var også en helt anden og meget mere afslappet tone mellem menige og overordnede på arbejdsstederne.

Hver fredag kørte jeg med ind til Løgten sammen med en sergent fra kontoret, i hans lille grønne MG sportsvogn.

Herfra måtte jeg så selv transportere mig videre ud til kæresten i Skørring.

Jeg boede på kasernen og når jeg havde været hjemme på weekend hos min kæreste, ankom jeg altid med taxa fra Kolind Station og blev kørt op til bygningen, hvor sovesalen lå.

Desværre var der lige en låst port med pigge på toppen, som jeg skulle forcere, for at komme ind på området og det måtte jo gå galt en dag, hvilket det også gjorde da jeg en aften smuttede med den ene fod og fik en af de der pigge ind i benet.

Jeg fortalte om det næste dag på kontoret og til min store overraskelse blev jeg straks tilbudt en nøgle til lågen, så jeg selv kunne låse mig ind på området.

Det havde jeg jo slet ikke forestillet mig kunne lade sig gøre, men nu havde jeg altså nøgle til Flyvestation Tirstrup.

 

Mine opgaver på kontoret blev lidt mere varierede og der var en god og hyggelig tone mellem alt personalet i administrationen, uanset rang og anciennitet.

Jeg kom til at stå for depotet og skulle sørge for at bestille kontorartikler hjem, når vi var ved at rende tør for dem.

Desuden stod jeg for alt duplikering og skrivning af stencils.

Af en eller anden grund, så de menige lidt op til mig og kom nærmest snigende ind på kontoret, hvis de skulle spørge om noget.

Jeg lærte dem snart, at de ikke skulle være så nervøse, men bare komme frit ind og spørge, hvis de var i tvivl om noget.

Major med jord i hovedet:

 

Egentlig tror jeg nok, at jeg var meget vellidt blandt både overordnede og menigt personale i Tirstrup, bortset fra den Major, som var øverste leder på kontorerne.

Han var en stor og brovtende mand, som havde mere travlt med jagt og andre private ting, end med det han egentlig var der for, hvilket bevirkede at han havde forladt pengeskabet åbent en dag og dermed givet en eller anden mulighed for at stjæle nogle penge.

Der blev en vældig sag ud af det og en auditør fra forsvaret kom over og afhørte os alle sammen, dog uden at finde ud af, hvem der havde hugget pengene.

Det gav jo en anmærkning i majorens papirer, for i sidste ende var det jo ham der skulle sørge for at den slags ikke var muligt.

Jeg tror ikke jeg var ene om at fryde mig lidt over at han fik en ”næse”, for han var ikke særligt vellidt blandt personalet i administrationen.

 

Den eneste tid han var flink og sjov, var når der var jagtselskaber på kasernen.

Så blev vi menige inviteret med som klappere og fik dermed en fridag fra den almindelige dagligdag, selv om det var skide koldt at gå gennem bevoksningen og få sne ned ad nakken, mens man klappede dyrene ud i frit terræn, så jægerne kunne skyde dem.

Når det blev frokost, gik alle jægerne ind og fik gule ærter med brændevin til, mens vi blev kørt over i kantinen og fik almindelig mad, uden alkohol til.

Når vi så fortsatte jagten efter frokost, kunne man godt høre, at de havde fået en lille en til næsen, for de snakkede meget højt og fik vist ikke skudt ret meget om eftermiddagen.

Som afslutning blev der holdt vildtparade og truttet ”Jagt Forbi” på jagthorn.

Så fik vi alle sammen et glas Gammel Dansk og tak for hjælpen, inden vi satte os ind i bussen og blev kørt tilbage til vores værelser, for at komme af de temmelig våde kampuniformer og støvler.

 

Langt de fleste weekender tog jeg ud til min daværende kæreste og det blev ikke til ret mange besøg hos mine forældre, hverken mens jeg var ved militæret eller de næste mange år.

Jeg nød min uafhængighed og frihed alt for meget, til at jeg havde lyst til at vende tilbage til dem og den kontrol og de regler, som jeg havde hadet så meget gennem hele min barndom og ungdom.

 

Da jeg var blevet udstationeret i Jylland, tog jeg hver weekend på ”tommelen” ud til min kæreste, som jo boede nær ved Hornslet.

Det var som regel nemt at blive samlet op, når man havde sin uniform på.

Samtidig var det faktisk en spændende måde at rejse på, for jeg mødte mange spændende mennesker og kom ret nemt i snak med dem på turen.

Nogle var rigtig flinke og kørte mig næsten til døren og langt de fleste gange kom jeg frem meget hurtigere, end hvis jeg havde taget tog og bus.

 

Da det første år var gået og værnepligten dermed også var overstået, blev det tid til at underskrive en kontrakt med Flyvevåbnet.

Efter ganske kort tids samtale, blev Major Møller, som var den øverste på Flyvestation Tirstrup, og jeg enige om, at både Flyvevåbnet og jeg havde fået nok af hinanden og at vi derfor ikke syntes en kontrakt var aktuel.

Hvad hulen skulle jeg så lave nu, helt alene ovre i ”Det Mørke Jylland”?

 

 

Adresse i Jylland:

 

 

Hotel Randers, goddag…

 

Jeg studerede aviser i nogle dage og faldt så over en annonce fra Hotel Randers, hvor de søgte en portier.

Jeg anede godt nok ikke ret meget om hvad sådan en portier lavede, men søgte alligevel pladsen og fik den.

 

Det blev en spændende tid, hvor jeg mødte en masse interessante mennesker og fik snakket engelsk som aldrig før i mit liv.

Hele sommeren væltede det ind ad døren med amerikanere hver eneste dag, så efterhånden TÆNKTE og DRØMTE man faktisk på engelsk.

Jeg fungerede både som portier, ved at udlevere nøgler til gæsterne, men også som telefonist, forstået på den måde, at jeg sad ved et gammeldags omstillingsbord, hvor man skulle sætte nogle ”propper” i forskellige huller, når folk skulle ringe ud, eller til et andet værelse.

 

Nogle gange, lavede vi kunster med hele skidtet og trak samtlige ledninger ud af hullerne.

Det satte sgu gang i tingene.

Så bildte jeg dem bare ind, at omstillingsbordet nok var i uorden.

 

Andre gange hjalp jeg ”garagemanden” med at slæbe kufferter op på værelserne.

Det var hårdt arbejde, men samtidig sjovt, for vi kom jo ind og snakkede med samtlige gæster på værelserne.

Nogle steder fik vi drikkepenge, men den der skrøne om, at amerikanere kaster dollars ud til højre og venstre, kan du godt glemme alt om.

De fleste af dem, var nogle værre fedterøve.

 

Når et rejseselskab skulle videre rundt i landet, samlede vi alle deres kufferter nede i hallen, så de var klar til at læsse ind i bussen.

Det kunne godt være noget af en opgave, hvis der var flere selskaber der skulle af sted på samme tid og vi skulle passe på ikke at blande kufferterne sammen, så de endte i den forkerte bus.

 

En gang havde vi fået samlet dem alle sammen og ventede bare på at bussen skulle komme, da en dame begyndte at flytte rundt på nogle af dem.

Jeg regnede med, at det var en af de amerikanske gæster og spurgte min kollega hvad den dame nu skulle rende og rode rundt med de kufferter for.

Damen vendte sig om imod mig og svarede på flydende dansk, at hun faktisk var guide for gæsterne og lige skulle sikre sig at alle kufferter var der.

Prøv lige at gætte, om jeg blev temmelig rød i hovedet, ups.

 

Vi havde ofte kendte folk som gæster på hotellet, for Hotel Randers var en velrenommeret sted og blev brugt af teater folk og tv stjerner.

Jeg har således talt med folk som Poul Bundgaard, Poul Reichardt, Ebbe Rode, Jørgen Ryg, Otto Brandenburg og en masse andre kendte mennesker.

De fleste af dem var vældig flinke og nede på jorden, men især Poul Reichardt var en værre frikadelle og meget affekteret i sin måde at tale på.

En pilfinger:

 

En af vores hyppige gæster var en mand som var i en stor stilling indenfor nogle landbrugsmaskiner og boede i Australien det meste af tiden.

Han hed et ganske almindeligt dansk navn og var en af den slags gæster som enhver ansat i hotelbranchen elsker og hader på samme tid.

Han slog om sig med penge og gav f.eks. mig næsten 500 kr. i drikkepenge, da jeg havde været på apoteket og hente noget medicin for ham.

Desværre var han også noget tørstig og blev ofte temmelig beruset.

Så ringede han uafbrudt ned til receptionen og ville have mig op på værelset og ordne noget for ham.

Heldigvis kendte min chef ham udmærket og vidste at han var homoseksuel og blot ville have mig op til sig, for at se om han kunne komme i seng med mig.

Det havde jeg overhovedet ikke lyst til at deltage i og måtte sige til ham, at jeg havde travlt med andre opgaver, så jeg ikke kunne afse tid til at hjælpe ham lige i dag.

 

Når vi var i byen om aftenen, skete det at vi rendte på ham på byens værtshuse og så kunne jeg godt lægge min pung langt væk, for han betalte alt hele aftenen, både for mig og min kæreste.

 

På et af byens andre hoteller var en portier som åbenbart også havde set sig varm på mig, for han blev ved at komme forbi og snakke med mig, når jeg var på job.

Han inviterede mig på en middag på ”hans” hotel om aftenen.

Jeg sagde da pænt ja tak til tilbuddet og nævnte lige i samme åndedrag, at jeg selvfølgelig gik ud fra at jeg måtte tage min kæreste med.

Nu sad han i saksen og blev nødt til at sige ja til det, selv om ærgrelsen stod tydeligt malet i hans ansigt.

Vi havde nu en rigtig hyggelig aften og fik noget god mad på hans regning.

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg tiltrak de der homoseksuelle mænd i min ungdom, for jeg syntes da selv at jeg virkede heteroseksuel nok i både tøj, frisure og opførsel.

 

 

”Ring 112 i tilfælde af brand”:

 

Der var i øvrigt brand på hotellet imens jeg var ansat der.

 

Vores gamle kontordame kunne godt lide en lille cerut, men havde en dårlig vane med at lægge den fra sig på kanten af skrivebordet, når hun lige skulle ordne noget.

Jeg formoder at det var en glemt cerut der startede branden på kontoret, for den brød ud i en middagspause, hvor der ingen var på kontoret.

Tjener Leif og jeg sneg os som et par indianere under røgen med en skumslukker og fik da dæmpet ilden lidt ned, indtil brandvæsenet ankom og kunne slukke det rigtigt.

Vi må have set rigtig sjove ud, for vi havde begge bundet slipset for ansigtet, for at undgå så meget røg som muligt, ned i lungerne.

Som jeg husker det, vankede der vist ikke engang en TAK fra fru Mathiesen bagefter, for vores indsats, men gamle fru Sørensen fik vist anskaffet sig et askebæger til cerutten.

 

 

 

Personalegoder:

 

Både imens vi var på arbejde og også i fritiden, var der en masse sjov og ballade med stuepigerne.

De var altid med på lidt flirt og kysseri i krogene.

 

Især var der en der hed Eva, som var meget fræk og lækker og også godt vidste det selv.

Jeg husker en gang hvor vi stod nogle stykker udenfor og snakkede.

Jeg nævnte lige lidt om, at jeg sgu frøs om fingrene, hvilket fik Eva til at tilbyde, at jeg da kunne varme dem i hendes bukser.

Det skulle hun da ikke sige to gange, så jeg stillede mig bag ved hende og førte mine hænder ned bag bukselinningen og ind på hendes bare maveskind.

Måske var det hendes lommer hun tilbød mig at varme fingrene i, men hun protesterede nu ikke da jeg stak de kolde fingre indenfor.

Inden længe var de gledet temmelig langt ned og det kan nok være, at jeg fik varmen i fingrene og også i resten af kroppen.

Mine fingre søgte ind de underligste steder, alt imens vi stadig førte en samtale med de andre kolleger.

Det var altså temmelig frækt, og også meget dejligt.

 

De forskellige stuepiger havde jeg en masse flirt med og der var da også en af dem som det lykkedes at komme i seng med en aften vi havde været på Maxim og danse.

Vi elskede flere gange i løbet af natten og uden at bruge nogen form for beskyttelse, så det var rent held at der ikke blev nogle børn ud af det.

Til gengæld fik jeg en lille koloni af fladlus med derfra, men det er en anden historie.

 

En af de unge tjenerelever havde åbenbart hørt om mine små oplevelser med stuepigerne og efterhånden havde jeg fået ry for at være hotellets Casanova, hvilket nu ikke var helt sandt, for der var jo kun den ene stuepige, som jeg havde været i seng med.

 

At jeg så senere endte med at blive kæreste med hotellets smørebrødsjomfru var der jo ingen der kunne gætte dengang jeg fik det øgenavn.

 

 

Værtshusslagsmål:

 

Efter fyraften mødtes flere af os ovre på ”Bræddehytten”, som var et lille værtshus der lå overfor hotellet i Torvegade.

Det var som regel bare til en enkelt øl eller to, men af og til udviklede festen sig.

En gang hvor vi var der ovre sammen med et par chauffører fra de turistbusser der leverede gæster til hotellet, endte det hele i slagsmål.

 

Det hele startede med, at jeg skulle ud og tisse.

For at komme til toilettet, skulle man passere baren.

Her stod en stort kleppert desværre og svingede en barstol i luften, med det resultat at han ramte mig lige i ansigtet med understellet af stolen.

Jeg væltede omkuld, men kom da på benene igen, og syntes ikke bare, at jeg kunne lade som ingenting.

Derfor slog jeg ud efter idioten, hvilket fik ham til at gå fuldstændig amok.

Han fór på mig og langede mig en på hovedet, så jeg igen lå på langs på gulvet.

 

Nu havde mine venner opdaget hvad der foregik og begyndte også at blande sig i tingene.

Det førte så til, at idiotens venner også kom i aktion.

De var åbenbart af en anden opfattelse af et værtshusslagsmål end os, for de slog lige bunden af deres ølflasker og begyndte at stikke ud efter os med de uhyggelige skarpe glasskår.

Det kan nok være at vi fandt udgangen og kom væk derfra i en helvedes fart.

Vores overtøj måtte vi efterlade og sammen med min kæreste tog jeg op på skadestuen og fik undersøgt mit øje for eventuelle skader.

Intet var brækket og flængen ved øjet var lille nok til at den selv kunne gro sammen, uden at skulle syes, så jeg blev sendt hjem igen med et sæbeøje der voksede for hvert minut.

 

Næste morgen mødte både den ene chauffør og jeg op på jobbet med et kæmpe sæbeøje der var totalt lukket til.

Det gav en masse spørgsmål fra vores gæster og kolleger, men egentlig var det jo ikke vores skyld at vi så sådan ud.

Det var jo idioten med barstolen der havde startet det hele.

Da de havde hørt historien var der kun sympati og medlidenhed fra alle, selv om min chef ikke lige syntes det var alt for smart, at jeg stod i receptionen og så sådan ud.

 

 

Nattesjov i Randers:

 

Andre gange tog vi på Maxim om aftenen.

Det var byens hotteste sted der først i 70´erne.

Jeg har skam været på Maxim sammen med selveste Simon Spies, som bestemt var en hyggelig og gavmild person.

Måske nok især overfor pigerne, men vi andre fik da også, af og til, en omgang bajere af ham.

 

På Maxim havde man det der særlige ultraviolette lys, som kan få selv den grimmeste til at se godt ud.

Når man så havde danset og kysset med en pige hele natten på Maxim og kom ud på gaden i morgenlyset, kunne man godt få lidt af et chok.

Pludselig var hun jo slet ikke smuk mere og så var det bare med at finde på en løgn, så man kunne komme fra hende på en pæn måde.

 

Længere nede ad Storegade lå diskoteket Casanova.

Det var berygtet som et rigtigt kødmarked, så der måtte vi jo også lige hen og kigge.

Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men det blev aldrig rigtigt ”vores sted”.

Vi ville hellere på Maxim.

 

 

Pornofilm i biffen:

 

Den eneste fordel ved at komme på Casanova var, at vi lærte udsmideren Orla at kende.

Han var nemlig også kontrollør ude i Skansebio i Vorup, hvor de ofte spillede pornofilm.

Han lod os af og til slippe gratis ind og se film.

Den gang var pornofilm meget nyt i biograferne.

Før i tiden, kunne man kun se den slags i små snuskede lokaler inde i København.

For os unge ”uskyldige” mennesker, var det en fantastisk oplevelse at få lov til at se disse film. Vores personlige erfaring var jo endnu ikke så stor.

De første film var lavet på en måde, så de fremstod som noget ”videnskabeligt”, hvor man bl.a. forsøgte at give en forklaring på, hvorfor nogle valgte at optræde i den slags film.

 

Jeg tror at det var lidt ligesom de første blade med nøgne kvinder, hvor man kaldte dem for medlemsblade til Naturister.

Der var vist kun en meget lille procentdel af læserne der var rigtige Naturister

Uanset hvad de kaldte filmene, viste de hver eneste detalje og havde også den ønskede effekt på tilskuerne.

 Det var lidt sjovt at sidde og lytte til de andres vejrtrækning under filmene.

Der var en del stønneri på rækkerne, så man kan jo bare gisne om hvad folk fik tiden til at gå med under filmen.

 

 

Animalsex:

 

En af de virkelig sensationelle film var den med ”Ornepigen Bodil” fra Nordsjælland.

Hun dyrkede sex med de fleste dyr på hendes bondegård.

 

Jeg har senere læst lidt om hende og fik forklaringen på, hvordan det hele startede.

Hun havde som ung teenager ligget i sengen og tilfældigt stukket det ene ben ud over sengekanten, på grund af varmen.

Hendes hund var så kommet ind på værelset, og havde snuset sig vej op ad hendes ben, indtil den nåede skridtet.

Den begyndte at slikke uden på hendes trusser, men Bodil havde så trukket trussekanten til side, så hunden kunne komme til.

Nydelsen af hundens tunge havde været for stor til at hun kunne stoppe.

Hun oplevede sin allerførste orgasme den dag og det førte så senere til, at hun slog sig ned som inseminør og pornostjerne.

 

I den forbindelse kommer jeg i tanke om, at der gik rygter om, at en af min storebrors skolekammerater havde prøvet at bolle en gris hjemme på gården.

Vi var ikke så gamle, da vi hørte om den sag, så fantasien løb helt løbsk for os.

Vi forestillede os at grisen så fødte et vandskabning med grisekrop og menneskehoved, eller omvendt.

At det slet ikke kan lade sig gøre at krydse et menneske og en gris, anede vi jo ikke noget om den gang.

 

 

Jobskifte:

 

Nå, men tilbage til tiden i Randers og jobbet på hotellet.

Efter ca. 1½ år på hotellet, valgte jeg at sige op.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide arbejdet, men lønnen var altså ikke noget at skrive hjem om.

Oprindeligt var jeg ansat med kost og logi, men da jeg flyttede sammen med min kæreste, kunne jeg ikke få pengene for kost og logi udbetalt i stedet for.

Jeg havde en overgang planer om at uddanne mig til tjener og kok, for selv at starte noget op, men som så mange andre af mine planer, blev det aldrig til noget.

 

Vi havde fået os en lille ussel lejlighed omme i Niels Ebbesens Gade i Randers.

På anden sal, helt oppe under taget og med køkken på den anden side af en fælles gang og med toilet halvvejs nede ad bagtrappen.

Desuden et fælles baderum nede i stuetagen.

Bagtrappen var nærmest halvrådden og fortrappen lignede også noget der var løgn, men det var vores første helt private hjem, siden vi var flyttet hjemmefra.

 

Vi benyttede os nu ofte af min kærestes forældres gæstfrihed og tog ud til dem og spiste til aften og gik i bad.

Egentlig var det ikke hendes forældre, men hendes bedsteforældre, som hun var vokset op hos og også var adopteret af, fordi hendes rigtige forældre var blevet skilt og åbenbart ikke kunne eller ville have hende den gang.

Hendes rigtige mor lærte jeg at kende senere og havde også et godt forhold til både hende og hendes nye mand.

 

Det var også hos Anna’s bedsteforældre, som jeg altså kalder svigerforældre her, at jeg fik sat gang i min musikalske færd, for de havde det herligste klaver stående i spisestuen og jeg måtte klimpre alt det jeg ville på det.

Det har garanteret lydt forfærdeligt, men min svigermor havde en engels tålmodighed og lærte mig de grundlæggende ting om noder, så efterhånden kunne man da genkende de melodier, som jeg spillede på klaveret.

 

Min svigerfar tilbragte jeg rigtig meget tid sammen med, for vi havde flere fælles interesser som f.eks. at spille skak og fiske.

Han og jeg har tilbragt adskillige timer i en jolle ude på havet, mens vi fiskede med både snøre og garn.

Det var rigtig hyggelige mennesker at komme hos og jeg havde et rigtig godt forhold til dem i al den tid jeg var sammen med min kæreste Anna, som blev min kone i. juli 1974 og som jeg blev skilt fra igen i 1977.

Vores ægteskab var vel dødsdømt helt fra starten, for vi var slet ikke modne nok til at stifte familie og klare os selv.

Heldigvis nåede vi ikke at få børn sammen, så vores skilsmisse forløb uden de store problemer og i bred enighed om, at vi måtte videre i hver sin retning.

 

Nåh, men nu kom vi lidt for langt frem i tiden igen, så vi vende tilbage til 1972 igen.

 

 

Møbelfabrikant:

 

Jeg fik job på Royal System, som den gang var en ret berømt møbelfabrik, som lå oppe på Hadsundvej.

Det var arkitekten Paul Cadovius der her lavede sine reolsystemer.

 

Det var et rigtig kedeligt arbejde jeg havde der.

Jeg skulle bare stå og smøre lim på alle kanterne af de stykker, som så blev limet sammen til reolkasser ved hjælp af nogle elektriske jernstænger, som varmede limen op til hærdning i løbet af et øjeblik.

På grund af at arbejdet var kedeligt, og nok også fordi jeg stadig var noget umoden, havde jeg en masse pjække dage, hvor jeg blev hjemme og hyggede med min daværende kæreste Anna, som også var ansat på fabrikken.

Jeg var der i knapt 1 år, men blev så fyret og fik herefter job på Vorup Møbelfabrik.

 

Her var det Oscar Lehm, som fabrikerede hjemmebarer til både danske og amerikanske kunder.

Det blev sjovt nok igen et job med at lime, men denne gang var det kantlister på bordkanterne til de kakkelborde, som var vældig moderne i starten af 70’erne.

Her blev det også kun til omkring et års tid, for salget gik så skidt, at de blev nødt til at fyre nogle af os, lige inden juleferien i 1974.

Det var jeg lidt ked af, for jeg kunne faktisk godt lide at være der og havde det udmærket med mine kolleger og foresatte.

Det var også der jeg havde et lille kæledyr gående, som jeg fodrede hver dag.

Det var en lille mus, som efterhånden blev fuldstændig tam og kom helt hen til mig, når jeg lagde lidt af min madpakke på gulvet til den.

 

 

Århus Sporveje:

 

 

Efter min første – og eneste – arbejdsløshedsperiode, som varede ca. 9 måneder, fik jeg ansættelse hos Århus Sporveje den 9 juni 1975, hvor jeg startede med at gøre busserne rene og tanke dem, når de kom hjem efter dagens kørsel.

  Foto: Busser i Slet ca. 1978

 

 

                                                                                          

 

Det var min daværende svigerfar, Jens Christian Iversen, altså ham der var gift med Anna’s rigtige mor, som skaffede mig ind ved Århus Sporveje.

Det var den gang nødvendigt at kende nogen der kendte nogen, for at komme foran i ventelisten.

 

Da jeg startede var det noget der gav respekt og åbnede døre i banken, hvis man kunne sige, at man arbejde ved Århus Sporveje.

Det betød jo fast job og fast indtægt, med udsigt til en tjenestemandspension senere.

Sådan er det desværre ikke mere.

Nu hænger truslen om udlicitering over hovedet på samtlige ansatte i firmaet.

 

Det er ikke længere et trygt og sikkert job.

Både på grund af udliciteringen, men også i høj grad fordi det ikke mere er trygt at køre rundt i byen med bussen.

Vold og trusler er blevet en alvorlig og grim hverdagsting for buschauffører.

 

Jeg har selv nogle teorier om, hvorfor det er blevet sådan, men dem skal jeg nok holde for mig selv, for ikke at blive kaldt racist.

 

 

 

Fakta er bare, at man ved at læse vores døgnrapporter ved selvsyn kan konstatere hvem der er flest problemer med i busserne.

 

De såkaldte 2. generations indvandrere er stærkt overrepræsenterede i statistikkerne.

Et eller andet er gået helt galt, da Danmark åbnede sine døre for vores ”gæster”, som de så flot kalder dem.

 

 

Denne model Volvo bybus kørte stadig

          da jeg startede i 1975

 

 

Jeg håber sandelig ikke at MINE gæster nogen sinde vil opføre sig sådan i mit hjem, for så blev de straks smidt ud igen og aldrig inviteret mere.

At være gæst betyder at man opfører sig ordentligt og ikke snyder og stjæler fra sin vært.

 

 

Jeg tager lige en pille…:

 

Det var noget af en start jeg havde hos Århus Sporveje, for allerede 2. dag jeg var ansat, smadrede jeg min første bus.

 

Jeg havde jo set hvordan de andre kunne bakke busserne ud i gården for fuld fart, så jeg ville da ikke stå tilbage for dem.

Det gik også vældig fint, indtil jeg skulle bremse bussen.

Min træsko havde jeg fået så langt frem på bremsepedalen, at den stødte imod den plade der sad foran pedalerne.

Uanset hvor hårdt jeg trådte, fortsatte bussen for fuld fart baglæns, lige indtil den hamrede bagperronen ind i en betonpille ovre på den modsatte side af gårdspladsen.

Bussen stoppede med et kæmpe brag og betonpillen stod omkring ½ meter inde på bagperronen.

Det var en meget lille mig der steg ud af bussen.

Jeg var helt sikker på, at jeg nu havde mistet mit job, men det eneste der skete ved det var, at jeg blev rådet til at tage den lidt med ro, indtil jeg havde lidt mere erfaring med busserne.

Det syntes jeg lød som en rigtig god ide.

 

 

 

 

 

G.H.:

 

Efter nogle år på Station Slet ved Tranbjerg, søgte jeg op på Hovedstationen på Gustav Holms Vej i Risskov, som blandt ansatte ved Sporvejene aldrig hed andet end G.H.

 

Her kom jeg til at arbejde med at skifte dæk og hjul på busserne i et par år, indtil jeg kom ind på malerværkstedet som arbejdsmand.

Her var jeg så i godt 12 år, indtil jeg begyndte at køre som buschauffør i 1992.

 

 

 

 

 

                                                                                                 Sådan forestiller man sig

                                                                                                         de nye sporvogne

                                                                                                        i fremtidens Århus

 

 

Skovvangsvej:

 

Efter nogle ubehagelige oplevelser som buschauffør, med både røveriforsøg og voldsepisoder, måtte jeg opgive at fortsætte det job og nu har jeg så fået et job, hvor jeg kører rundt og leverer klippekort til de butikker og kiosker, som er forhandlere for os.

Samtidig er firmaet blevet delt op i to uafhængige afdelinger og jeg er blevet tilknyttet den del af firmaet som nu hedder Trafikselskabet og som holder til på Skovvangsvej.

Her indgår jeg i et team sammen med fire dejlige kvinder som jeg arbejder godt sammen med og selv om vi ofte har temmelig travlt, så formår vi også at have det rart og hyggeligt med hinanden.

 

Århus Sporveje har, gennem alle de år jeg har været der, været en af den slags arbejdspladser, hvor man enten rejser ret hurtigt, eller også bliver man, til man skal på pension.

Jeg satser stadig på at blive der.

Om firmaet så kan få lov til at bestå, er straks en helt anden sag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

tak for din opmærksomhed og fordi du gad læse om min opfattelse af en barndom og ungdom, som forhåbentlig ikke ligner de flestes.

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE